Aktioner
 

Skueproces uden tilskuere

Af Carsten Lundsgaard


Onsdag den 2. november blev 4 andre aktivister og jeg idømt bødestraf for 'd. 25. november [2004] kl. 15.05 i forening efter forudgående aftale ved larm eller uorden at have forstyrret offentlig samling i Folketinget. '

På nævnte dato befandt vi, de anklagede og nu dømte, os rigtigt nok på folketingets tilskuerpladser for at vise vores modstand mod den ulovlige besættelse af Irak. På ovennævnte tidspunkt, da debatten var overstået, og afstemningen for godkendelse af fortsat dansk deltagelse i besættelsen skulle til at begynde, rejste vi os og foretog vores ignorerede protest. Nogle råbte 'Krigen er ulovlig! – Besættelsen er ulovlig!” . Andre holdt et fredsbanner mod salen. En anden holdt et skilt op med påskriften ”56%” , hvilket henviste til andelen af den danske befolkning, der på daværende tidspunkt var imod krigen. Selv lod jeg skrevne opfordringer fra paraplyorganisationen Nej til Krig til de enkelte folketingsmedlemmers samvittighed dale ned over salen.

Ifølge anklageskriftet medførte ovenstående protest, ”at Folketingets samling kortvarigt forstyrredes.” I dag, efter at jeg er dømt skyldig, må jeg dog ligesom i retten - og i overensstemmelse med sandheden - kende mine medanklagede og jeg selv uskyldig i den fremførte anklage. Som det blev vist i retten, forstyrrede vi end ikke 'kortvarigt' Folketingets arbejde.

Hvilken forstyrrelse?

På den første retsdag blev der i retten gennemgået bevismateriale fra Folketingets overvågningskameraer. På disse billeder sås tydeligt, at afstemningen foregik fuldstændigt uforstyrret. Afstemningen gennemførtes fra start til slut på omtrent et kvart minut. For undertegnede var episoden i retten første gang jeg så disse billeder, og jeg blev ærligt talt ganske overvældet af billedernes entydige sprog. Folketingsbetjentenes

indgriben under vores protest var så resolut, så jeg under selve forløbet ikke nåede at ænse, om aktionen gjorde noget indtryk på salen. Hvad jeg under den første retsdag så på disse videobilleder, var dog fuldstændigt entydigt, at aktionen ingen som helst indflydelse havde på afstemningsproceduren. Gennemseningen af videomaterialet var den afsluttende aktivitet den første retsdag, og jeg gik derfra med store tvivl om, hvorfor vi egentlig sad på anklagebænken, når der ganske øjensynligt ingen basis var for anklagen.

Formandens illusioner

På den anden retsdag var Kaj Ikast og to folketingsbetjente indkaldt som vidner for anklageren. Begge Folketingsbetjente afleverede hæderlige vidneforklaringer. Ud fra Kaj Ikasts vidneforklaring skulle man dog ikke tro, at han havde været tilstede den pågældende dag i folketinget. Det var han dog, som fungerende Folketingsformand endda, så han burde have haft frit udsyn til at se, hvordan folketingsmedlemmerne (ikke) reagerede på protesten.

Kaj Ikast udtalte sig naturligvis til retten under almindelig pligt til at udtale sig i overensstemmelse med sandheden. Han hævdede her, at protesten gjorde, at han var nødt til at udsætte afstemningen et par minutter, og at ”I over to minutter stod samtlige folketingsmedlemmer og kiggede op.” Han udtalte endvidere, at grunden til, at ikke kun han men også resten af salen vendte deres opmærksomhed mod aktionen, var, at 'de også har deres liv kært'. Han gjorde ligeledes klart, at 'man skal ikke spøge med den slags' i disse terror-tider. Nej spøge med fredsflag og skrevne opfordringer skal man ikke. Den slags straffes man for. Anderledes forholder det sig med ulovlige angrebskrige, der jo ellers i henhold til Nürnberg-charteret skulle være den største af alle krigsforbrydelser.

Jeg er ikke nogen rig studerende. Jeg skal dog hermed officielt udlove en samlet ferie med valgfri destination og alt betalt til Kaj Ikast og alle andre folketingsmedlemmer, der den omtalte dag gav deres stemme til fortsat dansk deltagelse i den brutale besættelse af Irak.

Betingelsen for udbetalingen af præmien er ganske simpel: Kaj Ikast - eller en hvilken som helst anden af besættelseslovgiverne - skal blot på det fremlagte video-bevismateriale anvise, nøjagtig hvornår i forløbet det er, at den angivelige udsættelse af Folketingets afstemning med to minutters måbende pause til følge skulle være forekommet. Samme præmie udbetales om end den kollektive måben kun skulle have varet fem eller ti sekunder. Den påståede forstyrrelse af Folketingets samling skete nemlig jævnfør videodokumentationen aldrig. Løgn og fortrængning er, selvom det ikke altid er enkelt at skelne hvad der er hvad, synligvist fortsat integrerede dele af krigsførelse på alle niveauer.

Fortsat kamp for retten til politisk protest

I aktivisternes afsluttende kommentarer henvistes der til overensstemmelsen mellem vores handling og Nürnberg-charterets bud om, at ”individer har internationale pligter, som overskrider de nationale forpligtelser til lydighed, som den enkelte stat har dikteret.”

Samtidig blev der bedt om, at retten holdte femten sekunders stilhed for ofrene i Irak. Denne anmodning fik vi ikke opfyldt – til gengæld fik vi hver ti dagbøder á 300kr.

Siden vores fredelige aktion er situationen i Irak forværret yderligere. 82% af irakerne ønsker nu ifølge det britiske forsvarsministerium besættelsesstyrkerne ud af landet. Under 1% mener, at styrkernes tilstedeværelse gavner sikkerheden i landet.

Samtidigt går et spøgelse af indskrænkninger af civile rettigheder gennem Europa, hvor 'tankeforbrydelser' nu ikke længere kun er et abstrakt Orwellsk begreb. De hjemlige sager mod Amnesty og Oprør er symptomer på denne udvikling. I denne digre kontekst ser vi, de dømte, det som nødvendigt at kæmpe enhver kamp for ytringsfrihed og retten til politisk protest til ende for aktivt at modvirke indskrænkningen af fælles civile rettigheder opnået gennem århundreders kamp. Derfor har vi valgt sammen med vores advokat, Bjørn Elmkvist, øjeblikkeligt at søge procesbevillingsnævnet om at få sagen genoptaget i Landsretten grundet dens principielle karakter. Og grundet at vi er uskyldige i den konkrete anklage om forstyrrelse af Folketingets samling.

Se pressemeddelelsen om dommen
”Folketingsaktivisterne”: Retten til politisk protest må forsvares

Læs også Ulla Røders kommentar
Vis robusthed i politisk protest

Læs Rasmus Petersens slutord i Byretten
56 %

_____________________

ARKIV TIDLIGERE AKTIONER