En
tabt fred:
Når amerikanerne trækker sig udAf
Martin van Creveld International Herald Tribune
November 19, 2003 Professor Martin van Crevel
fra Hebrew University i Jerusalem er Israel´s mest
fremtrædende
militærhistoriker. Han er forfatter til bogen "Defending Israel." Som
nogle mennesker forudsagde endog før det hele begyndte, så viste
den amerikanske krig imod Irak sig at gå så let, at man kunne undre
sig over hvorfor den i
det hele taget havde været nødvendig at
udkæmpe. Som andre mennesker også forudsagde før det
hele begyndte, så tog den virkelig hårde del først sin begyndelse
efter at præsident George W. Bush havde erklæret "major combat
operations" for at være afsluttet. Flere amerikanske soldater
har mistet livet under forsøget på at redde "sejren" end
der blev dræbt under opnåelsen af den i første
omgang;
og det ser heller ikke ud til, at der er noget som helst, de Forenede Stater kan
gøre for at ændre udviklingen. Som løftet om at
fremskynde de irakiske valg til midten af 2004 viser, så vil USA tabe -
har faktisk allerede tabt - krigen. Amerikanerne vil komme til at trække
sig ud af landet på samme måde som Sovjetunionen forlod Aghanistan:
under de irakiske
guerillaers hån. Det eneste spørgsmål
er hvor længe det vil vare, og hvor meget
prestige, der stadig kan reddes
ud af ruinerne. Dette, og kun dette, er det problem, som Bush, der står
overfor genvalg, stadig er konfronteret med, og som han på en eller anden
måde må lægge bag sig, før amerikanerne går til
valgurnerne. Hvad vil der ske med Irak, når først amerikanerne
har trukket sig ud, er ikke godt at vide.At en amerikansk-udpeget regering kan
holde sig ved magten forekommer
usandsynligt -i det øjeblik noget medlem
af det såkaldte regeringsråd så meget som
stikker sin næse
udenfor den lejr, hvor de er indespærret, vil de blive dræbt på
stedet. Hvis vi går ud fra , at Saddam Hussein står bag guerilla
-angrebene, så vil han utvivlsomt forsøge at få kontrol med
landet igen. Hvis han er stærk nok til at gøre dette, så vil
situationen ante quam stort set blive genoprettet; man ser det for sig
Saddam
rækker tunge ad Bush som han gjorde med Bush´s far. Hvis ikke,
så vil Irak formentlig falde fra hinanden i tre dele, et shii´tisk
Syd, et Sunni område i det centrale Irak og et kurdisk Nord. På baggrund
af den kendsgerning, at sidstnævnte aldrig har været i stand til at
få styr på sine stammeopdelinger, vil ingen af de tre sandsynligvis
udvikle sig til en fungerende, centralt styret stat. Det mest sandsynlige resultat
er tre mini-Afghanistan´er, der vil fungere som paradis for terrorist aktiviteter
i hele Mellemøsten. De lande i Iraks omgivelser, der har mest at
frygte efter et sammenbrud af den
amerikanske politik,er Jordan, Saudi Arabien
og Ægypten. Hver på sin måde er de
afhængige af amerikansk
støtte. Alle tre lider under alvorlige sociale spændinger,
hvadenten
der er som følge af etnisk baggrund - som i Jordan, hvor beduiner og
palæstinensere
støder sammen - eller af religiøse grunde - som det stort set er
tilfældet i de andre to. Efterhånden som uro breder sig fra
Irak, vil en eller to af disse opleve deres regime blive styrtet. Jordan, der
er lille og svagt, vil være et problem hovedsagelig for dets umiddelbare
naboer som Syrien - der, hvis det forsøger at intervenere, må tage
Israel i betragtning.
I modsætning hertil vil et sammenbrud i Saudi
Arabien eller en situation, hvor Ægypten går over til at blive en
islamisk republik og ophæver sin traktat med Israel, få verdensomspændende
økonomiske og strategiske implikationer. På kort sigt vil
Israel have størst fordel af krigen. Destruktionen af Irak har skabt en
situation, hvor Israel for første gang siden det blev grundlagt i 1948
ikke har nogen
virkelig konventionel fjende tilbage indenfor en afstand af
omkr. 1.000 km. fra dets grænser. Hvis premierminister Ariel Sharon var
ved sine fulde fem, ville han bruge
denne sprække af en mulighed til
at nå til en eller anden form for arrangement med
palestinenserne. Om
han vil gøre dette, vil imidlertid vise sig. På længere
sigt vil den mest begunstigede sandsynligvis være Iran, der uden at have
være
nødt til at løfte en finger, har set sin farligste fjende kastet
i støvet. Selv før
Amerika invaderede Irak arbejdede iranerne,
som følte sig omringet af amerikanske
styrker udstyret med kernevåben
på tre sider (Afghanistan, de centralasiatiske republikker, Golfen), så
hårdt, som de kunne, for at erhverve sig kernevåben og
afskydningsmateriel
for at være på omgangshøjde. Nu, hvor de Forenede Stater har
bevist, at det er forberedtpå at bekæmpe alle uden nogen grund overhovedet,
burde det tilgives, hvis det forstærker sine anstrengelser. Selv
hvis den islamiske republik blev styrtet, så ville en ny regering i Teheran
med sikkerhed følge den samme nationalistiske linje som sin forgænger.
Et atombevæbnet Iran ville sandsynligvil blive fulgt op af et atombevæbnet
Tyrkiet. Som den næste
vil komme et atombevæbnet Grækenland,
et atombevæbnet Saudi Arabien og et
atombevæbnet Ægypten.
Velkommen til Fagre Nye Verden, Mr. Bush. Oversættelse: Hans Pendrup
Kommentar:
I et interview i Foreign Correspondent fra 20
marts 2002 gør Martin Creveld rede for sin opfattelse af konflikten mellem
Israel og palestinenserne. Allerede for et år siden var Israel på
vej til at tabe i denne konflikt, siger Creveld. På spørgsmålet
om,
hvordan den israelske hær - en af verdens mest magtfulde - kan tabe
til denne relativt lille underbevæbnede omend fanatiske gruppe af palestinenserne,
giver han dette tankevækkende svar:
"Når det kommer til
stykket er det altid et spørgsmål om styrkeforhold. Hvis du er
stærk,
og du bekæmper den svage over længere tid, så bliver du svag
selv. Hvis du opfører dig som en kujon, så bliver du krysteragtig
- det er kun et spørgsmål om tid. Det same skete for englænderne,
da de var her (i 20´erne HP) ... det samme skete for franskmændene
i Algeriet ... det skete for amerikanerne i Vietnam ... det samme skete for Sovjet
i Afghanistan ... det samme skete for så mange befolkninger, at jeg ikke
engang kan tælle dem." --- Hans Pendrup Hele interviewet
kan læses her (eng):
WORLD
IN FOCUS: Interview with Martin van Creveld Se også:
Grim
forecast challenges Bush
By Patrick Cockburn - End -
| 