Et nyt amerikansk århundrede?

Irak og de skjulte euro-dollars krige

af F. William Engdahl
USA/Tyskland

F. William Engdahls artikel i tidsskriftet Current Concerns
"A New American Century? Iraq and the hidden euro-dollar wars", som her foreligger på dansk, er en dybdeborende analyse af de økonomiske drivkræfter bag den amerikanske globale strategi. Biografiske noter under artiklen.
Om samme tema se endvidere
Bertil Kilner: Den store trussel mod dollaren

Til trods for den tilsyneladende lynhurtige militære succes i Irak har den amerikanske dollar endnu til gode at nyde fordelen som en sikker valutahavn . Dette er en uventet udvikling, eftersom mange valutahandlere havde forventet en stigende dollar som følge af nyhederne om en amerikansk sejr.

Kapital flygter fra dollaren og overvejende over til euro'en. Der er mange, der begynder at spørge, om ikke den amerikanske økonomis objektive situation er langt værre end aktiemarkedet lader forstå. Dollarens fremtid er langt fra et perifert spørgsmål, der kun tiltrækker sig opmærksomhed fra banker eller valutahandlere.
Det er kernen i Pax Americana, eller som det hedder, The American Century, dvs. det system af arrangementer som Amerikas rolle i verden bygger på. Og alligevel, altimens dollaren er støt faldende i forhold til euro efter krigens afslutning i Irak, så synes Washington bevidst at forværre dollarens fald i offentlige kommentarer.

Det, der finder sted er et magtspil af den allerstørste geopolitiske betydning, det måske mest skæbnesvangre siden tilsynekomsten i 1945 af de Forenede Stater som verdens førende økonomiske magt.

Den koalition af interesser, der fandt sammen om krig imod Irak som en strategisk nødvendighed for De forenede Stater, omfattede ikke blot de udtalte, i høj grad synlige neo-konservative høge omkrig forsvarsminister Rumsfeld og hans næstkommanderende Paul Wolfowitz. Den indbefattede også magtfulde permanente interesser, som amerikansk økonomisk indflydelse og dens globale rolle afhænger af, såsom den indflydelsesrige energisektor omkring Halliburton, Exxon Mobil, Chevron Texaco og andre gigantiske multinationale. Den indbefattede også de enorme amerikanske forsvarsindustri-interesser omkring Boeing, Lockheed-Martin, Raytheon, Northrup-Grumman og andre.

Det afgørende for disse gigantiske forsvars- og energi-konglomerater er ikke nogle få fede kontrakter fra Pentagon til opbygning af Iraks oljefaciliteter og til at fylde Dick Cheneys og andres lommer. Det er et spil, der drejer sig om selve videreførelsen af amerikansk magt i de kommende tiår af det nye århundrede. Dette betyder ikke, at profitter ikke bliver indkasseret i forløbet, men det er et rent biprodukt af den globale strategiske sag.

I dette magtspil er det dårligst forståede betydningen af dollaren som verdens reservevaluta, og dermed en væsentlig drivkraft, der har bidraget til Washingtons magtkalkyle over Irak i de forløbne måneder.
Amerikansk dominans i verden bygger i sidste instans på to søjler - dets overvældende militære overlegenhed, især til søs; og dets kontrol over verdensøkonomien, der udspringer af den rolle, som dollaren spiller i form af verdens reservevaluta.

Det står stadig mere klart, at Irak-krigen mere handlede om at bevare den anden søjle - dollarens rolle - end den første, den militære. I forbindelse med dollarens rolle er olje en strategisk faktor.

Amerikansk Århundrede: de tre faser

Hvis vi ser tilbage over perioden siden slutningen af 2. verdenskrig kan vi påvise flere særskilte faser af udviklingen af den amerikanske rolle i verden.

Den første fase, der begyndte i den umiddelbare efterkrigsperiode 1945-1948 og begyndelsen på den kolde krig, kunne man kalde Bretton Woods guldindløsnings-systemet.

Under Bretton Woods-systemet i umiddelbar forlængelse af verdenskrigen var situationen relativt rolig. De Forenede Stater var kommet ud af krigen som klart den eneste supermagt, med en stærk industriel basis og de største guldreserver hos nogen nation. Den foreliggende opgave var at genopbygge Vesteuropa og at skabe en NATO-atlantisk alliance imod Sovjet Unionen. Dollarens rolle var direkte bundet til guldet.
Så længe Amerika nød godt af det største guldreserver og den amerikanske økonomi var langt den mest produktive og effektive producent, var hele Bretton Woods-valutastrukturen fra den franske Franc til det britiske Pund Sterling og den tyske Mark stabil.

Dollarkreditter blev udvidet sammen med Marshall Plan-hjælp og kreditter til finansiering af genopbygningen af det krigshærgede Europa. Amerikanske selskaber, deriblandt multinationale oljeselskaber, indhøstede pæne gevinster ved at dominere handelen i begyndelsen af 1950´erne. Washington tilskyndede endda oprettelsen af Rom-Traktaten i 1958 for at ophjælpe europæisk økonomisk stabilitet og skabe større amerikanske eksportmarkeder i tilgift. For størstedelen var denne indledende fase af, hvad Time Magazine udgiveren Henry Luce kaldte ´The American Century´, i henseende til økonomiske landvindinger relativt 'gunstig' for både USA og Europa. USA havde stadig den fornødne økonomiske fleksibilitet til at bevæge sig.

Dette var den liberale amerikanske udenrigspolitiks æra. De Forenede Stater var den hegemoniske magt i det vestlige fællesskab af nationer. Eftersom de havde kontrol med overvældende guld- og økonomiske resourcer sammenlignet med Vesteuropa eller Japan og Syd Korea, var De Forenede Stater fuldt ud i stand til at være åben i sine handelserelationer til europæisk og japansk eksport. Modydelsen var europæisk og japansk støtte til de Forenede Stater under den kolde krig.
Amerikansk ledelse var igennem 1950´erne og de tidlige 1960´ere i mindre grad baseret på direkte tvang og mere på at nå frem til konsensus, hvadenten det var GATT handelsrunder eller andre emner. Organisation af eliter som Bilderberg- møderne blev organiseret for at dele den fremvoksende konsensus mellem Europa og de Forenede Stater.

Denne første, mere godartede fase af det Amerikanske Århundrede kom til sin afslutning i de tidlige 1970´ere.

Bretton Woods systemet til guldindveksling begyndte at bryde sammen, efterhånden som Europa kom til hægterne økonomisk og begyndte at blive en stærk eksportør i midten af 1960´erne. Denne tiltagende økonomiske styrke i Vesteuropa faldt sammen med stærkt stigende amerikanske offentlige underskud, jævnsides med at Johnson eskalerede den tragiske krig i Vietnam. Hele vejen gennem 1960'erne begyndte Frankrigs de Gaulle at tage sine dollar eksport-indtjeninger og kræve guld fra US Federal Reserve, hvilket var legalt under Bretton Woods på den tid.
I november 1967 var drænet på guld fra USA og Bank of England blevet kritisk. Det svage led i Bretton Woods Guldveksel arrangementet var Storbritannien - 'Europas syge mand´. Leddet sprængtes, da sterling blev devalueret i 1967. Det accelererede kun yderligere presset på den amerikanske dollar i og med at franske og andre centralbanker øgede deres efterspørgsel efter amerikansk guld til udveksling af deres dollarreserver. De kalkulerede med de svimlende krigsunderskud fra Vietnam, det var kun et spørgsmål om måneder før de forendede Stater selv ville blive tvunget til at devaluere i forhold til guld, så man måtte hellere få dets guld ud til en høj pris.

I maj 1971 var drænet på den amerikansk Federal Reserve's guld blevet alarmerende, og selv Bank of England sluttede sig til franskmændene i kravet om amerikansk guld for deres dollars. Dette var på det punkt, hvor Nixon administrationen valgte at opgive guldet helt og gå over til et system med flydende valutaer i august 1971.

Bruddet med guldfoden åbnede døren til en helt ny fase af det Amerikanske Århunderede. I denne nye fase blev kontrol med pengepolitikken i praksis privatiseret, med store internationale banker som Citibank, Chase Manhatten eller Barclays Bank i den rolle, som centralbankerne havde i et guld-system, men helt uden guld. 'Markedskræfter' kunne nu bestemme dollarens værdi. Og det gjorde de, så det forslår.

Den frit flydende dollar, kombineret med stigningen i 1973 af OPEC's oljepriser på 400 % efter Yom Kippur krigen, skabte grundlaget for en anden fase af det Amerikanske Århundrede: Petrodollarfasen.

Genbrug af petrodollars

Fra midten af 1970'erne undergik Det Amerikanske Århundredes system for global dominans en dramatisk forandring. Et anglo-amerikansk oljechock skabte pludselig enorm efterspørgsel efter den flydende dollar. Oljeimporterende lande, fra Tyskland til Argentina til Japan, var alle konfronteret med, hvordan de skulle eksportere i dollars for at betale for deres dyre nye oljeimport-regninger. OPECs oljelande blev oversvømmet med nye oljedollars. En betragtelig del af disse oljedollars kom til Londons og New Yorks banker, hvor en ny proces blev indført. Henry Kissinger benævnte den ´recycling petrodollars´ - recirkulation af petrodollars. Genbrugsstrategien blev diskuteret allerede i maj 1971 på Bilderberg-mødet i Saltsjoebaden i Sverige. Den blev forelagt af amerikanske medlemmer af Bilderberg, som udførligt beskrevet i min bog 'Mit der Ölwaffe zur Weltmacht'. [1]

OPEC var pludselig ved at blive kvalt i dollars, som det ikke kunne bruge. Amerikanske og britiske banker modtog OPEC dollars og videreudlånte dem som eurodollar-obligationer eller lån til lande i den tredje verden, der var desperate efter at låne dollars for at finansiere oljeimport. Opbygningen af disse petrodollar gældsbyrder i de sene 1970'ere lagde grunden til den tredje verdens gældskrise i 1980'erne. Hundrede af milliarder af dollars blev genbrugt mellem OPEC, banker i London og New York og tilbage til den tredje verdens låntagerlande.

I august 1982 sprang kæden endeligt og Mexico bekendtgjorde, at det sandsynligvis ville ophøre med at betale eurodollars lån tilbage. Den tredje verdens gældskrise begyndte, da Paul Volcker og den amerikanske Federal Reserve ensidigt havde hævet de amerikanske rentesatser sidst i 1979 for at forsøge at redde den svigtende dollar. Efter tre år med rekordhøje amerikanske rentesatser blev dollaren ´reddet´, men hele udviklingssektoren var ved at kvæles økonomisk under amerikanske ågerrenter på deres petrodollars-lån.

For at fremme gældsbetalinger til London og New Yorks banker, bragte bankerne IMF ind i billedet for at agere som 'gælds politi'. Offentligt forbrug til sundhed, uddannelse og velfærd blev nedskåret drastisk på IMF´s ordre for at sikre, at bankerne blev rettidigt betalt for deres petrodollars.

Fasen med petrodollarens hegemoni var fra det amerikanske establishments side et forsøg på at bremse dets geopolitiske tilbagegang som det dominerende centrum i efterkrigs-systemet.

IMFs 'Washington Consensus' blev udviklet for at gennemtvinge drakoniske gældsbetalinger fra tredjeverdens lande, for at tvinge dem til at tilbagebetale dollargæld, forhindre enhver økonomisk uafhængighed for andene i syden, og holde de amerikanske banker og dollaren flydende.

Den Trilaterale Kommission blev skabt af David Rockefeller og andre i 1973 med henblik på at tage højde for den nylige tilsynekomst af japan som en industriel kæmpe og forsøge at bringe Japan ind i systemet. Japan var som en stor industrination en væsentlig importør af olje. Japansk handelsoverskud fra eksport af biler og andre varer blev brugt til at købe olje i dollars. Det resterende overskud blev investeret i amerikanske statsobligationer for at afkaste renter.

G7 blev grundlagt for at holde Japan og Vesteuropa indenfor det amerikanske dollarsystem. Fra tid til anden i 1980'erne var der forskellige stemmer i Japan, som gik ind for tre valutaer - dollar, tyske mark og yen - i en deling af rollen som verdens reservevaluta. Det skete aldrig. Dollaren forblev dominerende.

Snævert betragtet syntes petrodollar-fasen at fungere som redskab for hegemoni. Underneden var den baseret på en stadigt værre nedgang i den økonomiske levestandard over hele verden, efterhånden som IMFs politik ødelagde national økonomisk vækst og sikrede åbne markeder for globaliserende mulitnationale, der søgte billig produktionsudflytning i 1980'erne og især i 1990'erne.

Alligevel var amerikansk udenrigspolitik og militærpolitik selv i petrodollars-fasen behersket af tilhængerne af den traditionelle liberale konsensus i amerikansk politik. Amerikansk magt afhang af periodisk forhandling af nye arrangementer vedr. handel og andre spørgsmål med dens allierede i Europa, Japan og Øst Asien.

En petro-euro rival?

Slutningen af den kolde krig og tilsynekomsten af et nyt forenet Europa og den europæiske monetære union i de tidlige 1990'ere begyndte at udgøre en helt ny udfordring for det Amerikanske Århundrede. Det tog nogle år, mere end et tiår efter Golf krigen i 1991, for denne nye udfordring at vise sig i fuld udstrækning. Den nuværende Irak krig er kun forståelig som et større slag i den nye, tredje fase af sikringen af amerikansk dominans. Denne fase er allerede blevet kaldt 'demokratisk imperialisme', et yndlingsbegreb hos Max Boot og andre neo-konservative. Som Irak-begivenhederne antyder, er det ikke sandsynligt, at den vil blive særlig demokratisk, men bestemt sandsynligt. at den vil blive imperialistisk.

Til forskel fra tidligere perioder efter 1945 er den amerikanske frihed til at yde indrømmelser til andre medlemmer af G-7 forsvundet. Nu er rå magt det eneste redskab til opretholdelse af amerikansk langsigtet dominans. Det klareste udtryk for dette argument kommer fra de neo-monservative høge omkring Paul Wolfowitz, Richard Perle, William Kristol og andre.

Det må imidlertid understreges, at de neo-konservative har opnået deres store indflydelse siden 11 september, fordi et flertal i det amerikanske magt-establishment finder deres synspunkter nyttige til fremme af en ny aggressiv amerikansk rolle i verden.

I stedet for at udarbejde overenskomster med europæiske partnere opfatter Washington i stigende grad Euroland som den store strategiske trussel imod amerikansk hegemoni, især ´Old Europe´ som repræsenteret af Tyskland og Frankrig. På samme måde som Storbritannien i dets nedgangsperiode efter 1870 tog sin tilflugt til stadigt mere desperate imperialistiske krige i Sydafrika og andetsteds, så bruger USA sin militære magt til at forsøge at fremme, hvad det ikke længere kan opnå med økonomiske midler. Her er dollaren akilleshælen.

Med indførelsen af euro'en i løbet af de sidste fem år er der føjet et helt nyt element til det globale system, der definerer, hvad vi kunne kalde det Amerikanske Århundredes tredje fase. Denne fase, i hvilken den seneste Irak krig spiller en hovedrolle, truer med at indlede en ny ondartet imperialistisk fase af amerikansk hegemoni. De neo-konservative taler åbent om deres imperiale dagsorden, mens de mere traditionelle amerikanske politiske stemmer prøver at benægte det.
De økonomiske realiteter, som dollaren er konfronteret med ved begyndelsen af det nye århundrede, definerer denne nye fase på en ildevarslende måde.

Der viser sig en kvalitativ forskel mellem de to første faser af det amerikanske århundrede - perioden mellem 1945-1973 og mellem 1973-1999 - og den nye fase, der er kendetegnet ved fortsat dominans i kølvandet på 9.11 angrebene og Irak-krigen.

Amerikansk magt efter 1945 har indtil for nylig overvejende haft karakter af en hegemon (overherre). Men selv om en hegemon er den dominerende magt i en ulige fordeling af magt, udspringer dens magt ikke alene af tvang, men også i kraft af samforståelse blandt dens allierede magter. Det hænger sammen med, at hegemonen er tvunget til at levere visse tjenester og ydelser til sine allierede i form af militær sikkerhed eller regulering af verdensmarkederne til fordel for den større gruppe, inklusive sig selv.
En imperial magt har imidlertid ikke den slags forpligtelser - hvilket af nogle betegnes som ´imperial overstretch´ (overforstrækning). Det er denne verden, som neo-konservative høge omkring Rumsfeld og Cheney hævder, at Amerika er nødt til at dominere med en politik i form af forebyggende (pre-emptive) krig.
En skjult krig mellem dollaren og den nye euro-valuta med sigte på globalt overherredømme er kernen i denne nye fase.

For at forstå vigtigheden af denne uudtalte konflikt om det valutariske overherredømme, må vi først gøre os klart, at siden de Forenede Staters fremkomst som global supermagt efter 1945 har amerikansk hegemoni hvilet på to urokkelige søjler:

For det første USAs overvældende militære overlegenhed over alle andre rivaler. De Forenede Stater bruger i dag end tre gange det samlede forbrug for hele den Europæiske Union på forsvar, dvs. omkr. $396 mia. i forhold til $118 mia. sidste år, hvilket er mere end de næste 15 største nationer tilsammen. Washington planlægger at bruge yderligere $2.1 billioner over de kommende fem år på forsvar. Ingen nation eller gruppe af nationer kan komme i nærheden af dette mht forsvarsforbrug. Kina er mindst 30 år fra at blive en alvorlig militær trussel. Der er ingen, der for alvor har til hensigt at stille sig i vejen for amerikansk militær magt.

Den anden søjle, amerikansk dominans i verden hviler på, er den dominerende rolle, som den amerikanske dollar spiller som reservevaluta. Indtil fremkomsten af euro'en sidst i 1999, var der ingen potentiel udfordring til dette dollar-overherredømme i verdenshandelen. Petrodollaren har været kernen i dollar-hegemoniet siden 1970'erne. Dollar-hegemoniet er strategisk vigtig for det fremtidige amerikanske globale overherredømme og i mange henseender lige så vigtig, om ikke endnu vigtigere end den overvældende militære magt.

Dollar: Påbudte penge

Det afgørende skifte fandt sted, da Nixon afskaffede dollarens indløselighed i guld for at lade den flyde i forhold til andre valutaer. Dette fjernede forhindringerne for at lade seddelpresserne rulle. Grænsen var kun bestemt af, hvor mange dollars resten af verden ville aftage. I kraft af den faste overenskomst med Saudi Arabien - den største OPEC oljeroducent, der kunne skrue op og ned for oliehanerne - fik Washington garanti for, at verdens største vare, olje - grundlaget for alle landes økonomi, grundlaget for al transport og meget af den industrielle økonomi - kun kunne købes på verdensmarkederne i dollars.
Overenskomsten var blevet ordnet i juni 1974 af udenrigsminister Henry Kissinger, der etablerede U.S.-Saudi Arabian Joint Commission on Economic Cooperation. Den saudiske centralbank, SAMA, kunne købe amerikanske statsobligationer med saudiske petrodollars. I 1975 accepterede OPEC officielt kun at sælge sin olje for dollars. En hemmelig amerikansk militær overenskomst til bevæbning af Saudi Arabien udgjorde modydelsen.

Indtil november 2000 vovede intet OPEC land at krænke dollar-prisreglen. Så længe dollaren var den stærkeste valuta, var der iøvrigt ringe grund til det. Men i november samme år overbeviste Frankrig og andre euroland-medlemmer endeligt Saddam Hussein om at gå imod De Forenede Stater ved at sælge Iraks olje-for-mad ikke i dollars, ´fjende-valutaen´, som Irak kaldte den, men kun i euro. Euro blev deponeret på en særlig FN-konto af den førende franske bank, BNP Paribas. Radio Liberty fra det amerikanske udenrigsministerium udsendte en kort medelelse om nyheden, hvorefter hele historien hurtigt blev dysset ned. [2]

Dette lidet bemærkede træk fra Iraks side, som trodsede dollaren til fordel for euro, var i sig selv uden betydning. Alligevel kunne det, hvis det blev udbredt, især på et tidspunkt, hvor dollaren allerede var ved at svækkes, udløse paniksalg af dollars fra udenlandske centralbanker og OPEC olje-producenter. I månederne før den sidste Irak-krig, hørtes antydninger i denne retning fra Rusland, Iran, Indonesien og selv Venezuela. En iransk OPEC-funktionær, Javad Yarjani, afleverede en detaljeret analyse af, hvordan OPEC engang i fremtiden kunne tænkes at sælge sin olje til EU for euro og ikke dollars. Han talte i april 2002 i Oviedo i Spanien på invitation fra EU. Alle indikationer peger i retning af, at Irak-krigen blev grebet som den letteste måde at sende en dødeligt forebyggende advarsel til OPEC og andre om ikke at flirte med at forkaste petro-dollars systemet til fordel for et system, der er baseret på euro'en.

Velinformerede bankkredse i London City og andetsteds i Europa bekræfter privat betydningen af dette lidet bemærkede Irak-initiativ til udskiftning af petro-dollar med petro-euro. ´Irak initiativet var en krigserklæring imod dollaren´ fortalte en senior London-bankmand mig for nylig. ´Så snart det blev klart, at Storbirtannien og USA havde taget Irak, hørtes et stort suk af lettelse i London City banker. De sagde privat:
"Nu behøver vi ikke at bekymre os om den forbandede euro trussel"´.

Hvorfor skulle noget så småt blive en sådan strategisk trussel imod London og New York, eller for De Forende Stater, at en amerikansk præsident øjensynlig ville sætte halvtredsårs alliance-relationer globalt over styr, og mere til, for at indlede et militært angreb, hvis retfærdiggørelse end ikke kunne bevises overfor verden?
Svaret er den enestående rolle, som petro-dollaren spiller som fundament for amerikansk hegemoni.

Hvordan fungerer dette? Så længe næsten 70 % af verdenshandelen finder sted i dollars, er dollaren den valuta, som centralbankerne akkumulerer som reserver. Men centralbanker, hvadenten det er Kina eller Japan eller Brasilien eller Rusland, stabler ikke simpelthen dollars op i deres hvælvinger. Valuta har en fordel fremfor guld. En centralbank kan bruge den til at købe statsobligationer fras udstederen, De Forenede Stater. De fleste lande rundt omkring i verden er tvunget til at tøjle deres handelsunderskud eller se et valutasammenbrud i øjnene. Ikke De Forende Stater. Dette skyldes dollarens rolle som reservevaluta. Og det, som understøtter denne rolle er petrodollaren. Alle nationer har behov for at skaffe sig dollars til at importere olje for, nogle mere end andre. Dette betyder, at deres handel tager sigte på dollarlande, fremfor alt USA.

Eftersom olje er en fundamental vare for alle nationer, kræver petrodollarsystemet, der eksisterer til dato, opbygningen af enorme handelsoverskud for at kunne akkumulere dollaroverskud. Dette er tilfældet for alle lande undtagen et - De Forenede Stater, der kontroller dollaren og trykker den efter forgodt befindende eller efter påbud. Eftersom det meste af al international handel afvikles i dollars, må lande gå til udlandet for at få de betalingsmidler, de ikke selv kan udstede. Hele den globale handelsstruktur idag fungerer i overensstemmelse med denne dynamik, fra Rusland til Kina, fra Brasilien til Syd Korea og Japan. Alle søger at maksimere dollaroverskud fra deres eksporthandel.

For at holde denne proces gående har De Forenede Stater indvilliget i at være "importøren i sidste led", fordi hele dets monetære hegemomi afhænger af denne dollar- genbrug.

Centralbankerne i Japan, Kina, Syd Korea, Rusland og resten køber alle amerikanske værdipapirer med deres dollars. Det tillader til gengæld De Forenede Stater at opretholde en stabil dollar, meget lavere rentesatser og et årligt betalingsbalance-underskud i forhold til resten af verden på 500 mia. $. Federal Reserve kontrollerer dollar trykpressen og verden behøver dens dollars. Så simpelt er det.

Truslen fra den amerikanske udenrigsgæld

Og dog er det måske ikke så simpelt. Der er tale om et højst ustabilt system eftersom amerikansk handelsunderskud og nettogæld eller forpligtelser til udenlandske konti nu er godt over 22% af BNP i 2000, og hastigt stigende. De Forenedes Staters nettogæld - offentlig såvel som privat - er ved at eksplodere uheldsvangert. I de forløbne tre år siden det amerikanske aktiekollaps og tilbagevendende budgetunderskud i Washington er netto gælds situationen ifølge en nylig undersøgelse fra the Pestel Institute i Hanover næsten fordoblet. I 1999, højdepunktet af dot.com boblens rasen, var amerikansk netto gæld til udlandet omkring $1.4 billioner. I slutningen af dette år, vil den skønsmæssigt overstige $3.7 billioner! Før 1989 havde de Forenede Stater været en netto kreditor, der indvandt mere fra sine udenlandske investeringer end det betalte til dem i renter på statsobligationer eller andre amerikanske aktiver. Siden slutningen af den kolde krig er de Forenede Stater blevet en netto udlandsgæld debitor-nation i størrelsesordnen $3.7 billioner! Dette er ikke hvad Hilmar Kopper ville kalde ´pebbernødder´.

Det stiller ikke krav om megen forudseenhed at se den strategiske trussel i forbindelse med disse underskud for de Forenede Staters rolle. Med et årlig valutabalance (current account)(hovedsagelig handel) underskud på omkr. $500 mia., dvs. omkr. 5% af BNP, er de Forenede Stater nødt til at importere eller tiltrække mindst $1.4 mia. hver dag, for at undgå et dollar-sammenbrud og holde sine rentesatser til strækkeligt lave til at understøtte den gældstyngede koncernøkonomi.

Denne netto gæld forværres i et dramatisk tempo. Hvis Frankrig, Tyskland, Rusland og et antal af OPEC olje-lande nu skulle flytte selv en lille del af deres dollarreserver over til euro for at købe obligationer af Tyskland eller Frankrig eller lignende, så ville de Forenede Stater stå overfor en strategisk krise hinsides nogen anden i efterkrigsperioden. At forebygge denne trussel var en af de mest strategisk skjulte grunde til beslutningen om at gå ind for ´regime change´, som det hedder, i Irak. Så enkelt og koldsindigt er det. Fremtiden for Amerika med status som ene supermagt afhænger af at forebygge den trussel, der udspringer af Eurasien og Euroland i særdeleshed. Irak var og er en skakbrik i et langt større strategisk spil, et af dem med de højeste indsatser.

Euroen truer hegemoniet

Da euroen blev indført i slutningen af det sidste tiår, henvendte førende EU regeringsrepræsentanter, bankfolk fra sig Deutsche Bank´s Norbert Walter, og den Franske præsident Chirac til store indehavere af dollar reserver - Kina, Japan, Rusland - og forsøgte at overbevise dem om at udskifte deres dollars eller i det mindst en del af deres reserver med euro. Det kolliderede imidlertid med behovet for at devaluere den altfor høje euro, så tysk eksport kunne stabilisere Eurolands vækst. En faldende euro var det, det drejede sig om indtil 2002.

Derefter begyndte dollaren med den bristede amerikanske dot.com bobbel, Enron og Worldcom finansskandalerne og recessionen i USA at miste sin tiltrækning for udenlandske investorer. Euroen vandt støt terræn indtil slutningen af 2002. Derefter dukkede der, mens Frankrig og Tyskland forberedte deres hemmelige diplomatiske strategi i FN´s Sikkerhedsråd m.hbl.p. at blokere krig, rygter op om at de russiske og kinesiske centralbanker i al stilhed begyndte at dumpe dollars og købe euro. Resultatet var et frit dollarfald på tærsklen til krig. Scenen var sat, hvis Washington skulle tabe Irak krigen, eller den gik over til et langt blodigt sammenbrud.

Men Washington, førende New York banker og de højere lag af det amerikanske establishment var helt klar over, hvad der var på spil. Irak drejede sig ikke om almindelige kemiske eller endog kernevåben til masseødelæggelse. ´Masseødelæggelsesvåbnet´var truslen om, at andre ville følge Irak og gå over til euro i stedet for dollars, og dermed forårsage masseødelæggelse af de Forenede Stater´s hegemoniske økonomiske rolle i verden. Som en økonom formulerede det, en afslutning på dollarens reserverolle ville være en ´katastrofe´ for de Forenede Stater. Federal Reserves rentesatser måtte nødvendigvis skubbes højere op end i 1979, da Paul Volcker hævede renten over 17 % for at forsøge at standse sammenbruddet af dollaren dengang.De færreste gør sig klart, at 1979 dollarkrisen også var et direkte resultat af træk fra Tyskland og Frankrig under Schmidt og Giscard til forsvar for Europa sammen med Saudi Arabien og andre, som begyndte at sælge amerikanske statsobligationer som protest imod Carter administrationens politik. Det er også værd at erindre, at efter Volcker´s dollar redning begyndte Reagan administrationen, bakket op af mange af de i dag neo-konservative høge, et enormt militært forsvarsforbrug for at udfordre Sovjet Unionen.


Eurasia kontra den anglo-amerikanske magt

Denne strid om petro-dollars kontra petro-euro, der begyndte i Irak, er på ingen måde forbi, til trods for de Forenede Staters tilsyneladende sejr i Irak. Euro´en blev skabt af franske geopolitiske strateger m.hbl.p. etableringen af en multipolær verden efter Sovjet Unionens sammenbrud. Formålet var at afbalancere den amerikanske overvældende dominans i verdensanliggender.

Bemærkelsesværdigt nok henholder franske strateger sig til en britisk geopolitisk strateg for at udvikle deres rivaliserende magt-alternativ til USA, nemlig Sir Halford Mackinder. Denne forgangne februar skrev et fransk efterretnings-tilknyttet newsletter, Intelligence Online, et stykke, ´The Strategy Behind Paris-Berlin-Moscow Tie´. Med reference til blokken bestående af Frankrig-Tyskland-Rusland i FN´s Sikkerhedsråd og med henblik på at forsøge at forhindre det amerikansk-britiske krigsinitiativ i Irak, bemærker Paris rapporten europæiske og andre magters nylige bestræbelser på at skabe en modmagt til de Forenedes Staters. Med henvisning til de nye bånd mellem Frankrig og Tyskland og senest med Putin, skrev de, ´en ny logik, og endog dynamik synes at være gøre sig gældende. En alliance mellem Paris, Moskva og Berlin, der strækker sig fra Atlanterhavet til Asien, kunne tænkes at foregribe en begrænsning af amerikansk magt.

For første gang siden begyndelsen af det 20 årh. har forestillingen om et globalt centralområde (world heartland) - britiske strategers mareridt - igen vundet indpas i de internationale relationer.´[3]

Mackinder, far til britisk geopolitik, skrev i sit bemærkelsesværdige papir, ´The Geographical Pivot of History´ at kontrollen med det eurasiske centralområde (heartland), fra Normandiet i Frankrig til Valdivostok, var den eneste mulige trussel der ville kunne modvirke Storbritanniens overlegne sømagt. Britisk diplomati var indtil 1914 indstillet på at forhindre enhver trussel af den art, dengang i forbindelse med den tyske kejsers ekspansionspolitik mod øst med Baghdad Railway og den tyske Tirpitz flådeopbygning. Den første verdenskrig var resultatet.

Med hevisning til de løbende britiske og senere amerikanske bestræbelser på at forhindre en eurasisk kombination som rival, understregede den parisiske efterretningsrapport, "Denne strategiske tilgang (dvs at skabe et eurasisk centralområde som en enhed) ligger bag oprindelsen til alle sammenstød mellem de kontinentale magter og de maritime magter (UK, U.S. og Japan) ... Det er Washingtons overlegenhed over havene der, selv nu, dikterer London´s uafvendelige støtte af U.S. og alliancen mellem Tony Blair og Bush.`
Et anden velorienteret fransk tidsskrift, Reseau Voltaire.net, skrev aftenen før Irak krigen, at dollaren var ´USA´s akilleshæl´. [4]
Dette er en underdrivelse, for at sige det mildt.


Irak blev planlagt længe før

Denne opdukkende trussel fra en fransk-ledet europolitik overfor Irak og andre lande, førte nogle ledende kredse i det amerikanske politiske lederskab til at påbegynde overvejelser vedr. forebyggende trusler mod petro-dollars systemet endog et stykke tid før Bush blev præsident. Mens Perle, Wolfowitz og andre ledende neo-konservative spillede en førende rolle i udviklingen af en strategi til bevarelse af det vaklende system, var en ny konsensus under udformning, der inkluderede væsentlige elementer af det traditionelle koldkrigs establishment omkring skikkelser som Ruksfeld og Cheney.

I september 2000, under præsidentvalgkampen, offentliggjorde en lille Washington tænke-tank, the Project for a New American Century, et vigtigt politisk materiale: 'Rebuilding America's Defenses: Strategies, Forces and Resources for a New Century'. Rapporten er i mange henseender nyttig som grundlag for en bedre forståelse af den nuværende administrations politik. Vedrørende Irak hedder det her, ´De Forenede Stter har gennem årtier søgt at spille en mere permanent rolle i forbindelse med Golf-regionens sikkerhed. Selv om den uløste konflikt med Irak tilvejebringer den umiddelbare retfærdiggørelse, overgår behovet for en betragtelig amerikansk styrkes tilstedeværelse i Golfen problemet med Saddam Hussein´s regime.´

Dette PNAC (Project for a New American Century) arbejde er det fundamentale grundlag for the Presidential White Paper fra september 2002 'The National Security Strategy of the United States of America'. (Se dansk oversættelse i uddrag her)

PNACs arbejde støtter ´Retningslinjer for opretholdelse af global amerikansk forrang, der udelukker tilsynekomsten af en rivaliserende stormagt, og som udformer den internationale sikkerhedsorden i overensstemmelse med amerikanske principper og interesser. Den amerikanske Grand Strategy må følges op så langt ind i fremtiden som muligt.´ Yderligere må USA ´afskrække avancerede industrilande fra at udfordre vort lederskab eller blot aspirere til en større regional eller global rolle.´ (Understregning tilføjet)

PNAC medlemskabet i 2000 fremstår som en liste over Bush-administrationen i dag. Det omfatter Cheney, hans kone Lynne Cheney, neo-konservativ Cheney medarbejder, Lewis Libby; Donald Rumsfeld; Rumsfelds viceminister Paul Wolfowitz. Den omfatter også NSC Middle East chef, Elliott Abrams; John Bolton fra udenrigsministeriet; Richard Perle og William Kristol. Også tidligere Lockheed-Martin vice præsident, Bruce Jackson og ex-CIA chef James Woolsey var bidragydere sammen med Norman Podhoretz, yderligere en neo-konservativ medstifter. Woolsey og Pohoretz taler åbent om at være igang med ´World War IV´.

Det står stadig mere klart for mange, at krigen i Irak handler om at bevare det Amerikanske Århundredes model for global dominans. Det er også klart, at Irak ikke betyder en afslutning. Hvad der endnu ikke er klart og som må diskuteres åbent rundt omkring i verden, er hvordan den mislykkede petro-dollar orden kan erstattes af et retfærdigt nyt system for global økonomisk velstand og sikkerhed.

Nu, hvor Irak truer med at eksplodere i internt kaos, er det vigtigt at gentænke hele efterkrigstidens monetære orden påny. Den aktuelle fransk-tysk-russiske alliance m.hbl.p. at skabe en modvægt til de Forenede Stater stille ikke kun krav om en fransk-ledet version af petro-dollar systemet, et slags petro-euro system, der viderefører det bankerotte amerikanske århundrede blot med en fransk accent og euro i stedet for dollars. Dette ville kun yderliger ødelægge levevilkårene over hele verden ved at øge menneskeligt spild og stejlt stigende arbejdsløshed i både industri- og udviklingslande. Vi må fuldstændig gentænke det, der begyndte kortvarig med nogle økonomer under Asien krisen i 1998, dvs. grundlaget for et nyt monetært system, der støtter menneskelig udvikling og ikke ødelægger den.

Oversættelse: Hans Pendrup

Andre artikler på dansk om
PNAC - Project for the New American Century

Noter (på engelsk)

1 Engdahl, F. William, Mit der Ölwaffe zur Weltmacht, edition steinherz, Wiesbaden, 2002. Chapter 9-10 detail the creation and impact of the Petrodollar recycling and the secret 1973 Saltsjoebaden meeting in preparing the oil shock.

2 Radio Liberty/RFE press release, Charles Recknagel, 'Iraq: Baghdad moves to Euro', November 1, 2000. The wire was picked up for about 48 hours by CNN and other media and promptly vanished from the headlines. Since William Clark's article, 'The real but unspoken reasons for the upcoming Iraq war' appeared in the Internet on February 2, 2003, a lively online discussion of the oil-euro factor has taken place, but outside occasional references in the London Guardian press, little in mainstream media has been said of this strategic background factor in the Washington decision to go against Iraq.

3 Intelligence Online, no.447: 20/02/2003. 'The Strategy Behind Paris-Berlin-Moscow Tie'. Intelligence Online Editor, Guillaume Dasquie, is a French specialist on strategic intelligence and has worked for French intelligence services on the bin Laden case and other investigations. His reference to French Eurasian geopolitics clearly reflects high-level French thinking.

4 Reseau voltaire.net, 'Suprematie du dollar: Le Talon d'Achille des USA', appeared April 4, 2003. It details a French analysis of the vulnerability of the dollar system on the eve of Iraq war.

Biografiske Data:

F. William Engdahl, Økonomisk journalist,
født 1944, opvoksede midt i Texas oljefelter. Det kan være grunden til, at han aldrig siden har sluppet beskæftigelsen med den teknisk og politisk fascinerende oljeverden. Efter ingeniør- og jura studier ved universitetet i Princeton (NJ) tog han erhvervsøkonomisk afgangseksamen i Stockholm med fokus på "internationale erhvervsøkonomiske forbindelser". Igennem 26 år har han været videnskabeligt og journalistisk virksom. Han udgav sine arbejder vedr. de mest forskelligartede aspekter af international olje-, energi- og erhvervsøkonomisk politik i forskellige magasiner og tidsskrifter, bl.a. i TIPRO-Reporter, magasinet for uafhængige oljeproducenter i Texas.

Derudover har udgivet regelmæssige bidrag vedr. internationale erhvervsøkonomiske og energispørgsmål i forskellige tidsskrifter, bl.a. i European Banker, Grant´s Interest Rate Observer, Nikon Keizai Shimbun (Japan) og Foresight Magazine. Forfatteren fungerer som uafhængig skribent i nærheden af Frankfurt am Main.
(oversat fra tysk H.P.)

- End -