Ytringsfrihed
 

Ytringsfrihed, fetaost og landsforræderi

  Af Arne Herløv Petersen


Ytringsfriheden skal have meget vide rammer. Hvis Jyllands-Posten vil fremstille Muhammed som bombemand eller sandalfabrikanter vil have folk til at træde på et Jesusbillede, så har de ret til det.

Jeg er i min fulde ret til at gå ind og banke på hos naboen og meddele ham, at han ligner en røv med ører. Men hvis jeg så kommer dagen efter og spørger, om jeg ikke lige må låne hans græsslåmaskine, så er det ikke sikkert, jeg bliver venligt modtaget. Og hvis danske fabrikanter ønsker at sælge fetaost til araberne, så er det måske ikke så heldigt, at en stor dansk avis lige har fornærmet dem blodigt. 

Hvis en avis ønsker at slå et slag for ytringsfriheden, kan den gøre det på mange måder. En af de fineste ville være at åbne avisens spalter for meninger, der er i modstrid med avisens egne. En af de dårligste er at køre hetzkampagner mod et mindretal.

Man har villet forsvare Jyllands-Postens Muhammedtegninger med, at det er dansk humor, når den er bedst.  

Blasfemi kan være aldeles vidunderlig. Jeg husker, hvordan Paul Krassners totalt anarkistiske blad The Realist illustrerede mottoet ”One Nation under God” med en tegning af Onkel Sam, der blev røvpulet af en langskægget guddom i gevandter. Jeg elsker Gustav Wieds ”Pastor Sørensen & Co.” Jeg kan se mange gode grunde til at være blasfemisk og respektløs over for alle etablerede religioner, Islam inklusive. 

Men blasfemi og satire må vurderes ud fra det sammenhæng de indgår i. Jeg synes, jødevittigheder kan være morsomme. For eksempel den med damen, der kommer løbende langs stranden og råber: Hjælp, hjælp, min søn tandlægen drukner.   

Men jeg synes ikke, tegningerne af jøder med lange næser i Der Stürmer er morsomme. De indgik i en had- og hetzkampagne mod Tysklands jøder, og set i det lys er tegningerne bare modbydelige. Det samme gælder Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Man kan ikke undgå at se dem i sammenhænget af islamfjendtlige og racistiske udtalelser fra den faste skok af højrefløjs-kommentatorer og –politikere fra Pia Kjærsgaard til Lars Hedegaard. Og så er de ikke morsomme, bare dumme, vulgære og stødende. 

Jyllands-Postens frihed til at trykke tegningerne svarer til et forlags frihed til at genudgive Zions Vises Protokoller. De har ret til det. Javel. Men så må de også finde sig i den kritik, der kommer.   

Nu er tegningerne blevet årsag til en krise i forholdet mellem Danmark og de arabiske lande, og de kan meget vel være årsag til, at danske fastboende og rejsende i Mellemøsten bliver udsat for overgreb, til at dansk eksport til disse lande går mere eller mindre i stå og til at danske soldater i Afghanistan og Irak bliver bragt i endnu større fare. 

Krisen kunne have været afværget, hvis Anders Fogh havde taget det møde, tretten ambassadører fra islamiske lande bad ham om, Men det ville han ikke. På grund af ytringsfriheden, sagde han. 

Men regeringen har også ytringsfrihed. Blandt andet til at sige fra. Det var ikke spor svært for Rikke Hvilshøj at fordømme en artikel i Aftonbladet, der kritiserede Danmark. Så det ville heller ikke være svært for Fogh at udtale en kritik af tegningerne i Jyllands-Posten. Hvis det altså var det, han mente. Men det var det nok desværre ikke. 

Nu sidder Fogh så som en lus mellem to negle. Fra første færd har han forsøgt at tækkes både erhvervslivet og den racistiske højrefløj.

Meget ondt kan man sige om erhvervslivets folk, men de er ikke racister. De er ligeglade med, om folk er sorte, gule eller skotskternede, bare de kan tjene penge på dem. Erhvervslivet er orienteret ud mod verden og globaliseringen. Det har absolut ingen interesse i Dansk Folkepartis fnidder om at vende tilbage til stokroserne og sol over gyldne agre. Arla vil sælge fetaost til Saudi Arabien. Så er den ikke længere. 

Og erhvervslivet kan med god grund mene, at det har købt og betalt regeringspartierne og derfor også må have lov til at bestemme over den politik,der bliver ført. Hvem var det, der spyttede gevaldigt i Venstres valgkasse og betalte alle de blå balloner på motorfærgen Sjælland, da Fogh blev hyldet af sine stormtropper? Erhvervslivet, selvfølgelig. Og den, der betaler musikanterne, kan også bestemme, hvad der skal spilles.

Et af de første portrætter af Fogh efter valgsejren i 2001 viser, hvordan Mærsk Møller klamrer sig til ham som en abe til en pind og griner over hele hovedet. Nu skulle der føres erhvervsvenlig politik i Danmark. Læg et socialdemokratisk røgtæppe ud for at få stemmer i urnen og kør så den konsekvente politik med skattebegunstigelser til de rige, milliardtilskud til erhvervslivet, betalt af lønmodtagerne, privatisering af velfærdssamfundet og magt til de multinationale.

Samtidig har Fogh været som en logrende hund for sin herre og mester i Washington og serveret kagemand for ham. Men amerikanerne vil ikke se med blide øjne på, at deres forsøg på at overtage Mellemøsten bliver skadet af en dansk hetzkampagne.

Men Fogh har også samtidig støttet sig til Dansk Folkepartis forsøg på at mane et tænkt Morten Korch-fortid frem igen. Og nu revner bukserne. Nu må han vælge side mellem det globaliserede erhvervsliv og fortidsstræberne. 

Hvad gør så Fogh? Tja, i den slags situationer plejer han først at gemme sig. Og hvis det ikke hjælper, så sender han folk ud for at lede efter Per Stig Møller. Fogh har ellers overtaget alle en udenrigsministers normale opgaver selv. Det er ham, der rejser rundt i verden, gør Bush sin opvartning og høster hvad der måtte komme af belønning for tjenstvilligheden. Mens Per Stig stort set sidder inde under et bord og bider sig i skægget. Men når der skal deles øretæver ud, kommer Fogh i tanke om, at han da vist også har en udenrigsminister et eller andet sted, og så står Per Stig der og ligner en våd hønsehund, mens han prøver på at rage i hvert fald et par kastanjer ud af ilden for sin herre. 

Nu får vi så se, hvordan sagen udvikler sig. Man kunne jo prøve på at finde en syndebuk. For Pia Kjærsgaard er sagen klar. Det er de herboende muslimers skyld. Alt er deres skyld. Hvis høsten slår fejl eller lilleprinsen får kolik, er det imamernes skyld. Så når herboende muslimer drister sig til at sige, de ikke synes Jyllands-Postens tegninger er morsomme, og hvis de endda siger det samme til folk i islamiske lande, så er de simpelthen landsforrædere. 

Det kan jo så give anledning til nogle overvejelser over begrebet landsforræderi. For det første antyder ordet, at der findes et interessefællesskab for alle, der tilfældigvis bor i samme land. Men den påstand holder ikke en meter, og den bliver mere og mere ugyldig i en verden, der bliver mere og mere globaliseret. For det andet kan påstanden om landsforræderi meget vel ses som et forsøg på at kvæle debatten og demokratiet og tvinge alle til at rette sig ind efter højrefløjens meninger.

Erhvervslivet er ikke bundet af nationale interesser. Kapitalen er global. Kan man heraf udlede, at erhvervslivets ledere er landsforrædere? Kun hvis man tror, loyalitet kun kan være knyttet til geografiske grænser. 

Men under alle omstændigheder vil det nok ikke formilde Arlas arabiske kunder, at netop herboende muslimer bliver udpeget som syndebukke i sagen.

Så ville det være mere nærliggende at tage dem, der rent faktisk startede hele balladen. Hvem har det formelle ansvar? Det har Jyllands-Postens chefredaktør og især kulturredaktør Flemming Rose. 

Så den dag, fetaosten virkelig er i fare, skal Fogh såmænd nok bøje sig og udlevere Flemming Rose sammen med en krumsabel til retsforfølgelse i Riyadh.

30. januar 2006

Originalartikel på Loke www.herlov.dk

- End -