Afghanistan
 

Afghanistan:
NATOs  10-års krig i Sydasien

Af Rick Rozoff

Den 7. oktober går den amerikansk ledte krig i Afghanistan ind i sit 10. år


Afghanere protesterer mod NATO-drab på civile

Konflikten er de længstvarende  kamphandlinger i både USA’s og Afghanistans historie. I  september 2001 påkaldte North Atlantic Treaty Organization NATO for første og eneste gang i sin levetid artikel 5 -  klausulen om gensidig militær assistance -  og indledte den afghanske krig. Europæiske nationer, der ikke har været i krig siden 2. verdenskrig, er nu engageret i en endeløs kamp.

Der er 150.000 udenlandske tropper i Afghanistan. 120.000 af dem under kommando af NATO’s Internationale Sikkerheds Assistance Force (ISAF). Der er militærpersonel fra over en fjerdedel af de 192 medlemslande i FN.

De tæller soldater fra nærmest alle europæiske lande, adskillige asiatiske stillehavslande, og nationer fra det amerikanske kontinent og Mellemøsten.

NATO er vokset fra 19 til 28 lande, siden man overtog kontrollen med ISAF i 2003, og har udvidet militært partnerskab med adskillige nationer, som har sendt tropper til Afghanistan, fra Australien til Georgien, fra Montenegro til Sydkorea, og fra Armenien til De Forenede Arabiske Emirater.

I samme periode har den nordatlantiske militærblok antaget rollen som en international ekspeditionsstyrke - som en i stadig voksende grad multifacetteret og politiseret væbnet interventionsstyrke. Det er en status, som vil blive formaliseret til november på topmødet i Portugal, når dets første ’Strategiske Koncept’ antages.

Midt i august passerede dødstallet for amerikanske og NATO-soldater i Afghanistan tallet 2000og vokser faktisk dag for dag – 2051 pr. 31. august – med amerikanske tab, der udgør godt 60 % af det totale antal. USA havde 19 døde i kamp på fire dage fra den 28. august.

Tropper fra mindst 26 nationer, der gør tjeneste i NATOs ISAF, er blevet dræbt i Afghanistan. Der er tale om et rekordstort antal lande, der ofrer soldater i et enkelt land. 521 udenlandske soldater mistede livet på den afghanske krigsskueplads sidste år. Det er en dramatisk stigning fra det foregående år, hvor 295 blev dræbt. Indtil videre er tallet for i år 478, og år 2010 står på spring til at blive det dødeligste år for de amerikanske styrker og NATO i den ni år lange krig.

NATOs drab på civile afghanere

Antallet af dræbte udenlandske soldater matches, hvis ikke det overgås, af antallet af civile afghanere, der er blevet slagtet af NATO.

Den 15. august ramte et NATO-køretøj en motorcykel i det sydlige Afghanistan og dræbte 5 civile, heriblandt en kvinde og hendes tre børn.
To dage senere dræbte NATO-soldater en far og søn i et angreb Nangarhar-provinsen ved at man åbnede ild mod en protest, der blokerede hovedvejen mellem hovedstaden i provinsen Jalalabad og landets hovedstad Kabul.

Den 21. august gik 1000 afghanere på gaden i Baghlan-provinsen efter  NATOs angreb på et hus i Baghlan-i-Jadid distriktet, hvor man dræbte en civil og bortført to andre. ”De protesterede råbte slagord mod regeringen og NATO slagord og advarede om, at (de ville) gennemføre protester fremover, hvis ikke drabene på civile blev undersøgt.”
To dage senere anklagede embedsmænd og borgere i samme provins NATO for at dræbe otte civile under et angreb ved daggry.

Den 25. august blev en afghaner, identificeret som politielev, og to spanske soldater dræbt i en skudepisode ved en NATO base i Badghis provinsen. Bagefter forsøgte tusinder af afghanere at storme basen som svar på, hvad de opfattede som nedskydning af en afghansk soldat af NATO- tropper. Fire spanske soldater blev såret under håndgemænget. En redegørelse for episoden fortæller, at NATO -styrker åbnede ild mod de demonstrerende, dræbte folk i dusinvis og sårede mere end 20.

To dage senere bombede NATO-luftvåben en afsides del af Kunar-provinsen, og ifølge provinsens politichef Khalilullah Ziayee ”blev 6 børn i alderen 6 til 12 år dræbt. Et barn blev såret”.  

Den tid, hvor NATO kunne foregive, at den Internationale Sikkerheds Assistance Styrke blot var et fredsbevarende genopbygnings-initiativ er for længst forbi. Dette påskud er druknet i blod fra afghanske civile.

Vesteuropa i krig

Tidligere i denne måned meddelte det tyske forbundsværn, at man droppede alle anklager imod oberst Georg Klein, der gav ordre til NATOs luftangreb i Kunduz-provinsen sidste september, der dræbte 142 mennesker. Ifølge afghanske opgørelser alle civile. Undersøgerne fandt ingen beviser for, at Klein havde brudt nogen regler.

Den 29. august annoncerede forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg et besøg i en kampzone i Kunduz-provinsen. Det er første gang en ledende tysk politiker har besøgt tyske styrker, der daglig står overfor Taliban.

15  km fra basen for denne såkaldt  hurtige reaktionsstyrke besigtigede han, hvor og hvordan fire tyske soldater blev dræbt i en ildkamp i april. Guttenberg deltog i ceremonier, der ærede de tyske soldater, der var dræbt.

Tyske landkrigsoperationer i denne provins er landets første efter naziregimets nederlag i 1945     
Berlin har opgivet efterkrigstidens begrænsninger på det antal tropper, som kan udstationeres udenlands, også i krigszoner, og har 4600 soldater i Afghanistan. 47 tyske soldater er blevet dræbt i NATO-tjeneste i landet.

Den 23. august mistede Frankrig to mand, en marineofficer og en soldat, i ildkamp 55 km nord for den afghanske hovedstad og bragte det franske tab op på ligeledes 47. Paris har forsynet ISAF med 3750 tropper.

To dage efter udtalte præsident Nicolas Sarkozy, der sidste år genintegrerede Frankrig i NATOs militære kommandostruktur, at ”Frankrig vil fortsætte engagementet i Afghanistan sammen med dets allierede så længe som nødvendigt”.

Den 21. august mistede Storbritannien endnu en soldat i Helmand provinsen, dets 332. døde, hvad der er det næsthøjeste tabstal efter det amerikanske.

Østeuropæiske lande i krig

Den afghanske krig har også bragt 12 østeuropæiske lande i krig, der er optaget i NATO i de sidste 11 år, såvel som nye partnere i det asiatiske stillehavsområde, for første gang i årtier. Nye NATO-medlemmer er her, sammen med operationerne i Irak, der startede i 2003, for første gang involveret i krig siden 2. verdenskrig, og NATO nærtstående lande som Australien, New Zealand og Sydkorea er det for første gang siden Vietnam-krigen.

En polsk konvoj i Ghaznai provinsen blev angrebet med morterer den 24. august, og den følgende dag blev to polske soldater såret i skyderier udenfor 4 Hjørner-basen i samme provins.

Da polske væbnede styrker udkæmpede  sin første krig siden 1939, blev amerikanske fly og piloter sendt fra Ramstein-lufthavnen i Tyskland til Polens 33. Lufthavn nær Powdidz  på en syv dage lang fællesøvelse. Operation ’Skrigende Ørn’ rummede også faldskærms- og natflyvningstræning.

Øvelsen gav også medlemmer af det polske luftvåben chancen for intensive flyvninger med C-130j Super Hercules. Polske piloter fik i begyndelsen af 2009 det første af fem renoverede C-103E Hecules militære transportfly fra USA til brug i Afghanistan og i andre oversøiske missioner.

Tidligere i år gennemførte Storbritannien sit seneste krigsspil ’Øvelse Flyvende Rhino’ i Tjekkiet. Hvad der er kaldt ’den britiske hærs største land- og luft- militærøvelse’ fandt sted  i dette land,  ”med fremskudte flykontrolposter (der er forberedt) til at koordinere flyvninger over Afghanistan med 1600 km i timen i et luftrum fyldt med kanonsalver på 45 kg affyret fra jorden.”

”Den forcerede europæiske udstationering bragte over 2000 engelske soldater sammen med militærpersonel fra Tjekkiet, Danmark, Litauen, Slovakiet og USA i et operationelt miljø… (En) koordineret bestræbelse var bydende nødvendig i øvelsens logistik  med 32 fly, 600 køretøj og tusinder af mandlige og kvindelige soldater, der blev transporteret ind i øvelsesområdet”.

I midten af august meddelte det tjekkiske militær, at man ville udstationere sine første fire pansrede Pandur mandskabsvogne i Afghanistan. En talsmand for landets generalstab udtalte, at ”Pandurerne var blevet efterset for titals millioner kroner til at tjene i allierede operationer”, og, derudover, ”vil 14 Ivecos (let bevæbnede køretøjer) blive sendt Afghanistan” - hvor en tjekkisk enhed allerede bruger 15 af dem.

Nye NATO-lande øger deres krigsindsats og tropper

På trods af snak om tilbagetrækning af NATO-styrker fra Afghanistan har nye medlemslande fået pålagt at øge udstationeringen af tropper og krigsmateriel ved krigsfronten.

NATOs krig i Afghanistan bruges ikke kun til at integrere væbnede styrker fra over 50 lande i en amerikansk kontrolleret globalt udstationeret væbnet styrke, men desuden til at udvide Pentagons rækkevidde til Østeuropa, det sydlige Kaukasus og Centralasien, stadig tættere på grænsen til Rusland, Iran og Kina.

Siden 2005 har USA anlagt 7 nye militærbaser i Rumænien og Bulgarien, herunder strategiske flybaser, og lanceret verdens første multinationale strategiske lufttransportoperation fra Papa Lufthavnen i Ungarn.

I juni anførte USA 100 mænd fra 5 NATO lande i den første faldskærmsøvelse i Heavy Airlift-afdelingens regi på den ungarske base.  En amerikansk der deltog i øvelsen sagde: ”Det er (…) gavnligt for de andre lande, der deltager, hvis de bliver udstationeret i Afghanistan, fordi de via denne øvelse vil forstå, hvordan det amerikanske militær arbejder”.

Denne Heavy Airlift-afdeling, der begyndte at operere i sommeren 2009, fløj i oktober et af sine amerikanske C-17 Globemaster III fly til den afghanske hovedstad med militærrepræsentanter fra 42 lande - de 28 NATO lande og 14 andre lande, der bidrager med tropper.

I april i år havde denne operation ”flyttet 2,1 millioner pund udstyr, der er nødvendigt til offensive operationer til støtte for den Internationale Sikkerheds Assistance Styrke (ISAF) i Afghanistan.

Denne internationale Afdeling har deltaget i flytningen af 6 millioner pund basale ressourcer til luftkrig, kaldet BEAR- material til at anlægge 6 fremskudte operationsbaser.” 

Den 23. august blev en ungarsk konvoj i Nord Afghanistan ramt af en vejsidebombe og derpå beskudt fra alle sider. En ungarsk soldat blev dræbt og tre såret under angrebet. En af de sårede soldater døde senere. Ungarns første kvindelige dødsoffer i kamp  i Afghanistan, og utvivlsomt nogensinde.

Sidste uge fortalte den tidligere sovjetrepublik Estland med en befolkning på kun 1.330.000, at den havde indgået sin største aftale nogensinde om militære køretøjer, idet man købte 80 pansrede mandskabsvogne fra Holland.

En talsmand fra landets forsvarsministerium sagde: ”Aftalen fordobler antallet af pansrede vogne i Estlands forsvarsstyrker og er den største aftale om mandskabsvogne, som nogensinde er lavet (af Estland)”.

 Denne transaktion kom fem måneder efter det største våbenkøb i nationens historie i form af  ”levering af et kortrækkende jord-til-luft missilsystem fra den europæiske forsvarsgigant MBDA og svenske Saab til en pris af 1 milliard kroon’er (knap en halv milliard danske kroner).

Estland gik med i NATO 2004 og har opgraderet sit forsvarsudstyr for at komme på niveau med standarden  i den transatlantiske alliance med 28 nationer …”.
Den 30. august mistede landet sin 8. soldat i Afghanistan.

For på ny at demonstrere, at NATO ikke har planer om forlade Sydasien i den nærmeste fremtid, har NATO’s Øvelsesmission–Afghanistan den 28. august oplyst, at den baltiske nabostat Litauen vil udstationere militærpersonel for at uddanne den nationale afghanske hær sammen med Ukraine, der er uofficiel ISAF troppeleverandør. Denne tidligere sovjetstat underskrev en aftale gældende i to år, som påbegyndes i 2011.

En artikel  i Los Angeles Times 19. august med overskriften  ”Rumænien demonstrerer støtte til den amerikansk-ledte mission i Afghanistan” proklamerede:
”USA’s militære op politiske ledelse har prioriteret at styrke båndene til Rumænien”, der har overdraget fire militærbaser til Pentagon og NATO i de seneste år og i februar meddelte, at man vil huse amerikanske landbaserede Standard Missil-3 anti-ballistiske missiler.

Mens Holland blev den første NATO medlemsstat, der trak sine tropper ud af Afghanistan,  har Rumænien siden sidste år øget sit bidrag til NATOs krig fra 962 til over 1500 soldater  ”på trods af, at Rumæniens økonomi er i dyb krise og forsvarsudgifterne skæres ned.

For rumænerne er deltagelse i den afghanske mission en god måde til  at demonstrere deres gode vilje som medlem af NATO og amerikansk allieret…”
Tidligere i denne måned tildelte NATO rumænske tropper medaljer for deres rolle i alliancens første landkrig. ”Begivenheden indledtes med et øjebliks tavshed for at mindes de rumænske, amerikanske og afghanske soldater dræbt i Afghanistan.”

Nabolandet Bulgarien, hvor USA har erhvervet sig 3 nye baser, inklusiv Bezmer Luftbasen, sendte i samme uge 200 jægersoldater til Afghanistan. I starten af august erklærede forsvarsminister Anyu Angelov: “Bulgarien vil ændre de bulgarske troppers funktion i Afghanistan og i stedet for vagtenheder sende et 700 mand stort kampregiment i slutningen af 2012”.

Montenegro, verden yngste stat (og nyeste medlem af FN) med en befolkning på kun 667.000, har for nylig sendt dets andet troppekontingent til Afghanistan. Den diminutive Adriaterhavsstat blev uafhængig i 2006 og indgik i NATOs Partnerskab for Fred program samme år. Næste år underskrev NATO en pagt med Montenegro, der tillod blokkens soldater at krydse landet, og i 2008 blev det tildelt en avanceret ” individuel partnerskabs handlingsplan”. Sidste år blev det fulgt op med en ”medlemskabs handlingsplan”, det sidste skidt på vejen til fuldt medlemskab.

NATO uden for NATO

I år blev Montenegro land nr. 44, der leverer tropper til NATOs afghanske mission, efter Armenien – det første medlem af den russiskledte Kollektive Sikkerhedstraktat Organisation, som fik denne rolle – som fik følgeskab af Mongoliet, Sydkorea og Malaysia som indikation af NATOs øgede rækkevidde i Asien.

Den 24. august mistede Australien – et af NATO’s nærtstående lande sammen med Japan, New Zealand og Sydkorea – soldat nr. 41 i Afghanistan. Med 1500 soldater i landet er Australien den største troppeleverandør udenfor NATO.

Samme dag meddelte hærchefen Flyvermarskal Angus Houston, at australske tropper vil blive i Afghanistan længere end til 2014: ”Vi vil stadig være dér (…) en tid  udover de to til fire år (der er fastsat til træning af afghanske hærenheder).”

Sidste uge udstationerede Singapore 52 mand fra  udrykningsstyrken for ubemandede fly i det sydlige Afghanistan, der vil operere fra den multinationale base Tarin Kowt for at forøge den Internationale Sikkerheds Assistance Forces (ISAFs) overvågnings- og rekognosceringskapacitet i Uruzgan.

NATOs rolle i Asien begrænser sig ikke til 120.000 soldater i Afghanistan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan. Man udvider til stadighed det militære partnerskab med en voksende  række asiatiske Stillehavs-lande.

Man konsoliderer ligeledes grebet om de tidligere sovjetrepublikker i Sydkaukasus: Aserbajdsjan, Armenien og Georgien, der alle har soldater i alliancens tjeneste i Afghanistan.

Transportministeriet i Aserbajdsjan, et land ved Det Kaspiske Hav, erklærede  tidligere på måneden at ”NATO forventes at øge skibsfarten til Afghanistan via Georgien og Aserbajdsjan”, og i særdeleshed at ”en del af udstyret (fra) tropper, der trækkes ud af Irak (…) vil blive sendt til Afghanistan via Tyrkiet, Aserbajdsjan, Det Kaspiske Hav og Turkmenistan”. Og en aserbajdsjansk regeringsembedsmand anslog, at ”NATO- landene hver måned transporterer 1500 containere til Afghanistan via Aserbajdsjan”.

I oktober vil NATO gennemføre et regionalt uddannelsesforløb i Aserbajdsjan omkring grænsesikkerhed for centralasiatiske og andre lande. Ifølge en nyhedskilde i Aserbajdsjan gennemføres p.t. ”en uddannelse der involverer irakiske og afghanske grænsepatruljer (…) på den officielle base for statens grænsepatruljer”..

Krigen i Afghanistan giver det globale NATO en langsigtet integreret kamptræning og USA et fundament til at opbygge et langtrækkende militært netværk af et hidtil uset omfang.  

- End -