Afghanistan
 

Om at forlade Afghanistan
ved at blive

Af David Swanson

Erdet i orden at blive Afghanistan, så længe vi bare kalder det
at forlade landet?


Præsident Obama har underskrevet en aftale med præsident Karzai om at bevare en stor amerikansk militær tilstedeværelse i Afghanistan – godt tre gange den størrelse, som Obama startede med – til slutningen af 2014 og tillade en betydelig, men uspecificeret tilstedeværelse ud over den dato, hvor der ikke sættes noget sluttidspunkt. Obama betonede, at der ikke involveres amerikanske baser, men hans aftale forudsætter, at Afghanistan lader de amerikanske styrker bruge ’afghanske’ baser.

Obama glemte at give nogen grund for ikke at trække sig ud af Afghanistan nu og imødekomme det amerikanske flertals ønske om at ende krigen. Som Newt Gingrich lover at stoppe kampagnerne, før han faktisk gør det, så lover Obama at forlade Afghanistan, men ikke endnu – bortset fra at han overhovedet ikke lover at forlade landet. Aftalen er totalt åben.

Obama talte igen om overgang til afghansk kontrol, men det er en snak, vi har hørt i et årti. Der findes ikke en ny lys ide, der kræver to et halvt år mere at udvikle.

Obama talte om at bekæmpe al Qaeda, men USA har ikke kæmpet imod al Qaeda i Afghanistan og har tilmed i årevis indrømmet, at der reelt ikke er nogen tilstedeværelse af al Qaeda dér. Det er ikke noget toårsprojekt, og det er ikke grunden til at forblive i Afghanistan uden tidsgrænse efter 2014.

Aftalen kræver, at alle parter, der er involveret i en fredsproces, afstår fra vold, men Taliban vil lige så lidt gøre dette under fremmed besættelse, som USA vil gøre det som besættelsesmagt. Det er ikke en seriøs plan for at forlade landet. Det er heller ikke en plan baseret på afghansk suverænitet, de mange påstande om det modsatte til trods.

Det er en aftale om flere år med krig, der bygger på modellen for Bush-Maliki-aftalen, men med den forskel, at denne sidstnævnte inkluderede en slutdato.

Aftalen siger, at den træder i kraft, når ”parterne gennem diplomatiske kanaler underretter hinanden omkring opfyldelsen af deres respektive interne juridiske krav”.

USA’s forfatning kræver senatets ratificering af alle aftaler. Kongressen kan insistere på sin ret til at godkende eller afvise aftalen, ligesom det afghanske parlament kunne det. Eller kongressen kunne kræve en tilbagetrækning nu, som lovforslag HR 780, der har 70 medunderskrivere, foreslår det.

Den skriftlige aftale nævner det ikke, men Obama sagde for nylig, at han ville trække 27.000 tropper ud inden slutningen af sommeren, hvorefter troppereduktionen vil fortsætte ”i støt tempo”. Antageligt er der nu 90.000 amerikanske soldater i Afghanistan, og et støt tempo ville bringe dem alle hjem i løbet af et år fra i dag, ikke to et halvt år fra nu.

Men Obama udtaler, at det vil være i slutningen af 2014, at afghanerne bliver ”fuldt ansvarlige for sikkerheden i deres land” – med undtagelse af, hvad de amerikanske soldater vil foretage sig. Altså ikke når de sidste amerikanske tropper forlader landet, selvom et betydeligt antal soldater forbliver.

Obama er fuld af lovord for de amerikanske tropper, som om de har gavnet Afghanistan. Og han er fuld af bekymring for amerikanske troppers og borgeres lidelser, Når han omtaler afghanerne, sidestiller han højst deres lidelser under USA’s bomber, droner, natlige angreb og i fængselsceller med amerikanere, der bliver skræmt af tv og tvunget til overspisning for at lindre deres stress.

”Hverken amerikanerne eller det afghanske folk har bedt om denne krig,” udtalte Obama og glemte, at et af de to lande har invaderet det andet og besat det i over et årti: ”Årsagen til, at USA er sikker, er på grund af jer,” fortalte Obama de amerikanske soldater og glemte, at krigen har gjort landet endnu mere forhadt rundt om i verden.
Denne aftale er helt utilgivelig. Den er desuden vag og foreløbig. En mere detaljeret aftale vil blive udarbejdet den 20. maj, når NATO mødes i Chicago.

Vi er nødt til at være der i stort antal og protestere!       

David Swanson har bl.a. skrevet bogen "War Is A Lie".

Oversat af Kommunistisk Politik efter Global Research