Aktioner
 

Vis robusthed i politisk protest

Af Ulla Røder

2. november 2005.

En personlig kommentar til retsagen og dommen mod de fem 'folketingsaktivister', der i dag fik dom for at 'forstyrre folketinget', da vi prøvede at advare det og befolkningen mod en ulovlig beslutning om at forlænge den danske deltagelse i Irak-krigen 25. november 2004.


Fra protesten uden for folketinget 25. november 2004

Se pressemeddelelsen fra folketingsaktivisterne her

Dom for protest mod Irak-krig i folketinge
  ”Folketingsaktivisterne”:

Retten til politisk protest må forsvares

Jeg afsluttede med følgende få ord – simpelt hen fordi alt for meget er sagt, og alt for lidt er blevet tænkt over og handlet på i relation til den krigsdeltagelse vi protesterede imod:

Hvad har vi gjort?
Hvad har Folketinget gjort?
Hvad har Iraks befolkning gjort?
Jeg beder om 15 sekunders stilhed til at overveje dette
Og konsultere samvittigheden.
Dette var ingen spøg.
Der må være en passende grad af lov og ret.

Trods megen snak fra sidelinien; afbrydelse fra Folketings formand for at kalde medlemmerne til ro, så taleren MF Søren Søndergård kunne få ørenlyd; og trods en pensioneret kriminalbetjent assisterede folketingets betjente med at holde ro og orden på tilhørerrækkerne - lykkedes det os alligevel at blive dømt for at have forstyrret de ærede medlemmer af folketinget hin dag sidste år under deres offentlige samling ved 2. behandlingen af troppernes fortsatte tilstedeværelse i Irak.

"Jeg kan ikke udtale mig om, hvordan Kaj Ikast føler” sagde et vidne og trak sin udtalelse tilbage om, at Kaj Ikast følte sig chokeret, da vores fredsflag blev hængt op i folketinget og et par løbesedler blev smidt ud fra balkonen.
Dommeren hjalp ham godt på vej med at få rettet hans formulering til i retsbogsudskiftet således, at Kai Ikast blot havde 'set forundret ud'.

Jeg kan derimod udtale mig om, hvad jeg føler efter dommen i dag over, hvordan en dommer afgør en sag – uden de mindste betænkeligheder eller skelen til de videre aspekter i den fremførte sag. Vi må blot acceptere, at retten nu har talt.
Eller må vi nu også det? Er dette en principiel sag eller en bagatel sag. Handlingen var i vores øjne en bagatel, men det overordnede i handlingen var i allerhøjeste grad af principiel karakter.

De meget divergerende opfattelser af situationen blandt anklagerens vidner, om hvorvidt vi havde forstyrret i ½ minut eller i 2-3 minutter blev lagt til grund i sidste ende.

Kai Ikast selv var ikke i tvivl – han havde afbrudt afstemningen i 2-3 minutter, mens alle andre tilstedeværende folketingsmedlemmer var ”stivnet” af skræk.

Han mente helt klart, at vi havde forulempet folketinget, hvis medlemmer havde deres liv kært i disse tider, hvor terror og værre gerninger florerer.

Vi mente slet ikke at havde forstyrret overhovedet. Vi havde foruden Søren Søndergaard og Villy Søvndals vidneudsagn herpå også fremlagt en video, der klart viste, at afstemningen forløb uden nogen afbrydelse. Samme video viste også klart at folketingets formand Kai Ikast i hvert fald ikke så ud som om, der var brug for katastrofehjælp i folketinget, hvor medlemmerne ufortrødent fortsatte deres afstemning alt imens, at vi udøvede vores lille ½ minuts ytringsfrihed fra det offentlige galleri for at erindre politikerne om at stemme efter deres samvittighed.

At politiets vidne omgik de faktiske omstændigheder med mange gram salt, og at Kai Ikast har en livlig fantasi, der bevidst eller ubevist i hvert fald kunne afsløres som direkte løgn på videoen - det tog retten ikke stilling til.

Vi blev dømt, fordi vi alle netop ikke havde benægtet vores tilstedeværelse i retten den dag og vores handling; fordi retten ikke skelnede til de videre principielle grunde til denne handling.

Dommeren lagde vægt på, at paragraffen i straffelovens §137.2 ikke siger noget om omfanget af forstyrrelse. Vi anser det dog stadigvæk som en principiel sag; som en krænkelse af vores ytringsfrihed, når der ikke findes et vist råderum for politisk protest.

10 dagbøder a 300 kr. eller 10 dages frihedsberøvelse er en relativ streng straf for en handling, der godt kunne være en bagatelsag og også blev behandlet som sådan; men som absolut ikke var det for os, Denne sag havde stor principiel betydning for os, og for vores og andres ret til at afværge beslutninger i folketinget, vi helt klart anser for at være folkeretsstridige og i strid med den danske grundlov. Dette vil først senere kunne blive fastslået i den sag som allerede er anlagt ved domstolene.

Der vil blive indsendt anmodning til Procesbevillingsnævnet, da vi mener vores rettigheder til protest og fri ytring er blevet krænket. Vores begrundelser for vores handling er blevet tilsidesat i retten i denne sag. Det kan vi ikke blot lade passere.

Ulla Røder

FOLKETINGSMIMOSER

Men mit bæger flød altså over i dag. Vi kom ikke hin dag til folketinget for at lave larm og uorden. Vi kom i regulær politisk protest. Det hersker der vel næppe nogen tvivl om.

Aktionen i folketinget 25. november 2004
Et flertal af befolkningen var og er imod Irak-krigen - det bliver straffet at gøre opmærksom på det i folketinget, når dette træffer en grundlovsstridig beslutning mod international ret

Sikringsstyrke kalder man de soldater, som ”gør en formidabel indsats”; ”er med til at skabe ro og orden”; ”Det har de succes med i det sydlige Irak,”

Hvor HULT….det klinger i mine ører.

Jeg personligt ville erindre vores politikere om, at der er noget der hedder moral og samvittighed i vores samfund. Vi håbede alle fem, at de ville følge deres samvittighed. Men de lod hånt om alle demonstrationer, hånt om Danmarks befolknings ønsker og hånt om det irakiske folks skæbne og fremtid. Blot eet tryk på en knap, så har man sikret Danmarks navn på Verdenskortet.

Det kan godt være de sender en sikringsstyrke til Irak, men de må have tabt fatningen. 2 gange er vi blevet vildledt og løjet for. Lyset er gået ud for vores folkevalgte og vores styrker farer stadig rundt i mørke og ved endnu ikke om de nogen sinde vil returnere i ligposer.

Jeg er flov og vred over vores folkevalgtes ignorance – lidelser påføres almindelige familier hver dag, som følge af deres uansvarlige beslutning.

Der er noget galt. Hvorfor gjorde de dette mod det irakiske folk? Hvorfor kan ingen stoppe dem? Nok fordi de der forsøger bliver anklaget for larm og uorden eller det der er værre terrorisme.

Hvordan kom det dog til dette? Hvordan kunne folk miste kontrollen med de folkevalgte så fuldstændigt, at end ikke titusinde demonstranter kunne ændre deres opfattelse.

Folketinget er vores stemme. Hvordan mistede de fodfæstet og glemte forpligtelserne overfor hinanden og det folk de er valgt til at repræsentere?

Der er noget galt.

Vi har ikke brug for ændring af grundloven og folkeretten. Vi har brug for en ændring af de moralske holdninger hos vores folkevalgte politikere. Vi har brug for ærlighed og fredelige politikere, der sætter deres egne særinteresser under folkets interesser.

Derfor bad jeg den dag vores politikere følge deres samvittighed.

- Fordi vi må tænke over svarene – de findes i vores samvittighed.

Denne krig har krænket os alle.

- For Iraks børn og mine børns fremtid.

Vi ønsker netop at lovløshed, larm, vold og uorden skal ophøre. Vi ønsker netop at beskytte os selv og hinanden, vores medborgere mod urimelige love handlinger, som vil være direkte samfundsskadelige.

Borgere der, i et samfund tager ikke-voldelig aktion eller civil ulydighed i anvendelse, viser derved medansvar for deres samfund ved at tage konkret stilling. Dette er ikke for at terrorisere nogen, eller for at forstyrre en folketingssamling som sådan. Den trufne beslutning hin dag har nu kostet livet for dansk soldat. Det er larm og forstyrrelse af vores daglige liv, når bombernes ekko når ind i vores stuer.

Anklageren krævede bøde efter tariffen i denne sag og fik det. Men menneskeliv kan virkelig ikke gøres op i nok så mange dagsbøder.

Jeg og mine medaktivister finder det vigtigere at kunne ytre os i politisk protest, at værne om vores grundlovssikrede rettigheder. Disse rettigheder er mere truede end nogen sinde.

Et vist spillerum for politisk protest skulle denne ret have anerkendt. Vi er forpligtede til at gribe ind. Det samme burde politiet og retten være. Vi har lov at appellere til vores døve politikere. Vi kan kun håbe de fatter budskabet.

Politiet og domstolen skulle hellere have rettet deres opmærksomhed mod regeringens handlinger, og have fået bragt vores folkevalgte til orden.

Det skulle være og er også en grundlæggende ret for alle borgere i verden at engagere sig i ikke voldelig medborgerlig modstand for at gøre en ende på regeringsrepræsentanters magtmisbrug.

Jeg vil citere flg. udsagn fra debatten den 25. november 2004 - som vil blive gentaget næste gang, de danske styrker skal forlænges i Irak:

”Når man følger debatten… kan man blive i tvivl om, hvad det er for et spil der foregår”.

”Man må sige det nytter ikke meget at skue tilbage på, hvad der kunne være gjort anderledes”.

”Nu gælder det om at se fremad, og netop det at se fremad er også utroligt vigtigt i den danske debat”.

Vi prøvede netop at se fremad og at få de danske tropper hjem omgående inden yderligere vold og drab, døde irakere og døde danskere blev resultatet af det politiske spil i Danmark.

2. november 2005

Ulla Røder

Se også Carsten Lundsgaards kommentar til retssag og dom
Skueproces uden tilskuere

Se Rasmus Petersens slutord i Byretten
56 %

_____________________

ARKIV TIDLIGERE AKTIONER