Wikileaks
 

Forbryderne dækker deres spor

Af Klaus Riis

Anders Fogh Rasmussen, den blodbestænkte generalsekretær for den kriminelle krigsalliance NATO, advarede skarpt Wikileaks mod at offentligøre hen ved 400.000 indtil nu hemmelige rapporter om Irak-krigen til den amerikanske hær.

- Sådan en offentliggørelse kan få en meget uheldig og negativ sikkerhedsmæssige konsekvenser for de personer, der har været involveret, sagde Anders Fogh Rasmussen på en pressekonference.

Det lyder mest som den fejge forbryders frygt for følgerne, som Harald Herdal engang skrev om nazister, der begik nye forbrydelser for at dække over deres gamle.

Wikileaks offentliggjorde selvfølgelig dokumenterne, som en hel stribe aviser og medier i den ’liberale ende’ havde forhåndsadgang til, som danske Information.

Nogle af papirerne peger anklagende mod Anders Fogh, der dengang var statsminister og løj landet ind i den kriminelle og folkeretsstridige krig mod Irak med påstanden om, at det besad masseødelæggelsesvåben. Fogh er endnu ikke blevet stillet til ansvar for denne krigsforbrydelse, der har kostet mange hundredtusinder, måske flere millioner irakere livet, som direkte følge af krigshandlinger, mord og likvideringer eller som indirekte konsekvens.

Anders Fogh vidste, at de fanger, som de danske besættelsestropper overdrog til kriminelle irakiske ’regeringssoldater’ eller i amerikansk varetægt ville blive tortureret eller dræbt. Det skete før Abu Ghraib og den amerikanske hærs torturbarbari blev udstillet, og det skete efter. Det skete i Irak, og det skete i Afghanistan, før og efter det danske eventyr i Irak, ikke mindst på vegne af familien Møller-Mærsk og dens olieinteresser.

Og Anders Fogh løj over for folketinget og befolkningen om torturen og den danske medskyld i barbariet. Forbryderen dækkede sine spor, ligesom hele hans regering fortsat gør det, selvom Løkke Rasmussen nu højtideligt erklærer, at ” Regeringen ser med den allerstørste alvor på de beskyldninger, der er rejst. Det er nødvendigt at skabe fuld klarhed over, hvad der er foregået.”

Derefter sendte han en undersøgelse over i forsvarsministeriet – en syltekrukke, hvor et af  forbrydelsernes hovedarnesteder sættes til at efterforske dem.

Jacob Winther, den tidligere spindoktor for eks-krigsminister Søren Gade politianklages nu for at stå bag lækken om danske jægersoldaters udsendelse til Irak, som Gade, Winther og VKO beskyldte oppositionen for. Det var også det ministerium, der stod bag smudskampagnen mod filmmanden Christoffer Guldbrandsen, der i dokumentarfilmen ’Den hemmelige krig’ berettede , hvordan danske soldater under krigen i Afghanistan udleverede 31 afghanske krigsfanger til amerikanske styrker til tortur og mishandling.

Når Løkke siger ’fuld klarhed’ betyder det dækning af spor.

De offentliggjorte dokumenter fra wikileaks er først og fremmest indberetninger fra den amerikanske hær til den amerikanske hær om Irak-krigens ’dagligdag’, som er brutal og blodig, og en helt anden historie end hvad de krigsførende magter beretter i deres medier. En historie om nedslagtninger af civile, mord og terror, som en beskidt imperialistisk krig nu er. Men også en historie fortalt af folk, som har interesse i at dække over egne forbrydelser.

Det er langt fra den fulde beskidte sandhed om Irak-krigen, selvom det er beskidt nok. Virkeligheden er værre endnu, forbrydelserne endnu mere dystre. Rapporterne giver ingen forklaringer på misdannelserne hos Fallujas nyfødte. De fortæller ikke om forberedelserne af den ulovlige krig, om skabelsen af krigskoalitionen, Fogh trak Danmark med i, længe før det offentligt diskuteredes, at Danmark skulle i krig mod Saddam.

Dokumenterne på wikileaks løfter nogle flige og giver nogle brikker til et sandere billede end tidligere, men heller ikke mere.

Fordi det er en besættelseshærs rapporter til en besættelsesmagt, skønmaler de billedet af USA og krigskoalitionen. De beskriver ikke den amerikanske hærs tortur eller mord på civile – anklagen kommer til at gå på at man ikke forhindrede den irakiske ’hær’ i at torturere og dræbe. Eller at lejesoldaterne i sikkerhedsfirmaerne går amok. Det er også det diskussionen i Danmark handler om.

Den burde handle om at få Fogh og Co. undersøgt for deres forbrydelser for en domstol.

- End -