Højreterror
 

Seriemorderen Breivik

Af Frede Klitgård
Håndslag 1, 2012


Nogle enkelte af ofrene for den fascistiske norske seriemorder

Den norske fascistiske massemorder Anders Behring Breivik vil blive tiltalt for terror og overlagte drab, når retssagen imod ham begynder.

Anders Breivik har begået meget alvorlige forbrydelser i et omfang, man ikke tidligere har erfaring med i vores land, hedder det bl.a. i anklageskriftet.
I juli 2011 sprængte Breivik flere store ejendomme i centrum af Oslo i luften og dræbte her otte mennesker. Han kørte derefter til øen Utøya nord for Oslo og nedskød her i Arbejderpartiets sommerlejr 77 unge medlemmer.

Danske og norske 'kulturpaver' vil på forskellig vis beære og fetere massemorderen med skuespil, film m.v. Det sker under påberåbelse af kunstnerisk frihed og ledsaget af forsikringer om, at de pågældende ikke går morderens ærinde. Publikum har lov til at håbe, at de kan holde ord, men da der bl.a. vil blive læst op af Breiviks såkaldte 'manifest', synes det vanskeligt at undgå at blive den kyniske morders talerør.

I juli sidste år meldte den 32-årige Anders Behring Breivik sig telefonisk til norsk politi og afgav en kort og knap melding på militær vis:
'Breivik. Kommandant. Jeg er organiseret i den antikommunistiske modstandsbevægelse imod islamisering. Operationen er gennemført, og jeg vil overgive mig til Delta.'
(Delta er et navn, som en opreklameret 'eliteafdeling' under norsk politi arbejder under.).

Umiddelbart derefter blev Brevik uden modstand arresteret af politiet. Han havde ikke tidligere været i konflikt med politiet og må nærmes betegnes som et 'almindeligt' medlem af en norsk middelstandsfamilie.

Systematiske mord

Umiddelbart før arrestationen havde Brevik efter årelange forberedelser forøvet et gigantisk sprængstofatten­tat. Det lagde flere store regerings­bygninger i centrum af Oslo i ruiner og dræbte samtidig otte mennesker. Umiddelbart derefter drog han til øen Utøya nord for Oslo, hvor unge med­lemmer af det socialdemokratiske Arbejderpartiet holdt sommerlejr. Anders Breivik havde i forvejen bestemt, at han ville myrde så mange som muligt af de unge lejrdeltagere.

På Utøya jagtede han systematisk sine ofre, som om han var på kaninjagt, plaffede dem kynisk og hensynsløst ned én for én og dræbte på kort tid 69 (!) lejrdeltagere.

Massakren chokerede både i ind- og udland og efterfulgtes af mange - også meget vidtløftige, luftige og frit i luften svævende - spekulationer om massemorderes psykiske tilstand og motiver til ugerningerne.

Breivik blev bl.a. betegnet som psy­kopat, forrykt eller simpelt hen som 'ond'.

'Skizofren psykose'

Norske eksperter (pskykiatere) nåede i første omgang frem til, at Anders Brei­vik led af 'skizofren psykose' og derfor ikke skulle straffes, men skulle anbringes i en forvaringsanstalt. Andre eksperter har senere anfægtet denne opfattelse og mener, at Breivik skal lide straf som andre mordere, der har udført langt færre og måske 'kun' ét mord.

Som det er meget almindeligt i såda­ne tilfælde, delte opfattelserne sig i to modsatte retninger - én, der vil undskylde handlingerne og finde formildende omstændigheder ved mordene, og en anden, der anser de omhyggei­ge forberedelser og de overlagte og målrettede mord som utilgivelige handlinger, der skal straffes så strengt som muligt.

Dæmoniseringen, psykologiseringen og individualiseringen af den norske massemorder tjente udelukkende det formål at tilsløre baggrunden for hans aktiviteter.

Politisk galskab

Den danske filosof Peter Kemp er en af de få, der uden for de antifascistiske organisationer har gjort det klart, at Anders Breivik ganske vist er en gal mand, men at hans galskab er politisk og ikke klinisk og medicinsk.

'Behandlingen' af Breivik-sagen i massemedierne minder på mange måder om, hvorledes det tyske samfund i sin tid 'behandlede' nazismen og det totalt manglende 'opgør' med den. Der blev så travlt ved håndvasken, at det ofte var svært at finde en eneste nazist.

Som Aktive Modstandsfolk og andre vil vide, endte 'opgøret' og den fra allieret side pålagte afnazificering med, at det nye (vest)tyske samfund blev opbygget ved hjælp af tidligere førende nazister som f.eks. general Gehlen, der under Anden Verdenskrig var en kendt leder i den nazistiske efterretningstjeneste, og som efter krigen fortsatte i sin stilling, som om intet var hændt. Det samme gjaldt en hel hær af tidligere diplomater, jurister og mange andre embedsfolk, der trofast havde tjent Hitler.

Onkel Hans fik asyl i Danmark

Der kan være grund til at minde om, at det danske efterretningsvæsen (PET) fandt det opportunt at ansætte den tyske Gestapomand Hans Hermannsen, også kaldet Onkel Hans, i PET efter 1945, selv om han var tysk statsborger og som nazistisk medløber medskyldig i mange danske modstandsfolks anbringelse i tyske fængsler eller koncentrationslejre, der kostede så mange livet.

Hans Hermannsen, der jovialt blandt venner blev kaldt 'Onkel Hans', fik tildelt det ellers uhørte privilegium, at han fik politisk asyl i Danmark.
Han skulle naturligvis være dømt for sine systematiske krigsforbrydelser, men kunne faktisk fortsætte, hvor han nødvendigvis slap ved den tyske kapitulation i 1945.

Det skete i al hemmelighed, og f.eks. modstandsfolk og mange demokrater ville have protesteret både vildt og voldsomt, hvis denne næsten utrolige svinestreg og den på alle måder kritisable vildførelse af den danske befolkning var blevet lækket.

Manifest 2083

Efter alt hvad der er sluppet ud om Anders Breiviks forudgående aktivite­ter, gik han planmæssigt og rationelt til værks.

Hans klare mål var at likvidere de norske 'marxisters og kommunister's elitære arvtagere.

Massemoderen har nedfældet sine ideologiske overvejelser og inspirationer i et grandiost 'manifest 2083' på hele 1500 sider, som han har sendt til over 1000 kontaktpersoner og meningsfæller.

Denne målrettede aktion tyder ikke umiddelbart på, at Anders Behring Breivik var og er helt forstyrret. Han knytter an til de mest reaktionære og menneskefjendske kræfter i Europa, herunder Dansk Folkeparti (DF), som han trækker frem flere gange. Partileder Pia Kjærsgaard har dog givet udtryk for ubehag ved at blive koblet sammen med morderen. Massemorderens sandsynligvis vigtigste inspirationskilde var de såkaldte tempelriddere, der under korstogene drog til 'det hellige land' for ved sværdets hjælp at udbrede kristendommen og forsvare pilgrimmene.

Breiviks fascination af tempelridderne førte til, at han i 2002 drog til London, hvor han sammen med ligesindede ekstremt højreorienterede politikere og nazister var med til at stifte en moderne udgave af tempelridderordenen.

SS som forbillede

Når man går lidt tilbage i historien, volder det ikke vanskeligheder at finde individer, der som Breivik udfoldede en uhørt brutalitet og kynisme.

Han har taget ved lære af den nazistiske diktator Adolf Hitler, der gav sine stormtropper i SS frie hænder til bogstaveligt talt at slagte enhver, der kom i vejen for hans drøm om at under­lægge sig hele verden.

SS-folkene betragtede sig selv som korsriddere, der havde 'ret' til at ryd­de enhver modstand af vejen med de mest uhyrlige midler. Det betød bål og brand og hensynsløse massakrer på gamle mænd, der ikke var ved fronten, kvinder og børn. Det turde være velkendt, at mindretal som jøder, romaer, homoseksuelle og andre 'uønskede' skulle dræbes, hvor de gik og stod.

Breivik har ikke uden effekt tilegnet sig Hitlers såkaldte 'Kommissærbefaling', som han udstedte umiddelbart før angrebet på Sovjetunionen i juni 1941.
Her fik SS-stormtropperne frie hænder til udbrede nazismen, de moderne korsridderes religion med diktator Hitler som gud.
Tusinder af byer og landsbyer blev nedbrændt, mens indbyggerne blev jaget skånselsløst og myrdet i flokke eller enkeltvis.

Breivik-teater

Mens den kyniske norske massemorder Anders Behring Breivik sidder et sted i Norge og 'rusker tremmer', havde han sikkert ikke drømt om, at han ville blive feteret og ført frem som en genial forfatter, hvis menneskefjendske ideer skal pånødes den danske befolkning i ytringsfrihedens (misbrugte) navn.

Men Christian Lollike, leder af det lille Cafe Teatret i Skindergade i København, og skuespilleren Olaf Højgaard har gjort sig til væbnere, det vil sige ridderens følgesvende, og vil i form af et 'skuespil' udbrede Breiviks syge ideer til danskerne. Teaterfolkene vil læse op fra Breiviks såkaldte manifest på 1500 sider, som han har sendt til ca. 7000 formodede meningsfæller.

Da Anders Breivik den 6. februar blev fremstillet i det første åbne retsmøde, fik han mulighed for at demonstrere sit forkvaklede sindelag og politiske anskuelser.

Massemorderen gjorde sin entré bredt smilende - eller grinende - og løftede sin strakte højre arm til den traditionelle fascistiske hilsen, som han efterabede efter sit forbillede, den nazistiske massemorder Hitler.

Diktator Hitler som skuespil?

Modstandsfolk og andre med indsigt i Anden Verdenskrig vil studse over at blive konfronteret med denne illustration.. Korset er ikke helt almindeligt, men benyttes af Christian Lollike som reklame for Anders Breiviks såkaldte manifest, som Lollike har fundet det passende at beære den norske galning med ved at udbrede det til offentligheden som 'teater'.

Det er ikke mærkeligt, at modstandsfolk kan nikke genkendende til korset. Der er jo tale om de tyske nazisters krigskors, som også var påmalet f.eks. de tyske fly og kampvogne. Det er jo muligt, at Christian Lollike ikke kender til det, men så kunne han jo spørge. Nu fremstår han faktisk som propagandist for ikke alene Breivik, men også for Nazitysklands overfald på de fleste af Europas lande.

Efter mange protester og indlæg i pressen, hvor bl.a. efterkommere af de unge, Breivik myrdede med koldt blod på Utøya, har protesteret imod at gøre morderens forbrydelser til underholdning eller reklame for Cafe­ Teatret eller Christian Lollike, har denne bedyret, at han ikke går Breiviks ærinde.

Men Erik Ulfsby, der er chef for det norske teater i Oslo, er ikke i tvivl: - Lollikes argument er en dårlig undskyldning for at lokke opmærksomhed til sit eget projekt.

Sandsynligheden taler for, at Christian Lollike ligesom mange andre danskere ikke har en klar forestilling om, hvad fascisme er og hvad den indebar, skønt den har over 50 millioner menneskeliv på samvittigheden.

Heri også inkluderet de mange danske modstandsfolk, der måtte lade livet for at Danmark kunne få sin frihed tilbage efter den tysk-nazistiske besættelse og udplyndring.

Hvis Christian Lollikes spor og intentioner følges op, indebærer det en risiko for, at danskerne vil blive præsenteret for et teaterstykke, hvor uddrag fra Hitlers kampskrift eller manifest 'Mein Kampf' læses op og påduttes et dansk publikum i den kunstneriske friheds navn og udgives for den historiske sandhed.

Intet tyder på, at teaterlederen er kapabel til at optræde som antifascist. Det var folk som de danske sabotører, altså folk af en helt anden karat og politisk afklarede.

Ny mentalundersøgelse

Den domstol, der behandler den juridiske side af sagen imod Anders Breivik, har besluttet, at han skal underkastes en ny metalundersøgelsé.

Dommer Wenche Elizabeth Arntzen skriver i kendelsen, at det 'ikke kan betragtes som et uforholdsmæssigt indgreb', at Anders Breivik underkastes en tvungen mentalundersøgelse af to nye sagkyndige.

To retspsykiatere, Torgeir Husby og Synne Sørheim, var tidligere i en rapport, der blev fremlagt den 29. november, nået frem til, at Breivik var skizofren (bl.a. splittet tankegang og vrangforestillinger), det vil sige, at de ikke anså Breivik for at være helt tilregnelig.

Efter norsk lov betyder det, at Breivik ikke kan idømmes fængselsstraf, hvis han kendes skyldig i angrebene i Oslo og på Utøya, hvor i alt 77 mennesker blev dræbt.

I Norge har der været en del offentlig debat om den første diagnose, hvorfor den nye mentalundersøgelse gennemføres imod Breiviks vilje.

Intet frirum til morderen

Det er faktisk usmageligt, at de såkaldte eksperter nu tilsyneladende strides om, hvorvidt massemorderen Breivik er egnet til at lide almindelig straf. Der har endda været tale om, at der skulle bygges en speciel, komfortabel sygecelle til ham.

For modstandsfolk, der har oplevet det såkaldte retsopgør efter besættelsen og har risikeret at møde deres torturbøddel på gaden senere, står det helt klart, at en fascistisk morder som Anders Breivik skal have så lidt frirum som muligt, at han ikke skal have nogen talerstol eller have adgang til at sprede fascistisk hjernespind til andre. Han har for stedse stillet sig selv uden for samfundet og kan ikke gøre krav på at nyde dets goder.

Det gælder ikke mindst demokratiske begreber som f.eks. ytringsfriheden. Ligesom Hitlers SS-soldater har Breivik opbrugt al sin ytringsfrihed.

- End -