Terrorkrig og provokationer
 

“The Innocence of Muslims”: Blasfemi som politisk taktik

Af Thierry Meyssan

Spredningen på internettet af traileren til  filmen ”The Innocence af Muslims” har udløst demonstrationer over hele verden og resulterede i drabet i Benghazi på den amerikanske Libyen-ambassadør og medlemmer af hans stab. 

* * *

Ved første øjekast kan disse begivenheder placeres i en lang serie, der går fra Salman Rushdies Sataniske Vers til pastor Terry Jones Koran-afbrænding. Alligevel adskiller dette nye angreb sig fra andre hændelser, idet filmen ikke var rettet imod et vestligt publikum, men i stedet var specifikt udtænkt som redskab for provokation rettet imod muslimer.

Politisk kan sagen analyseres fra 2 vinkler: ud fra et taktisk perspektiv som anti-amerikansk manipulation eller fra et strategisk som et anti-muslimsk psykologisk angreb.

Filmen blev produceret  af en zionistisk gruppe bestående af jøder med dobbelt israelsk-amerikansk statsborgerskab, samt en ægyptisk kopter. Den blev færdiggjort for adskillige måneder siden, men blev frigivet på et velberegnet tidspunkt for at fremprovokere uroligheder rettet mod USA.

Israelske agenter blev aktiveret  i flere storbyer med den opgave at kanalisere mængdens vrede hen imod amerikanske eller koptiske mål (men ikke israelske). Ikke overraskende kom den  maksimale effekt  i Benghazi, hovedstaden i den libyske provins Cyrenaica.

Befolkningen i Benghazi er kendt for at huse specielt reaktionære og racistiske grupperinger. Det er nyttigt at huske på, at da Muhammed-tegningerne dukkede op i september 2005, angreb salafister det danske konsulat. I overensstemmelse med Wiener- Konventionen om diplomati indsatte Muammar al Gadaffis libyske regering soldater for at beskytte den diplomatiske mission, som belv angrebet. Undertrykkelsen af urolighederne resulterede i talrige døde.

Efterfølgende finansierede Vesten under forsøget på at vælte det libyske regime salafist-publikationer, der anklagede Gadaffi for at beskytte det danske konsulat, fordi han angiveligt havde støttet tegningerne.

Den 15. februar 2011 organiserede salafister i Benghazi en demonstration for at mindes massakren, hvor der udbrød skyderi. Det var den  begivenhed, som markerede begyndelsen på den opstand i Benghazi, der banede vej for NATOs intervention. Det libyske politi arresterede tre mænd fra de italienske specielstyrker, der indrømmede at have skudt fra hustage på både demonstranter og politi for at så kaos og forvirring. De var i fængsel under den efterfølgende krig, men blev sat på fri fod, da NATO erobrede hovedstaden , og smuglet ud af landet til Malta i en lille fiskerbåd, hvor jeg også var passager.

Denne gang havde de israelske agenters manipulation af folkemassserne i Benghazi som mål at myrde en amerikansk ambassadør - en krigshandling ikke er set magen til siden det israelske flyvevåbens og flådes bombardement af USS Liberty i 1967. Det er det første mord på en ambassadør i aktiv tjeneste siden 1979. Denne handling er endnu mere alvorlig i betragtning af, at i et land, hvor den nuværende centralregering er en ren juridisk fiktion, er den amerikanske ambassadør ikke bare en diplomat, men han fungerer som guvernør, som  de facto  statsoverhoved.

Det bør understreges, at de højest rangerende officerer i det amerikanske militær i de seneste uger er kommet i åben konflikt med den israelske regering, De har udsendt erklæringer, der tilkendegiver deres intention om at stoppe den cyklus af krige, der begyndte efter 11. september (Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien) og som i lyset af de uformelle aftaler i 2001 vil blive yderligere udvidet (Sudan, Somalia og Iran).

Det første advarselsskud blev affyret i Afghanistan i august 2012, da to missiler blev affyret mod et parkeret fly, som tilhørte general Martin Dempsey, lederen af U.S. Joint Chiefs of Staff  - militærets faktiske øverstkommanderende.  Advarsel nr. 2 kom nu og viste sig endnu mere brutal.

Hvis vi på den anden side undersøger sagen fra en socialpsykologisk synsvinkel, synes offentliggørelsen af filmen og dens efterspil at være et frontalangreb på muslimernes tro. I denne henseende er det af samme karakter som Pussy Riot-episoden, der trampede på friheden til religiøs praksis i den ortodokse katedral Frelserkirken i Moskva, og de gentagne optrin med pornografiske forestillinger, som gruppen engagerede sig i bagefter. Det er sådanne operationer, der er skabt til at krænke samfund, der modsætter sig projektet for globalt herredømme.

I demokratiske og multikulturelle samfund betragtes religionen som tilhørende privatsfæren og udtrykkes indenfor denne. Men et nyt kollektivt område for religion er ved at blive udformet. Vesteuropæiske stater har vedtaget ’historiske mindes-love’, som har forvandlet en historisk begivenhed – nazisternes udryddelse af de europæiske jøder – til en religiøs foreteelse: ’Shoa’ i jødisk terminologi, eller ’Holocaust’ i kristen evangelisk sprogbrug. Naziforbrydelserne hæves dermed op til et særligt niveau som en helt unik begivenhed - på bekostning af ofrene for andre massakrer, herunder andre ofre for nazisterne.

At sætte spørgsmålstegn ved dette dogme, d.v.s. den religiøse fortolkning af historiske kendsgerninger, gør én hjemfaldent til straf som kriminel, på samme måde som blasfemi blev straffet i fortiden.

Tilsvarende indførte USA og medlemslandene i EU og et antal af deres allierede ved dekret i 2001, at landenes befolkninger skulle iagttage et minuts tavshed til minde om ofrene for angrebene den 11. september. Dette påbud blev understøttet af en ideologisk fortolkning af årsagerne til massakren. I begge tilfælde giver det at blive dræbt, fordi du er jøde. eller fordi du er en amerikaner, en helt særlig status for disse ofre, som resten af menneskeheden må falde på knæ for.     
         
Under de olympiske lege i London forsøgte både de israelske og amerikanske delegationer at forstørre deres religiøse rum yderligere ved at ville indføre et minuts stilhed midt under åbningsceremonien i den mest sete tv-begivenhed i verden - denne gang på vegne af ofrene for gidseltagningen under legene i München i 1972. I sidste ende blev forslaget forkastet, idet den olympiske komite i stedet holdt en separat ceremoni.

 Det er en kun et yderligere tegn på bestræbelserne på at skabe en kollektiv liturgi, der legitimerer det globale imperium.   

 ”The Innocence of Muslims” tjener altså både som et redskab til at bringe Washington tilbage på kursen på et tidspunkt, hvor man måske vil fravige den zionistiske dagsorden, og som et middel til at yderligere at videreføre den ved at angribe den religiøse tro hos  andre, der modsætter sig den.        

Thierry Meyssan er en fransk journalist og politisk aktivist - grundlægger af den flersprogede netportal Réseau Voltaire - eng. udgave Voltaire Network

Oversat fra engelsk  af Stop Terrorkrigen  efter Information Clearing House

-End -