| Afrika |
Grunden til at Sudan siger nej til FN-tropperAf Sara Flounders
1. september havde USA og Storbritannien gennemtrumfet resolution nr. 1701 i FNs Sikkerhedsråd. Den krævede udsendelse af mere end 20.000 FN-tropper til Sudan for at overtage pladsen efter 7.000 styrker fra Den afrikanske Union. Præsidentens rådgiver Mustafa Osman Ismail svarede at den sudanesiske regering afslog overgang fra Den afrikanske Unions styrker, som den havde accepteret, til en større FN-tilstedeværelse, fordi formålet med FN-mandatet var en ”regeringsforandring”. (Reuters, 4.september.) USA har fastholdt at det er nødvendigt at FN-styrker erstatter tropperne fra Den afrikanske Union, fordi de sidstnævnte har for få midler, for lille mandskab og for dårligt udstyr til at varetage den ”fredsbevarende” rolle man havde tiltænkt dem at spille. Imidlertid var det Nato, domineret af USA, som skulle have leveret logistik, luftbroer, udstyr og forsyninger til styrkerne fra Den afrikanske Union. Rusland, Kina og Qatar afstod fra at stemme i FNs Sikkerhedsråd og kritiserede beslutningen, selv om hverken Kina eller Rusland gjorde brug af deres veto. Resolutionen går faktisk ud fra at udstationeringen skal finde sted ”på basis af accept fra regeringen (i Sudan)”. En international pressionskampagne for at tvinge Sudan til at acceptere fremmede tropper er under organisering af USA. Sudan har gode grunde til at være mistænksom over for enhver resolution der er fremtvunget af USA og Storbritannien. England er den brutale tidligere koloniherre i Sudan. Landet har altid modsat sig selvstyre i Sudan. Hvad Washington angår, har en regeringsforandring – omstyrtelse af regeringen – i Sudan længe været på både republikanernes og demokraternes dagsorden. USA-sanktioner og blokering af investeringer, handel, kreditter og lån har været på plads i over et årti. I 1998 under Clintons styre ødelagde 17 amerikanske krydsermissiler medicinfabrikken El Shifa, Sudans vigtigste kilde til de grundlæggende lægemidler der er så desperat behov for. Sudan ved udmærket hvordan USA benyttede sig af en FN-resolution fra 1990 til at retfærdiggøre bombetogter der ødelagde Iraks infrastruktur. De 13 år med FN-sanktioner mod Irak som Washington havde krævet, resulterede i mere end 1.5 millioner irakeres død. USA har holdt Sydkorea besat i over 50 år ifølge en resolution fra FNs Sikkerhedsråd. Over 4 millioner koreanere døde i Koreakrigen 1950-53, der blev udkæmpet under FNs flag. FN-styrker i Jugoslavien, Congo og Haiti har været et dække for amerikansk og europæisk intervention og besættelse. De har aldrig været en kraft der virkede til fred og forsoning. Trods FN-resolutionens ordlyd har ledende embedsmænd i USAs State Department insisteret på at resolutionens tekst tillader FN-tropper at rykke ind i Darfur, selv uden Sudans indvilligelse. Men diplomater indrømmer at det er usandsynligt at andre lande vil bidrage med tropper til en mission som den sudanesiske regering modsætter sig. Sudan har erklæret at det vil angribe en hvilken som helst styrke der går ind i landet uden at være inviteret. (French Press Agency [AFP], 1. september.) Alle lande i FN ved at Pentagon har evne til at indsætte styrker hvor som helst på kloden. De ved at ved at anvende sin overvældende kampstyrke og ”chok-og-skræmme-taktik” kan USA besætte et land. Men hele verden ved også at i Irak, Afghanistan og nu i Libanon er beslutsom modstand fra græsrødderne ikke så let at besejre. Sudan er det største land i Afrika – så stort som hele Vesteuropa. Den vestlige Darfur-region er større end Irak. Hvis 150.000 amerikanske tropper ikke kan undertvinge Irak, kan 20.000 FN-tropper i Darfur blive mødt med varig modstand i en region der er kendt for antikolonialistiske følelser der går langt tilbage i tiden. Sudans Vicepræsident Ali Osman Taha har erklæret at hans land vil fastholde sin opposition mod en FN-styrke i Darfur, og har henvist til Hizbollah som et forbillede for modstand. ”Vi har beslutninger og planer for at modsætte os den internationale intervention”, har han sagt. (AFP, 1. september.) ”Red Darfur”-kampagnen Den internationale kampagne for at øve pres mod Sudan har blandt sine støtter de selv samme politiske kræfter der var de stærkeste tilhængere af USAs invasion i Irak. Et velsponsoreret ”Red Darfur”-møde er under organisering i New Yorks Central Park for at kræve at der sendes FN-styrker til Sudan. Mødet vil byde på berømtheder, kendte musikgrupper og ledende amerikanske politikere, både republikanere og demokrater. Mødet er et bevidst forsøg på at splitte bevægelsen mod USAs krig i Irak, yderligere dæmonisere arabiske og muslimske folk, og forsøge at sælge en ny krig som en humanitær indsats. Nogle af de grupper der udtrykker stor bekymring for flygtningene i Darfur, fulgte tavst eller støttede aktivt den israelske bombning af Libanon, der skabte over 1 million flygtninge. De var blandt de stærkeste støtter for USAs invasion og besættelse af Irak. Præsident George W. Bush har holdt møde med arrangørerne af Red-Darfur-kampagnen i Det hvide Hus og har rost deres indsats. Selv om Red-Darfur-kampagnen rummer mange forkæmpere for religiøs frihed og borgerrettigheder, er den et initiativ ledet af yderligtgående højreorienterede evangeliske kristne og ledende zionistiske organisationer. Jerusalem Post havde 27. april en artikel med overskriften ”Amerikanske jøder leder planlægningen af Darfur-mødet”. Her beskrev man den rolle som prominente zionistiske organisationer havde i et lignende Red-Darfur-møde i Washington D.C. 30. april. Påstanden om folkedrab i Darfur blev første gang fremsat af general Colin Powell i 2004, da han var udenrigsminister. Sudan har været på USAs hitliste for ”regeringsforandring” under både Clintons og Bush's regeringsperioder. Trods de grove metoder de samlede medier har anvendt for at forenkle konflikten som en kamp mellem arabiske ”Janjaweed” indvandrere og afrikanske folk, er det vigtigt at vide at alle de kæmpende grupper er afrikanske, at de alle er indfødte eller lokale i regionen, og at alle de kæmpende grupper er sunnimuslimske. Arabisk er det fælles sprog side om side med lokale dialekter i hundredvis. Sudan har en af de mest etnisk sammensatte befolkninger i verden. Over 400 etniske grupper har hver deres eget sprog eller dialekt. En sultkatastrofe hærger området på grund af årtiers tørke i hele Nordafrika. Kamp om de begrænsede vandforsyninger har sat subsistens-bønder op mod subsistens-nomader. Der er ét emne som aldrig nævnes af alle de kræfter der hævder at være bekymrede for befolkningen i Sudan: imperialismens rolle med hensyn til at holde Sudan fattigt og underudviklet. Sudan har umådelige ressourcer og en rigdom på mineraler. Washingtons politik over for Sudan har haft som omdrejningspunkt at opildne national og regional antagonisme i både syd og vest, så amerikanske virksomheder kunne tage kontrol med udviklingen af de rige forekomster af olie, guld, uranium og kobber der kunne gøre Sudan velhavende. USAs regering har måske nok sikret en FN-resolution under sit seneste forsøg på at underkue Sudan. Men det virkelige problem er at USA-imperiet har overanstrengt sig og er ude af stand til at vinde nogen af de krige det har sat i gang for at dominere kloden. Bush's brug af det fordomsfulde udtryk ”islamo-fascisme” og hans erklæring af en endeløs tredje verdenskrig mod lande der kæmper for at forsvare deres nationale selvstændighed er blevet mødt med modstand fra Irak til Afghanistan til Libanon. Hans nye trusler mod Syrien, Iran, Somalia og Sudan vil få endnu flere lande til at tænke sig om to gange før de accepterer at lægge jord til USAs samlede dominans. Workers World 15. september 2006 Oversat af Minna Skafte-Jensen for Stop Terrorkrigen Se også Fogh, Bush, Annan og olien i Sudan Er Sudan på vej mod at blive et nyt Irak? - End - |
