Danske krigsforbrydere
 

Fanget i sit eget spin

Af Klaus Riis

Danske krigsforbrydere på Christiansborg: Per Stig Møller, Anders Fogh Rasmussen, Søren gade og spindoktor Jacob Winther

I 2007 havde Danmark stadig soldater i Irak, selvom den omfattende krigsmodstand trængte regeringen Fogh, der besluttede at sende de danske tropper i forreste frontlinje i Afghanistan i stedet. Langt de fleste blev trukket ud af Irak  i august 2007, men inden da sendte man  i april en gruppe jægersoldater til det sydlige Irak.

Presseafsløringer af jægerkorpsets Irak-krig fik militæret op i det røde felt: Det kunne koste danske soldaters liv, erklærede både chefen for korpset og den daværende forsvarschef.

Dengang blev det beskrevet som en læk fra et møde i udenrigspolitisk nævn, og det antydedes at det var nogen fra oppositionen, der havde stemt imod Irak-krigen, der var ansvarlige for denne ’landsforræderiske’ lækage.

Så blev sagen glemt. I stedet kom i september 2009 skandalen om bogen ’Jæger – i krig med eliten’, som forsvarskommandoen ville have fogedforbud imod. Den var også farlig for danske besættelsessoldater, tordnede man – og topfolk i forsvarskommandoen fik den oversat til arabisk for at ”bevise”, at den var faldet i fjendens hænder.

Dengang lykkedes det krigsministeriet at holde sig udenfor afsløringerne, selvom det kom frem, at dets pressechef var involveret i at sprede den arabiske fupoversættelse. Forsvarschefen og topfolk i forsvarskommandoen måtte gå.

Men metoden med at frembringe en lækage og beskylde politiske modstandere for den var prøvet flere år før, viser det sig. Og denne gang peger alt på, at kilden var krigsministeriet selv, nemlig krigsminister Søren Gades højre hånd og fortrolige, pressechef Jacob Winther.

Dokumentarfilmmanden Christoffer Guldbrandsen har afsløret svineriet i en artikel i filmmagasinet Ekko. I ’Den hemmelige krig’ fra 2006 beskrev han, hvordan danske jægersoldater i Afghanistan udleverede 31 krigsfanger til amerikanske styrker, der mishandlede dem i en fangelejr i Kandahar. Allerede før filmen var færdig blev alle Fogh-regeringens spindoktorer sat ind for at miskreditere den.

I spidsen for kampagnen stod  Jakob Winther. Fagbladet Journalisten beskrev den som en stor spinsucces og lod Winther pryde forsiden. En uafhængig undersøgelsesgruppe, nedsat af Syddansk Universitet og Dansk Journalistforbund, konkluderede derimod, at danske medier i høj grad lod sig manipulere af regeringens spin.

Filmen har klaret alle troværdighedstest og er stadig værd at se. Den piller glansen af den danske besættelsesmagt og afslører krigsmagernes propagandaløgne.

Guldbrandsen står ikke på Løkke-regeringens positivliste. Hans nye afsløringer fik den op i det røde felt, og da TV2-journalisten Kaare R. Skov støttede op om, at kilden til ’lækagen’ til TV2 var krigsministeriet selv, kunne selv indsættelsen af det tunge skyts, da Venstres politiske ordfører Peter Christensen krævede Skov fyret fra TV2 for hans ’uhørte og urimelige’ udtalelser om ministeriet, ikke forhindre den i at rulle.

Og regeringspanikken steg til usete højder, da Guldbrandsens advokat Anders Németh afslørede, at man besidder et bånd med Jakob Winther, der entydigt viser ham som kilde til lækken. Og det hjalp ikke, at beskytterpartiet DF og den klamme militarist Søren Espersen blev rasende og meddelte filmmanden og hans advokat, at de ’bare har at spille det bånd’. De holder det klogeligt på et sikkert sted indtil videre.

Regeringen og spindoktorerne er gået i deres eget spin. Men trods stort pres har VKO kategorisk afvist en uafhængig undersøgelse – og i stedet taget initiativ til en ny undersøgelse omkring Blekingegade.

SF har meldt sagen til politiet, og oppositionen vejrer ministerblod, eller måske regeringens fald. Sagen handler ikke om ’principper’, om kildebeskyttelse, om soldaterliv eller ’rigets sikkerhed’, som parterne påkalder. Alle ved regeringen har noget at skjule , og vil gå meget langt for at gøre det.

Det er en beskidt og kriminel krigsregering, dens spindoktorer er beskidte og kriminelle. At den danske krigsmagt for at at styrke en vaklende opbakning til danske besættelsessoldater i ulovlige krige mindst to gange har beskyldt oppositionen og krigsmodstanden for at bringe liv i fare, men selv har stået for lækagerne, er en kendsgerning.

Ikke bare spindoktoren skal fyres og retsforfølges, også hans minister og hans regering må gå.

Leder, Kommunistisk Politik 3, 2010

- End -