| Fredspolitik |
Washington har en kærlighedsaffære med terrorAf Robin Miller Mange spørgsmål bliver stadig rejst, nu hvor USA fortsætter
sin 'krig mod terror'. Et af dem er hvorvidt Washington besidder den moralske
ret til at fordømme terrorisme, når dets egne hænder
er så blodige. 'Little Boy' eksploderede over Hiroshima den 6. august 1945, og dræbte
øjeblikkelig 130.000 mennesker (indbefattet et dusin amerikanske
krigsfanger) og 200.000 i løbet af de næste fem år
- med undtagelse af godt 20.000 alle civile. Omkring 40 kvadratkilometer
civilisation blev raseret. Da Koreakrigen brød ud i 1950 arbejdede USA videre på at
fuldkommengøre den kriminelle måde at føre krig på
ved at gøre et lands civilbefolkning til skydeskive. General Douglas
MacArthur beordrede at enhver 'installation, fabrik, by eller landsby'
skulle ødelægges i det meste af den nordlige del af landet.
General Curtis LeMay rapporterede at 'over en treårige periode,
eller deromkring . . . nedbrændte vi hver eneste by i Nordkorea
og også i Sydkorea'. Vi anvendte den samme morderiske taktik - udbredte, vedholdende angreb på civilbefolkningen - i Vietnamkrigen og dens forlængelser i Cambodia og Laos. Amerikanske styrker nedkastede 8 millioner tons bomber - fire gange så meget som De Allieredes samlede nedkast i Anden Verdenskrig. 80 procent heraf blev nedkastet over spredte områder snarere end efter konkrete mål. Regionen ofredes 373.000 tons napalm, hvormed de 14.000 tons, der brugtes i Anden Verdenskrig, blev sat i skammekrogen. Vi udsatte Indokinas folk for 15 millioner tons ammunition med en samlet eksplosivkraft 600 gange større end atombomber af Hiroshima-typen. Resultatet var en mere end 10-årig forbrydelse mod menneskeheden, som dræbte mellem to og tre millioner civile. I den samme del af verden støttede vi indonesiske generaler, som anførte nedslagtningen af en million af deres landsmænd efter et mislykket kupforsøg i oktober 1965. Mordene på påståede kommunister og deres familier rasede i månedsvis. Landets floder blev tilstoppede med lig. Washington var imidlertid euforisk. Time Magazine beskrev generalernes magtopstigning som 'den bedste nyhed til Vesten fra Asien i årevis', mens Johnson-administrationen, ifølge New York Times, udtrykte 'glæde'. Et årti senere støttede vi Indonesiens invasion af Østtimor. Angrebet indledtes mindre end 24 timer efter at daværende præsident Ford afsluttede et besøg i Jakarta. I årevis bagefter blokerede vi for internationale bestræbelser på at bremse blodbadet. Henved 200.000 timoresere, en tredjedel af befolkningen, døde før Indonesien trak sig tilbage i 1999. Det var folkemord. Washingtons seneste barbari, som fortsætter, er de kvælende sanktioner, som er påtvunget Irak. I 1998 havde underernæring og sygdomme som følge af mangel på medicin og rent vand dræbt 500.000 børn under fem år, ifølge UNICEF. Det totale antal døde, som kan henføres til sanktionerne, overstiger måske en million. Slå en kridtstreg for døde fra 250 World Trade Centre som følge af de amerikanske sanktioner. Den tidligere amerikanske justitsminister Ramsey Clark meddelte tidligere i år, at antallet af døde børn - nu oppe på 6700 om måneden - bliver ved med at stige. Det er et World Trade Center fuld af irakiske børn døde af sanktioner hver måned. Vores regering har kendt til disse dødelige omstændigheder fra begyndelsen. En rapport fra 22. januar 1991 fra Defense Intelligehnce Agency, 'Sårbarheder i den irakiske vandbehandling', konstaterer: 'Uden indenlandske kilder til hverken reservedele til vandbehandlingsanlæg eller nogle væsentlige kemikalier, vil Irak fortsat forsøge at omgå FN-sanktionerne for at importere disse vitale varer. Lykkes det ikke at sikre disse forsyninger, vil det resultere i mangel på rent drikkevand for en stor del af befolkningen. Dette kunne føre til et øget antal sygdomstilfælde, og måske epidemier.' Et DIA-dokument dateret en måned senere, 'Sygdomsudbrud i Irak', rapporterer: 'Betingelserne er gunstige for udbrud af smitsomme sygdomme, især i større byområder, der er berørt af koalitionens bombardementer.' Vi har igen og igen allieret os med diktatorer, der er villige til at masskrere deres eget folk. I Argentina blev godt 30.000 mistænkte 'samfundsnedbrydere' gjort til 'forsvundne' - bortført eller myrdet - under militærregeringens 'beskidte krig' fra 1976 til 1983. I 1977 konkluderede en yngre embedsmand i den amerikanske ambassade, 'Tex' Harris, at det var 'en massiv og sammenhængende militær bestræbelse på at udrydde argentinske statsborgere'. I Guatemala, en anden amerikansk allieret med forkærlighed for
dødspatruljer, var dødstallet langt højere. Den guatemalanske
Historiske Klarlæggelseskommission har anslået, at 200.000
mennesker blev dræbt under mere end 30 års brutal undertrykkelse,
de 93 procent heraf af regeringsstyrker. I disse og mange andre lande - Paraguay, Uruguay, Chile, El Salvador, Iran, Zaire, Filippinerne, Grækenland - er vores liste over støtte til barbariske militærdiktaturer samvittighedsløs og tilsyneladende uendelig. Nu vil jeg ikke gøre mig til talsmand for den obskøne ide, at 'vi var selv ude om det' eller at den amerikanske udenrigspolitik retfærdiggør angrebene den 11. september. Der er ikke noget, som retfærdiggør disse grusomheder. Men når Washington fordømmer andres terror, hvor præcist findes den moralske grundvold, som det foregiver at stå på? Robin Miller bor i New Orleans. Hun kan kontaktes via sit website Oversat efter Washington
has a love affair with terror www.stop-terrorkrigen.dk 25.03.02 -End - |