Terror - til gavn for hvem?
 

Vestens brug af islamistiske terrorgrupper

Kommentar

Af Kommunistisk Politik

Krigsaktionerne fortsætter uden ophør i regi af nobelfredspris-modtageren Obama, nobelfredspris-modtageren EU og det zionistiske Israel.

Nu er Israel gået direkte militært ind i Syrien og har bombet en række mål, indbefattet et forskningscenter ved Damaskus, med både døde og sårede til følge – i skærende strid med folkeretten. Krigsforbryderstaten Israel har grønt lys fra USA til nye angreb.

Krigen i Mali understreger en ting: At samtidig med en hel række lande i Mellemøsten opsplittes og ødelægges af imperialismen, er genkoloniseringen af Afrika i fuld gang.

Nu har USA meddelt, at man vil sende droner ind over Sahara i kampen mod Al Qaeda og islamistiske terrorgrupper.

Men forholdet til de islamistiske terrorgrupper er ikke så entydigt fjendtligt, som medierne giver udtryk for. I Syrien overdænges de med våben og støtte.

For disse grupper fostres i første række af USA’s nære allierede i den arabiske verden som Saudi-Arabien, Qatar osv. og har i mange sammenhæng støtte fra USA og EU.

Det er en lang historie. I al fald går den i sin aktuelle form helt tilbage til USA’s støtte til de islamistiske krigere i Afghanistan i kampen mod det daværende Sovjetunionen. Hvem husker ikke den daværende VU-formand Lars Løkke Rasmussen, som poserede som fuldt udstyret muhajedin i de afghanske bjerge?

Vestens brug af terrorgrupper findes i mange udgaver – og det er et fænomen i efterretningstjenesternes skyggeverden, som er umådelig svært at trænge igennem og få klarhed om.

Men ’islamistisk terror’ dukker hele tiden op, so9m om den var kaldet. Også som påskud for krige og militærintervention.

Et helt aktuelt eksempel udspiller sig i disse dage i Afrika – og i Danmark. I Mali er Danmark endnu engang aktør i en krig, ikke som deltager i direkte kamphandlinger, men med serviceopgaver til støtte for bombeflyvninger mm.

Endnu engang kaldes der til ’kamp mod terror’ til støtte for lokalbefolkning og demokrati. ’Vi må bombe terroristerne ud, der er ikke andet at gøre’, er propagandabudskabet.

Men i realiteternes verden har de, der påstår at løse problemet - Frankrig, USA og NATO - selv skabt det, og udnytter konflikterne til egne formål.

Terrorgrupper i Mali og Algier

Den ansvarlige for terroraktionen på gasanlægget i Amenas i Algeriet, der kostede 37 gidsler livet, heriblandt fem nordmænd, er langt fra ukendt. Mokhtar Belmokhtar har sin fortid i Islamisk Jihad i Afghanistan, hvor USA og CIA tilbage fra 1970’erne under præsident Jimmy Carter havde en nøglerolle i udviklingen og radikaliseringen af mujahadinerne. Dette blev fortsat og intensiveret under Ronald Reagan i 1980’erne, hvor grupperne tilførtes massive mængder våben og specialisthjælp fra CIA.

Belmokhtar blev i sin tid rekrutteret og trænet af CIA og blev senere en af grundlæggerne af Al Qaeda in the Islamic Maghreb (AQIM).

AQIM har desuden tætte forbindelser til the Libyan Islamic Fighting Group (LIFG) hvis ledere også er trænet i Afghanistan. De støttes af både CIA og det britiske M16. LIFG blev støttet af NATO igennem krigen i Libyen med træning, våben og specialstyrker. De har spillet en vigtig rolle som allierede i NATOs krig, som førte til Muammar Gadaffis fald og død.

De våben der nu bruges af terrorgrupper i Mali stammer i stort omfang fra krigen i Libyen.

AQIM har også forbindelse med al Nusra Front i Syrien, der ligesom AQIM understøttes af Saudi Arabien og Qatar, to af USA’s tætte allierede. Også Ansar Ed-Dine, der opererer i Mali og Algeriet, er mistænkt for at være finansieret af Qatar.

Sådanne terrorgrupper, der både i Libyen og Syrien er Vestens tætte allierede og bliver anerkendt som folkets repræsentanter, er - når man flytter blikket til Mali - blevet fjender, og deres barbariske optræden afsløres og de bombes og nedkæmpes i demokratiets navn.

Pepe Escobar skriver i sin artikel ’Afrikas Afghanistan’ bl.a. ’

’Salafist-jihadister i Mali har et kolossalt problem: De har valgt den forkerte slagmark. Havde dette været Syrien, havde de nu været overdænget med våben, logistiske baser, et London-baseret ’observatorium’, timevis af You-Tube videoer og en 100 % diplomatisk støtte fra ’the usual suspects’ – USA, Storbrittanien, Tyrkiet, Golfens oliemonarkier og Oui monsieur! – Frankrig selv’.

Den amerikanske senator John McCain udtalte i Benghazi den 22. april 2012:
’Jeg har mødt disse modige kæmpere, og de er ikke fra Al-Queda. Tværtimod, de er libyske patrioter, der ønsker at befri deres land. Vi må hjælpe dem med at gøre dette.’

Men sådan er det ikke i Mali. Her er terrorgrupperne nyttige på anden vis. De giver et påskud for krig, et påskud for Frankrig til at invadere sin tidligere koloni, hvorfra landet bl.a. får uran til sine atomkraftværker.

USA har tilsyneladende en mere tilbagetrukken rolle, men er ikke desto mindre en hovedarkitekt og aktiv deltager i krigen i Mali. Den er en del af imperialistmagtens store Afrika-offensiv, som foregår i konkurrence og samarbejde med EU og i hemmelig konfrontation med Kina.

De afrikanske folk er de store tabere.

Kilder:

Burn, burn - Africa's Afghanistan

Al Qaeda in the Islamic Maghreb: Who’s Who? Who is Behind the Terrorists?

Se også

Qatar og USA: Aftalt spil eller modsatrettede interesser?

Alliancen af imperialister og islamister mod de arabiske folkerevolutioner


- End -