Malerkampagnen
 

Parodi på retshåndhævelse: Maleraktivisterne fortsat varetægtsfængslede frem til retssagens start den 27. maj

Pressemeddelelse
Stop Terrorkrigen

Københavns Byret fulgte i dag anklagerens krav om fortsat varetægtsfængsling af de to fredsaktivister, der overhældte Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller med rød maling i folketinget, da de skulle annoncere dansk deltagelse i den folkeretsstridige krig mod Irak.

Byretten havde for fjorten dage siden ikke fulgt anklagerens krav om fire ugers varetægtsfængsling, men nedsatte det til 14 dage. Derfor var der en velbegrundet formodning om løsladelse eller højst en ny fjorten dages forlængelse, da de blev fremstillet i retten i morges. Men nej - dommeren fulgte anklagerens påstand om, at malingspåhældningen var 'utrolig groft', og at der med den fortsatte varetægtsfængsling skulle sendes 'et klart signal om at det ikke er den måde, man skal markere sine synspunkter på.'

Dermed fulgte dommeren også anklagerens ønske om at holde den 23-årige Lars Grenaa og den 22-årige Rune Eltard-Sørensen indespærrede frem til selve retssagen begynder. Den er fastsat til den 27. maj. Dermed vil de være varetægtsfængslede i 2½ måned.

Selvom dommeren understregede, at hun ikke dømte de to aktivister på forhånd, fulgte hun med den forlængede varetægtsfængsling i realiteten også anklageren på det punkt. Anklageren understregede, at man forventede en dom, der 'væsentligt oversteg de 60 dage'.

Byretsdommeren overhørte dermed også fuldstændig forsvareren Hanne Reumerts argumenter. Hun understregede det helt usædvanlige i den meget langvarige varetægtsfængsling og henviste til de oprindelige præmisser for den såkaldte retshåndhævelsesarrest, som aktivisterne er fængslede efter: Da den blev indført i 1987 understregedes det, at den skulle anvendes for et 'kortere tidsrum' og ikke fungere som en 'anticiperet straf', en forhåndsdom.

Hanne Reumert fremdrog også eksempler på tilsvarende sager - som da Anders Fogh Rasmussen på Nørrebro fik et æg tværet ud i nakken. Den samlede dom i den sag blev på to ugers fængsel.
Hun understregede også, at 'det lignede en tanke', når anklageren ville have varetægtsfængslingen forlænget frem til retssagens begyndelse - og at det alene var anklagemyndigheden, der er ansvarlig for den sene retssag. Forsvaret havde foreslået flere datoer for en retssag allerede i april måned.

Lars Grenaa protesterede mod en fortsat varetægtsfængsling, som var urimelig og af en klar politisk karakter. Kendelsen vakte harme blandt tilhørerne, der klart tilkendegav deres uenighed. Lars og Rune hilste med knyttede næver, da de blev ført ud til fortsat afsoning af klassedommen.

Det står fuldstændig klart, at der er tale om rent politiske fængslinger og om en straf ikke bare mod de to aktivister, men også en afstraffelse af den stærke danske antikrigsbevægelse, som kræver øjeblikkelig løsladelse af de to aktivister,

I perioden frem til retssagen og under den vil der blive mobiliseret til en landsomfattende protestbevægelse. Den lange varetægtsfængsling og anklagerens krav om en meget hård straf er simpelthen krænkende for den almindelige retsfølelse.

Se mere om Malerkampagnen på
www.stop-terrorkrigen.dk

29. april 2003