Verdens
vilje:
The Will of the Worldaf Jonathan Schell
THE NATION 10 marts 2003 Jonathan Schell, som sidste uge
overbevisende argumenterede for "sagen imod krigen" på disse sider
vurderer denne uge de globale antikrigsdemonstrationers magt og mening. ---
Redaktionen. Den 15 februar 2003, dagen hvor omkring 10 mio.mennesker
demonstrerede imod krig i Irak i hundreder af byer på alle kontinenter,
vil gå over i historien som den første gang verdens befolkning udtrykte
sin klare og fælles vilje vedrørende et presserende globalt spørgsmål.
Aldrig før -- ikke under Vietnam krigen, ikke under anti-atom demonstrationerne
i de tidlige 1980´ere --- har den givet sin vilje til kende så magtfuldt
med alle til rådighed stående midler. Den dag, vil historien en dag
komme til at berette, blev et globalt demokrati født. Flere elementer
faldt uventet (og er ikke ethvert spontant udtryk for en befolknings vilje altid
uventet?) faldt i hak, ligesom komponenterne på et samlebånd. En ting
var sammenkædningen af meningsmålinger, der viste, at det store flertal
af de lande, hvor folk er frie til at udtrykke deres synspunkter, var de modstandere
af krig imod Irak, medmindre den er sanktioneret af de Forenede Nationer. I alle
europæiske lande støtter befolkningsfletallet dette synspunkt. I
Italien, hvis regering støtter krig , er 85% modstandere. Andre steder
er tallene de samme. I Thailand f.eks. er 75% imod krig. I Uruguay er tallet 79%.
I Pakistan er det 60%. Selv i de Forenede Stater, hvor meningsmålingernes
resultater var blandede, viste en New York Times måling at 56% af publikum
kun gik ind for krig med FN´s sanktion. De nyheder, som disse målinger
melder om, er politisk dynamit. Der var engang, da meningsmålinger kun var
af sekundær betydning. Nu er de, som enhver embedsmand ved, rykket ind i
begivenhedernes centrum. De er prime currency of power: Menings- målingernes
tal i den politiske verden svarer til aktiepriser i koncernernes verden. Meningsmålinger
er i virkeligheden periodiske valg udenfor valgår, der ikke kun kan forudsige
de rigtige valg som magtens opretholdelse afhænger af, men som også
påvirker lederes umiddelbare forudsætning for at vedtage lovgvining,
at samle folk om en sag osv. Deres betydning i den aktuelle sammenhæng blev
umisforståeligt tilkendegivet, da Gerhard Schröder fra Tyskland og
Roh Moo-hyun fra Syd Korea vandt ledelsen af deres lande på en fredspolitik De
verdensomspændende demonstrationer satte kød på disse tal.
Det var, som om antikrigs flertallene over hele verden sagde, "I har hørt
om os i meningsmålingerne; I har set vore synspunkter udtrykt i procenter
og grafer: hvor mange er imod krig under alle omstændigheder, hvor mange
er i mod den uden en FN afstemning, hvor mange mener, det hele drejer sig om olje
osv. Godt, her er vi --- i millionvis, men alligevel er hver af os et synligt
inidivid, der bærer et individuelt tegn, ofte hjemmelavet (i New York kunne
man på et skilt læse: My Planet, Right or Wrong), som om en eller
anden global skolelærer havde givet os alle følgende opgave: Fortæl,
hvad der er galt med krigen imod Irak i ti ord eller mindre." Skiftet fra
at besvare en meningsmålers spørgsmål ved middagstid til at
marchere på gaden var afgørende. Af alle mulige former for deltagelse,
er det at give din mening til kende til en meningsmåler formentlig den mindst
aktive. Faktisk vil de besvarende ikke være drevet ved egen kraft, hvad
der er essensen af politisk deltagelse, de må udvælges og kontaktes
tilfældigt af meningsmåleren. Ellers vil resultatet være tendentiøst.
Men at gå i demonstration, er derimod en af de mest aktive former for deltagelse
i politisk liv. Demonstranter har rørt på sig, tilsidesat andre planer,
trodset elementerne, kastet sig selv ud i handling. De mener det alvorligt. Selv
en engageret minoritet kan ved at gøre sig gældende samlet på
gaderne, have en magtfuld indflydelse på de politiske organer. Når
den demonstrerende minoritet, som i dette tilfælde, er toppen af flertallets
isbjerg, forstærkes virkningen mange gange. Da terrorister angreb
Pentagon og smadrede World Trade Centret d. 11. september, måbede alle over
at 19 mænd havde koordineret deres handlinger for det onde med en sådan
effektivitet. Den 15 februar koordinerede 10 mio. deres handlinger til fordel
for det gode. Den 15 februar var folkets svar på den 11 september. Det
prægtige ved denne globale meningstilkendegivelse blev kun sat i skarpere
relief af den offentlige stilhed i de lande, hvor offentlig meningstilkendegivelse
ikke er tilladt. Den kinesiske befolkning var bemærkelsesværdigt fraværende
fra det spontane globale forum. Det samme var tilfældet med Nord Koreanerne.
De sidstnævnte var faktisk tilstede ved gigantiske demonstrationer --- men
de var tvungne, organiseret af regeringen, ikke for at opfordre til fred, men
for at deltage i de grandiøse og absurde fødselsdagsfejringer for
diktatoren Kim Jong Il. Han elsker sit folk så meget, at han på sin
fødselsdag tillader dem at spise hvid ris to dage i træk. Også
i Irak, var der tvungne demonstrationer tilrettelagt med henblik på at efterligne
de spontane andetsteds, men der som under de påtvungne i Nord Korea lyder
klokkerne til ære for statsoverhovedet. EU´s ledelse, der havde
været delt på krigsspørgsmålet, opfattede pointet i demonstrationerne
i tide. På et møde for EU´s statsoverhoveder i mandags, stemte
de for at give FN inspektørerne i Irak mere tid. De opfordrede til en fredelig
løsning --- med krig "kun som sidste udvej" -- fordi, som den
officielle erklæring lød,
"det er klart, at dette er,
hvad den europæiske befolkning ønsker." Romano Prodi, præsident
for EU Kommissionen, sagde endnu enklere, " Folk ønsker fred".
Faktisk ønskede folk fred på alle kontinenter, hvor den offentlige
mening kunne måles. Et element yderliger har været af den største
betydning. Ikke alene har menneskeheden givet sin vilje til kende; den er også
i besiddelse af en institution --- nu samlet til møde - til at effektuere
denne vilje: De Forenede Nationer. FN er ofte nedrakket som en "snakkeklub".
En årsag er, at et "demokratisk underskud" er indbygget i hele
dens struktur. Ingen vælger dens repræsentanter. Ligesom styrelseschefre
heads eller kabinetsministre er de udpegede, redskaber for regeringerne. For de
nationale befolkninger forekommer FN derfor ofte fjern, abstrakt og fremfor alt
magtesløs. Det klare udtryk for verdens vilje reparerede FN´s demokratiske
underskud. Det er helt på sin plads at Syd Afrika i dette øjeblik
har har påkaldt sog en bestemmelse i Charteret, der tillader generalforsamlingens
landes stemmer at blive hørt af Sikkerhedsrådets elite. Det store
flertal har udtrykt modstand imod krig. De delegerede i FN er stadig ikke
valgte, og offentligheden er stadig ikke inviteret til at sidde med ved deres
råd, men nu har de den offentlige menings vind i ryggen. De er "repræsentanter"
på en måde, som de aldrig før har været. For første
gang i institutionens historie, er den "vi de Forenede Nationers befolkninger",
der er påkaldt i FN´s Charter ikke en abstraktion. "Vi´et"
har talt --- ikke via dets regeringer, men direkte til dets repræsentanter
i det internationale organ. Desuden har den gjort dette i det under henvisning
til det mål , der er FN´s primære eksistensberettigelse: fred.
De Forenede Stater og Storbritannien har søgt at bruge FN som et krigsinstrument.
Verden har sagt Nej. Kan en krig, som verden og dens samlede repræsentanter
udtrykkeligt har afvist, stadig finde sted? Desværre, det kan den. Alligevel
har begivenhederne d. 15 februar --- deres genlyd i Europa og andetsteds --- radikalt
ændret kalkylen over muligheder. Før d. 15. febr. forekom krig uafvendelig
- uundgåelig. Denne angivelige uundgåelighed har formentlig været
det stærkeste argument for krig. Nu er det for første gang tænkeligt,
at hvis tilstrækkeligt mange mennesker lægger tilstrækkeligt
specifikt, konkret pres på deres regeringer, så kan krig undgås. Vi
--- dvs. vi, jordens befolkning --- har undersøgt sagen om krig imod Irak
og forkastet den. Vi er trådt frem på gaderne i vore byer og set os
selv an, og vi har syntes om hvad vi så. Vi ved hvad vi vil. Nu må
vi handle. Vi kan standse krigen.
Jonathan Schell
Peace
and Disarmament Correspondent
Jonathan Schell, The Nation's peace and
disarmament correspondent, is the Harold Willens Peace Fellow at the Nation Institute.
Overs. Hans Pendrup - End - |
