Hvad sker i Sudan?
 

Sudan: Protestbevægelser og politikken for systemskifte

Af Eric Draitser

Den sudanske præsident Omal al Bashir
Den sudanske præsident Omal al Bashir

Protestbevægelsen, der er brudt ud i Sudan, er på overfladen en manifestation af legitime krav. Den bliver i de vestlige medier fremstillet som en direkte reaktion på de strenge lovforslag, der kommer fra den sudanske præsident Omar al-Bashir.

Protesterne tyder på en høj grad af utilfredshed hos landets befolkning. Men ser man demonstrationerne fra et bredere, mere kritisk perspektiv, er de det håndgribelige resultat af en nøje konstrueret destabiliseringskampagne , der omfatter politiske partier fra oppositionen, borgergrupper, NGO’er, Hollywood-stjerner og vestlige investorer.

Disse magtfulde kræfter har gjort fælles front imod regeringen i Khartoum med det formål at sætte de vestlige imperialisters geopolitiske dagsorden igennem.

Udviklingen af protestbevægelsen

Den umiddelbare drivkraft for protesterne, der er brudt ud i de seneste uger i og omkring hovedstaden Khartoum, var annonceringen af fjernelsen af tilskud til brændstof. Denne bekymrende udvikling var sammen med de andre lovforslag, som nedlæggelse af offentlige jobs og devaluering af valutaen, rettet mod at dæmpe virkningen af den stadig stigende inflation i Sudan.

Men på grund af olieprisernes store betydning i den sudanske økonomi, kom beslutningen til at udløse en masseutilfredshed. I et land,der allerede er tynget af høj arbejdsløshed og rasende fattigdom, opflammede det de allerede eksisterende spændinger.

Rapporter fra Sudan siger, at en lille gruppe kvindelige demonstranter samlede sig ved Khartoum Universitet og startede en protest mod nedskæringerne på brændstofstøtten. Dette var den første af en række demonstrationer, der blev gennemført mod en hel stribe kilder til misfornøjelse.

Specielt blandt unge mennesker var den opfattelse udbredt, at regeringen straffede befolkningen, mens den brugte ubegrænsede midler på forsvaret. Mange grupper der involverede sig i protestbevægelsen, som f.eks. ’Sudan Change Now’ og  twitter’en ’Sudan Revolts’, har brugt demonstrationerne som et springbræt til en langt mere vidtgående dagsorden. En dagsorden, der er direkte forbundet med de geopolitiske interesser hos den herskende klasse i USA og Vesten: Omvæltning af regimet.

Dette skal vel at mærke ikke bagatellisere de alvorlige og ægte klagepunkter fra mange af demonstranterne. Det er derimod vigtigt, at fastholde en kritisk forståelse for, hvordan denne type bevægelser bliver overtaget af eller på anden måde kynisk manipuleret af folk i Vesten, for hvem magt og verdensdominans er mål, der står over alt andet.

Tryllekunstnerne bag gardinet

For at forstå, hvordan protester i Sudan og andre lignende bevægelser over hele verden bliver manipuleret, påvirket og på anden måde kontrolleret af de vestlige magter, må vi først undersøge de væsentlige aktører og de ofte bevidst tilslørede forbindelser imellem dem og de vestlige efterretningsvæsener og internationale pengemagnater.

I Sudan har vi set en ekstraordinær stor knopskydning af vestligt finansierede NGO’er som har etableret sig i landets  liv – særligt i bycentre som Khartoum. Organisationer som ’Sudan Now’ og ’The Enough Project’ (et projekt, der direkte er forbundet med George Clooney, det amerikanske udenrigsministerium og George Soros) siger noget om, i hvilket omfang humanitære spørgsmål og NGO’er bliver udnyttet af USA-imperialisterne som dække for geopolitiske interesser.

Faktisk ser vi i tilfældet Clooney og Enough-projektet også, at John Prendergast, den tidligere leder af afrikanske anliggender i det nationale sikkerhedsråd, er med som leder af organisationen. Hans deltagelse – for ikke at nævne hans tætte relationer til FN Ambassadør Susan Rice, Samantha Power og ’The international Crisis Group’ – illustrerer i hvor høj grad denne gruppe og andre, derer virksommei Sudan, er enten direkte eller indirekte en del af det amerikanske efterretningssystem.

’The Enough Project’ er også typisk med hensyn til dets evne til at sælge en vestlig konstrueret fortælling om Sudan til en umistænksom og generelt uvidende offentlighed. George Clooney, der sammen med Angelina Jolie (medlem af  ’Council of Foreign Relations’ ) har et image som progressive humanister , er i stand til at bidrage med en særlig vinkel i den amerikanske offentlighed forståelse: Bashir er et monster og USA må handle beslutsomt, indbefattet ned mulig magtanvendelse, for at fjerne ham fra magten. Når en sådan stærk fortælling først har rodfæstet sig i offentligheden, er det meget svært, om ikke umuligt, at ændre den.

’The Enough Project’ og andre humanitære organisationer udgør dog ikke hele historien. Vigtige aktører indenfor landets grænser spiller også deres rolle i planen om at overtage styret i Sudan.

En vigtig enkeltperson er Dr. Hassan al-Turabi, leder af opposistionspartiet ’Popular Congress Party’ (PCP), en af de ledende fraktioner indenfor den ofte splittede politiske opposition. Turabi, en såkaldt ’progressiv islamist’, er ikke blot en vigtig faktor i sudansk politik. Faktisk er han en af de ledende ’eksperter’ på Sudan med forbindelser til det amerikanske National Endowment for Democracy (NED), der går flere år tilbage.
Så tidligt som i 2008 var Turabi en af hovedtalerne hos NED i Washington DC, hvor han bl.a. tog spørgsmålet op om omstyrtelse af regimet i Sudan. Skønt de sædvanlige fordrejninger som ’fremme af demokrati’, ’gennemsigtighed’ og andre højtravende benævnelser bliver brugt af Turabi og NED, er dette blot sproglig camouflage brugt til at skjule det klare mål for sådan en konference.

Turabis forbindelse til NED og det amerikanske efteretningsvæsen er ikke kun et eksempel på den rolle, som disse institutioner spiller i destabiliseringen af Sudan. Den demonstrerer også den måde, hvorpå USA-imperialisterne gennem lang tid har haft solide bånd til de såkaldte ’islamister’.

Det er en konklusion der yderligere tydeliggøres ved fremvæksten af ’Det muslimske Broderskab’ i Ægypten og af anvendelsen af Al Qaede og andre militante religiøse i Libyen, Syrien og andre steder.

Således udvikler der sig en meget klarere forståelse for præcis hvordan de vestlige imperialister er i stand til at benytte sig af en lang række midler – af hvilke mange er ’islamistiske’ - for at destabilisere regimer, de betragter som fjendtlige.

International sabotage

Udover at stå overfor stærke kræfter engageret i den interne kamp i Sudan, har Bashirs regering også stået bover for et ekstraordinær internationalt pres. Ikke alene er Bashir selv blevet anklaget af ICC (der i sig selv er USA/NATOs forlængede arm) for at være krigsforbryder for sin påståede rolle i konflikten i Darfur - han har også måttet se hvordan USA og andre vestlige magter anstiftede en brutal borgerkrig, der delte landet, udskilte Sydsudan og skabte betingelserne for den nuværende situation. Bashir har måttet forsøge at bevare grebet om landet overfor et mangesidet forsøg på at ødelægge hans styre og den sudanesiske stat.

Konflikten med Sydsudan har lagt en tung byrde på Sudans økonomi. På grund af tabet af ca 75 % af landets totale oliereserve, som er beliggende i Sydsudan, er inflationen steget dramatisk, og Khartoums indtægter fra handel med Kina og andre store olieimportører er gået kraftigt tilbage. Endelig har træfninger og andre militære konflikter mellem nord og syd holdt Bashirs opmærksomhed fanget omkring grænseområderne, og som konsekvens heraf ført til mindre opmærksomhed på andre presserende spørgsmål i landets situation.

Dette var præcis, hvad vestmagterne havde til formål, da de begyndte at presse på for delingen af landet for få år siden.

Den imperialistiske aggression mod Libyen var for mange opmærksomme observatører et tegn på, at den imperialistiske herskende klasse havde en klar intention om at få fuld kontrol over hele Nordafrika ved at fjerne ethvert spor af nationalisme og enhver leder, der måtte udfordre AFRICOM og den neokoloniale dagsorden.

Gadaffi mødte sit barbariske endeligt i en ondsindet lynchning, udført af hvad der i Vesten kaldes ’frihedskæmpere’ (’freedom fighters’). De og deres NTC-herrer som Mahmoud Jibril ,der nu er leder af den såkaldte regering i Libyen, var først og fremmest marionetter for Vesten, skabt med det eneste formål: Økonomisk udnyttelse af naturressourcerne og for at skabe en sikker havn for terrorister, der derefter kan true resten af regionen.

Bashir er på listen over kommende mål og tager han ikke sine forholdsregler, kan han let lide samme skæbne.

Hvad er det de vil?

USA og dets vestlige partnere har en række mål bag bestræbelsen på at fjerne styret i Sudan. Som det er tilfældet mange andre steder i konflikter verden over er hovedformålet at blokere for Kinas økonomiske udvikling.

Kineserne har i årevis været hovedimportør af den sudanske olie og bortset fra Angola var Sudan hovedkilden i Afrika. Udover olien er Sudan også blevet et af de vigtigste markeder for kinesiske investeringer. Faktisk var Sudan i 2002 Kinas femtestørste profitkilde, og det spillede en vigtig rolle i energiproduktion også på andre markeder.

Af disse årsager begyndte Kina at udgøre en trussel mod amerikansk dominans i Østfrika og udfra dette imperialistiske perspektiv måtte der gøres noget.
Udover forholdet til Kina har USA andre geopolitiske og økonomiske grunde til at destabilisere Sudan. Washington søger at sikre kontrol over det østlige og centrale Afrika og for at opnå dette må det eliminere en af sine største hindringer – Sudan.

USA er gået langt for at opretholde marionetregeringer i Rwanda, Uganda, Burundi og andre steder. Således er det muligt for USA at beholde magten over Central - og Østafrika, i al fald til en vis grad. Ved at nedbryde Bashirs styre regner disse imperialister med at fastholde USA’s herredømme og som resultat heraf sikre sig den store rigdom af naturressourcer i området.

Der er også et element af opportunisme i denne plan. Vesten vil sikre sig udbytte af den stadig mobiliserende idé om det arabiske forår. Så længe denne manipulerede forestilling kan inspirere utilfredse unge til at gå på gaden og protestere, kan USA og dets partnere fortsætte med at påtvinge regionen deres vilje. Imidlertid - som konflikten i Syrien entydigt har vist - er det umuligt for imperialisterne at nå deres mål uden sådanne mytologiske påskud.

Når man undersøger situationen i Sudan er det vigtigt at holde sig for øje, at et kritisk, antiimperialistisk perspektiv ikke betyder, at man frikender Bashir for hans fejl.
Faktisk vil en sådan undersøgelse belyse de måder. hvorpå Bashir og hans regering har bidraget til at skabe et klima, der giver grobund for protest.

Men ved at analysere opstanden, og ved at undersøge både de positive og de ondsindede kræfter, der arbejder i den, kan vi begynde at få en dybere forståelse - og i kraft af denne arbejde for at undgå, at de vestlige imperialistmagter destruerer endnu en suveræn stat.

Oversat af Stop Terrorkrigen efter

Sudan: Protests and the Politics of Regime Change

- End -