Nato søger militær hjælp fra Rusland i Afghanistan

Af Interpres

USA’s præsident og NATO-alliancens politiske leder Georg Bush rejste direkte til den russiske Sortehavs-by Soczi for at føre politiske og militære samtaler med Ruslands præsident Putin efter begge stormagtlederes deltagelse i topmødet i Bukarest.

Det var første gang i Nato-alliancens 60-årige historie at en russisk leder deltog i topmødet - trods invitationer til Putins Rusland op til tidligere topmøder. Ellers havde Nato allerede i 1952 haft chancen for at få Rusland ind i alliancen, da det socialistiske Sovjetunionen søgte om optagelse i den.

På Stalins tid, hvor Rusland var en del af det socialistiske Sovjet, var landet et bolværk mod imperialistisk aggression, hvad enten det var i Europa (den antifascistiske befrielseskrig under 2.verdenskrig), Asien (støtte til Kinas og Koreas befrielse) - samtidig med at man kritiserede tesen om at ’eksportere demokrati og revolution’, sådan som vi ser det realiseret i dag, og som vi tidligere så det  med Brezhnev-regimets invasion af netop Afghanistan, og med USA’s krig invasion og krig mod Viet Nams folk.

Det står klart, at de to kapitalistiske stormagter - Rusland og de Forenede Stater - ikke udelukkende har modstridende interesser, men også en række fælles interesser. Både USA og Rusland er imperialistiske magter, som har en fælles interesse i at holde de undertrykte og afhængige lande og folks stræben efter virkelig uafhængighed og selvstændig udvikling, befriet fra den imperialistiske og kapitalistiske udbytning, tilbage eller ligefrem undertrykke den militært.


Russisk hjælp – på visse betingelser

Allerede for et par uger siden udtalte Ruslands vice-udenrigsminister Aleksander Grusjko, at  ’Rusland er beredt til at bistå Nato i Afghanistan på visse vilkår’.
Han krævede bl.a. at ’russiske sikkerhedsinteresser respekteres’ og nævner, at planerne om yderligere Nato-ekspansion i Østeuropa (Ukraine og Grusien) ikke kan accepteres. Ifølge Grusjko overvejer Rusland at øge kontakterne med Nato-staterne i Afghanistan-spørgsmålet.

Putins Rusland og tidligere Brezhnevs Sovjet har mangeårige politiske og militære erfaringer med at undertrykke de muslimske folk i Tjetjenien og Afghanistan.
Nato’s militære problemer i Afghanistan var sammen med udvidelsesplanerne og USA’s planer om at bygge et anti-atomart missilskjold-system i Polen og Tjekkiet - trods de folkelige protester i både Polen og Tjekkiet mod USAs optrapning af det militære kapløb - var de centrale spørgsmål ved Nato- topmødet i Rumænien, som afsluttedes 4. april.

I flere artikler i verdenspressen rejses spørgsmålet om hvilke studehandler Putin og Bush indgår bag om ryggen på deres egne folk og folkene i Afghanistan.
At Rusland og USA søger en politisk-militær detente i en række nøglespørgsmål er klart,  selvom  medierne i de kapitalistiske Nato-stater fortsætter med den chauvinistiske dæmonisering af Putins Rusland, hvor mulighederne for folkelig demokratisk indflydelse begrænses af kapitalens magt, sådan som det er tilfældet i alle andre kapitalistiske stormagter.

Allerede inden Natomødet i Bukarest slog den indiske veteran-diplomat M K Bhadrakumar i en artikel i Asia Times fast, at det var afgjort, at Ukraine og Grusien (Georgien) ikke ville blive medlemmer af Nato i  de nærmeste fire år, bl.a på grund af Tysklands udtalte modstand. Merkel havde i god tid inden Nato-mødet i Bukarest (som Rusland deltog i for første gang)  sagt nej til en Nato-ekspansion med Ukraine og Grusien. “Tiden er ikke moden”, som hun udtrykte det.

Spørgsmålet, som visse medier nu spekulerer i, er hvilken ’pris’ Rusland skal betale for denne indrømmelse fra Nato.
“Det ser meget sandsynligt ud til, at Rusland vil blive trukket ind i løsningen af det afghanske problem sammen med Nato”, skriver Bhadrakumar.

Blandt andet kan Rusland åbne sit luftrum for Nato-transporter til Afghanistan, eventuelt begrænset til transport af civile forsyninger. Ifølge Bhadrakumar er magtskiftet i Pakistans Nordvestlige grænseprovins også en faktor, som taler for at Rusland for alvor bliver aktive støtter til Natos aggression mod Afghanistans folk.
Det pashtunske venstreparti Awami National Party - som traditionelt har gode russiske forbindelser danner nu provinsregering med Bhuttos Pakistan Peoples Party.

At der står meget på spil, ikke mindst for den aggressive Nato-krigsalliance, fremgår af at der snakkes åbent om katastrofen: At Nato er på vej mod et militært nederlag i alliancens første rigtige krig.

Putins Rusland ser nu ud til vælge side og hoppe i Natos terrorkrigs-båd trods de seneste års Nato-kritiske retorik fra Putins side. Dette viser, at Putins kapitalistiske Rusland ikke er en fjende af alliancen.


Afgørende militære problemer i Afghanistan

Den russiske hjælp til Nato med at nedkæmpe modstanden i Afghanistan er åbenbart mere værd end en optagelse af Ukraine-Georgien i dag. Det fortæller os, at Nato har afgørende militære problemer i Afghanistan.

Spørgsmålet er om Rusland har så meget hjælp at tilbyde. Russiske soldater vil ikke blive budt velkommen i Afghanistan. De opnåede næsten samme status i landet som tyske soldater i de besatte lande under krigen.

På den anden side: Hvor meget er Nato’s løfter om at stoppe den fortsatte ekspansion helt op til Ruslands grænser - og lade Ukraine/Grusien være alliancefrie - egentlig værd?

De, som levede på den tid, hvor sovjetlederen Michail Gorbatjov sagde ja til sovjetisk troppetilbagetrækning og til tysk genforening i 1989, kan fortælle, at Gorbatjov og Sovjet fik løfter af Nato-alliancen om, at Nato ikke ville ekspandere mod øst og optage Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn og andre (bl.a. Rumænien) i alliancen. Løfterne var lige så meget værd som Natos snak om “fred, demokrati og frihed”.

Hvis man laver en sammenligning med Irak behøver Nato at råde over en halv million tropper i Afghanistan mod de 43.000, som findes i dag.

Originalartikel

- End -