Iran
 

Truslerne mod Iran og faren for krig med atomvåben

Af Nettmagasinet Revolusjon

En israelsk-amerikansk 'forebyggende' krig mod Iran med brug af  amerikanske atom bunker-busters forberedes i medierne. En krig mod Iran ligger i fortsættelse af Pentagons oliekrigsstrategi og omfatter også mål efter Iran. Det handler en ny bog af Michel Chossudovsky om.

Professor Michel Chossudovsky spørger i sin bog 'Towards a World War III scenario' (På vej mod en mulig 3. verdenskrig), om hvorvidt USA's koordinerede krigsskuepladser i Mellemøsten og Centralasien udgør indledningen på en tredje verdenskrig. Desværre fremfører han mange og skræmmende argumenter for netop en sådan mulighed.

Efter invasionen af Irak i 2003 udpegede Bush-administrationen Iran og Syrien som næste trin på 'Vejkortet til krig'. I disse dage tiltager de militære trusler imod Iran, delvist i ly af støtten til det såkaldte demokratiske oprør i Syrien. Planene om et angreb ligger på bordet.

Resolution 1929 fra FN's sikkerhedsråd (vedtaget juni 2010) kan blive udnyttet af USA som et grønt lys  i praksis til at gennemføre en førsteangrebskrig imod Iran. Muligvis med kernevåben.

Israel vil angribe

Den israelske præsident Shimon Perez udtalte tidligere i november, at han tror, at et militært angreb på Iran er "mere sandsynligt" end en diplomatisk løsning på landets atomplaner:

"Efterretningstjenester fra forskellige lande indser, at tiden løber ud, og de advarer deres ledere", sagde Perez i et interview med den israelske Kanal 2 den 4. november, og tilføjede: "Jeg er ikke sikker på, at man ikke allerede har draget konklusionen".
Dette sker samtidig med, at det er lækket, at det internationale atomenergibureau IAEA vil fremlægge en rapport, som indikerer, at Iran har udført tester, der "er relevante for udvikling af en eksplosiv atomar indretning" og har "en mulig militær dimension". (Rapporten med dette indhold er nu kommet, KP)

Det må kaldes en ganske omtrentlig beskrivelse, men mere end nok til at skabe en mediestorm om en påstået overhængende iransk atomtrussel.

Statsminister Benjamin Netanyahu og forsvarsminister Ehud Barak argumenterer for, at tiden er inde til et angreb. Israel har netop modtaget 55 såkaldte bunker-busters fra USA til at gøre jobbet. USA og krigsminister Leon Panetta giver på sin deres side indtryk af, at tiden ikke er moden. Det kan være et røgslør, men er også et signal til Israel om at "hidse sig ned". Tusindvis af amerikanske styrker står fremdeles i Irak, noget som indtil videre komplicerer et angreb på nabolandet.

Som vi husker, så var det også 'helt sikkert', at Irak havde masseødelæggelsesvåben, da USA gik i krig mod landet i 2003 ­– med en række europæiske lande på slæb. NATO's nuværende generalsekretær Anders Fogh Rasmussen – dengang dansk statsminister – erklærede i folketinget, at der ikke var tvivl om, at Irak havde masseødelæggelsesvåben: "Det er ikke noget, vi tror. Det er noget, vi ved", sagde han. Det var hundrede procent løgn og bedrag.

"Sikre" atomvåben

I den moderne amerikanske militærplanlægning opereres med, at anvendelsen af taktiske atomvåben kan være 'acceptabel', fornuftig og endog 'humanitær'.

Libyen var det land, der først blev udvalgt som målskive for taktiske atomvåben. Clinton-administrationen annoncerede sine planer om at 'atombombe' Libyen, altså at angribe landet med taktiske atomvåben, på en pressebriefing i det amerikanske forsvarsministerium i 1996. Truslerne om at bruge atomvåben mod Libyen var reelle. Knap to uger efter begyndelsen af krigen annoncerede Pentagon en test af den kernefysiske B 61-11-bombe, som bliver fragtet af de samme B-2 Stealth-bombefly, der blev dirigeret til Libyen lige i begyndelsen af operation Odyssey Dawn.

Tilsvarende planer er på bordet, når det gælder Iran. Den amerikanske kongres besluttede formelt i 2003, at mini-atomvåben (mini-nukes) må anses som 'ufarlige for civile'. Da denne forudsætning først blev bragt ind i den militære planlægning, har der siden hersket konsensus uden nogen som helst kritisk debat.

Disse 'små' atombomber har en sprængkraft på op til seks gange Hiroshima-bomben. De bliver hele vejen igennem omtalt som 'humanitære' bomber, mens Irans ikke-eksisterende atomvåben stemples som en indiskutabel trussel mod den globale sikkerhed. (...)

I 2004 gav vicepræsident Dick Cheney USSTRATCOM instruks om at udarbejde en 'alternativ plan' for en omfattende militæroperation rettet imod Iran. Planen inkluderede forebyggende brug af kernefysiske våben. Obama-administrationen har fulgt op ved at bekræfte, at man "reserverer sig retten til at bruge kernefysiske våben imod Iran", hvis landet ikke efterlever USA's krav i forbindelse med det påståede (ikke-eksisterende) atomvåben-program.

Det amerikanske forsvarsministerium har bekræftet, at man har til hensigt at anvende 'alle bombers moder' (MOAB) mod Iran. MOAB siges at være "ideel til at træffe dybt nedgravede kernefysiske anlæg som Natanz eller Qom i Iran". Denne bombe er i realiteten en form for masseødelæggelsesvåben, som vil ramme et stort antal civile.

NATO's strategiske koncept, der blev vedtaget i november 2010, tilsluttede sig doktrinen om, at et førsteangreb med atomvåben kan være et redskab til fred. Beslutningen fra 2010 står i modsætning til NATO's forrige strategiske koncept fra 1999, som forfægtede ideen om, at "NATO's atomstyrker ikke længere [ville være] rettes imod nogen stat."

Den største trussel mod global sikkerhed kommer fra alliancen USA-NATO-Israel.

Retfærdiggør oliekrig

Der hvor USA går i krig, findes også verdens oliereserver.

Mellemøsten og Centralasien, der er skuepladsen for den amerikansk ledede 'krig mod terror', råder over mere end 60 procent af verdens oliereserver. Til sammenligning har USA knap to procent af de samlede oliereserver. De vestlige lande, heri medregnet de største olieproducenter (Canada, USA, Norge, Storbritannien, Danmark og Australien), kontrollerer omtrent fire procent af de totale oliereserver (hvis den canadiske oliesand regnes med, bliver andelen godt 16,5 procent).

Irak har fem gange mere olie end USA. Muslimske lande har mindst seksten gange mere olie end de vestlige lande tilsammen. De største ikke-muslimske lande med oliereserver er Venezuela, Rusland, Mexico, Kina og Brasilien.

En fjende, som sidder på tre fjerdedele af verdens oliereserver, bliver dæmoniseret. 'Ondskabens akse', 'røverstater', 'mislykkede nationer', 'islamiske terrorister'. Dæmonisering og umenneskeliggørelse er de bærende ideologiske bjælker i USA's 'krig imod terror'. Det fungerer som et casus belli (latin: grund til krig) for at føre oliekrig, hævder Chossudovsky.

Dyster, men vigtig læsning

Bogen 'På vej mod en mulig 3. verdenskrig' tegner et skræmmende billede af det tankemønster og den strategi, der ligger bag rækken af amerikansk anførte krige i Centralasien, Mellemøsten og nu også Nordafrika.

Krigsskuepladserne Irak, AfPak (Afghanistan og Pakistan), Palæstina og nu også i Nordafrika (Libyen) hænger sammen. De er hverken tilfældigheder eller resultatet af overilede beslutninger. En krig mod Gaddafi-regimet har været på Pentagons tegnebræt i mere end tyve år.

Krigen mod Libyen var og er en integreret del af en militær dagsorden, som strækker sig fra det nordlige Afrika helt til den kinesiske vestgrænse mod Pakistan og Afghanistan. Dette sæt af  krigsskuepladser varsler om en mulig optrapning over et stort geografisk område, argumenterer Chossudovsky og spørger, hvorvidt vi nu er vidne til indledningen på en tredje verdenskrig.

Det endelige mål, der kombineres med militære aktioner, skjulte efterretningsoperationer og krigspropaganda, er at nedbryde de nationale strukturer og dermed forvandle suveræne stater til åbne økonomiske territorier, hvor naturresurserne plyndres og konfiskeres under overopsyn af det 'frie marked'. Denne kontrol udstrækker sig også til korridorer med strategiske olie- og gasrørledninger (f.eks. Afghanistan).

"Det, vi står over for, er et nøje koordineret globalt militært design kontrolleret af Pentagon, som involverer de samlede militære styrker fra mere end 40 lande. Denne globale multinationale militære udstationering er verdenshistoriens suverænt største opvisning af avancerede våbensystemer. På rad og række har USA og dets allierede anlagt nye militærbaser i forskellige dele af verden. USA har nu militærbaser i 63 lande. Der er efter  11.9.2011 blevet bygget splinternye militærbaser i syv lande. I alt er der 255.065 amerikanske militærpersoner udstationeret over hele verden."

Såfremt en krig mod Iran bliver udløst, vil den ikke bare indebære brug af atomvåben. Hele spektret af nye avancerede våbensystemer, indbefattet elektromagnetiske våben og teknikker til ændringer af miljøet (ENMOD), vil blive brugt. Sådan lyder forfatterens dystre konklusion.

Bogen afsluttes med en kraftig opfordring til kollektiv handling og til protester imod det dystre krigsprojekt, imod tilsløringen og imod medieløgnene. Massemedierne er fyldt til over randen med, at det er global opvarmning eller influenzaepidemier, som er de store farer, menneskeheden står over for. I virkeligheden er hovedtruslen krig og faren for  atomragnarok. Vi må skære igennem løgnene, stille de politiske og militære ledere til ansvar, kræve opløsning af NATO, forlange, at krigsforbryderne straffes, og gøre alt for at standse det amerikanske kriseprojekt for en langvarig krig.

Selvom krigsplanene ligger klar, er der heldigvis ingen automatik i, at de bliver iværksat. Den vigtigste faktor til at afværge krigshandlingerne er den folkelige massebevægelse i gaderne, og at krigen bliver et tema i den offentlige debat.
Det er ildevarslende, at optrapningen af den amerikanske og israelske krigsretorik i forhold til Iran finder sted samtidig med, at fredsbevægelsen i mange lande er gået i dvale.

Chossudovsky advarer imod, at dele af fredsbevægelsen, ngo'erne og dele af venstrefløjen, særligt i USA, regulært sponsoreres af stiftelser, der kontrolleres af finanskapitalen (som Ford og Rockefeller) og tilmed af det militærindustrielle kompleks.

Sådanne fakta sætter uundgåeligt deres præg på disse bevægelsers aktiviteter, og disse bliver til bremseklodser for udviklingen og fremgangen for den virkelige antikrigsbevægelse.

- End -