De virkelige omkostninger ved nederlag i Afghanistan

NATO's svanesang

Af Mike Whitney

Originalartikel på Global Research

... støtten til krigen svinder i Europa. Dette er Amerikas krig, ikke Europas. Europæere har ikke brug for at besætte fremmede lande for at opfylde sit energibehov. Dets lande er velstående, og de har råd til at købe brændstof på det åbne marked. Kun amerikanerne ønsker krigen. Det hele er en del af en geopolitisk "grand strategi" med henblik på at projicere amerikansk magt over regionen for at kontrollere dens resourcer.
Indtil videre er der intet tegn på, at planen vil lykkes. ...

Det skulle forstille at være "den gode krig"; en krig imod terror; en befrielseskrig. Den tog sigte på at fastholde verdens opmærksomhed på Amerikas våbenteknologi, dets elite tropper og dets overvældende ildkraft. Den antoges at demonstrere .... en gang for alle ... at verdens eneste supermagt ikke længere kunne nedkæmpes eller modstås; at Washington kunne deployere sine tropper hvorsomhelst i verden og knuse sine modstandere efter forgodtbefindende.

Men så gik det hele skævt. Krigen afveg fraPentagons manuskript. Taliban trak sig tilbage, ventede, omgrupperede og hævnede sig. De indkasserede støtte fra pashtunerne og stammelederne, der kunne se, at Amerika aldrig ville indfri forventningerne'; at orden aldrig ville blive genoprettet. Syv år er gået og Afghanistan regeres stadig af krigsherrer og narkohandlere. Intet er blevet bedre. Landet ligger i ruiner og regeringen er et bedrag.
Den fremmede besættelsesmagt forbliver, mens drabene fortsætter uden ende.

Taliban har overtaget mere end halvdelen af Afghanistan. De har gennemført militære operationer i hovedstaden Kabul. De har gravet sig ind ved Logar, Wardak og Ghazni og kontrollerer enorme  landområder i Zabul, Helmand, Urzgan og Kandahar. Nu er de så ved at være klar til optrappede operationer og går igang med en forårsoffensiv, der er ensbetydende med at volden blot vil eskalere.

Talibans tilgang er metodisk og bevidst. De har vist, at de kan overleve de barskeste betingelser og stadig opnå taktiske sejre over en bedre udrustet fjende. De er højt motiverede og tror, at deres sag er retfærdig. De kæmper trods alt ikke for at besætte et fremmed land; de kæmper for at forsvare deres eget land. Det styker deres beslutsomhed og holder moralen højt. Hvis NATO og amerikanske tropper forlader Afghanistan; vil Taliban være tilbage. Den amerikanske besættelse vil blot være nok en fodnote i landets tragiske historie.

De forenede Stater har intet opnået med dets invasion af Afghanistan. Amerikanske tropper kontrollerer ikke så meget som en kvadrattomme af afghansk jord. I samme øjeblik en soldat løfter sin støvlehæl; så glider den jord tilbage til den indfødte befolkning. Det vil formentlig heller ikke bilve anderledes.
General Dan McNeill sagde for nylig, at "hvis en ordentlig amerikansk doktrin for et militært modoprør var blevet, ville USA have behøvet 400.000 tropper for at nedkæmpe Pashtun modstanden i Afghanistan. "

For øjeblikket har US og NATO kun 66,000 tropper i landet, og de allierede nægter at sende flere.
Rent logisk vurderet: sejr er umulig.

Kampen om hjerter og sind er desuden tabt. En erklæring fra the Revolutionary Association of the Women of Afghanistan (RAWA) opsummerer det som følger: 
"Genindsættelsen af nordalliancen i magten knuste vort folks håb om frihed og velstand og beviste at bekæmpelse af terrorisme overhovedet ikke har nogen mening for Bush       administrationen ... USA ønsker ikke at nedkæmpe Taliban og Al-Qaeda, fordi de så ikke vil have nogen undskyldning for at blive i Afghanistan og opnå deres økonomiske og strategiske mål i regionen ... Efter syv år er der ingen fred, menneskerettigheder, demokrati eller   genopbygning i Afghanistan. Vort folks fornedrelse og lidelse vokser dag for  hver dag ... Vi tror at hvis tropperne forlader Afghanistan, vil vort folk blive mere frit og komme ud dets forvirring og tvivl ... Afghanistans frihed kan kun opnås af den afghanske  befolkning"  

Gradvis vil de allierede se, at Bush's krig ikke kan vindes og at fortsætte kampen er modproduktivt. Der er ingen militær løsning på konflikten i Afghanistan og de politiske mål bliver hele tiden mørkere. Dette øger kun den voksende følelse af frustration.

For nylig forsøgte forsvarsminister Robert Gates at besnakke de allierede til at sende flere kamptropper til at kæmpe i syden, men blev mødt med stejl modstand:
  "Det bekymrer mig, at mange mennesker på dette kontinent ikke synes at forstå omfanget af den direkte trussel imod den europæiske sikkerhed," sagde Gates. "Vi må ikke glide i retning af en to-delt alliance af de, der er villige til at kæmpe og de, som ikke er det. En sådan udvikling vil med alle dens implikationer for den kollektive sikkerhed faktisk ødelægge alliancen."

Men støtten til krigen svinder i Europa. Dette er Amerikas krig, ikke Europas. Europæere har ikke brug for at besætte fremmede lande for at opfylde sit energi behov. Deres lande er velstående, og de har råd til at købe brændstof på det åbne marked. Kun amerikanerne ønsker krigen. Det hele er en del af en geopolitisk "grand strategi" m.hbl.p. at projicere amerikansk magt over regionen for at kontrollere dens resourcer. Indtil videre er der intet tegn på, at planen vil lykkes.

Tyskland har den tredjestørste økonomi i verden. I løbet af de sidste få år har det styrket båndene til Rusland og lavet overenskomster, der vil tilfredsstille dets langisgtede energibehov. Men tysk engagement i Afghanistan har skabt spændinger i forholdet til Moskva. Putin mener, at USA bruger krigen til at slå rødder i Cental Asien således, at det kan kontrollere pipeline ruter fra det Kaspiske Basin og omringe Rusland og Kina med militærbaser. Naturligvis vil Putin genre overtale kansler Angela Merkel til at trække tyske tropper tilbage fra Afghanistan, således at han kan rette et slag imod den amerikansk ledede alliance.

Når det kommer til stykket vil tyske ledere indse, at det er tåbeligt at ignorere den befolkning, der forsyner dem med energi (Rusland) blot for at støtte Washington´s eventyr. Hvis Tyskland trækker sig ud af Afghanistan; vil NATO gå i opløsning, nye koalitioner vil dannes, og den transatlantiske alliance vil falde fra hinanden. Sprækkerne er allerede synlige.

Bush har sagt, at krigen i Afghanistan må fortsætte eller landet vil blive et paradis for narko, terrorisme og organiseret krimnalitet. Han siger, at vi kæmper imod en "forgiftet ideologi af islamisk ekstremisme, der truer med at blive en global bevægelse".

Men Taliban og Pashtun stammefolk oplever det anderleds. De ser konflikten som en imperialistisk aggressionskrig, der kun har øget deres befolknings lidelser. En nylig rapport fra United Nations Human Development Fund synesat støtte denne opfattelse. Den viser, at Afghanistan er gået tilbage i alle kategorier. Den gennemsnitlig levetid er faldet, fejlernæring er tiltaget, alfabetismen er faldet, og mere end halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Hundredetusinder mennesker er blevet internt fordrevet af krigen. Afghanistan producerer nu 90% af verdens opium; mere end noget andet land. Den bugnende narkohandel er det direkte resultat af den amerikanske invasion. Bush har skabt verdens største narko-koloni. Er det succes?

Aktuelt er der ingen back-up plan for Afghanistan. Faktisk er der slet ingen plan. Administationen troede, at Taliban ville opleve Amerikas højteknologiske, laser-styrede våben og stikke halen mellem benene. Det gjorde de. Nu er de tilbage. Og nu er vi indviklet i en "uvindelig" krig med en hårdnakket fjende, der bliver stærkere dag for dag. I sidste instans vil europæere indse krigens frugtsløshed og trække sig ud. Og det vil være enden på NATO.

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -