| Iran |
Når ønsketænkning erstatter modstandAf Jean Bricmont Hvorfor Bush kan slippe af sted med at angribe Iran Alt dette er tvivlsomt. Shi'iterne i Irak er ikke simpelthen servile over for Iran. Hvis de ikke rejser sig mod USA, når deres eget land er besat (eller ikke rejser sig systematisk), så er det ikke sandsynligt, at de vil rejse sig mod Amerika, hvis et naboland angribes. Det med blokering af Hormuz og udløsning af terror vil blot være en retfærdiggørelse for at bombardere Iran. Utroligt nok er den vigtigste casus belli (krigsbegrundelse) i forhold til Iran, at det angiveligt støtter modstanden mod de amerikanske tropper i Irak, som om disse tropper hørte hjemme der. Hvis det virker som et argument for at bombe Iran, så vil enhver modforholdsregel Iran måtte tage simpelthen kunne 'retfærdiggøre' mere bombning, muligvis med atomvåben. Iran er stærk i den forstand, at det ikke kan invaderes, men der er ikke meget det kan stille op mod fjerndistance-bombning, ledsaget af atomtrusler. Med Chiracs udskiftning med Sarkozy og den næsten fuldstændige eliminering af resterne af gaullisterne (især gennem retssager om temmelig trivielle ting) er Frankrig blevet forvandlet fra det mest uafhængige europæiske land til at være den største skødhund (dette var reelt set temaet ved det nylige præsidentvalg, selvom det aldrig blev sagt højt under kampagnen). I Frankrig er den ikke-religiøse venstrefløj stort set helt oppe på dupperne mod Iran af de sædvanlige grunde (kvinder, religion). Der vil ikke være storstilede demonstrationer i Frankrig hverken før eller efter bombningen. Og uden fransk støtte kan Tyskland – hvor krigen sikkert er stærkt upopulær – altid blive bragt til tavshed med mindet om Holocaust, sådan at der ikke vil komme en markant opposition mod krigen fra Europa (måske med undtagelse af dets muslimske befolkning, hvad der vil være endnu et argument for, at de er 'tilbagestående', 'ekstremister' og fjender af vores 'demokratiske civilisation'.) Alle de ideologiske advarselstavler for et angreb på Iran er plads. Landet er godt og grundigt dæmoniseret, fordi det ikke opfører sig pænt over for kvinder, bøsser eller jøder. Det er i sig selv nok til at neutralisere størstedelen af den amerikanske 'venstrefløj'. Spørgsmålet er selvfølgelig ikke, om Iran – efter vores opfattelse – opfører sig pænt eller ej, men om der findes en lovlig grund til at angribe det, og en sådan eksisterer ikke. Men den dominerende menneskeretsideologi har, især på venstrefløjen, legitimeret retten til overalt og når som helst at invadere af humanitære grunde, og det er lykkedes denne ideologi at sætte det mindre spørgsmål om international ret helt ud på sidelinjen. Israel og dets fanatiske amerikanske støtter ønsker Iran angrebet for dets politiske forbrydelser – for at støtte palæstinensernes rettigheder eller for at stille spørgsmålstegn ved Holocaust. Begge de amerikanske politiske partier er i lige høj grad under den israelske lobbys kontrol, og det samme gælder medierne. Antikrigsbevægelsen er alt for optaget af Israels sikkerhed til for alvor at forsvare Iran og den vil ikke angribe de virkelige arkitekter bag denne kommende krig – zionisterne – af frygt for at 'fremprovokere antisemitisme'. At anklage de store olieselskaber for Irak-krigen var diskutabelt, men i Irans tilfælde er der ingen som helst grund til at tro, at olieindustrien skulle ønske denne krig, i modsætning til zionisterne – eftersom landet står over for at blive bombet og ikke invaderet. De store olieselskaber er sandsynligvis meget imod krigen, men er lige så lidt som os andre i stand til at stoppe den. Hvad Israel angår, er USA totalitært – ingen formuleret opposition er tilladt. Den amerikanske kongres vedtager den ene pro-israelske eller anti-iranske resolution efter den anden med 'stalinistiske' flertal. Befolkningen virker ligeglad. Men hvis den ikke er det, hvad skal den så gøre? Stemme? Valgsystemet er indrettet så det kan forhindre, at der opstår et tredje parti, og de to store partier er i lige mål under zionistisk indflydelse. Faktisk viser de oven for nævnte 'beroligende argumenter', som er dominerende, at antikrigsbevægelsen er klinisk død. Hvis den ikke var det, ville den stole på sine egne kræfter for at stoppe krigen, og ikke spekulere på, hvordan andre kunne gøre arbejdet. I mellemtiden vil en enorme mængde had blive udspyet over verden. På kort sigt vil det kunne se ud som en stor 'sejr' for Vesten. Nøjagtig ligesom skabelsen af Israel i 1948. Nøjagtig som Mossadeghs fald i 1953, der blev orkestreret af CIA. Nøjagtig ligesom annekteringen af Alsace-Lorraine så ud til at være en store tysk sejr efter det franske nederlag ved Sedan i 1870. PS! Denne tekst er ikke tænkt som en profeti, men som en appel til (øjeblikkelig) handling. Jeg vil blive overglad, hvis kendsgerningerne viser, at jeg tager fejl. Jean Bricmont underviser i fysik i Belgien og er medlem af Brussels Tribunalet. - End - |
Mange folk i antikrigsbevægelsen forsøger at berolige sig selv: Bush kan umuligt angribe Iran. Han har ikke midlerne til at gøre det, eller – måske – selv han kan ikke være dum nok til at kaste sig ud i et sådant forehavende. En række særlige grunde hives frem, som f.eks.: Hvis han angriber, vil shi'iterne i Irak afskære de amerikanske forsyningslinjer. Hvis han angriber, vil iranerne blokere Hormuz-strædet, eller vil slippe slumrende terrornetværk løs verden over. Rusland vil ikke tillade et sådant angreb. Kina vil ikke tillade det – de vil dumpe dollaren. Den arabiske verden vil eksplodere.