Danmark
 

Ingen våben - ingen overraskelse!

Af Coilín Oscar ÓhAiseadha
30. juni 2003

Hvis krigsministrene Fogh og Møller ikke var klar over, at der hverken var masseødelæggelsesvåben i Irak eller folkeretligt grundlag for at invadere landet, er det næppe, fordi de ikke var blevet advaret om det.

Allerede i oktober 2002 gjorde FN's tidligere Assisterende Generalsekretær Hans von Sponeck medlemmerne af Udenrigspolitisk Nævn opmærksom på, at "beviserne" for, at Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, var fejlagtige.

Den tidligere chefvåbeninspektør Scott Ritter fulgte op i et møde i Udenrigspolitisk Nævn og Forsvarsudvalget i november med et budskab om, at Bush-regeringen havde forfalsket sagen mod Irak bl.a. ved at lade den utroværdige Khidhir Hamza optræde som vidne i høringer i Kongressen.

Derfor må vi gå ud fra, at de danske krigsministre var godt klar over, at grundlaget for krigen var yderst tvivlsomt. De bliver da orienteret om det, der foregår i Udenrigspolitisk Nævn og Forsvarsudvalget! - Ikke?


Udenrigspolitisk Nævn modtog en kopi af den førende britiske Irak-forsker Glen Rangwalas analyse "The dishonest case for war on Iraq", som Hans von Sponeck afleverede i forbindelse med sit møde den 8. oktober. Denne rapport viser tydeligt og utvetydigt, at Blair-regeringen overdrev grundlaget for mistanker om, at Irak havde genoptaget produktionen af de såkaldte ABC-våben.

(Rapporten kan findes på Folketingets hjemmeside ved at søge i søgemaskinen Google efter følgende termer: site:folketinget.dk dishonest case.)

Derudover fik medlemmerne af Udenrigspolitisk Nævn og Forsvarsudvalget mulighed for at se Ritters film "In Shifting Sands" inden mødet med Ritter den 5. november, da den lille græsrodsorganisation, Komitéen Lad Iraks Folk Leve, afleverede filmen til Nævnet på VHS-bånd i flere eksemplarer. I filmen påpeger Ritter, at UNSCOM allerede omkring 1995 havde dokumenteret, at mere end 90% af Iraks biologiske og kemiske våben var ødelagt. Der var dermed tale om en kvalitativ afvæbning.

Formanden for UNSCOM 1991-1997, Rolf Ekéus bekræfter i filmen, at inspektørerne brugte årene 1996-1997 på at lede efter yderligere dokumentation frem for våben.

Mon ikke Ritter og Ekéus gentog disse væsentlige oplysninger under selve mødet med de danske politikere i november? Og mon ikke den danske våbeninspektør, Niels Blume-Frederiksen, som også deltog som ekspert ved dette møde, støttede dem i deres vurderinger?

Budskabet må have været meget klart: UNSCOM's inspektører var meget tæt på en fuld afskaffelse af de sidste ubrugelige rester af Iraks masseødelæggelsesvåben, inden de var tvunget til at forlade landet i december 1998, da USA lancerede bombeangrebet Operation Ørkenræv.


Det er imidlertid svært at gennemskue, om de danske krigsministre blev narret af Bush og Blair eller om de bevidst gik med på en sammensværgelse, hvor den forfalskede sag om de påståede masseødelæggelsesvåben blot blev brugt som et påskud for endnu en gang at angribe - og denne gang også at invadere og besætte Irak.

I bedste fald blev de narret: Deres dømmekraft svigtede, da de valgte at ignorere von Sponecks og Ritters velbegrundede advarsler. I så fald burde de erkende, at de har begået en alvorlig fejltagelse, og sætte sig for at lære noget af erfaringen.

At de i stedet forsøger at retfærdiggøre deres handlinger med henvisning til andre forhold, er helt uacceptabelt.


Også tilstede ved Ritter-mødet i Udenrigspolitisk Nævn og Forsvarsudvalget den 5. november var professor Inger Österdahl, folkeretsekspert ved Uppsala Universitet. Under mødet gav hun udtryk for sin mening om, at der ikke var noget grundlag i folkeretten for at angribe Irak.

Set i det lys er det bemærkelsesværdigt at iagttage, at det juridiske grundlag for "iværksættelse af militære forholdsregler mod Irak", som det fremgår af Udenrigsministeriets notat af 17. marts 2003, i høj grad henviser til Sikkerhedsrådets resolutioner 678, som er vedtaget i 1990, og 687, som er vedtaget i 1991. Det kan næppe tænkes, at professor Österdahl overså disse gamle resolutioner!

For at opsummere sagen: Ingen af de eksperter, der talte med Udenrigspolitisk Nævn og Forsvarsudvalget den 5. november 2002, mente, at det foreslåede angreb mod Irak kunne retfærdiggøres. Alligevel gik Danmark med til invasionen.

Det er tankevækkende: Hvorfor holder man møde med eksperterne, hvis man alligevel ikke tager hensyn til dem?

* * *

Yderligere oplysninger om ovennævnte møder i Udenrigspolitisk Nævn og Forsvarsudvalget kan fås ved henvendelse til forfatteren på følgende adresse: peacemail@danirak.dk

- End -