| Danmark i krig |
Imperialisme.dkAf Jakob Nerup Hvorfor er den danske regering så ivrig efter at støtte USA's krig mod Irak? En enkel forklaring er, at det har de borgerlige altid gjort. Som Venstre-borgmesteren Søren Pind siger det: Men må sammen med Amerika og andre lande, der elsker frihed højere end opportunisme, danne demokratiernes og frihandelens egen sammenslutning. Så den ny verdensorden kan blive reel. Men bag højrefløjens krigsvenlige politik ligger Danmarks egen imperialisme. Dansk imperialisme er en integreret del af den globale kapitalisme og tager sit afsæt i at fremme økonomiske og magtmæssige interesser på vegne af danske multinationale. Centrale elementer er nyliberalistisk frihandel, Grønlands deltagelse i missilskjoldet, A.P. Møllers interesser og en racistisk hetz mod islam. Imperialisme er en del af den globaliserede kapitalisme Kapitalismen er den globale samfundsform, der betinger ethvert lands, enhver multinational koncern og ethvert menneskes tilværelse. Og kapitalisme er ikke blot en produktionsmåde, hvor udbytningen er sat i system, og konkurrencen er vilkåret. Kapitalisme er også en globaliseret økonomi, hvor ingen økonomi, stor som lille, kan fungere isoleret. Der er globale markeder, global arbejdsdeling og globale koncerner. Enhver producent som ønsker at sikre sine interesser i denne globaliserede verden må nødvendigvis have en styrke i ryggen til det. Det kan være i store handelssammenslutninger som EU og WTO eller det kan være gennem national beskyttelse og støtte. Men når kampen om markederne skærpes for alvor, så gælder den rå militære magt, uanset om den anvendes direkte eller blot bruges som en skjult trussel. De globale magtdelinger forandres over tid, men det sikrer ikke en fredelig verden, idet konkurrencen konstant skærpes. Derfor er geopolitiske elementer af dominans over mellemøsten et væsentligt led i den globale kontrol med fx olie. Men det udtrykker også den globale kamp i et større perspektiv, fordi krigen mod Irak ikke alene kan reduceres til regionen. Den handler også om, at USA ønsker at vise sin styrke og villighed til at bakke sine økonomiske interesser op militært overfor andre regionale sværvægtere som Rusland og Kina. Når USA forhandler med Kina om adgang til Kinas vækstmarkeder, så er det ikke kun de direkte profitmuligheder i Kina det handler. Så handler det også om hele regionens økonomi og politik. USA kan med meget større vægt presse Kina til økonomiske indrømmelser og inddæmme de kinesiske ambitioner i regionen, hvis Kina ikke kan matche USA militært. USAs missilskjold er et led i at udvikle den globale dominans. Angiveligt skal det beskytte mod slyngelstater som Nordkorea, Irak og Iran. Men i realiteternes verden er det et offensivt missilsystem, som skal sikre USA et globalt herredømme, hvor specielt andre stormagter som Kina og Rusland skal begrænses. Og Danmarks rolle som mini-imperialist overfor Grønland illustrerer, at intet land eller område er udenfor den globale kamp. Den danske regering vil ganske enkelt i bedste koloniherre stil bestemme at Thule-basen på Grønland skal være en del af USA missilskjold. På denne måde bidrager Fogh til den globale imperialisme på trods af grønlændernes modstand. Danske økonomiske
interesser er globale For hvem skal beskytte de danske multinationales interesser med juridiske traktater, adgang til magtens korridorer og i sidste ende militært engagement, hvis de trues. Det kan den danske stat ikke magte. Og det kan EU heller ikke magte endnu, selvom perspektivet er opbygningen af en selvstændig EU-hær, der kan udfordre USAs globale militære overlegenhed. Derfor er regeringen så ivrig efter at komme med i krigen og bakke op om USA. Den danske deltagelse med tropper og fly i Afghanistan har således en direkte funktion i at vise villigheden overfor USA. Og det uanset om danske F16-jagere dræber uskyldige civile i deres bombardementer, som det skete i februar 2003, hvor danske og norske fly dræbte 17 civile på et bombetogt. Ikke mindst A.P. Møllers olie- og rederiinteresser skal beskyttes. Efter den sidste krig mod Irak, hvor Danmark indsatte et krigsskib, og A.P. Møller gratis sejlede materiel til den amerikanske hær, fik A.P. Møller belønningen i form af store kontrakter til det amerikanske forsvar, retten til at købe det amerikansk ejede fragtrederi Sealand (der er meget store i USA med egne havne) og nye oliekontrakter i Qatar, Algeriet og Kazakstan. Dansk krigsdeltagelse fortsætter Væsentlige
danske bidrag til militære operationer i udlandet gennem årene. Danmarks engagement på Balkan var ikke en tilfældighed eller en humanitær gerning. Det var en del af EUs ambitioner om at dominere regionen og på denne måde udvide kontrollen med de europæiske markeder længere østpå. Og belønningen for de mange tusinde danske soldater har da også været en række store kontrakter til genopbygningen og ikke mindst en stærkt øget adgang i hele Østeuropa. Danmarks
bidrag til krigen mod Irak Denne sidste og nye hjørnesten udtrykker det aktuelle ideologiske afsæt for den danske støtte til USAs imperialisme. Det nye fjendebillede efter Sovjetunionens sammenbrud er Islam. det har for Anders Fogh et dobbelt formål. Dels skal det begrunde en ny offensiv imperialisme i Mellemøsten og på globalt plan en aggressiv militær dominans, som skal sikre de vestlige værdier. Og som Søren Pind udtrykte det i indledningen af denne artikel, så er frihandel og demokrati det samme i deres terminologi. Efter 11. september sagde USAs handelsminister. Robert Zoelick, at valget stod mellem Free trade or terror. Og det brugte USA som pression for at få gennemført en ny handelsrunde i verdenshandelsorganisationen WTO Kultur-imperialisme Her kan man sætte ind for at forebygge fundamentalisme og det had, der er over for vestlige livsværdier Det er en meget vanskelig dimension, fordi det let kan opfattes som kultur-imperialisme. Men ikke desto mindre er vi nødt til at tage fat på diskussionen. Det andet element i det ideologiske korstog er beregnet på den danske dagsorden. Regeringens racistiske politik overfor indvandrere og flygtninge finder også støtte i denne ideologi og fjendebillede. Når Danmark deltager som kulturimperialist globalt, så bruges det også herhjemme. Islam dæmoniseres, og alle muslimer mistænkeliggøres som potentielle terrorister og krænkere af vestlige værdier. Hvis afghanske taleban-krigere undertrykker deres kvinder, så gør alle muslimer det også. Hvis Al-Qaida laver terroraktioner i Allahs navn, så må alle muslimer være potentielle terrorister. Hvis Somaliske muslimer omskærer deres pigebørn, så må alle muslimer tænkes at kunne gøre det. Hvis Hitz-bul-Tahir er ekstreme i deres propaganda, så er alle muslimer i Danmark det. Det er naturligvis ikke tilfældet hverken i Danmark eller resten af verden. Men det skal bruges til at retfærdiggøre en racistisk syndebukkepolitik i Danmark og imperialismen i verden. På samme måde som Anders Fogh hånligt afviser de store demonstrationer i Danmark som en støtte til Sadam Hussein, så afvises protesterne mod krigen i de muslimske lande som religiøse protester. Når hundreder af tusinder i Pakistan, Tyrkiet eller Ægypten demonstrerer, så bortforklares det som støtte til Islam og ikke protest mod krigen. Denne form for ideologisk retfærdiggørelse af imperialisme, hvad enten den er kulturel eller militær må gendrives sammenhængende. Politiske modsvar Anti-krigsbevægelsen i Danmark er bundet sammen af en enkel parole om Ingen krig mod Irak. Krigsmodstandere med vidt forskellige afsæt arbejder sammen på trods af de politiske forskelle nogen mener, at FN er løsningen, mens andre taler om en revolution. Det er rigtigt at holde fast i denne enkelhed, som man kan kalde for enhedsfront. Men jo stærkere krigstrommerne lyder fra magthaverne des stærkere bliver deres ideologiske propaganda også. Derfor er det vigtigt, at vi styrker de politiske diskussioner i bevægelsen og fremfører ideologiske argumenter mod imperialismen, og ikke mindst skærper den konkrete kritik af den danske regerings støtte til krigen. Det bedste modsvar på deres ideologiske propaganda er vores politiske argumenter om amerikansk og dansk imperialisme. Vi skal fremhæve sammenhængen mellem olie og magt, mellem de multinationale og regeringens politik og mellem deres racisme og deres krig. Det bedste modsvar til deres krigsdeltagelse er et maksimalt pres på den danske regering, Folketing og deres støtter i erhvervslivet. Anders Fogh, regeringen, ethvert folketingsmedlem som støtter krigen, enhver repræsentant for de multinationale (og specielt Mærsk Mckinney Møller) skal aldrig kunne være i fred når de optræder offentligt skal de konfronteres med deres krigspolitik. Demonstrationer, aktioner, studenteraktivisme og ikke mindst strejker kan for alvor presse dem, hvis de føler deres taburetter og profitter truet. Se også - End - |