| Aktioner |
Landsret stadfæster varetægtsfængslingDorte Grenaa: - Det er en parodi på retshåndhævelse og en dom på forhånd Pressemeddelelse 30. april 2003 Landsretten har stadfæstet byrettens afgørelse fra i går, der fortsat varetægtsfængsler de to maleraktivister Lars Grenaa og Rune Eltard-Sørensen i fire uger, frem til starten på retssagen mod dem den 27. maj. Det oplyser deres forsvarer, Hanne Reumerts kontor. Dermed vil de to aktivister være holdt varetægtsfængslede i 2 ½ måned allerede inden retssagen imod dem. - Det er en parodi på retshåndhævelse og en dom på forhånd, siger Dorte Grenaa, medlem af koordinationsgruppen i Ingen krig mod Irak, der har arrangeret de store demonstrationer mod Irak-krigen og dansk deltagelse i krig og besættelse, og mor til Lars Grenaa. - Den fortsatte varetægtsfængsling savner grundlag. Der er tale om en uhørt skærpelse af tidligere retspraksis, hvor både byret og landsret følger anklagerens krav om at sende et klart politisk signal til antikrigsbevægelsen om, at civil ulydighed fra antikrigsbevægelsens side vil blive straffet meget hårdt. Anklageren vil også have afprøvet skærpelsen af straframmerne, som blev gennemført i forbindelse med vedtagelsen af terrorlovgivningen sidste år, siger Dorte Grenaa. - Vi kan ikke betragte hele denne voldsomme fremfærd på baggrund af en fredelig aktion som andet end et forsøg på at kriminalisere fredsbevægelsen. Efter vores mening er det Fogh og krigspartiet, som bør stilles for retten for deltagelsen i en ulovlig krig og en lige så ulovlig besættelse af Irak. _____________________ |