| Afghanistan |
AfghaniSkam: Det søde liv i Karzai's genopbygningsbobleaf Marc W. Herold I en kommende bog argumenterer jeg for, at den gennemsnitlige afghaners fald fra en forudsigeligt beskeden eksistens før 1950 til en usikker tilstand af moderne forarmelse i de sene 70´ere er blevet skærpet af periodisk tørke og to årtiers krig. I praksis er der tre faktorer - modernisering, krig og tørke - der forklarer det nutidige Afghanistans elendighed. Tørke, landminer og ødelæggelse af Afghanistans traditionelle kunstvandingssystem har helt sikkert forværret elendigheden på landet. Men den vigtigste faktor har været en mislykket modernisering, der forudsigeligt har vakt mindst opmærksomhed i Vesten (og for dets lokale allierede, hvad enten det er kong Zahi eller Karzai) til trods for, at det lige præcis er denne import fra Vesten, der har været hovedskurken. Modernisering har betydet opløsningen af ældgamle landsbyfællesskaber, der har veget pladsen til fordel for byernes individualisme. Med moderniseringen fulgte omfattende vandringer fra land til by, hvor de nye byboere var ude af stand til at finde bæredygtig beskæftigelse. Den forarmede rentier-stat var ude af stand til at opsamle tilstrækkelige ressourcer til at igangsætte en grundlæggende kapitalakkumulationsproces. Jeg vil i den forbindelse
gøre gældende, at den sociale klasse formentlig spiller en rolle
for, hvad iagttageren "ser". Der er ikke meget håb for fremtiden,
eftersom Karzai-regimet er inspireret af en urbaniseret vestlig "vision",
der har rod i en højere middelklasse. Det korte Taliban-mellemspil (1996-2001)
repræsenterede den brutale indsættelse af en specifik, fordrejet fortolkning
af landlige traditioner og forestillinger i en håndfuld bycentre, der som
følge af manglen på statslige ressourcer
Karzai - USAs mand i Kabul Det eneste aktive element i Afghanistan i dag er det pulserende informelle marked - manifesteret ved de uendelige optimistiske beretninger i Vesten om Kabuls Chicken Street - der eksisterer til trods for og uden for Karzais "vision". Som Andrew Bushell bidende skrev i Boston Phoenix: "Afghanistans nye regering er et fejlskud, men det skulle man ikke tro, når man lytter til USA´s og FN´s spinmeisters." Føj hertil den amerikanske monopolpresse, selvom der gik næsten et år efter Bushells artikel, før den formulerede mange af de samme bekymringer. I september 2003 skrev Paul Watson fra Los Angeles Times om fejlslagne projekter, svindel, "mafiango'er", luksushoteller i Kabul, der rejser sig midt i manglen på kloaksystemer og rent vand, om end forfatteren ikke var i stand til at indrømme den såkaldte genopbygnings klasseskævhed. Der eksisterer en anden "økonomi" i bycentrene, især i Kabul (der i dag tegner sig for 40-50 % af Afghanistans bybefolkning). Denne økonomi vælter sig i en enorm forbrugsboble næret af massiv udenlandsk tilstrømning af hjælp, der i 2002 beløb sig til over 40 % af Afghanistans BNP (som jeg har beregnet andetsteds). Føj hertil 1,2 mia. dollars i brutto-indkomst fra heroinsalg i 2002. Pengetilstrømningen fra narko-produktion var m.a.o. næsten på højde med hele tilstrømningen af hjælp til genopbygning i året 2002. Den slags midler smører de utallige mafiaer, der åbent opererer i Karzais bobleøkonomi: tømmer-, bolig-, narko-, pels- og ngo-mafiaerne. Dette er de velståendes og opkomlingenes økonomi, der indbefatter de tilbagevendte slipse-afghanere og det knopskydende ´eksil´-samfund. De befolker stats- og servicesektorerne, har høje indkomster, der bruges på forbrug af importvarer og lokal service, der kun betjener disse lag, dvs. skønhedssaloner, hoteller, udenlandsrejser, gartnere og sikkerhedspersonale, weekend-selskaber, golfklubber, Toyota Land Cruisere (det foretrukne køretøj), Excelnet Cafeen - Intercontinental Hotels cyber-cafe, barer og restauranter (som B´s Place, hvor en pizza koster 12 dollars, mens den gennemsnitlige dagløn i byområderne er 1 dollar). Juledag 2001 messede Variety Magazine: "I Kabul, Hurra for Bollywood." En artikel i Boston Globe melder om "Hotel afgørende for Kabuls genfødsel." Til hvem, når værelser i det genoppudsede Kabul Hotel kommer til at koste 125 dollars pr. nat for et enkeltværelse? Populære natklubber omfatter nu en afghansk-italiensk pizza- og kebabbeværtning,
en iransk restaurant og et par kinesiske steder (inklusive ét, hvor servitricerne
optræder i miniskørts, om end disse i april 2003 blev udskiftet med
saronger med opslidsning til lårene). En anden artikel i New York Times
annoncerede åndeløst, hvordan Vogue styrtede til Afghanistan for
at være afghanske kvinder behjælpelige med at "være smukke
igen". Hippe Kabul´ere giver den nu i "stramtsiddende jeans og
waist-high tops med korte ærmer … som unge mennesker inspireres de
af tøj, de ser i filmene fra Indien og Hollywood," men de bluejeans,
der sælges på Jemhoriat-markedet, koster fra 5 til 25 dollars stykket.
I tusindvis af velbeslåede udenlandske "hjælpe"-arbejdere og tidligere eksilafghanere deltager i støjende weekendselskaber, mens deres landcruisere er parkeret i en smart gade i Kabul. Importeret alkohol flyder, og Madonna gjalder i gaden udenfor. Peter Essen, den tyske ejer af det kæmpemæssige Supreme Food Service-varehus, der oprindelig kun forsynede den internationale ISAF-styrke (hvis medlemmer kun kan spise importeret mad af sikkerhedsgrunde), forsyner diplomater og udenlandske hjælpearbejdere, internationale journalister m.v. Essen sagde: "Vi har øl, vin, whisky, bacon - hvad som helst, der ønskes." Reuters rapporterede om nogle lokale folk i Kabul, der omtalte en udenlandsk kvinde, der var engageret i rådgivning på gadehjørnet nær udenlandske kontorer i downtown Kabul. Mrs. Lalita Thongngmkams
nye Thai-restaurant er det fashionable sted, som skal ses i Kabul. Hos Lai Thai
i Wazir Akbar Khan-kvarteret, der engang var det foretrukne sted for Al Qaeda-ledere
og Taliban-kommissærer, er slanke servitricer i silkesaronger gæsterne
behjælpelig med at afføre sig deres skudsikre veste og servere grøn
seafood curry under stemningsfuld belysning i den med mure beskyttede have. Sværlemmede
bodyguards venter tålmodigt i dusinvis af 4x4´ere, der er parkeret
udenfor. I juli 2003 fik World Airways Inc., der er hjemmehørende i Atlanta, en 102 millioner dollars toårig kontrakt på at drive flyvninger to gange om ugen fra Washington D.C. til Kabul, med en sightseeingtur til en pris af 3.500 dollars og på businessclass for 7.500 dollars. Narko-, pels- og tømmermafiaer gør rasende gode forretninger. I dusinvis af nye forretninger er sprunget frem i det centrale Kabul med salg af pelse af vilde dyr som ulve, lynxer og den truede sneleopard til udlændinge. Eksporten af tømmer til Pakistan fra Kunars og Nangarhars skove syder til trods for opfordringer fra Kabul om at holde sig tilbage. Mercedesbiler florerer på Kabuls gamle
sovjetbrolagte hovedstrøg. Spraglede huse i spraglet Pakistanstil beklædt
med marmor og forlorne romerske søjler vælder frem. Tidligt i september
2003 anførte Karzais politichef politifolk, der bulldozede omkring tredive
fattige afghanske Et par dage efter FN klagen udvidede den Afghanske Uafhængige Menneskerettighedskommission (AIHRC) listen over regeringsfunktionærer under Karzai, der var anklaget for svindel, til at omfatte guvernøren for centralbanken (Anwar Ahady fra den kongelige Peshawar-eksilgruppe og tidligere professor i politisk videnskab ved Providence Universitet), planlægningsminister (Haji Mohammad Mohaqiq), borgmesteren i Kabul og hans deputies og selv ministeren for kvindespørgsmål (Habiba Sorabi)! Et par dage senere blev den særlige FN-udsending offentligt revset af Lakhdar Brahimi, leder af FN i Afghanistan, som troligt har bakket sine amerikanske allierede op i næsten alle sager vedrørende Afghanistan, især i hans urokkelige støtte til det USA-udpegede Hamid Karzai-regime. Brahimi revsede den ulykkelige udsending for at være gået for langt ved at navngive Karzai-regimets funktionærer under henvisning til, at den slags anliggender hellere må holdes private. M.a.o. har ingen kritik af Karzai-regimet, hvor underbygget den end måtte være, krav på offentlig belysning. Det omhyggeligt udarbejdede billede af en suveræn og kompetent Karzai må nødvendigvis bevares. Amerikas midtstrømspresse har været forudsigeligt tavs om denne dybe om end afslørende forlegenhed for Karzai, på samme måde som den havde været om civile, der blev dræbt af amerikanske bombardementer. Det skulle blive en britisk avis, The Independent, der ligeud sagde sandheden: "Afghansk elite bemægtiger sig jord til palæer, mens fattige mister deres hjem." General Momen Atahi er en sådan ejer af en parcel eftertragtet jord i Sherpur, hvor hans palæ udsmykket med balkoner og med en pragtfuld udsigt langsomt var under opførelse: "Byens politichef vil bo herovre … Forsvarsministeren har et sted derovre, Kabuls viceborgmester er dér. Og derovre er ministeren for vand og krafts grund." Men boligmafiaen strækker sig hinsides Kabul ind i f.eks. Jalabad, hvor huse bliver nedrevet, udsættelse foretaget, ejere tvungne til at sælge, og vilkårlig fysiks afstraffelse, arrest og tortur finder sted som rapporteret af AIHRC. Patrick de Saint-Exupery, seniorkorrespondent for den franske avis Le Figaro, skrev i sammenhæng med en diskussion af den forestående tilbagevenden til Europa af kong Zahir Shah: "Mange højtstående afghanske militærfolk og regeringsembedsmænd råder over enomer mængder af kontanter, så salget (af Zahir Shahs jord) giver dem en perfekt mulighed for ikke blot bekvemt at hvidvaske deres penge, men også til at gøre den tidligere konge og hans familie en tjeneste." En favoriseret, amerikanskstøttet krigsherre, general Rashid Dostum, er naturligvis berømt for sine palæer i nord. I 2002 tilføjede Dostum en indendørs svømmepøl til et af dem, som han indviede med midnatssvømning sammen med nogle af sine amerikanske Special Operations Forces-gutter fra A-Team Tiger 02, der hjalp ham med at genindtage Mazar den 9. november 2001.
Dostums nyopførte private svømmepøl (AFP foto) Dostums Jamiatmilits-banditter kontrollerer grænseovergangene til Usbekistan ved Hayratan og plyndrer for millioner i toldgebyrer. Selv den Karzai-udnævnte planlægningsminister klagede over, at en person, der var heldig nok til at finde et job som regeringsansat, vil kunne tjene 30-50 dollars om måneden, mens personer med gode forbindelser, der er involveret i "genopbygning", kan få fingre i så meget som 15.000 dollars om måneden. Med
Talibans afgang fra Jalalabad i midten af november 2001 vendte denne by tilbage
"til tyvenes magt". I spidsen for disse figurerer den amerikanske yndlings-krigsherre,
Hajii Hazrat Ali, som blandt mange andre ting tog byens eneste større hotel,
The Spin Ghar, i besiddelse, og hvor han har udvist opfindsomhed, når det
gælder afpresning af udenlandske velyndere. Den afghanske veterankorrespondent
for Associated Pres, canadieren Kathy Gannon skrev om, hvordan Disse modbydelige elementer giver sig også af med narkotikaeksport, besidder smukke nye palæer og nyder støtte fra både Karzai og amerikanerne. Jalalabads narko-mafia går tilbage til 1980´ernes anti-sovjetiske kamp inklusive tidligere kommandanter som Haji Abdul Qadir, Haji Mohammed Zaman og Hazrat Ali, der i november 2001 vendte tilbage fra eksil for at genovertage kontrollen. Selv MSNBC kommenterede de amerikanske krigsherrer som Hazrat Alis opiumshandel og den berygtede Kandahar-guvernør, Gul Agha Shirzai, som amerikanerne beskytter med en afdeling af Special Forces, og som siges at kontrollere heroinhandlen i det sydlige Afghanistan. En af Gul Aghas nærmeste medarbejdere er den fremtrædende pakistanske narkohandler Ayub Afridi. Dette er Hamid Karzais og hans ´slipsemedarbejderes´ verden. Der eksisterer ingen forbindelse mellem denne økonomi og den, der gælder for hundredetusinder i den informelle byøkonomi eller for millionerne i Afghanistans landdistrikter. Et tvedelt økonomisk system eksisterer, som det har gjort det siden begyndelsen af vestlig modernisering i 1950´erne. Men at hævde, at et sådant tvedelt økonomisk system eksisterer, betyder ikke, at subsistenssektoren opererer uden penge. Det gør den, som det afsløres af den meget store rolle, som den indirekte beskatning af landbruget spiller. Den lille bymæssige over- og middelklasse lever i dag i en verden uden forbindelse med det stammedelte hav af en bondebefolkning, fuldkommen som deres forgængere under Zahir Shah og det Sovjet-støttede regime gjorde det. I dagliglivets anliggender - arbejde, forlystelser, forbrug, beklædning, uddannelse. livsstil, ønskedrømme - "ser" det kun regimets kumpaner, der til gengæld forsyner det med mening, penge, service, varer og venner. Det hele - den genoprettede civilisation og bobleøkonomien - er "beskyttet" af 12.000 udenlandske tropper, som en tragisk åbenbaring af det senromerske imperium (med den forskel, at prætorianergarden i Kabul ikke engang er afghansk). I, hvad der må betegnes som en af de mere usædvanlige indsigter i økonomisk udvikling, opsummerede Karzai under et besøg i New Delhi i marts 2003 sin regerings resultater i løbet af det sidste år med: "Trafikpropper er et tegn på velstand, og dette er, hvad min regering har haft held til at opnå." I
forsøget på at "bevise" forbedringen af afghaneres tilværelse
siden Talibanernes fald påkalder Mark Memmott, økonomisk redaktør
for USA Today, sig "picnic in Istalif"-kriteriet. I den senere tid er
nogle familier gået over til at tage på fredagspicnics i den gamle
kongelige landsby Istalif i bjergene 90 minutter nord for Kabul. Memmott proklamerer
højtideligt: Som Wolfgang Sachs så overbevisende formulerer det: Pengebaseret fattigdom "… berører for det meste bybefolkningsgrupper, der er indfanget af pengeøkonomi, såsom arbejdere og forbrugere, hvis forbrugsevne er så ringe, at de falder af på vejen. Deres kapacitet i henseende til at opnå noget i kraft af egen indsats visner gradvist hen, mens deres ønsker samtidig, næret af genskinnet fra high society, forsvinder i den blå luft. Denne sakse-lignende virkning af nød er det, der karakteriserer moderne fattigdom." Under en amerikansk velsignet (og personligt beskyttet af omkring 50 amerikanske soldater, der tjener som hans paladsgarde) Karzai, har den sakselignende virkning næret moderne fattigdom som aldrig før i Afghanistan. Hvad vi "ser", siger en masse om, hvem vi er. Den velstående pashtun Hamid Karzai, leder af Popol-klanen, "ser" trafikpropper, mens andre "ser" tiggeri, et bylandskab præget af moderne fattigdom og en Hamid Karzai - "den chick'este mand på jorden" - der bærer sit varemærke, en karaku-hat lavet af dun fra aborterede fårefostre. 24. september 2003 Marc W. Herold er professor ved Whittemore School
of Business & Economics, University of New Hampshire og en førende
kritiker af den amerikanske Afghanistan-krig Se den originale artikel med
noter her Andre artikler af Marc W. Herold om Afghanistan: Foreign Investors Take A Pass On Karzai's Afghanistan Steel Rain: An Anlysis of Cluster Bomb Use by US When 'Precision' Bombing Really Isn't Patterns Of Death And Deceit in Afghanistan Endnu flere afrtikler af Marc Herold om Afghanistan
på Se også: Don't
Mention The War In Afghanistan - End - |
Det
efterfølgende håndplukkede Karzai-regime fungerer kun som en bom
for en vis mængde af de udenlandske ressourcer, der er strømmet ind
i Afghanistan i løbet af 2002-3. Det udenlandske samfund registrerer dette
og har klogt foretrukket såkaldt projekt-støtte, hvilket frustrerer
Karzai-kliken, for så vidt som den har mangel på ressourcer, som den
kan købe tillid for og opbygge sine interne undertrykkelses- apparater
med (politi og militær).