Fogh-regeringen
sammenblander politik og religionAf
Klaus Riis,
Redaktør, Kommunistisk Politik  Uden
Dansk Folkeparti kunne Anders Fogh ikke danne regering, og hans regering ikke
føre krig i Irak sammen med George W. Bush og Tony Blair. Kristen fundamentalisme
er en del af dens grundlag.
Krigsførelsen og forlængelsen
af den danske deltagelse i en krig, som strider mod folkeretten og FNs charter
(også ifølge FNs generalsekretær Kofi Annan), er en blodig,
uafvaskelig plet på Danmarks ære - og sikrer Fogh-regeringen en plads
i nutidens krigsforbryderkabinet.
Ud over alle Fogh-regeringens løgnagtige
begrundelser for dansk krigsdeltagelse - fra masseødelæggelsesvåben
til forsvar af FN (!) - er der én helt speciel grund, som frasorteres i
mediedækningen: det er den religionskrig, som Dansk Folkeparti fører
i Irak.
Den, som fulgte behandlingen af forslaget om forlængelse
af den ulovlige danske krigsdeltagelse på dets nylige vej gennem folketinget,
kunne høre helvedspræsten Søren Krarup som ordfører
for sit parti erklære:
" Det er nødvendigt at føre
Irakoperationen igennem til den sejr, der består i skabelsen af et stabilt
irakisk samfund med karakter af et retssamfund. I sidste instans er dette et anliggende
for os alle i den vestlige verden, for operationen i Irak har som sin kerne et
vestligt selvforsvar imod en islamisk terrorisme, der truer hele Vesten, og som
især med den 11. september 2001 har vist sit sande ansigt af hensynsløshed
og fanatisk had.
Vi skal naturligvis ikke gøre os illusioner. Et muslimsk
land kan aldrig blive det, vi kalder et demokrati, fordi en hellig lov er uforenelig
med den sekulære lov, der skabes af folkets flertal." (11.11.2004)
"…
set i et længere perspektiv er der ikke tvivl om, at det er den eneste måde,
hvorpå man vil kunne bekæmpe islamisk terrorisme. Derfor priser jeg
mig lykkelig for, at Danmark ikke hører med til det Vesteuropa, der i al
for vid udstrækning har været præget af defaitisme, og jeg priser
mig især lykkelig for, at Danmark er allieret med USA, der har mod, styrke
og viljekraft til at slå fra sig, når det angribes, som det skete
den 11. september 2001, af islamisk terrorisme." (25.11.2004)
"
Under alle omstændigheder viser det sig, at i det øjeblik Irak angribes,
er det hele islam, der bakker det op, og det vil sige, at det hører hjemme
i en rent fundamentalistisk sammenhæng, som betyder, at Saddam Husseins
Irak har været en del af den front, som er den ene side af fronten. Jeg
mener, og det til syvende og sidst er det perspektiv, det hele skal anskues under,
at det er rigtigt, at vi her står over for "the clash of civilizations",
dvs. civilisationernes sammenstød. Jeg mener, at denne krig i sidste ende
handler om modsætningen mellem kristenhed og islam, mellem Vesten og islam,
der som bekendt i mange, mange hundrede år har befundet sig i et misforhold
til Vesten." (25.11.2004)
Det er klar tale. Krarup og hans parti
fører religionskrig i Irak, som han gør det i Danmark. Han er en
fundamentalistisk 'kristen' stridsmand, der kan sætte rigtige tropper ind
mod de vantro. Det er rent selvforsvar, og det er naturligvis en bagatel, at Saddam
Husseins Irak var en sekulær stat og hverken angreb eller truede USA, Danmark
eller noget andet 'kristent' land.
Men hvad kommer det egentlig Fogh-regeringen
ved, hvad en skør og krigsliderlig præst, som er medlem af folketinget,
siger? Ikke andet end at mandens parti er afgørende både for
dansk krigsdeltagelse og afgørende som støtteparti for Fogh-regeringen.
Ikke
én minister og ikke ét medlem af regeringspartierne tog under de
to folketingsdebatter afstand fra Krarups udtalelser, hans religiøst begrundede
krig eller hans nedsættende karakteristisk af islam, og sammenrodningen
af islamisk tro og islamisk politisk ekstremisme.
Krarups forkyndelse indgår
således i Fogh-regeringens krigsbegrundelser.
Det er religion
og politik blandet sammen i en uhyggelig blodig cocktail, som ikke er set i dansk
politik i mere end hundrede år.
Kristen fundamentalisme er en del af
og en ingrediens i Fogh-regeringen og dens politik. Der er tale om en systematisk
sammenblanding af religion og politik.
På den baggrund er det rent
hykleri, når chefen for denne regering af og til advarer mod denne farlige
cocktail. Islamisk Trossamfund i Danmark (som repræsenterer
det store flertal af troende muslimer i landet) er ikke begejstret for Fogh-regeringen
og dens politik, og har ifølge dagspressen bebudet, at det vil samle de
mest fremtrædende muslimske menigheder for blandt andet at forhindre, at
Fogh bliver genvalgt. Det får straks Anders Fogh til
at hæve pegefingeren:
- Det er særdeles uklogt, at Islamisk
Trossamfund kalder til fælles kamp mod regeringen blandt landets muslimer,
siger han og fortsætter:
- Jeg tager det fuldstændig med sindsro.
Jeg føler mig ikke truet af Islamisk Trossamfund, men jeg synes, det er
meget uklogt af dem at blande religion og partipolitik. Havde
statsministeren på noget tidspunkt sagt dette til feltpræsterne i
folketinget og til Dansk Folkeparti - eller bare mindet sig selv om, at religion
og partipolitik er en uklog blanding, og adskilt sig fra den, var der måske
nogle, der kunne tro på ham.
Han har haft tre år og talrige folketingsdebatter,
ikke mindst om Irakkrigen, til at gøre det.
Tavsheden på regeringsbænkene
er øredøvende, pegefingeren er sænket og praksis det stik
modsatte. Islamisk Trossamfund afviser i øvrigt, at
det som trossamfund har taget initiativ til en samlet aktion mod regeringen. Lagt
på nettet 11.12.2004. Opdateret 11.12.2004. -
End -
|
