| Fredspolitik |
Hvad skal vi med de vundne arbejdskampe hvis vi taber kampen for freden?Fredsmøde i Odense 15. marts 2003 Af Hardy Hansen
Kære deltagere Da vores historiske erfaring har vist os, at det er civilbefolkningen, der bliver kanonføde for de krigslystne statsledere og hærchefers dødbringende krigsmaskiner er det vigtigt, at fredselskende mennesker afholder demonstrationer mod krig og på den måde tilslutte sig Iraks 26 millioner menneskers modstand mod krigen - og størstedelen af verdens lande er modstandere af krig og de 30 millioner internationale fredsaktivister, der har været på gaden for at få stoppet krigen mod Irak, som i de sidste par årtier har været så grusomt meget igennem på grund af, at deres land har været brugt som krigsskueplads. USA og Storbritanien har endnu ikke kunnet starte krigen mod Irak. Fredsbevægelsens aktiviteter har lagt et massivt globalt pres på de to lande. Fredsbevægelsen har bidraget til at øge modsætningerne mellem USA- og Kina, Rusland, Frankrig og Tyskland. Alliancen mellem Rusland, Kina og Frankrig - med aktiv støtte
fra Tyskland, der klart har sagt, at de om nødvendigt vil bruge deres vetoret
til at forhindre enhver udtalelse i Sikkerhedsrådet, der vil legitimere
USA´s krig mod Irak. Selvom USA og Storbritanien er pressede, sidder de ikke med hænderne i skødet. Hver dag øges det militære pres, som nu har hele den militære dræbermaskine på plads med godt 300.000 soldater opmarcheret omkring Irak. Men tusinder af amerikanske og britiske efterretningsfolk og specialstyrker er allerede trængt ind i Irak. De opbygger militære anlæg og forsøger at vinde allierede blandt irakere. Det er en åbenlys krænkelse af Geneve konventionen af international ret. USA og Storbritanien optrapper bombningerne i de områder af Irak, hvor de - uden godkendelse af Sikkerhedsrådet - har etableret såkaldte flyveforbudszoner. Nu bombes alle militære mål, og de civile tabstal stiger. Det er en åbenlys krænkelse af international et. Vi stiger stop for det krigsforbryderiske svineri. Den danske regering dukker sig. Den har ynkeligt søgt ind under USA´s beskyttende vinger. Den har gjort international uret til officiel dansk udenrigspolitik uden at turde stå ved alle konsekvenserne af sin egen politik, men alle skal vide, at Anders Fogh og hans parlamentariske flertal er parat til at slå millioner af mennesker ihjel i Irak. VC regeringen med statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister
Per Stig Møller i spidsen er stolte af Danmarks nye udenrigspolitik. Man
kalder det endda en Aktiv udenrigspolitik aktiv, men man mener, at man tidligere
førte en passiv fodnote-politik. Igen er der tale om en utrolig
manipulation af den danske befolkning. Tidligere førte Danmark en udenrigspolitik,
hvor vi sagde nej til oprustning hvor vi støttede ANCs kamp for frihed
i Sydafrika, - hvor vi sagde fra overfor USA's krigsførelse i Nicaragua
- og mordet på præsident Allende i Chile osv. Også selvom den danske befolkning i lighed med befolkningerne i verden er imod krigen mod Irak, tillader regeringen sig på udemokratisk vis at gå aktivt ind i en angrebskrig ved at sende skibe og elitestyrker til Irak for at slå mennesker ihjel - ja begå massemord - som er den rå kynisme bag enhver krig - og regeringen er så krigsliderlig, at der er parat til at bygge nye u-både for 4. milliarder kr så Danmark står bedre rustet til at støtte USA's imperialistiske krigsførelse for at få den absolutte kontrol over Mellemøstens og Centralasiens olie, og benzin til de amerikanske dollargrin, som er det konkrete formål med krigen mod Irak. En krig mod Irak er ulovlig og i strid med international ret, som den har været gældende siden 2. verdenskrig - og fortsat er gældende, hvorfor vi må tage afstand fra USA-selvcensur og fordømme en angrebskrig mod Irak, så hvis der var lighed for loven skulle præsident Bush, forsvarsminister Romsfeld, og udenrigsminister Colin Powel stilles for en krigsdomstol, og da "hæleren er ligeså skyldig som stjæleren" er Anders Fogh, Tony Blair og andre statsledere under anlage for krænkelse af menneskerettighederne. Vi
vil ikke acceptere en krig og folkemord med Iraks befolkning, hverken med eller
uden støtte af FNs sikkerhedsråd. Vi forlanger et meget lavere rustningsniveau
i verden samt destruktion af masseødelæggelsesvåben i alle
lande. Ja, vi kræver nedrustning i stedet for oprustning. Terrorismen krige og dens årsager er også den "globale klassekamp" - som på mange måder betyder, at vi lever i en "døende verden" og i et polariseret klassedelt verdenssamfund,- hvor 2/3 af verdens befolkning er udelukket fra den internationale verdensøkonomi med fattigdom og sult og mange ubeskrivelige menneskelige lidelser til følge. Den løses kun gennem en solidarisk verdensorden, for den "sociale massegrav" er langt større end krigskirkgegårdene. Ulighederne er så asociale, at 1,8 milliarder mennesker på denne jord må leve for 7 kroner om dagen. Og 3 milliarder - ja halvdelen af verdens borgere lever for mindre en en dansk ko får i EU støtte - det er fuldstændig grotesk. 50% af verdens befolkning
er så fattige, at de ikke kan skaffe sig adgang til en telefon og derfor
ikke har mulighed for lægebehandling og hospitalsindlæggelse i akutte
sygdomstilfælde. - Hvor er det asocialt. Jeg kan ikke lade være med at sige, at VC regeringen og EU også skaber terrorister med deres asociale politik overfor flygtninge, indvandrere og samfundets dårligst stillede. Og gennem deres klasseforræderi overfor lønmodtagerne med deres kyniske indgreb i de tilkæmpede faglige rettigheder på arbejdsmarkedet. Hvis vi vil undgå at denne krudttønde og fattigdom springer i hovedet på den vestlige verden, er løsningen, at protektionismen ophører og reel frihandel alle lande imellem bliver gennemført samt at u-landsbistanden bliver af langt højere størrelse, end den vi kender i dag. FN anbefaler, at alle de rige lande i vesten betaler 0,7% af bruttonationalproduktet, men det gør kun 4 ud af EU's 15 medlemslande. Verdens rigeste land USA betaler kun 0,1% af sit bruttonationalprodukt, men deres forsvarsbudget for næste år kommer på 3.000 milliarder kr. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at starten på en ny krig koster 750 milliarder kr. Så man kunne jo passende starte med at overføre vestens forsvarsbudgetter til menneskehedens livskvalitet, så vi alle får en fredelig verden at leve i, i stedet for at bruge milliarder til krudt og kugler for at holde de fattige væk fra vores egne overflodssamfund i den vestlige verden. USA-imperialismen udgør med dens økonomiske og især militære potentiale den ubetinget største fare for folk over hele verden. Den står for den transnationale selskabers uindskrænkede udplyndring på alle kontinenter. Den står for rå magtanvendelse. Den provokerer reaktion over hele jordkloden I denne situation er der et skrigende behov for et internationalt aktionsfællesskab mod USA -imperialismen og til forsvar for den nationale selvbestemmelse. Men da USA langt fra har opgivet sin erobringskrig i Golfen for at få styrket sin kyniske og brutale magt over verdenssamfundet, må nye meget betydningsfulde demonstrationer iværksættes, og andre slagkraftige protestformer mod krigen overvejes, som f.eks. kan være boykot af USA produkter, blokader, punktstrejker, og det kan desværre blive nødvendigt med en international generalstrejke over kort eller længere tidsrum for at vise magthaverne, at det fredselskende folk er parat til aktiv kamp for freden for herigennem at vise, at arbejderklassen og fagbevægelsen har styrke til at stoppe Bush og storkapitalens krigsmaskine ved at stoppe produktionen af krigsmateriel. Og fagbevægelsen må gå forrest i kampen for en fredelig verden, for hvad skal vi med de vundne arbejdskampe hvis vi taber kampen for freden." Vi må fra denne demonstration kræve,
at Danmark kommer ud af den markedsøkonomiske spændetrøje,
som styres af Amerika, og som kører verden i sænk og i socialt armod. Vi opfordrer den danske regering og Folketinget til at fravælge krigen. Vi forlanger social oprustning og militær nedrustning Vi opfordrer Folketinget til at bruge penge på at understøtte den humanitære indsats - bl.a. gennem FN - i stedet for at bruge dem på dansk krigsdeltagelse. Vi opfordrer til at arbejde for fred, demokrati, menneskerettigheder og en mere retfærdig fordeling af verdens ressourcer. Tak for ordet - fortsat god kamp for en fredelig verden. - End - |