Bush-doktrinen og NATO

Af Holger K. Nielsen

Elektronisk nyhedsbrev d. 18. november 2002.

Den formelle anledning til NATO-topmødet i denne uge er NATO's udvidelse, men den reelle dagsorden er en yderligere underlægning af NATO i forhold til det amerikanske overherredømme i verdenspolitikken.
Det drejer sig om missilforsvaret og den NATO-reaktionsstyrke, som skal kunne sættes ind overalt i verden.
Formelt skal der kun indledes en undersøgelse af missilskjoldet. Man kan imidlertid næppe forestille sig et projekt, som har været undersøgt grundigere end missilforsvaret, så det er ikke analyser, der er behov for. Derfor er der også reelt tale om en politisk beslutning, hvor missilforsvaret skal introduceres i NATO-regi. Et ja til beslutningen på NATO-topmødet er således også et ja til missilforsvaret indenfor NATO.

Den danske regering forklarer sig med, at den ikke endnu har taget endelig stilling. Men det er en bortforklaring - også når man tager i betragtning, at den ikke har ytret ét kritisk ord om dette vanvittige projekt. Så sent som i sidste uge kunne Per Stig Møller udtale, at der er tale om et fredens projekt.
Man har dog endnu ikke taget grønlænderne i ed. USA har fortsat brug for en opgradering af Thule-radaren og det vil ikke være et kønt syn, hvis den danske regering går stik imod grønlænderne på det punkt.

Det vakte formentlig optimisme hos regeringen da Jonathan Motzfeldt (der indtil det grønlandske valg i starten af december er fungerende landsstyreformand) i sidste uge støttede Per Stig Møller i synet på missilforsvaret. Men her har den nok alligevel gjort regning uden vært.
For i fredags kunne et enigt udenrigs-og sikkerhedsudvalg i det grønlandske landsting fremlægge en udtalelse, hvor det kun vil acceptere en opgradering af Thule forudsat at forsvarsaftalen fra 1951 bliver opsagt og genforhandlet.
Det er her værd at bemærke, at alle partier stod bag udtalelsen. Der er med andre ord tale om en klar desavouering af Jonathan Motzfeldt ligesom det kan forventes, at det nye landsstyre efter det grønlandske valg vil fremføre denne sammenkædning.

Den danske regering har indtil nu afvist at diskutere de gamle baseaftaler, hvad der ligger i logisk forlængelse af dens ekstremt pro-amerikanske holdning. I og med at aftalerne er et levn fra kolonitiden er det grønlandske ønske fuldt ud forståeligt. Og det er klogt at foretage denne sammenkædning netop nu, hvor både USA (og dermed
den danske regering) har brug for grønlænderne.

Det hævdes, at der foreligger en ny situation, når missilforsvaret ikke længere er et rent amerikansk anliggende. Det er kun delvis rigtigt. At Europa og evt. Rusland kommer under "paraplyen" ændrer ikke ved det faktum, at der er tale om et ekstremt kostbart projekt, som det er svært at se formålet med. Det forsvarer i alle tilfælde ikke imod den terrortrussel, som alle ellers hævder er den centrale efter 11. september. Dertil kommer, at det vil skabe oprustning i Kina og andre steder i Asien - formentlig Indien og dermed også i Pakistan.

NATO-topmødet vil også træffe beslutning om en særlig reaktionsstyrke, som skal kunne sættes ind overalt i verden. Der vil ikke et krav om et FN-mandat ved indsættelse af styrken. Den kan således ikke ses isoleret fra den nye Bush-doktrin, hvor USA forbeholder sig ret til et såkaldt "forebygggende angreb" hvor som helst og når som helst den amerikanske regering anser det for nødvendigt. Det skal understreges, at der ikke i Bush-doktrinen ligger et krav om et FN-mandat, hvis et militært angreb
indledes.
Forskellen mellem den gamle Brejsnev-doktrin og Bush-doktrinen består udelukkende i, at Brejsnev udelukkende forbeholdt sig ret til at gribe ind i det gamle Østeuropa. Bush har hele verden som sin interessesfære.

Sjældent er det amerikanske overherredømme blevet så klart illustreret og sjældent er der så stort et behov for et modspil til den amerikanske dominans. Desværre sker der på NATO-topmødet det modsatte. De europæiske NATO-lande bliver nu direkte involveret i Bush-doktrinen. Det betyder ikke, at USA vil begynde at tage hensyn til europæerne - tværtimod har den amerikanske administration ved adskillige lejligheder klart tilkendegivet, at den naturligvis gerne vil have europæerne med, men hvis de ikke vil makke ret, er det sådan set ligegyldigt. Og hvis et land formaster sig til kritik, kan der henvises til Gerhardt Schröders øjeblikkelige isolation.

Hvad mener i øvrigt Socialdemokratiet om den nye reaktionsstyrke? Per Kålund har tidligere udtalt sig positivt. Under Folketingets åbningsdebat var Mogens Lykketoft mere tøvende, men op til NATO-topmødet har partiet været tavs som graven.

I denne udvikling køres FN helt ud på et sidespor. Magten ligger i USA og Gud nåde dem, der ikke følger de amerikanske interesser. Derfor vil også de europæiske NATO-lande følge trop.
Stakkels verden!

- End -