Danmark
 

Venstre angriber 'Budskab fra Græsrødderne' i folketinget

Under folketingets debat den 5. oktober om Anders Fogh Rasmussens åbningstale fortsatte Venstres nye politiske ordfører Troels Lund Poulsen de voldsomme angreb mod de 'socialistiske ballademagere', som angiveligt inspirerede til de store velfærdsprotester landet over, der kulminerede ved folketingets åbning.

Denne gang gik det ud over 'Budskab fra Græsrødderne', den folkelige politiske bevægelse, komponisten Thomas Koppel tog initiativ under Muhammed-krisen kort før hans død i februar.

Den store demonstration i København, der gik fra Rådhuspladsen til Christiansborg den 3. oktober, var indkaldt af initiativet 'Velfærd til alle'. Det samlede alle, som er imod regeringens anti-velfærdspolitik, herunder den såkaldte 'velfærdsreform-forlig', som er indgået med Socialdemokraterne og De Radikale. Det skal vedtages af folketinget her i efteråret sammen med en række andre reaktionære tiltag.

Budskab fra Græsrødderne i velfærdsprotesten 3. oktober

Også 'Budskab til Græsrødderne' deltog i protesten. Informations David Rehling skrev bl.a. følgende i sin reportage fra demonstrationen på Rådhuspladsen i København:


Naja Koppel med band på Rådshuspladsen København 3. oktober

Fra tribunen lyder en ildfuld kvinderøst: "Vi har en regering, der er pilrådden. Vi har en regering, der fører ulovlige krige. Vi skal kæmpe for Christiania. Vi skal kæmpe for Ungdomshuset. Vi skal kæmpe for en bedre verden."

Det er Naja, der taler. Hun fortæller, at hun nu vil synge en sang i mindet om sin far.
Hen over pladsen ruller genkendelsen respektfuldt: "Hun er datter af Annisette og Thomas Koppel."
En regnbyge giver sig til at sjaske.
"Det kan ikke stoppe os," siger Naja og synger hele pladsen op med en stemme, der i råkraft og spændvidde minder om hendes mors.

Og bag tribunen står selveste Annisette Koppel og holder i den ene ende af et banner (fra Budskab fra Græsrødderne). Annisette forklarer til Information:

"Jeg er her for sammen med alle vore brødre og søstre at sige, at vi står sammen i kampen for, at Danmark er et værdigt land at leve i. Et land, hvor der er råd til, at vores børn kan vokse op og få en fremtid, vi kan være bekendt. Hvor vores unge kan få ungdomshuse, uddannelse og arbejde; hvor de ældre kan få et ordentligt liv, og hvor man ikke bruger de skatter, vi betaler, til kanoner og kugler, men på folkets behov."'


Budskabet i folketinget


Som ordfører for det største regeringsparti var Troels Lund Poulsen den første, som fik ordet under folketingsdebatten. Det varede ikke længe, før han var ude med riven mod den folkelige bevægelse 'Budskab fra Græsrødderne', som det fremgår af denne dokumentation. At Lars Grenaa fra PLS/BUPL og Velfærd til alle - som Fogh og hans regering udpeger som 'aktionsgeneral' for de omfattende protester - også sammen med bl.a. Anne Marie Helger er talsmand for denne bevægelse, som Thomas Koppel tog initiativ til, har næppe dæmpet den trængte venstremands angrebslyst.

Ole Glahn (Radikale Venstre):
Jeg vil også gerne ønske hr. Troels Lund Poulsen tillykke med sin nye post. Og jeg vil gerne spørge hr. Troels Lund Poulsen, om vi kan forvente, at den form for argumentation, som statsministeren har anvendt, også er den, der vil komme fra hr. Troels Lund Poulsens side.
Statsministeren siger om demonstrationerne, og jeg citerer, at de er socialistisk inspireret, at det er politisk kamp, og at de, der er med, er de sædvanlige ballademagere. Er det sådan, hr. Troels Lund Poulsen mener, at man skal tage en diskussion med forældre, der bliver hjemme fra arbejde for at tilkendegive, at de er bekymrede for deres børns fremtid, fordi der skæres konkret på nogle børneinstitutioner?
Er det noget med at putte folk ned i kasser og sætte etiketter på dem og derved afskære sig fra en reel debat med nogle borgere, som vi trods alt repræsenterer, om nogle problemer, som borgerne oplever? Er det det, vi kan vente fra hr. Troels Lund Poulsens side?

Troels Lund Poulsen (Venstre):
Jeg synes, at det er trist og forstemmende, at man i debatten om, hvordan virkeligheden er, har en fagorganisation, der hedder BUPL, der bevidst ønsker at sprede misinformation. Det er trist, fordi man så ikke har en debat på et oplyst grundlag. Der er jeg fuldstændig enig med statsministeren i, at skal man føre en debat, skal man gøre det ud fra faktuelle, korrekte tal. Vi må jo bare erkende, at den smædekampagne, som BUPL har iværksat, kun har haft et formål: at vælte regeringen.
Nuvel, det er fair nok at ville vælte regeringen, men det er ikke fair nok at gøre det ved at bruge forkerte tal.

Ole Glahn (RV):
Altså, det der med føre krigen over i fjendens lejr er jo kendt, og når hr. Troels Lund Poulsen angriber BUPL, får jeg jo ikke noget svar på mit spørgsmål.
Jeg spørger: Kan vi forvente, at den måde, hr. Troels Lund Poulsen og hele Venstre vil føre debatter på, som borgerne er interesseret i at tage, er at putte folk ned i kasser og beskylde dem for at være de sædvanlige ballademagere? Er det den form for diskussion, vi skal have? For det er jeg bekymret over.
Som Radikale mener vi, det er vigtigt for folkestyret, at vi lytter til de verdener, at vi respekterer dem og prøver at tage en debat og finde et fælles grundlag. Men det udelukker jo enhver form for debat, når man putter folk ned i kasser og lukker og siger, at det er de sædvanlige ballademagere.

Troels Lund Poulsen (V):
Jeg havde den fornøjelse at være ude i virkeligheden her forleden dag, det sker ret tit. Jeg var ude på slotspladsen, og der fik jeg udleveret denne folder. Den kan være lidt svær at se for dem på de bageste rækker, så lad mig læse op, hvad der står i folderen. Den er fra dem, der hedder Budskabfragræsrødderne.dk. Jeg læste den med stor interesse, for jeg tænkte, at når man demonstrerer på slotspladsen, må det selvfølgelig være med afsæt i, at der er problemer omkring børnepasning og det område.
Hvad står der så her? »Fogh-regeringen må træde tilbage.« »Denne regering har gjort ubodelig skade med sin rolle i karikatursagen ...« »De danske tropper i Irak og Afghanistan skal hjem nu.«
Det er jo alt sammen noget, som jeg har diskuteret før. Jeg var bare ikke klar over, at det var en del af debatten om kommuneøkonomi. Krigen i Irak og det, der sker i Irak, har vel ikke så meget med kommuneforhandlinger i Danmark at gøre, endnu, i hvert fald.
Så står der også: »Foghs fremmedfjendtlige love ... terrorlovene skal trækkes tilbage«. »Der skal iværksættes en grundig, uafhængig undersøgelse«. Det er så af CIA.
Der må jeg bare sige: Det her beviser jo, at statsministeren har fuldstændig ret i det, han sagde.

Se også
Anders Fogh kaster mudder på Lars Grenaa

Thomas Koppels Erklæring - syv aktuelle punkter


Det var Thomas Koppel, den ny venstreordfører polemiserede mod. Den Erklæring i syv punkter, som er grundlaget for Budskab fra Græsrødderne, var en del af hans Åbne brev til Danmark, skrevet under karikaturkrisen, nogle få uger før hans død den 25. februar i år. Den er også blevet optrykt og fordelt som tusindvis af foldere.

Via nettet har hundreder har skrevet under på disse syv krav, som Thomas Koppel formulerede sådan:


1. Fogh-regeringen må træde tilbage

Denne regering har gjort ubodelig skade med sin rolle i karikatursagen og sin grundlovsstridige beslutning om at sende nationen ud i en ulovlig krig og besættelse af Irak. Vi og verden udenfor kan ikke vente på næste ordinære valg. Det er et  spørgsmål om liv og død for vores demokratiske, åbne, venlige og kloge tradition. Det skal tilføjes, at Jyllandspostens handling er strafbar med 4 måneders fængsel efter blasfemi-loven, og muligvis med 2 års fængsel efter racismeparagraffen. Statsministeren har nægtet at rejse sagen for statsadvokaten. Regeringen er uværdige til hvervet som nationens tillidsfolk.

2. De danske tropper i Irak og Afghanistan skal hjem nu
De danske soldater deltager med eller uden eget vidende i strafbare krigsforbrydelser, og vi støtter dem bedst ved at de trækkes hjem øjeblikkeligt. Krigen er en krigsforbrydelse i strid med FNs beslutninger og dermed i strid med den danske grundlov. Den er rammen om utallige andre, allerede beviste krigsforbrydelser - mord, terror, tortur, ødelæggelser og overgreb mod befolkningen og dens installationer og institutioner. Danmark er blandt de allersidste tilbageværende deltagere i den såkaldte "koalition af villige" - som i praksis betyder "koalition af dem, der forbryder sig med FNs charter". Vi kan - efter vores oplevelser under den tyske besættelse - ikke leve med at være en del af besættelsesmagten, og da slet ikke blandt de allermest ihærdige.

3. Foghs fremmedfjendtlige love skal trækkes tilbage Foghs fremmedfjendtlige love skal trækkes tilbage, og der skal fremlægges forslag til andre, der bryder helt med diskriminationen og er i tråd med dansk demokratisk og humanistisk tradition. Racisme, fremmedhad, diskrimination, forfølgelse og brud på menneskerettigheder hører ikke hjemme nogen steder.

Det er tragisk ironi, at H. C. Andersens fædreland i hans fødselsår - allerede inden Jyllandspostens selvmordsbombe - er blevet genstand for foragt i hele verden som et racistisk og fremmedfjendtligt land. Den danske "neocon"-bevægelse har gjort skaden nærmest uoprettelig. Racisme og had ødelægger desuden også den nation og de grupper, der udøver den, og får sjælen til at rådne.

4. Terrorlovene skal trækkes tilbage inklusive dens indgreb i ytringsfriheden
Disse love er født grundlovsstridige og er helt ude af trit med dansk demokratisk tradition og kultur. De tilsidesætter fundamentale menneske- og borgerrettigheder uden at bidrage det mindste til at reducere terrorisme - tværtimod. På punkter, hvor vi er under diktat fra EU, må vi aktivt bryde diktatet i overholdelse af den danske grundlov, menneskerettighederne og andre internationale konventioner.

5. Uafhængig undersøgelse af Fogh-regeringens baggrund for at trække DK ind i krigen
Der skal iværksættes en grundig uafhængig undersøgelse af Fogh-regeringens baggrund for at trække Danmark ind i krigen, og en anden undersøgelse af den rolle, Fogh-regeringen har spillet/spiller i forholdene omkring Bushs/CIAs torturlejre og torturflyvninger gennem Danmark.

6. Forbyd dansk misbrug af underbetalt arbejdskraft og slaveri i de fattige nationer
De økonomiske og militære kriges resultat er økonomisk undertrykkelse og slaveri. Vi skal forbyde dansk misbrug af underbetalt arbejdskraft og slaveri i de fattige nationer. Mange danske selskaber fristes af billig underbetalt arbejdskraft og bilder sig selv ind, at de nærmest gør en filantropisk indsats. De foreviger tværtimod slaveri i en målestok, der overgår "slavetiden". Desuden bliver en nation uden produktion før eller senere en syg, svag, afhængig nation, også når det er Danmark.

7. Der skal startes en grundig, oplyst, folkelig debat om Danmarks medlemsskab af EU
Det er afgørende at denne debat kommer op som en ægte folkelig debat uden økonomisk skævvridning. Vi er ved at blive en umyndig brik i et stort spil om militær, supermagtsillusioner, oliekrige, fascisering af samfundet og arbejdsforholdene - og forgiftning af vores mad, vores klima og vores miljø. Alle "imperier" betyder ødelæggelse og død, også for "imperiernes" egne befolkninger. Det amerikanske folk betaler allerede dyrt. Det når også til Europa og Danmark.

Med kærlig hilsen til alle i Danmark uanset hudfarve, tro og køn

THOMAS KOPPEL

Hundredvis af danskere har skrevet under på denne erklæring - som er så aktuel at Venstres nye ordfører brugte åbningsdebatten til at hetze mod den.

Erklæringen findes på www.budskabfragrasrodderne.dk

Her kan man se underskriverlisten - og selv skrive under her

Troels Lund Poulsen og Venstre er langt langt ude!


- End -