Afrika
 

Hvordan Washington hjalp med at fostre det islamiske oprør i Mali

Af Jeremy Keenan
New Internationalist

Den fransk-ledte militæroperation i Mali er i gang. Forfatterem Jeremy Keenan afslører, hvordan USA og Algeriet har sponsoreret terror i Sahara.

December 2012


Mali-soldater instrueres af soldat fra de amerikanske specialstyrker (2010)

Den 12.oktober 2012 stemte FN ’s sikkerhedsråd i enstemmighed for et fransk resolutionsforslag der opfordrer Malis regering til at udarbejde planer for et militært initiativ, der skal genskabe kontrollen over den nordlige del af Mali, et område af Sahara der er større end Frankrig. Det nordlige Mali, der af det lokale tuaregfolk er kendt som Azawad, har været underlagt islamistiske ekstremister efter et tuaregoprør i begyndelsen af året. I adskillige måneder har de internationale medier refereret til Mali som ’Afrikas Afghanistan’, med stadig stærkere krav om en international militær indgriben.

Mens medierne har stået for en rigelig grafisk dækning af begivenhedernes gang og de grusomheder,  der er blevet begået i Azawad siden starten på, hvad der tilsyneladende blot var endnu et tuaregoprør i januar (2012), er der nogle temmelig grundlæggende spørgsmål, der ikke er blevet behandlett. Ingen journalist har stillet spørgsmålet, og endnu mindre, svaret tilfredsstillende på, hvordan dette seneste Tuaregoprør, nærmest i samme øjeblik det var startet, blev overtaget af nogle få hundrede islamistiske ekstremister.

Kort sagt har verdenspressen fejlet i forhold til at forklare situationen i Azawad. Dette skyldes, at den sande historie, om hvad der er foregået, nærmer sig det utrolige og bringer os dybt ind i de skumle dybder af de vestlige efterretningsvæsener og deres tætte forbindelse med Algeriets efterretningsvæsen.

Azawads nuværende mareridt bliver i almindelighed forklaret som en utilsigtet følge af  afsættelsen af Libyens Muammar Gaddafi. Dette er også sandt i den forstand, at hans fald fremskyndede en tilbagevenden til Sahel (Niger og Mali) af tusinder af vrede, desillusionerede og bevæbnede Tuareg-soldater, der havde søgt lykken i Qadafi-regimets tjeneste. Men dette var snarere ’den sidste dråbe’ i et tiårs tiltagende udnyttelse, undertrykkelse og marginalisering, der har ligget bag en fortsat cyklus af Tuareg-protester, uro og oprør. Set på den baggrund blev Libyen katalysator for Azawad oprøret, men ikke dets underliggende årsag.

Katastrofen, der nu udspilles i Mali,  er nærmere det uundgåelige resultat af den måde den ’globale krig mod terror’ er blevet ført ind i Sahara-Sahel af USA i samspil med algierske efterretningsoperationer siden 2002.

Hvorfor Algeriet og USA havde brug for terrorismen

Da Abdelaziz Bouteflika overtog posten som Algeriets præsident i 1999 stod landet overfor to kolossale problemer. Det ene var dets anseelse på verdensplan. Hærens og efterretningsvæsenet DRS’s rolle havde i perioden med ’Den beskidte krig’ gjort Algeriet til en pariastat.

Se
DRS og Algeriets 'statsterrorisme'

Det andet problem var, at hæren, landets centrale institution, savnede et moderne våbenarsenal som  resultat af international embargo og sanktioner.


Happy together! Bush og Bouteflika i Det hvide Hus

Løsningen på begge disse problemer lå i Washington. I Clinton-æraen var forholdet mellem USA og Algeriet kølnet til et meget lavt niveau. Men efter den republikanske sejr i novembervalget i 2000 fik Algeriets præsident Bouteflika - en erfaren tidligere udenrigsminister - hurtigt gjort sine synspunkter kendt hos den nye amerikanske administration, og han blev i juli 2002 inviteret til et topmøde i Washington med præsident Bush. Bush lyttede med sympati til Bouteflikas redegørelse for,  hvordan hans land havde klaret kampen mod terrorister og til hans anmodning om særligt militærudstyr, der kunne sikre, at hans hær var i stand til at opretholde fred, sikkerhed og stabilitet i Algeriet.

På dette tidspunkt havde Algeriet større behov for USA’s støtte end omvendt. Men dette skulle snart ændre sig. Terrorangrebet den 11. september indledte en helt ny æra i relationerne mellem USA og Algeriet. I løbet af de næste fire år mødtes Bush og Bouteflika mere end 6 gange for at udvikle en alliance, der i højeste grad var et dobbeltspil under falsk navn.

Min første bog om ’krig mod terror’ i Sahara, Dark Sahara (Pluto 2009), beskrev og forklarede udviklingen af dette ekstraordinære forhold. Den afslørede hvorfor både Bush-administrationen og regimet i Algier havde brug for ’lidt mere terrorisme’ i regionen.

Algiererne ønskede mere terrorisme for at legitimere deres behov for high-tech og up-to-date våben. Bush-administrationen så udviklingen af terrorismen som noget der kunne retfærdiggøre lanceringen af en ny frontlinje i Sahara, som led i den globale krig mod terror. En sådan ’anden front’ ville legitimere USA’s tiltagende militarisering af Afrika,  så man bedre kunne sikre sig kontinentets naturressourcer, specielt olien.

Dette ledte i 2008 til dannelsen af AFRICOM, US Combat Command for Africa.

Den første amerikansk-algierske terroraktion under falsk flag i Sahara-Sahel området blev gennemført i 2003, da en gruppe under ledelse af en infiltrerende DRS-agent, Amari Saifi (aka Abderrazak Lamari og ‘El Para’) tog 32 europæiske turister som gidsler i den algierske del af Sahara. Bush administrationen sætte straks mærkatet ’Osama bin Ladens mand i Sahara’ på El Para.

Rumsfelds Cuba-kopi

Den amerikanske regering har en lang historie med brug af operationer under falsk flag, der har skullet bruges til at retfærdiggøre en militær intervention. Idéen bag El Para-operationen i 2003 kan faktisk spores direkte tilbage til en lignende plan, der blev udviklet af hærens overkommando -   US Joint Chiefs of Staff  - 40 år tidligere.

Ved starten på Svinebugt-affæren i 1961 – hvor en CIA-trænet styrke af eksilcubanere, støttet af bevæbnede amerikanske styrker, uden held forsøgte at invadere Cuba og styrte Fidel Castros regering – lagde det amerikanske udenrigsministerium og ’the joint Chiefs of Staff ’ under kodenavnet ’Operation Northwoods’ planer  for at retfærdiggøre den amerikanske hærs invasion i Cuba.

Planen blev forelagt præsident Kennedys forsvarssekretær Rober McNamara den 13. marts 1962. Under overskriften ’Retfærdiggørelse af USA’s militære intervention  i Cuba (top hemmeligt)’ foreslog ’Operation Northwoods’ en hemmelig og blodig, terroristisk krig  mod deres eget land med det formål at narre den amerikanske offentlighed til at støtte en ellers uforståelig plan, som den amerikanske overkommando ville lancere mod Cuba.

Den indbefattede, at CIA og andre grupperinger skulle foretage en række rædselshandlinger.

Som den undersøgende journalist James Bamford beskrev det skulle ’Uskyldige civile skydes ned på gaden; både med flygtninge på flugt fra Cuba skulle sænkes på åbent hav; en bølge af voldsterror  skulle lanceres i Washington DC, Miami og andre steder. Folk skulle anklages for bombeterror, de ikke havde begået; fly skulle kapres. Ved hjælp af falske indicier skulle det hele tillægges Castro, og således give Lemnitzer (leder af overkommandoen) og hans intrige den undskyldning og også , den folkelige og internationale opbakning, de havde brug for, til at starte deres krig imod Fidel Castros Cuba.’

Planen blev fuldstændig afvist af præsident Kennedy. Operation Northwoods forblev klassificeret som ukendt for den amerikanske befolkning, indtil den blev frigivet af Det nationale Sikkerhedsarkiv og afsløret af Bamford i april 2001.

 I 2002 blev en plan ikke ulig denne forelagt for forsvarsminister Donald Rumsfeld af hans Forsvarsvidenskabelige stab.

Uddrag fra dennes ’Study on Special Operations and Joint Forces in Support of Countering Terrorism’ (’Studie af efterretnings- og hæroperationer til støtte for terrorbekæmpelse’) blev afsløret den16. august 2002, hvor blandt andre Pamela Hess, William Arkin og David Isenberg offentliggjorde detaljer og analyser fra planen
(Se noterne i den amerikanske tekst, Stk).

Planen anbefalede dannelsen af en ’proaktiv, forebyggende gruppe (senere kendt under navnet P20G), en ’under dække’ organisering, der skulle udføre hemmelige missioner for at ’stimulere reaktioner’ blandt terrorgrupper ved at provokere dem til at gennemføre voldshandlinger, der herefter ville gøre dem til mål for ’modangreb’ fra de amerikanske styrker.

Al Qaeda i det islamiske Maghreb (AQIM)

Min ny bog om den globale krig mod terror i Sahara området (The Dying Sahara, Pluto 2013) vil fremlægge stærke indicier, der peger på, at El Para operationen var den første ’testkøring’ af  Rumsfelds beslutning, der blev taget i 2002, om at sætte P20G planen i værk.

I den nyere udforskning af operationer under falsk flag, slår Nafeeez Ahmed fast, at den amerikanske undersøgende journalist Seymour Hersh af en Pentagon rådgiver fik at vide, at den algierske [El Para] operation var et pilotprojekt for Pentagons nye ’under dække’ program P20G.

Sahara-Sahel fronten er ikke den eneste sag med den type fabrikeret bevismateriale under ’krigen mod terror’. I maj 2008 bevilgede præsident Bush 400 millioner dollars i hemmelig støtte til terrorgrupper i store dele af Mellemøsten/Afghanistan regionen i en hemmelig offensiv vendt imod det iranske styre. En lignende støtte på 300 millioner dollars blev godkendt af Kongressen.

Efter El Para-operationen har Algeriets DRS med amerikansk meddelagtighed, og med andre vestlige efterretningsvæseners vidende, brugt Al Qaeda i det islamiske Maghreb (AQIM) til at skabe et terroristisk scenarie. i kraft af en næsten total infiltration af dets ledelse.

En stor del af det terrorlandskab, som Algeriet og dets vestlige allierede har tegnet i Sahara-Sahel området,  er totalt misvisende.

Det døende Sahara’ analyserer alle påståede ’terror’handlinger i regionen i dette forfærdelige tiår. Det viser sig, at nogle få er ægte, men at det store flertal var fabrikerede eller orkestrerede af DRS. Visse hændelser, som f.eks. AQIM’s angreb på Djanet lufthavnen i Algeriet i 2007, er simpelthen aldrig sket. Hvad der virkelig hændte var, at unge arbejdsløse tuareger demonstrerede imod den algierske regering. Det endte med,  at de unge løsnede skud mod lufthavnen. Hændelsen havde ingen forbindelse til AQIM.

Med det formål at indkassere. hvad jeg har kaldt deres ’terrorisme-renter’ fra Washington, har regeringerne i Mali, Niger og Algeriet siden 2004 ved mindst fem lejligheder været ansvarlige for at provokere tuaregerne til at gribe til våben. Dette skete i 2004 (Niger), 2005 ((Tamanrasset, Algeria), 2006 (Mali), 2007-09 (Niger og Mali). I juli 2005 gjorde unge tuareger f. eks. oprør i Tamanrasset i det sydlige Algeriet, hvor de satte ild på 40 offentlige bygninger og forretninger.

Det blev bevist i retten, at oprøret og brandstiftelsen var sket under ledelse af algierske politifolk som ’agents provocateurs’. Sagen blev dysset ned og omkring 80 unge løsladt og kompenseret. Men formålet med øvelsen var opnået: DRS’s allierede i Washington kunne nu tale om ’formodet terrorisme’ blandt tuaregerne i Tamanrasset, og således retfærdiggøre George Bush’s Trans-Sahara terrrorbekæmpelses-initiativ og Pentagons næsten samtidige ’Operation Flintlock’, en militærøvelse i Sahara.

Se

Malis tuareg-oprør


Omkring tidspunktet for El Para-operationen producerede Pentagon en serie af kort over Afrika, der udpegede det meste af Sahara-Sahel regionen som ’terrorzone’ eller ’terrorkorridor’. Dette er nu blevet til en selvopfyldende profeti.

Dertil kommer, at regionen også er blevet verdens største modtagestation for narko,  og i løbet af de seneste få år er kokaintrafikken fra Sydamerika gennem Azawad til Europa eksploderet, under beskyttelse af områdets politiske og militære elite,  og i særlig grad Malis tidligere præsident og sikkerhedsstyrker samt Algeriets DRS.

Det amerikanske kontor for narkokontrol anslog for nylig, at 60 % af Europas kokain passerer igennem området. Mængden af kokain har en formodet salgspris på11 milliarder dollars på Paris gader, mens omkring 2 milliarder bliver i regionen.

Virkningen af Washingtons intriger på Sahara-Sahels befolkning har været ødelæggende, og ikke mindst betydet ødelæggelse af den regionale økonomi. Mere end 60 kidnapningssager af vesterlændinge  har ført til et sammenbrud i turistindustrien, som tidligere udgjorde en væsentlig del af indkomsten for tuareg-samfundene i Mali, Niger og Algeriet.

F.eks. betød drabet på en fransk turist i Mauretanien og de tidligere kidnapninger, at kun 173 turister besøgte Mauretanien i 2011 mod 72.500 i 2007.

Ødelæggelsen af turismen har givet et tab på mange millioner dollars og tvunget bl.a. flere og flere tuareger,  i særlig grad unge mænd, ud i kriminalitet og ind i bander eller narkohandel.

Mali’s nuværende problemer

Mens det fremgår af ovenstående, at Mali’s seneste tuareg-opstand har en kompleks baggrund, var den opstand, der begyndte i januar 2012 helt anderledes end alle tidligere tuareg-oprør, idet der var en reel mulighed for, at den kunne lykkes. I det mindste  at tage kontrollen over det nordlige Mali.

Dannelsen af oprørsorganisationen MNLA i oktober 2011 (se artiklen Malis tuareg-oprør) var derfor ikke alene en mulig og alvorlig trussel mod Algeriet, men også noget, der synes at have taget det algierske regime på sengen.

Algeriet har altid været en smule bange for tuaregerne, både i landet selv og i naboområderne i Sahel-landene. Den reelle mulighed for en militært succesfuld national opstand fra tuaregernes side kunne ikke accepteres i dette område, som Algeriet altid har betragtet som sin egen baggård.

Det algierske efterretningsvæsens strategi for at fjerne denne trussel var at udnytte dets kontrol over AQIM til at svække og herefter ødelægge tilliden til og effektiviteten af MNLA. Og dette er præcis,  hvad vi har set ske i det nordlige Mali i de sidste 9 måneder.

Skønt den algierske regering har benægtet det, sendte den 200 specialstyrker ind i Azawad den 20 december 2011. Deres formål viste sig at være:

  • At beskytte AQIM, der havde bevæget sig fra deres træningsbase i det sydlige Algeriet til det nordlige Mali omkring 2008
  • Vurdere MNLA’s styrke og mål
  • Hjælpe med at etablere to nye salafist-jihad terrorgrupper i regionen – Ansat-el-Dine og MUJAU

Lederne af disse nye grupper - al-Dine’s Iyad ag Ghaly og MUJAO’s Sultan Ould Badi – er begge tæt forbundet med det algierske efterretningsvæsen, DRS. Skønt begge grupper startede med ganske få medlemmer, blev de straks tilført kræfter i form af hærdede, krigstrænede mordere fra DRS’ AQIM-brigader. Dette forklarer, hvorfor islamisterne var i stand til at gå frem så hurtigt og dominere MNLA både politisk og militært.

Selvom Algeriets strategi, i det mindste indtil nu,   har været effektiv med at nå sit formål – at svække og miskreditere MNLA – har det allerede udviklet hele regionen til en stor menneskelig katastrofe. En udenlandsk intervention synes at blive stadig mere sandsynlig. Dette er noget Algeriet altid har sat sig meget imod, da de opfatter sig selv, og ikke Frankrig, som den dominerende magt i Sahel.

FN’s sikkerhedsråds resolution fra den 12. oktober gav Algeriet en sidste mulighed for at ’indhegne sine hunde’ og nå frem til en fredelig politisk løsning. Men som vreden mod islamisterne vokser, og ønsket om hævn fra Malis civilsamfund bliver stærkere, synes en fredelig løsning stadig mere usandsynlig.

Jeg har i løbet af de seneste ti år ved flere lejlighed advaret om, at den måde hvorpå terrorisme er blevet fabrikeret og orkestreret i Sahara-Sahel af det algierske DRS, med USA og andre vestlige magters kendskab, med sikkerhed ville føre til et katastrofalt resultat og meget muligt til en storbrand i hele regionen.

Der tegner sig desuden en forfærdende mulig udvikling, der er blevet påpeget af flere af de lokale militære ledere, oftest tuareger. De påstår, at det er muligt, at Algeriets DRS og dets vestlige allierede har udnyttet situationen i Azawad til at fremme koncentrationen af ’salafist-jihadister’ i regionen – i form af den megen snak om ’emiratet Sahara’ -  før de udrydder dem. Hvis det hænger sådan sammen, vil Algeriets DRS hente deres agenter hjem og lade fodfolket – de islamistiske fanatikere – blive tilbage og møde det kommende bombardement.

Men uanset hvilket frygteligt scenarie, der udvikler sig i Mali, bør man aldrig, tænke ’Nå, endnu en afrikansk krig’, når de nye fortællinger herfra kommer.

Husk på hvilken skummel og beskidt baggrund ,den har, og husk på hvordan Washingtons ’globale krig mod terror’ er faldet tilbage på Saharas folk.

Originalartikel med kildehenvisninger

How Washington helped foster the Islamist uprising in Mali

Oversat af Stop Terrorkrigen efter New Internationalist
Magazine

- End -