Syrien: På vej mod borgerkrig
 

Washington og Syrien

Af Robert Fisk

Fra Washington ser det her ud som Syriens ‘Benghazi øjeblik’. Men ikke herfra.Prøv at se mod øst! Hvad ser Bashar dér? Et Iran der holder med ham, og et Irak der nægter at indføre sanktioner


'Free Syrian Army: Hvem er det?

Præsident Bashar al-Assad er ikke på vej til at gå af.
Ikke endnu. Måske ikke inden for et ganske langt tidsrum. Aviser i Mellemøsten er fyldt af historier om hvorvidt dette er eller ikke er Assads ’Benghazi øjeblik’. Disse artikler er næsten uden undtagelse skrevet fra Washington eller London eller Paris, men der er ikke mange i området der begriber hvordan vi i Vesten i den grad kan misforstå situationen.

Den gamle remse må gentages om og om igen: Ægypten var ikke Tunesien, Bahrain var ikke Ægypten, Yemen var ikke Bahrain, Libyen var ikke Yemen. Og Syrien er i den grad ikke Libyen.

Det er ikke svært at se hvordan det modsatte gør sig gældende i Vesten. Mængden af
skræmmende Facebook-billeder fra Homs, og erklæringer fra den ”Fri syriske Hær”, og fru Clintons sukke, og den almindelige forundring over at Rusland kan være så blind over for syrernes lidelser – som om Amerika har været noget som helst andet end blindt over for palæstinensernes lidelser, fx. da over 1300 mennesker blev dræbt under Israels voldsomme angreb på Gaza – passer ikke sammen med virkelighedens verden.
Hvorfor skulle russerne bekymre sig for Homs? Har de bekymret sig for de døde i Tjetjenien?

Prøv at se på det fra den anden side. Ja, vi ved alle at Syriens efterretningstjeneste har
begået overgreb på menneskerettighederne. Det gjorde de også i Libanon. Ja, vi ved alle at det er et regime der er i Damaskus, ikke en valgt regering. Ja, vi kender alle til korruption. Ja, vi har set ydmygelsen af FN i weekenden – men hvorfor fru Clinton skulle forvente at russerne ville slå hælene sammen og adlyde efter ”no-fly-zonen” i Libyen er noget af et mysterium.

Omstyrtelse af den alawit-ledede regering i Syrien – hvad der i praksis er lig med et shia-styre – vil være et sværd i hjertet på det shiitiske Iran. Og prøv nu at se på mellemøsten fra vinduerne i det massive præsidentpalads med udsigt over den gamle bydel i Damaskus. OK – Golfen har vendt sig mod Syrien.

OK – Tyrkiet har vendt sig mod Syrien (og samtidig tilbudt Bashar eksil i det gamle ottomanske imperium).
Men se så mod øst! Hvad ser Bashar dér? Det loyale Iran der holder med ham. Det loyale Irak – Irans nybagte bedste ven i den arabiske verden – som nægter at indføre sanktioner.
Dvs. at fra Afghanistans grænse til Middelhavet har Assad en lige linje af alliancer der i det mindste kan forebygge hans økonomiske sammenbrud.

Problemet er at Vesten har været så forblindet af historier og forelæsninger og tænketanknonsens om det skrækkelige Iran og det troløse Irak og det onde Syrien og det skræmte Libanon, at det er næsten ude af stand til at zappe væk fra disse bedrageriske billeder og se i øjnene at Assad ikke står alene. Dette være ikke sagt for at lovprise Assad eller støtte hans fortsatte magt. Men det er virkeligheden.

Tyrkerne hengav sig til en del pusten og stønnen à la Clinton, men fulgte ikke op på deres“sikkerhedsbælte” i det nordlige Syrien. Heller ikke kong Abdullah II fulgte op på den syriske oppositions krav om et jordansk ”sikkerhedsbælte” i syd. Mærkværdigvis, gentager jeg, er det kun Israel der er forblevet tavst.

Så længe Syrien kan handle med Irak, kan det handle med Iran, og naturligvis kan det handle med Libanon. Shiaerne i Iran og det shiitiske flertal I Irak, og det shiitiske styre (men ikke flertal) i Syrien og shiaerne (den største befolkningsgruppe, men ikke flertallet) i Libanon vil være på Assads side, uanset hvor modstræbende. Sådan er desværre de virkelige forhold i jernindustrien. Den skøre Gaddafi havde virkelige fjender med moderne våben og Nato. Assads fjender har Kalashnikover og ikke noget Nato.

Assad har Damaskus og Aleppo, og det er vigtige byer. Hans ledende militære enheder er ikke gået over til oppositionen.

“Heltene” indbefatter også “skurke” – et faktum vi overså i Libyen, selv da “heltene”
myrdede deres frafaldne hærleder og torterede fanger til døde. Nåh ja, og den kongelige flåde kunne lægge til i Benghazi. Den kan ikke lægge til i Tartus for dér er den russiske flåde stadig.

© independent.co.uk

Oversat af M;inne Skafte-Jensen for Valby for fred efter

http://www.informationclearinghouse.info/article30466.htm

- End -