Terrorpakkken og
anklagen mod Greenpeace
Foreningen Oprør
Pressemeddelelse
12. maj 2005
I anledning af tiltalen mod Greenpeace i henhold til straffelovens bestemmelser om ‘terrorisme' udtaler Foreningen Oprør:
Foreningen Oprør har gang på gang advaret mod den nedbrydning af retssikkerheden, der skete under revisionen af straffeloven i 2002, den såkaldte ‘terrorpakke'.
Civilsamfundet mister i stigende grad sin beskyttelse mod statsmagten. Retssikkerheden og ytringsfriheden er truet af svævende og elastiske bestemmelser, der baner vej for en høj grad af statslig vilkårlighed.
Denne vilkårlighed kan ramme aktivitetsformer, der er og bør være ganske normale i et demokratisk samfund. Straffelovens paragraf 114 kan bringes i anvendelse mod faglige arbejdskampe, civile ulydighedskampagner og den mellemfolkelige solidaritet med andre i deres opgør med illegitime stater og folkeretsstridig besættelse. Og søges nu bragt i anvendelse mod Greenpeace, der i oktober 2003 trængte ind i Axelborg i protest mod gensplejsede afgrøder.
Det er samtidig tankevækkende at fredelige folkelige opstande som i Ukraine og andre samfund i de senere år, hvor parlamentsbygninger og regeringskontorer blev spærret, under andre politiske forudsætninger ville blive betegnet som ‘terroristiske'. Dette fremhæver yderligere vilkårligheden i det tankesæt, der ligger til grund for terrorlovgivning, ‘terrorlisterne' og den såkaldte ‘krig mod terror'.
Begreber som ‘retskulturel forfald' og 'politistat' er blevet taget i anvendelse af ellers forsigtige retseksperter til beskrivelse af de senere års udvikling i retsplejen og straffeloven. Ikke mindst er det stigende antal hemmelige procedurer i retsplejeloven blevet udsat for ætsende kritik. Det er på tide at denne kritik bliver taget alvorligt.
Foreningen Oprør vil fortsat udfordre terrorlovgivningen, ‘terrorlisterne' og den såkaldte ‘krig mod terror' på en mærkbar og opsigtsvækkende måde.
På Foreningen Oprørs vegne
Christina Søby
Patrick Mac Manus
John Jakobsen
- End -
|