| Analyse |
Bush administrationens angreb på FNaf Stephen Zunes Man bliver nødt til at gå til John Birch Society´s årsmøde (ekstremt højre-orienteret amerikansk institut HP) for at finde ligeså mange skældsord rettet imod FN, som der er blevet udspyet i de seneste uger af Bush administrationen og dens tilhængere i kongressen og i medierne. Med de Forenede Stater på nippet til at indlede en invasion af Irak uden godkendelse fra FN´s Sikkerhedsråd er en fælles anstrengelse igang for at drage fordel af de fleste amerikaneres manglende viden om FN´s strukturer og procedurer med henblik på at bringe verdensorganisationen i miskredit i offentlighedens øjne. Dette kan vise sig at være afgørende, fordi et flertal af amerikanere aktuelt er imod en invasion af Irak medmindre FN´s Sikkerhedsråd autoriserer brugen af magt. Nedenfor er Bush Administrationens og dens tilhængeres hovedargumenter i delegitimeringen af FN´s autoritet, efterfulgt af tilbagevisning. "Da de Forenede Nationer er uvillig til at gennemtvinge dets Sikkerhedsråds resolutioner, må de Forenede Stater gøre dette ensidigt for at bevare FN´s troværdighed." Der er over 90 FN Sikkerhedsrådets resolutioner, der aktuelt bliver krænket af andre lande end Irak. De Forenede Stater har blokeret gennemtvingelsen af den overvældende majoritet af disse, eftersom de omfatter vigtige amerikanske allierede som Marokko, Israel og Tyrkiet. Desuden har de Forenede Stater i løbet af de forløbne tredive år nedlagt veto mod over 50 af Sikkerhedsrådets resolutioner, flere end alle andre medlemmer af Sikkerhedsrådet tilsammen i løbet af den samme periode. I alle bortset fra nogle få tilfælde afgav de Forenede Stater den eneste afvigende stemme i det 15 medlemmer store råd. De Forenede Stater har faktisk bidraget mere til at underminere FN´s autoritet end nogen anden medlemsstat. "De Forenede Nationer har demonstreret sin pro-Irak tendens ved at vælge Irak som formand for sin nedrustningskonference." Konferencen om nedrustning (The Conference on Disarmament) er en af generalforsamlingens mange institutioner, der mødes løbende. Konferencens formandskab roterer alfabetisk blandt dens seksogtreds medlemmer i perioder på 30 dage. Tilfældigvis er den nået til bogstavet "I" tidligt dette år, så Iraks tur er nært forestående. Ligesom andre FN institutioner forekommer der almindeligvis ingen undtagelser fra denne strenge alfabetiske roration. Formandskabet betyder imidlertid ikke meget andet end håndtering af dirigenthammeren, og mange lande, der er i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, har haft formandskabet eller vil komme til at være formand i de kommende måneder, deriblandt USA, Pakistan, Israel og Indien. Desuden er Irak ikke det eneste land i konferencen, der misligholder FN´s Sikkerhedsråds resolutioner vedr. nedrustningsspørgsmål. Israel, der vil overtage formandsskabet senere i dette forår, er i åbenlys modstrid med FN Sikkerhedsråds resolution 487, der opfordrer den israelske regering til at åbne sine kernevåben faciliteter for det Internationale Atom Energi Agentur. Vigtigst er det måske, at nedrustningskonferencen har været ude af stand til at gøre noget i mere end fire år, fordi den har ikke har kunnet komme til enighed om et arbejdsprogram, primært p.gr.a. amerikansk modstand mod krav om, at forhindring af våbenkapløb i det ydre rum sættes på dagsordenen. "De Forenede Nationers irrationalitet kan illustreres med den kendsgerning, at det stemte USA ud af Menneskerettighedskommissionen og har valgt Libyen ind i formandsskabet." Medlemmer af Menneskerettigheds-kommissionen vælges via regionale blokke. Under afstemningen 2001, hvor de vestlige industrialiserede demokratier kunne besætte tre pladser, kom USA ind som nr. fire efter Sverige, Frankrig og Østrig. De Forenede Stater blev stemt tilbage i det netop forløbne år. Libyen blev særskilt valgt til kommissionen af den overvejende autoritære afrikanske blok. De Forenede Stater og Libyen har aldrig været i indbyrdes konkurrence om en plads i kommissionen. Kommissionens formandsskab roterer mellem de fem regionale blokke. Dette år er det Afrika´s tur til at være formand for kommissionen og eftersom procedurebestemmelserne afgør hvilke medlemmer fra regionen, der står for tur til at være formand for kommisionen, kommer det til at vælge hvilket land, der skal få den post. Af de frem andre ældre afrikanske medlemslande kommissionen har tre (Algeriet, Kamerun og D.R. Congo) også dårligt omdømme mht. menneskrettigheder. Af de to øvrige afrikanske medlemsstater, har Senegal allerede haft formandskabet ved tre lejligeheder, og på tidspunktet for afstemning var Kenya inde i en større overgangsproces for dets FN mission som den første demokratiske regering efter årtier med autoritært styre. Formandsskabet for Menneskerettighedskommisionen er fastere end nedrustnings- konferencens, så valget af Libyen har ført til nogle berettigede protester fra menneske- rettighedsaktivister. Det bør imidlertid bemærkes, at der ikke var nogen indsigelser fra de Forenede Staters side, da nogle af den undertrykkende allierede var formænd for kommissionen, som f.eks. Shah´ens Iran i 1970, Pakistan i 1975, Ecquador i 1976, Jordan i 1980, Brasilien i 1981 eller Tunesien i 1993. "De Forenede Stater kan ikke stole på afgørelserne fra en organisation, der mener at zionisme er racisme." I 1975 vedtog FN´s generalforsamling en resolution, der erklærede at zionisme var en form for racisme og racediskrimination. Hvad der er mindre velkendt er den kendsgerning,at denne resolution med overvældende flertal blev ophævet i 1991. Generalforsamlingen, hvor hver medlemsstat
har en stemme uanset størrelse, har ikke autoritet til at gennemtvinge
sine resolutioner, således som Sikkerhedsrådet, den femten-medlemmer
store institution, hvor USA har veto-ret. Generalforsamlingen resolutioner er
overvejende symbolske og er baseret på flertallet af medlemsstaternes opfattelse
af forskellige "De Forenede Nationer er dominertet af banditter og diktatorer." Flertallet af FN´s medlemsstater i løbet at 1970´erne var bestemt autokratiske, men flertallet af FN medlemsstater i dag er i varierende grad repræsentative demokratier . Mere afgørende er det, at flertallet af FN Sikkerhedsrådets medlemmer demokratier. Af de fem permanente medlemmer er kun Kina et diktatur; mens de Forenede Stater, Storbritannien og Frankrig er solide demokratier, og Rusland er i gang med en demokratiske forandring. Af de aktuelle ikke-permanente medlemmer, Tyskland, Spanien, Chile, Bulgarien og Mexico er alle demokratier, mens Guinea, Kamerun, Angola, Syrien og Pakistan er diktaturer. "De Forenede Nationer burde ikke have ret til at fortælle de Forenede Stater hvad det kan eller ikke kan gøre." Eftersom Sikkerhedsrådet er den eneste institution under de Forenede Nationer, der har en håndhævelsesmekanisme og eftersom de Forenede Stater har vetoet i Sikkerhedsrådet, har FN ingen autoritet til at diktere, hvad de Forenede Stater kan og ikke kan gøre. Den eneste undtagelse refererer til de Forenede Nationers Charter, som de Forenede Stater underskrev og ratificerede, og som derfor i henhold til artikel VI i den amerikanske konstitution, må behandles som overordnet lov. De Forende Stater var ikke nødt til at underskrive charteret, men efter at have gjort dette, er det dermed forpligtet til at overholde det. (Det bør også bemærkes, at de Forenede Stater var hovedforfatter til charteret). Artikel 41 og 42 i FN Charteret specificerer, at FN Sikkerhedsrådsresolutioner ikke kan håndhæves med militære aktioner medmindre Sikkerhedsrådet som helhed beslutter, at den pågældende regering er i skyldig i material breach (klart brud) på resolutionen, at alle ikke militære håndhævelses- midler er udtømte og derefter specifikt autoriserer brugen af magt. Dette blev gentaget i artikel 14 af FN Sikkerhedsrådets resolution 1441 med sigte på Irak, der blev introduceret af USA sidste efterår, og som fastslår at Sikkerhedsrådet "remains seized of the matter." M.a.o. kun Sikkerhedsrådet som helhed, ikke en enkelt medlemsstat, har retten til at beslutte, hvad der videre skal ske. I 1990 havde de Forenede Stater held til at overbevise Sikkerhedsrådet om at autorisere brugen af magt som konsekvens af Irak´s misligholdelses af FN Sikkerhedsrådets resolutioner, der krævede dets tilbagetrækning fra Kuwait. Præsident George W. Bush har imidlertid været ude af stand til at overbevise om, at Irak´s manglende fulde samarbejde med FN inspektørerne berettiger Sikkerhedsrådet til at give dets medlemsstater autoritet til at invadere en suveræn nation og vælte dens regering. Ifølge FN´s charter er de eneste andre omstændigheder, under hvilke militær magt er tilladt, i henhold til artikel 51, der tillader en medlemsstat at bruge magt i tilfælde af væbnet angreb... indtil sikkerhedsrådet har taget de forholdsregler, der er nødvendige for at opretholde international fred og sikkerhed." M.a.o. kan De Forende Stater ikke føre krig imod Irak medmindre der er et direkte angreb fra Iraks side imod de Forenede Stater og kun indtil Sikkerhedsrådet samles og beslutter, hvad er skal gøre ved det. Sædvane-lov yder en lidt bredere definition af selv-forsvar til at inkludere et præventivt slag for at afvise en klar og iboende trussel, f.eks. i form af tropper samlet langs grænsen parat til at invadere. Hverken artikel 51 eller international sædvane lov giver de Forende Stater eller nogen anden nation retten til at indlede en præventivet invasion af et andet land blot fordi det mener, at det andet land kunne udvikle våben, som det frygter kunne en dag blive brugt imod det. Det var overvejende for at forbindre sådanne offensive krige at de Forenede Stater og dets allierede skabte FN ved slutningen af 2. verdenkrig. Nu har Bush administrationen tilsyneladende besluttet, at vælte disse grundlæggende internationale legal principper, der blev institutionaliseret i løbet af det sidste århundrede som følge af bestræbelser fra sådanne amerikanske præsidenter som Woodrow Wilson, Franklin Roosevelt, Harry Truman og Dwight Eisenhower. M.a.o. vil disse principper for multilateralisme og retsorden muligvis snart blive erstattet af Bush´s doktrin for Pax Americana baseret på ensidig militær magt. Stephen Zunes er lektor i politik og formand for the Peace & Justice Studies Program ved University of San Francisco. Oversættelse: Hans Pendrup - End - |