Analyse
 

Irak er et forsøgsprojekt

Chomsky interviewet af Frontline

Af Noam Chomsky and VK Ramachandran

Frontline India; April 02, 2003

Noam Chomsky, universitetsprofessor ved Massachusetts Institute of Technology, grundlægger af den moderne lingvistik og politisk aktivist, er et kraftcenter for antiimperialistisk aktivisme i USA i dag. Den 21 marts en travl og typisk - og særlig Chomsky´sk - dag med politisk protest og videnskabelig akademisk forskning, talte han til V.K. Ramachandran om det aktuelle angreb på Irak.

V. K. Ramachandran : Udgør den nuværende agression mod Irak en fortsættelse af USA´s internationale politik i de senere år eller et kvalitativt nyt stadie i den politik?

Noam Chomsky : Den repræsenterer en betydningsfuld ny fase. Den er ikke uden fortilfælde, men ikke destomindre betydningsfuld.

Den skal ses som et forsøgsprojekt. Irak ses som et ekstremt let og totalt forsvarsløst mål. Det antages, formentlig korrekt, at samfundet vil bryde sammen, at soldaterne vil invadere, og at USA vil tage kontrol og etablere et regime efter eget valg og militære baser. Det vil derefter går videre til efterfølgende vanskeligere sager. Det næste tilfælde kunne være Andes-regionen, det kunne være Iran, eller det kunne være andre.

Forsøgsprojektet går ud på at forsøge at etablere, hvad USA kalder en "ny norm" i internationale relationer. Den nye norm er "præventiv krig". Bemærk, at nye normer kun etableres af de Forenede Stater. Således etablerede det f.eks. ikke en ny norm for humanitær intervention, da Indien invaderede Øst Pakistan for at gøre en ende på frygtelige massakrer, fordi Indien er det forkerte land, og desuden fordi USA var ihærdig modstander af denne aktion.

Dette er ikke præventiv krig, der er en afgørende forskel. Forebyggende (pre-emptive) krig har en betydning, det betyder at hvis maskiner f.eks. flyver over Atlanterhavet for at bombe de Forenede Stater, så har de Forenede Stater lov til at skyde dem ned selv før de bomber, og de kan have lov til at angribe de luftbaser, hvorfra de kom. Forebyggende krig er et svar på et igangværende eller truende angreb.

Doktrinen om præventiv krig er helt anderledes; den siger, at de Forenede Stater - alene, eftersom ingen anden har denne ret - har retten til at angribe et hvilketsomhelst land, som det påstår er en potentiel udfordring for det. Så hvis de Forenede Stater af en eller anden grund påstår, nogen på et eller andet tidspunkt kan true det, så kan det angribe dem.

Doktrinen om præventiv krig blev udtrykkeligt bekendtgjort i the National Security Strategy sidste september. Den sendte kuldegysninger gennem hele verden, inklusive gennem det amerikanske establishment, hvor, ville jeg tro, oppositionen imod krigen var usædvanlig høj. Sikkerhedsstrategien sagde i virkeligheden, at USA vil regere verden med magt, hvilket er den dimension - den eneste dimension, i hvilken den er størst. Endvidere vil USA gøre dette i uoverskuelig fremtid, for hvis en potentiel udfordring skulle lægge sig i vejen for amerikansk dominans, så vil USA ødelægge den,
før den bliver en udfordring.

Det er den første øvelse i denne doktrin. Hvis det lykkes på disse præmisser, som det formodentlig vil, fordi målet er så forsvarsløst, så vil internationale jurister og vestlige intellektuelle og andre begynde at tale om en ny norm i internationale forhold. Det er vigtigt, at etablere en sådan norm, hvis man forventer at beherske verden med magt i overskuelig fremtid.

Dette er ikke uden fortilfælde, men det er ekstremt usædvanligt. Jeg vil nævne et fortilfælde, blot for at vise hvor snævert spektret er. I 1963 holdt Dean Acheson, der var en meget respekteret ældre statsmnd og senior rådgiver for Kennedy administrationen, en vigtig tale for the American Society of International Law, i hvilken han retfærdiggjorde de amerikanske angreb på Kuba. Kennedy-administrationens angreb på Kuba var international terrorisme i stor stil og økonomisk krigsførelse.
Timingen var interessant - det var lige efter missilkrisen, da verden var meget tæt på en afgørende atomkrig. I sin tale sagde Acheson, at der intet "juridisk problem" opstår, når de Forenede Stater svarer på en udfordring af dets "magt, position eller prestige", eller lignende ordvalg.

Dette er også Bush doktrinens konstatering. Selvom Acheson var en vigtig skikkelse, havde det, han sagde, ikke været officiel regeringspolitik i efterkrigsperioden. Det fremstår nu som officiel politik, og dette er den første illustration af det. Det har til formål at danne præcedens for fremtiden.

Sådanne "normer" etableres kun, når en vestlig magt foretager sig noget, ikke når andre gør det. Dette er en del af den vestlige kulturs dybe racisme, der kan føres tilbage til arhundreders imperialisme og stikker så dybt, at den er ubevidst.

Så jeg mener, at denne krig er et vigtigt nyt skridt, og at det har til formål at være det.

Ramachandran : Er det også en ny fase i den forstand, at USA ikke har været
i stand til få andre med?

Chomsky : Det er ikke nyt. I tilfældet med Vietnam forsøgte USA f.eks ikke engang
at få international støtte. Ikke desto mindre har du ret i, at det er usædvanligt.
Dette er et tilfælde, hvor de Forenede Stater af politisk årsager var nødt til at forsøge at tvinge verden til at acceptere dets holdning uden at være i stand til det, hvilket er ret udsævanligt. Sædvanligvis bøjer verden sig.

Ramachandran : Så det udgør et "fejlslagent diplomati" eller en omdefinering af diplomati i sig selv?

Chomsky : Jeg vil ikke kalde det diplomati i det hele taget - det er fejlslagen tvang.

Sammenlign det med den første Golf Krig. I den første Golf Krig tvang USA Sikkerhedsrådet til at acceptere dets position, skønt meget af verden var imod den. NATO gik med og det eneste land i Sikkerhedsrådet, der ikke gjorde det -Yemen - blev
øjeblikkeligt og strengt straffet.

I alle legal systemer, der tages alvorligt, anses fremtvungne domme for ugyldige, men i internationale sager, der føres af de magtfulde, er fremtvungne domme i orden - de kaldes diplomati.

Hvad der er interessant ved denne sag er, at tvangen ikke virkede. Der var lande -
faktisk de fleste af dem - som stædigt fastholdt det overvældende flertal af deres
befolkningers holdning.

Det mest dramatiske tilfælde er Tyrkiet. Tyrkiet er et sårbart land, sårbart overfor amerikansk afstraffelse og overtalelsesmidler. Ikke destomindre fastholdt den nye regering, jeg tror til alles overraskelse, omkring 90% af dens befolknings holdning. Tyrkiet bliver bittert fordømt, fordi det indtog det overvældende flertal af dets befolknings holdning. De lande, der roses er lande som Italien og Spanien, hvis ledere invilligede i at følge ordrer fra Washington på bekostning af opposition fra måske 90% af deres befolkninger.

Det er et andet nyt skridt. Jeg kan ikke komme i tanker om en anden sag, hvor had og foragt for demokrati har været så åbent proklameret, ikke kun fra regeringen, men også fra liberale kommentatorer og andre. Der er nu en hel literatur, der prøver at forklare, hvorfor Frankrig, Tyskland, det såkaldte "gamle Europa" og Tyrkiet og andre prøver at underminere de Forenede Stater. Det er uforståeligt for eksperterne, at de skulle gøre dette, fordi de tager demokrati alvorligt, og de skulle mene, at når det overvældende flertal af befolkningen har en mening, så bør en regering følge
den.

Det er virkelig foragt for demokrati, på samme måde som det, der er sket i de Forenede Nationer er total foragt for det internationale system.
Faktisk er der nu opfordringer - fra The Wall Street Journal, folk i regeringen og andre - til at opløse FN.

Frygten for de Forenede Stater rundt omkring i verden er ekstraordinær. Det er så ekstremt, at det endog bliver diskuteret i mainstream medierne. Forsidehistorien på den kommende udgave af Newsweek handler om, hvorfor verden er så bange for de Forenede Stater. The Post havde en forsidehistorie om det for en uge siden.

Selvfølgelig anses dette for at være verdens fejl, at der er noget galt med den verden som vi på en eller anden måde må forholde os til, men også noget, der må tages til efterretning.

Ramachandran : Den ide, at Irak skulle repræsentere en klar og nærværende fare, er selvfølgelig uden substans overhovedet.

Chomsky : Der er ingen udover - interessant nok den amerikanske befolkning- , der lægger vægt på den anklage .

I de sidste få måneder har regeringsmedie propagandaen nået et bemærkelsesværdigt resultat, der er meget tydeligt i meningsmålingerne. De internationale meningsmålionger viser, at støtte til krigen er større i USA end i andre lande. Det er imidlertid temmelig vildledende, fordi man ved nærmere eftersyn vil se, at de Forenede Stater også i en anden henseende er anderledes end resten af verden.
Siden september 2002 er de Forenede Stater det eneste land i verden, hvor 60% af befolkningen tror, at Irak er en umiddelbar trussel - noget, som folk selv ikke i Kuwait eller Iran tror.

Desuden tror nu omkr. 50% af befolkningen nu, at Irak var ansvarlig for angrebet på World Trade Centre. Dette er sket siden september. Faktisk var tallet efter 11 september angrebet omkr. 3%. Regeringsmedie-propagandaen har haft held til at hæve dette til omkr. 50%. Hvis folk nu virkelig tror, at Irak er ansvarlig for større terroristngreb på de Forenede Stater og planlægger at gøre dette igen, meget vel, i så tilfælde vil folk støtte krigen.

Dette er, som jeg har sagt, sket efter september 2002. September 2002 er det tidspunkt, hvor regeringsmedie kampagen begyndte, og også da midtvejsvalg-kampagenen begyndte. Bush administrationen ville have lidt nederlag i valget hvis sociale og økonomiske emner havde været øverst på dagsordenen, men den havde held til at undertrykke disse emner til fordel for sikkerhedsproblemer - og folk kryber sammen under magtens paraply.

Dette er præcis den måde, lande blev styret på i 1980´erne. Husk, at disse er næsten de samme folk som i Reagan og Bush senior administrationerne. Hele vejen igennem 1980´erne førte de en indenrigspolitik der var skadelig for befolkningen og som folk ifølge ekstensive meningsmålinger var imod. Men de havde held til at opretholde kontrol ved at skræmme folket. Således var den nicaraguanske hær to dages march fra Texas, og flybasen i Grenada var et sted, hvorfra russerne ville kunne bombe os.

Sådan var der den ene ting efter den anden, hvert år, hver eneste af dem latterlige. Reagan administrationen erklærede faktisk national nødretsstilstand i 1985 som følge af den trussel mod de Forenede Staters sikkerhed som udgjordes af den nicaraguanske
regering.

Hvis nogen iagttog dette fra Mars, ville de ikke vide, om skulle le eller græde.

De gør nøjagtig det samme nu, og vil sandsynligvis gøre noget lignende til præsidentkampagnen. Der vil være en ny drage, der skal slås ihjel, for hvis administrationen lader indenrigspoliske emner være fremherskende, er den i dybe vanskeligheder.

Ramachandran : Du har skrevet, at denne aggressionskrig har farlige konsekvenser mht international terrorisme og truslen om atomkrig.

Chomsky : Jeg skal ikke gøre krav på nogen originalitet i forbindelse med den mening. Jeg citerer blot CIA og andre efterretnings agenturer og faktisk alle specialister i internationale anliggender og terrorisme. Udenrigspolitik, studier fra American Academy of Art and Sciences og den højt placerede Hart-Rudman Commission on terrorist threats to the United States er alle enige om, at det sandsynligvis vil øge terrorisme og udbredelsen af masseødelæggelsesvåben.

Årsagen er enkel: dels som hævn, men dels blot som selvforsvar.

Der er ingen anden måde at beskytte sig på imod amerikansk angreb. Faktisk gør de Forenede Stater det sædeles klart og giver verden en ekstremt hæslig lektie.

Sammenlign Nord Korea og Irak. Irak er forsvarsløst og svagt; faktisk det svageste regime i regionen. Selvom det styres af et frygteligt monster, så udgør det ikke nogen trussel for nogen overhovedet. Nord Korea indebærer på den anden side en trussel: det har et afskrækkelsesvåben. Det et ophobet artilleri med sigte på Seoul, og hvis de Forenede Stater angriber det, kan det udslette en stor del af Syd Korea.

Så de Forenede Stater fortæller verdens lande: hvis du er forsvarsløs, så angriber vi dig når vi har lyst, men hvis du har afskrækkelsesvåben, trækker vi os ud, fordi vi kun angriber forsvarsløse mål. Det er m.a.o. det samme som at fortælle andre lande, at de hellere må udvikle terrorist netværk og masseødelæggelsesvåben eller andet troværdigt afskrækkelsesmiddel; hvis de ikke gør det, er de sårbare overfor "præventiv krig".

Af den grund alene, vil denne krig sandsynligvis føre til udbredelse af både terrorisme og masseødelæggelsesvåben.

Ramachandran : Hvordan tror du, USA vil administrere de menneskelige - og humanitære - konsekvenser af krigen?

Chomsky : Det er der selvfølgelig ingen, der ved. Det er grunden til at ærlige og anstændige mennesker ikke hengiver sig til vold - fordi man simpelthen ikke ved det.

Hjælpeorganisationerne og lægemiddel grupper, der arbejder i Irak har påpeget, at konsekvenserne kan blive meget alvorlige. Alle håber det ikke sker, men det kunne berøre op til millioner af mennesker. At gribe til vold når der endog er en sådan mulighed er kriminelt.

Der foreligger allerede - dvs. allerede før krigen - en humanitær katastrofe. Iflg. forsigtige skøn har ti års sanktioner dræbt hundrede tusinde mennesker. Hvis der var nogen hæderlighed, ville USA betale reparationer blot for sanktionerne.

Situationen svarer til bombingen af Afghanistan, som du og jeg talte om, mens bombningen der fandt sted i sine tidlige stadier. Det var indlysende, at de Forenede Stater aldrig ville undersøge konsekvenserne.

Ramachandran : Eller investere de penge, der var nødvendige.

Chomsky : Nej, nej. Først bliver spørgsmålet ikke stillet, så ingen har nogen ide om, hvad konsekvenserne af bombningerne vil være for størstedelen af landet. Derefter kommer der næsten intet ind. Til sidst er det ude af medierne, og ingen husker det længere.

I Irak vil de Forenede Stater opføre en opvisning i humanitær rekonstruktion og indsætte et regime, som det vil kalde demokratisk, hvilket betyder at det følger Washington´s ordrer. Så vil det glemme, hvad der sker senere og derefter gå videre til næste punkt på dagsordenen.

Ramachandran : Hvordan har medierne levet op til deres propaganda-
model ry denne gang?

Chomsky : Lige nu hepper det på sit hjemmehold. Se på CNN, hvilket
er afskyeligt - og sådan er det over det hele. Det er forventeligt i krigstid;
medierne dyrker magten.

Det er mere interessant, hvad der skete under opbygningen til krigen. Det er en kendsgerning ,at regeringsmedie propagandaen var i stand til at overvbevise befolkningen om, at Irak er en umiddelbar trussel og at Irak var ansvarlig for 11 september er et bemærkelsesværdigt resultat og at det, som nævnt, blev opnået på omkr. fire måneder. Hvis du spørger folk i medierne om dette, vil de sige; " Nuvel, det har vi aldrig sagt," og det er sandt, det gjorde de ikke. Der var aldrig en erklæring om, at Irak har til hensigt at invadere USA, eller at det var ansvarligt for på World Trade
Center. Det blev blot insinueret, antydning på antydning, indtil man til sidst fik folk til at tro det.

Ramachandran : Men se så alligevel på modstanden. Til trods for propagandaen, til trods for nedrakningen af de Forenede Nationer, så har den alligevel ikke slået igennem.

Chomsky : Det er ikke til at vide. De Forenede Nationer er i en meget udsat position.

De Forenede Stater kan tage skridtet til at demontere det. Jeg tror ikke virkelig på det, men i det mindste at reducere det, for når det ikke lyder ordrer, hvad er så nytten af det?

Ramachandran : Noam, du har oplevet modstandsbevægelser imod imperialismen over en lang periode - Vietnam, Central Amerika, den første Golf krig . Hvad er dit indtryk af karakter, rækkevidde og dybde af den nuværende modstand imod amerikansk aggression? Vi nærer store forhåbninger til de ekstraordinære mobiliseringer over hele verden.

Chomsky : Javist, det er korrekt; det har ikke sin lige. Oppositionen over hele verden er enorm og uventet, og det samme gælder de Forenede Stater.
Forleden dag var jeg f.eks. til demonstrationer i Boston lige ved Boston Common. Det er ikke første gang jeg har været der. Den første gang jeg deltog i en demonstration der, hvor jeg skulle tale, var i oktober 1965. Det var fire år efter at de Forenede Stater havde påbegyndt bombingen af Syd Vietnam. Halvdelen af Syd Vietnam var blevet ødelagt og krigen var blevet udvidet til Nord Vietnam. Vi kunne ikke have demonstrationer, fordi den blev fysisk angrebet, for det meste af studenter med støtte af den liberale presse og radio, som fordømte disse folk, der dristede sig til at protestere imod en amerikansk krig.

Ved denne lejlighed har der imidlertid været en massiv protest før krigen blev udløst officielt og endnu en gang på dagen, hvor den blev udløst - uden mod-demonstrationer. Dette er en radikal forskel. Og hvis det ikke var for frygt-faktoren, som før nævnt, ville der være meget mere opposition.

Regeringen ved, at den ikke kan gennemføre en langvarig aggression og destruktion som i Vietnam, fordi befolkningen ikke vil tolerere det.

Der er kun en måde at udkæmpe en krig på nu. For det første, udvælg en meget svagere fjende, en, der er forsvarsløs. Opbyg den så i propaganda systemet som enten i færd med at begå aggression eller som forestående trussel. Derefter har du brug for en blændende sejr. Et vigtigt lækket dokument fra den første Bush administration i 1989 beskrev, hvordan USA skulle udkæmpe krig. Her stod der, at USA måtte bekæmpe meget svagere fjender, og at sejren måtte være hurtig og afgørende, da offentlighedens støtte ellers hurtigt ville svinde. Det er ikke længere som i 1960´erne, hvor en krig kunne udkæmpes i åresvis uden nogen opposition overhovedet.

På mange måder har aktivismen i 1960´erne og de følgende år simpelthen gjort en stor del af verden, inklusive dette land meget mere civiliseret i mange henseender.

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -