Hvordan USA med vilje ødelagde Iraks vandforsyning

Af Thomas J. Nagy
Professor George Washington University

I løbet af de sidste to år har jeg fundet dokumenter fra the Defense Intelligence Agency, der beviser, at det er hævet over enhver tvivl, at den amerikanske regering i modstrid med Genève-Aftalen med vilje brugte sanktioner mod Irak for at nedbryde landets vandforsyning efter Golfkrigen. USA vidste, hvilken pris den irakiske civilbefolkning, især børn, ville komme til at betale, men fortsatte alligevel med sit forehavende.

Det første dokument "Svagheder ved den irakiske vandbehandling" er fra den 22. januar 1991. Det forklarer i detaljer, hvordan sanktioner kan hindre Irak i at levere rent vand til sine borgere.

"Irak er afhængig af at importere specialiseret udstyr og visse kemikalier til rensning af sin vandforsyning, hvoraf størstedelen er fyldt med mineraler og ofte er stillestående eller saltholdigt vand", fastslår dokumentet. "Da Irak ikke råder over hjemlige forsyningskilder af hverken reservedele til vandbehandling og nogle væsentlige kemikalier, vil landet forsøge at omgå FN's sanktioner for at importere disse vitale produkter. Hvis det ikke lykkes at sikre forsyninger, kommer der til at blive mangel på rent drikkevand til en stor del af befolkningen. Dette ville igen kunne føre til en stigende udbredelse af sygdom og måske epidemier."

Dokumentet gennemgår en lang række tekniske detaljer omkring kilderne og kvaliteten af Iraks vandforsyning. Ifølge dokumentet kan man læse, at kvaliteten af ubehandlet drikkevand er "generelt ringe", og ved at drikke det "er der risiko for at få diarré". Det bemærkes endvidere i dokumentet, at irakiske floder indeholder biologisk materiale, er forurenede og er fyldt med bakterier. Hvis vandet ikke behandles med klor kan der opstå epidemier af sygdomme som f.eks. kolera, hepatitis og tyfus.

Det nævnes også i dokumentet, at der er importforbud mod indførsel af klor. "De seneste rapporter melder om kritisk lav import ar klor."
Dette forbud berører også fødevarer og medicin. Bearbejdningsindustrien indenfor fødevarer, elektronik og medicinalvarer har behov for overordentligt rent vand, der er helt fri for biologisk kontamination.

Dokumentet taler om eventuelle irakiske modforanstaltninger for a opnå drikkeligt vand på trods af sanktionerne. "Det var tænkeligt, at Irak kunne transportere vand på lastbiler ned fra bjergene til byområderne, men muligheden for at få tilstrækkelige mængder frem er yderst begrænset , står der i dokumentet. "Antallet af disponible rørledninger og manglen på pumpe-stationer ville begrænse rørlægningen til disse reservoirs. Desuden ville vandet stadig være biologisk forurenet, hvis man har klor til at rense det med. De mere velhavende irakere kunne opnå deres egen minimale forsyning af vand af god kvalitet fra kilder i den nordlige del af Irak. Dette vand kunne, hvis det blev kogt, drikkes uden risiko. Men de fattigere irakere og de industrier, der kræver store mængder af rent drikkevand ville ikke få deres behov opfyldt."

I dokumentet ser man ligeledes bort fra muligheden for, at Irakerne kan bruge regnvand. "I Irak falder nedbøren om vinteren og om foråret, men hovedsagelig i de nordlige bjergegne", står der. "Der kan sporadisk falde en del regn på de lavere liggende sletter, men Irak kan ikke være afhængig af regnvand til at sikre befolkningen en tilstrækkelig forsyning af rent vand."

Alternativt "kunne Irak forsøge at overbevise FN eller de enkelte lande om at produkter til vandbehandling af humanitære grunde fritages for sanktioner. Landet forsøger sikkert at købe forsyninger ved hjælp af venligtsindede lande, der optræder som stråmænd. Hvis sådanne forsøg mislykkes, er de irakiske alternativer ikke tilstrækkelige til landet behov.

Koldt og kynisk beskriver dokumentet, hvad der er i vente: "På grund af mangel på de nødvendige kemikalier og afsaltningsfiltre vil der være en stigende mangel på renset drikkevand i Irak. Der vil være en øget risiko for sygdomme og epidemier, medmindre befolkningen er meget omhyggelig med at koge alt vand.

Dokumentet angiver en tidstabel for ødelæggelsen af Iraks vandforsyning. "Iraks generelle mulighed for at behandle drikkevandet vil falde støt. Der vil ikke være tale om et brat fald. Skønt Irak allerede nu konstaterer faldende muligheder for at rense vandet, vil der formentlig gå mindst 6 måneder (indtil juni 1991), før systemet er er fuldstændig ødelagt."

Dette dokument, som blev delvist frigivet men ikke offentliggjort i 1995, kan læses på Pentagons hjemmeside www.gulflink.osd.mil.

Genève Konventionen er klokkeklar: I en Protokol fra 1979 som omhandler "beskyttelse af ofrene i internationale konflikter", står der i artikel 54, at "Det er forbudt at angribe, ødelægge, fjerne eller ubrugeliggøre genstande, der er absolut nødvendige for overlevelsen af civilbefolkningen, så som levnedsmidler, afgrøder, dyrehold, drikkevandsinstallationer og -forsyninger samt overrislingsanlæg, med det præcise formål at fratage såvel civilbefolkningen som modstanderen deres næringsmidler, uanset om dette sker for ved udsultning af befolkningen at få denne til at flytte væk, eller af en hvilken som helst anden grund.

Men det er jo netop, hvad den amerikanske regering bevidst har gjort. Den "ødelagde, fjernede eller gjorde Iraks drikkevandsinstallationer og -forsyninger ubrugelige". De sanktioner som har været pålagt i ti år i vid udstrækning på foranledning af USA, er en overtrædelse af Geneve Konventionen. De er ensbetydende med en systematisk bestræbelse på, med DIA's egne ord, "fuldstændigt at ødelægge Iraks vandforsyninger."

Ved en høring i Repræsentanternes Hus den 7. juni henviste Cynthia McKinney, demokratisk repræsentant fra Georgia, til dokumentet "Sårbarhederne ved Iraks vandbehandling", og sagde: "Et angreb på Iraks offentlige vandforsyning rammer på en skamløs måde civilbefolkningen og er er en overtrædelse af såvel Geneve Konventionen som af civiliserede landes grundlæggende love."

I løbet af de sidste ti år har Washington udvidet straffen ved fortsat at nægte at give Irak tilladelse til at importere de få kemikalier og udstyrsdele, der er nødvendige for kunne rense landets vandforsyning.

Sidste sommer skrev den demokratiske repræsentant fra Ohio Tony Hall et brev til den daværende udenrigsminister Madeleine Albright , hvori han omtaler "de alvorlige konsekvenser for sundheden hos de irakiske børn af en stadig stigende ødelæggelse af den irakiske vandforsyning. Hall skrev blandt andet: "Den væsentligste dødsårsag hos børn under fem år - diarré-sygdomme - har nået et antal af epidemiske proportioner, og rammer fire gange så mange børn som i 1990…. Tilbageholdelse af kontrakter til vandforsynings- og sanitetssektoren er en af hovedårsagerne til stigningen i sygdom og dødsfald. Ud af de 18 kontrakter, der er blevet tilbageholdt, er alle på nær én tilbageholdelse blevet nedlagt af USA's regering. Kontrakterne vedrører kemikalier til rensning, klorbehandlingsanlæg, doseringspumper til kemikalier, vandreservoirs og andet udstyr…. Jeg anmoder Dem indtrængende om at opveje Deres beslutning mod den sygdom og død, der er en uundgåelig konsekvens af ikke at have rent drikkevand og ikke at have et minimum af hygiejniske forhold."

USA har i over ti år bevidst ført en politik gående ud på at ødelægge Iraks vandrensnings-anlæg, vel vidende hvad prisen ville være i irakiske liv. FN har vurderet, at over 500.000 irakiske børn er døde på grund af disse sanktioner og at 5.000 irakiske børn fortsat dør hver måned af samme grund.

Ingen kan sige, at USA ikke vidste, hvad de gjorde.

Thomas J. Nagy
------------------------

Læs selv:

Alle de i denne artikel nævnte DIA-dokumenter er fundet på Department of Defense's Gulflink hjemmeside: http://www.gulflink.osd.mil