Krigen mod terror
er humbug

af Michael Meacher

Angrebene 9/11 gav USA en ideel undskyldning for at bruge magt til sikring af dets globale dominans

Op til 2-års dagen for 11. september har den tidligere britiske miljøminister i Blair-regeringen Michael Meacher (nuværende parlamentsmedlem, minister fra maj 1997 til juni 2003) taget bladet fra munden og sagt, hvad der ikke måp siges af det transatlantiske politiske establishment: Krigen mod terror er humbug, et røgslør over andre interesser.
Hans artikel i avisen The Guardian den 6. september har vakt voldsom opsigt i USA og UK.

Der er nu - med rette - massiv opmærksomhed omkring grundene til at Storbritannien gik i krig imod Irak. Men alt for ringe opmærksomhed har været fokuseret på, hvorfor USA gik i krig, hvad der også kaster lys over britiske motiver.

Den konventionelle forklaring lyder således, at efter de to tårne blev ramt, var gengældelse imod al-Qaeda baser i Afghanistan det naturlige første skridt til at iværksætte en global krig imod terrorisme. Derefter kunne krigen også udvides til Irak, fordi Saddam Hussein angiveligt ifølge USA og UK regeringerfortsat besad masseødelæggelsesvåben.

Denne teori passer imidlertid ikke med alle kendsgerningerne. Sandheden er formentlig væsentligt mere skummel.

Vi ved nu, at der blev udarbejdet en drejebog for etablering af en global Pax Americana for Dick Cheney (nu vice-præsident), Donald Rumsfeld (forsvarsminister), Paul Wolfowitz (Rumsfeld´s deputy), Jeb Bush (George Bush´s yngre broder) og Lewis Libby (Cheney´s stabschef).
Dokumentet med titlen 'Rebuilding America´s Defenses' blev skrevet i september 2000 af den neokonservative tænketank Project for the New American Century (PNAC).

Planen viser at Bush´s kabinet havde til hensigt at tage militær kontrol med Golf regionen uanset om Saddam Hussein var ved magten eller ej.
Det hedder bl.a. her "mens den uløste konflikt med Irak udgør den umiddelbare retfærdiggørelse, går behovet for en substantiel amerikansk styrkes tilstedeværelse i Golfen videre end til problemet om Saddam Hussein´s regime."

PNAC blueprintet støtter et tidligere dokument, tilskrevet Wolfowitz og Libby, hvori det hed, at USA nødvendigvis må "afskrække avancerede industrilande fra at udfordre vort lederskab eller blot aspirere til en større regional eller global rolle".

Det refererer til nøgle allierede som UK som "det mest effektive og virksomme middel til udøvelsen af amerikansk globalt lederskab".
Det beskriver fredsbevarende missioner som "fordrende amerikansk politisk ledelse frem for FN". Det siger, at "selv om Saddam skulle forlade skuepladsen, så vil amerikanske baser i Saudi Arabien og Kuwait forblive permanente ... eftersom "Iran meget vel kan vise sig at være lige så stor en trussel imod amerikanske interesser som Irak".

Det fokuserer på Kina med henblik på "regime change", og siger, at "det er på tide at øge de amerikanske styrkers tilstedeværelse i Sydøst Asien."

Dette dokument opfordrer også til oprettelsen af "amerikanske rumstyrker" for at dominere verdensrummet, og til den totale kontrol over cyberspace for at forhindre "fjender" i at bruge internettet imod USA.

Det antyder også, at USA bør overveje at udvikle biologiske våben. "der kan målrettes imod specifikke genotyper [og] som kan transformere biologisk krig fra terrorismens område til et politisk nyttigt redskab."

Endelig - skrevet et år før 9/11 - udpeger det Nord Korea, Syrien og Iran som farlige regimer, og siger, at deres eksistens retfærdiggør oprettelsen af "et verdensomspændende kommando- og kontrolsystem".

For det første er det klart, at de amerikanske autoriteter gjorde meget lidt eller intet for at forebygge begivenhederne 9/11.
Det ligger nu fast, at i det mindst 11 lande bidrog med forudgående advarsler til USA om 9/11 angrebene. To senior Mossad-eksperter blev sendt til Washington i august 2001 for at varsle CIA og FBI om en celle med 200 terrorister, der angiveligt var i færd med at forberede en stor operation (Daily Telegraph, 16. september 2001). Listen, som de fremlagde, indbefattede navnene på fire af flykaprerne fra 9/11, ingen af dem blev arresteret.

Det havde været bekendt så tidligt som i 1996, at der var planer om at ramme mål i Washington med fly. Så rapporterede et amerikansk nationalt efterretningsagentur i 1999. at "al-Qaida selvmordsbombere kunne katastrofelande et fly pakket med højeksplosivt sprængstof i Pentagon, CIA´s hovedkvarter eller det Hvide Hus".

Femten af flykaprerne fra 9/11 fik deres visa i Saudi Arabien. Michael Springman, den tidligere chef for det amerikanske visa-kontor i Jeddah, har fastslået, at siden 1987 har CIA illegalt udstedt visa til ukvalificerede ansøgere fra Mellemøsten og har bragt dem til USA med henblik på træning i terrorisme efter den afghanske krig med henblik på andre formål. Det er også rapporteret, at fem af flykaprerne modtog træning på sikre amerikanske militærinstallationer i 1990´erne (Newsweek, 15
september 2001).

Instruktive spor før 9/11 blev ikke fulgt op. Den fransk marokkanske flyvestuderende Zacharias Maoussaoui (der formenes at være den 20ende flykaprer) blev arresteret i august 2001 efter at en instruktør havde rapporteret, at han udviste mistænkelig interesse i at lære at styre store rutefly. Da amerikanske agenter fra fransk efterretningsvæsen erfarede, at han havde bånd til radikale islamister, søgte de en kendelse til at ransage hans computer, der indeholdt nøgler til missionen den 11 september (Times, 3. november 2001). Men de blev tilbagevist af FBI. En agent skrev, en måned før 9/11, at Moussaoui kunne have planlagt at brase ind i de to tårne (Newsweek, maj 20 2002).

Alt dette gør det hele mere forbavsende - set i lyset af krigen mod terror - at der var en så langsom reaktion på selve dagen den 11. september.

Den første flykapring blev registreret ikke senere end kl. 8.20, og det sidste kaprede fly brasede ned i Pennsylvania kl. 10.06 o morgenen. Ikke et eneste jagerfly gik hastigt på vingerne for at undersøge, hvad der skete, fra US Andrews Air Force basen, der ligger kun 10 miles fra Washington DC, førend efter det tredje fly havde ramt Pentagon kl. 9.38. Hvorfor ikke?

Der eksisterede standard FAA-procedurer for aflytning af kaprede fly før 9/11. Mellem september 2000 og juni 2001 indsatte de amerikanske militær jagerfly ved 67 lejligheder for at jage mistænkelige fly (AP, august 13 2002). Det er ifølge amerikansk lov et krav, at når et fly først har afveget væsentligt fra sin rute, så bliver jagerfly sendt op for undersøge forholdene.

Var denne inaktivitet simpelthen resultatet af folk på nøgleposter, der afviste eller var uvidende om de foreliggende vidnesbyrd? Eller kunne de amerikanske sikkerhedsoperationer bevidst være holdt tilbage den 11. september? Hvis det var tilfældet, hvorfor da og på hvis autoritet?

Den tidligere føderale kriminalanklager John Loftus har sagt: "Den information, der blev leveret af europæisk efterretningsvæsen før 9/11 var så omfattende, at det ikke længere er muligt for hverken CIA eller FBI at hævde et inkompetent forsvar."

Heller ikke det amerikanske svar efter 9/11 var spor bedre. Intet alvorligt forsøg er nogensinde blevet gjort på at fange Bin Laden. Sent i september og tidligt oktober 2001 forhandlede ledere af Pakistans to islamistiske partier Bin Laden´s udlevering til Pakistan til retsforfølgelse vedr 9/11. Betegnende nok udtalte en amerikansk embedsmand, at "et for snævert sigte" kunne indebære risiko for "et for tidligt sammenbrud af den internationale bestræbelse, hvis Mr Bin Laden ved en eller andet lykketræf blev fanget".

Den amerikanske formand for stabscheferne, General Myers, gik så vidt som til at sige at "målet har aldrig været at få fat på Bin Laden" (AP, april 5 2002).
FBI agenten Robert Wright fortalte ABC News (19. december 2002), at FBI hovedkvartererne ikke ønskede nogen arrestationer. Og i november 2001 klagede US Air Force, over at det havde haft Al-Qaida og Taliban ledere på sigtekornet så ofte som 10 gange i løbet af de forudgående seks uger, men været ude af stand til at angribe fordi de ikke fik tilladelse hurtigt nok (Time Magazine, maj 13 2002).

Intet af dette indsamlede materiale, som alt ammen kommer fra kilder, der allerede er offentligt tilgængelige, er forenelige med en virkelig beslutsom krig imod terrorisme.

Listen over beviser falder imidlertid på plads, når det hele anskues på baggrund af PNAC-drejebogen. Ud fra denne synsvinkel ser det ud til, at den såkaldte "krig imod terrorisme" stort set er humbug, et røgslør, der skal dække over opnåelsen af mere omfattende amerikanske strategiske og geopolitiske mål.

Tony Blair har faktisk selv antydet dette, da han til Underhusets Liaison Committee sagde:
"For at sige det ligeud, så var der ingen måde, vi kunne have fået offentlig tilslutning til pludselig at iværksætte en kampagne imod Afghanistan, hvis ikke det var for det, der skete den 11 september" (Times, Juli 17 2002).

På lignende vis var Rumsfeld så besluttet på at opnå en logisk begrundelse for et angreb på Irak, at han ved 10 forskellige lejligheder bad CIA finde vidnesbyrd, der forbandt Irak til 9/11; CIA kom gentagne gange tomhændet tilbage (Time Magazine, maj 13 2002).

Faktisk frembød 9/11 et ekstremt bekvemt påskud til at sætte PNAC-planen i værk. Der er igen ganske klart bevismateriale, som viser at planer for militær aktion imod Afghanistan og Irak forelå et godt stykke tid før 9/11. En rapport udarbejdet for den amerikanske regering fra Baker Institute of Public Policy erklærede i april 2001, at "USA stadig er fange af sit energi-dilemma. Irak udgør fortsat en destabiliserende faktor for ... strømmen af olje til internationale markeder fra Mellemøsten".
Henvendt til vicepræsident Cheney´s Energy Task Group anbefalede rapporten, at eftersom dette var en uacceptabel risiko for USA, var "militær intervention" nødvendig (Sunday Herald, 6. oktober 2002).

Tilsvarende vidnesbyrd eksisterer m.h.t. Afghanistan. BBC rapporterede (18. september 2001), at Niaz Niak, en tidligere pakistansk udenrigsminister, af amerikanske senior funktionærer på et møde i Berlin i midten af juli 2001 fik at vide, at "militær aktion imod Afghanistan ville gå i gang i midten af oktober".

Indtil juli 2001 så den amerikanske regering Taliban regimet som en kilde til stabilitet i Central Asien, som ville muliggøre konstruktionen af kulbrinte-rørledninger gennem Afghanistan og Pakistan til det Indiske Ocean. Men konfronteret med Taliban´s afvisning af de amerikanske betingelser meddelte de amerikanske repræsentanter dem: "Enten accepterer I vores tilbud om et tæppe af guld eller vi begraver jer under et tæppe af bomber" (Inter Press Service, 15. november 2001).

På denne baggrund er det ikke forbavsende, at nogle har opfattet det mislykkede amerikanske forsøg på at afværge 9/11 angrebene som et uvurderligt påskud til at angribe Afghanistan i en krig, der tydeligvis var godt planlagt i forvejen.

Der er et muligt fortilfælde for dette. De amerikanske national-arkiver viser, at præsident Roosevelt brugt nøjagtig denne fremgangsmåde i relation til Pearl Harbor i december 7 1941. Visse tidlige advarsler om angreb blev modtaget, men informationen nåede aldrig frem til den amerikanske flåde. Det deraf følgende nationale turbulens overbeviste en modvillig amerikansk offentlighed om at man skulle gå ind i anden verdenskrig.

Tilsvarende erklærer PNAC blueprintet fra september 2000, at processen i forbindelse med at transformere USA til "morgendagens dominerende magt" sandsynligvis vil være et langvarigt projekt, fordi der mangler "en katastrofal og katalyserende begivenhed - som en ny Pearl Harbor".

Angrebene 9/11 gjorde det muligt for USA at trykke på "go"-knappen til en strategi i overensstemmelse med PNACs dagsorden, som ellers ville have været politisk umulig at sætte i værk.

Den altoverskyggende motivation for dette politisk røgslør, er at USA og UK er ved at løbe tør for sikre kulbrinte- energi ressourcer. I 2010 vil den muslimske verden kontrollere så meget som 60% af verdens oljeproduktion og , om muligt endnu vigtigere, 95% af den resterende globale oljeeksport kapacitet. I takt med den stigende efterspørgsel har udbuddet været støt faldende siden 1960´erne.

Dette fører til stigende afhængighed af udenlandske oljeleverancer for både USA og UK. USA, som i 1990 producerede 57% af sit totale energiefterspørgsel på hjemmemarkedet, forudsiges at producere kun 39% af sit behov i 2010. En minister har indrømmet, at UK risikerer at stå overfor "alvorlig" gas mangel i 2005. Den britiske regering har bekræftet, at 70% af vores elektricitet vil komme fra gas i 2020, og 90% af hvad der vil blive importeret. I den sammenhæng skal det tilføjes, at Irak har 110 trillioner kubikfod gasreserver foruden dets olje.

En rapport fra kommissionen om Amerikas nationale interesser i juli 2000 bemærkede, at den mest lovende nye kilde til verdensforsyning var den kaspiske region, og dette ville lette den amerikanske afhængighed af Saudi Arabien. For at sprede forsyningslinjerne fra den kaspiske region skulle en pipeline løbe mod vest via Azerbaijan og Georgien til den tyrkiske havn i Ceyhan. En anden skulle strække sig imod øst gennem Afghanistan og Pakistan og ende nær den indiske grænse.
Dette ville redde Enrons hårdt trængte energianlæg i Dabhol på Indiens vestkyst, hvor Enron har nedlagt en investering på 3 milliarder dollars, hvis økonomiske overlevelse var afhængig af adgang til billig gas.

Heller ikke UK har været uden interesse i dette kapløb om de resterende verdensforsyninger med kulbrinte, og dette kan delvis forklare britisk deltagelse i amerikanske militære aktioner. Lord Brown, administrerende direktør for BP, advarede Washington om ikke at dele Irak til fordel for dets egne oljeselskaber efter krigen (Guardian, 30.oktober 30 2002), og da den britiske udenrigsminister mødte Gadaffi i hans ørkentelt i august 2002, blev det sagt, at "UK ønsker ikke at tabe til andre europæiske nationer allerede ved at mase på for at opnå fordele, når det gælder potentielt lukrative oljekontrakter" med Libyen (BBC Online, 10.- august 2002).

Konklusionen på hele denne analyse må helt bestemt være, at den "globale krig imod terrorisme" har karakter af en politisk myte, der udspredes for at bane vej for en helt anden dagsorden - det amerikanske mål om verdensherredømme, bygget op omkring sikring med magt over alle de oljeforsyninger, der er nødvendige for at drive hele projektet.

Er hemmelig accept af denne myte og deltagelse som juniorpartner i dette projekt virkelig en passende målsætning for britisk udenrigspolitik?
Der er er brændende behov for etablere en mere objektiv britisk holdning, drevet af vore egne uafhængige mål, og hele denne deprimerende saga leverer alle de vidnesbyrd, der er nødvendige for en radikal kursændring.

Oversat af Hans Pendrup for Stop Terrorkrigen

Profile: Michael Meacher
BBC 13. juni 2003

Originalartiklen på engelsk
This war on terrorism is bogus
The Guardiuan 6. september 2003

Andre artikler af Michael Meacher

Ignore the optimists: the global warming horror stories are all true
14. februar 200

EARTH, WIND, FIRE, WATER, GOD
– A STATEMENT OF CONCERN
24. februar 2003

Worse than under Thatcher
The Guardian 15. juli 2003

Meacher attacks US motives in Iraq
The Guardian 20. juli 2003

- End -