Krisens epicenter:
De Forenede Stater

Af Peter Schwarz

Møde i anledning af 50 års dagen for Fjerde Internationales internationale komite. ICFI´s sekretær, Peter Schwarz gør på et møde i Frankfurt 23 november rede for erfaringerne efter 50 års politisk arbejde.

World Socialist Web Site
6. dec. 2003

Uddra

Verdenssituationen er kendetegnet ved dyb politisk krise. Til forskel fra den opfattelse, som en fortaler for amerikansk imperialisme har gjort gældende i begyndelsen af 1990´erne, at Sovjet Unionens sammenbrud indvarslede "end of history", bragte Sovjet Unionens opløsning alle det kapitalistiske systems konflikter og modsætninger , som havde været holdt i nedkølet tilstand under den kolde krig, op til overfladen.

Krisens epicenter i dag er de Forenede Stater. Det land, der blev betragtet som indbegrebet af international stabilitet efter den anden verdenskrig, er blevet til
den væsentligste faktor i forbindelse med verdensomspændende ustabilitet. For at løse sin egen krise føler amerikansk imperialisme sig foranlediget til at reorganisere hele verden i overensstemmelse med sine egne interesser og i sit eget billede. Under forløbet af denne proces ødelægger den alle de mekanismer, der har tjent til at temperere politiske og sociale modsætninger på national og internationalt plan.

Allerede i 1980´erne under præsident Ronald Reagan var det amerikanske samfund vidne til en dyb polarisering, der blev yderligere intensiveret af aktiemarked-opsvinget i løbet af 1990´erne. Dette tjente som middel til omfordeling af social velstand til fordel for en lille elite, mens grundlæggende former for social sikkerhed samtidig blev nedbrudt. Resultatet er, at den aktuelle polarisering af det amerikanske samfund er uden fortilfælde. Fyrre procent af den nationale velstand er koncentreret i hænderne på den øverste ene procent af befolkningen. Dette er dobbelt så meget som for 30 år siden. I dag har den typiske chef for et amerikansk selskab en indkomst, der
er 475 gange større end den gennemsnitlige arbejders.

Så drastiske forskelle er uforenelige med demokratiske forhold. Opstigningen af en ultra-højreorienteret, halvkriminel klike til de højeste magtpositioner er et
direkte resultat af denne sociale polarisering. George W. Bush bygger selv på de mest højreorienterede og aggressive elementer af den amerikanske elite, som har nære forbindelser med det kristne højre og åbent fascistiske kræfter. Men der er ikke det mindste tegn på alvorlig opposition at finde for demokraternes vedkommende. De støttede den farceagtige rigsretsag imod den tidligere præsident Bill Clinton og
accepterede tyveriet af det seneste præsidentvalg. De har belønnet Bush med en carte blanche til hans krig i Irak, og de har stemt til fordel for alle de forholdsregler, der tog sigte på at sikre landets besættelse. Demokraterne er rekrutteret fra der samme
finansielle oligarki som republikanerne. Efterhånden som modsætningerne vokser mellem dette priviligerede oligarki og de brede masser er demokraterne stadigt mindre i stand til at mobilisere nogensomhelst alvorlig opposition.

Amerika bevæger sig nådesløst i retning af en revolutionær konfrontation. Undervejs kaster den verden ud i kaos og enormt intensiverede sociale modsætninger. Der er
intet område på jorden, der er undtaget fra denne proces. Overalt, hvor man ser hen
internationalt, kan man se vidnesbyrd om en voksende social polarisering.

Den tidligere Sovjet Union, der engang var kendetegnet ved relativ lighed, er i dag et af de mest ulige samfund, der findes nogetsteds. Befolkningens masser er blevet
kastet ud i fattigdom og desparation, mens 17 enkeltpersoner har opnået en status som
milliardærer. En lignende proces fandt sted i Øst Europa, hvor de overvældende befolkningsmasser er henvist til en subsistens uden håb, mens et lillebitte lag, primært med oprindelse i den tidligere nomenklatura eller kriminelt miljø, har tilkæmpet sig vejen til toppen.

De fattigste regioner i verden i Afrika, Asien og Latin Amerika bliver systematisk drænet af finanskapitalen. Hundrede af millioner er fordømt til en tilværelse uden tilstrækkelig føde, vand og medicinsk behandling. Utallige ofre for sådanne betingelser
risikerer deres liv hver dag for at krydse grænserne til et industrialiseret land i håb om at finde et illegalt slavelignende job.

I Vesteuropa er regeringer besluttet på at tage fat på en opgave i løbet af få måneder, som de ikke fik udført i 1980´erne - nemlig den totale destruktion af velfærdsstaten. Der er ikke længere noget objektivt grundlag tilbage for en politik, der er baseret på
social harmoni og kompromis.

Irak krigen repræsenterer et nyt stadie i kapitalismens krise. For med magt at sikre kontrol med Iraks oljekilder og den strategisk vigtige Golf region, krænkede den
amerikanske retering international lov, tilsidesatte internationale institutioner, som den havde oprettet og diskrediterede grundigt sig selv med de groveste løgne.

Til trods for overvældende militær overlegenhed er USA ikke i stand til at vinde denne krig. Modstanden imod den amerikanske besættelse vokser for hver dag. USA er
heller ikke i stand til at trække sig tilbage uden at tabe ansigt totalt og risikere en
revolutionær eksplosion på hjemmefronten.

Det har reageret på dette dilemma ved slå mere og mere vildt omkring sig og at gå over til den "den brændte jords" politik med sigte ikke blot på det irakiske folk men i stigende grad på nabolande og sine egne allierede. I den henseened er Irak krigen et varsel om om muligt endnu større og mere voldelige imperialistiske krige.

Under disse betingelser har utallige befolkninger over hele verden lært, at deres mest elementære interesser er uforenelige med samfundet, som det nu er. Politiske
partier og fagforeninger, som de har stemt på og givet støtte i fortiden har vist sig at være helt bankerot.

I Tyskland har Socialdemokratiet (SPD) og de Grønne, der fik magten for fem år siden gjort et lammende ryk til højre. I sammenligning med kansler Schröders aktuelle
"Agenda 2010" fremtræder hans konservative forgænger Helmut Kohls socialpolitik direkte positiv. I øjeblikket gør oppolisitionen imod SPD sig gældende i form af tab af medlemmer og stemmer. Siden begyndelsen af 1990´erne har SPD mistet 300.000 medlemmer og antallet er stigende. Sidste år forlod 26,000 partiet og 30.000 har allerede forladt det i dette år. Dette tal indbefatter ikke tabet af 7.000 medlemmer
som følge af død. SPD falder stadigt dybere i meningsmålingerne og kunne for første gang nogen sinde ved et vesttysk delsstatsvalg notere sig mindre end 20% ved det
nylige bayriske valg. I de fleste nylige lokale valg i delstaten Brandenburg ulejligede kun 10% af vælgerne sig med at stemme på SPD.

Socialdemokratiet i andre europæiske lande gennemgår en lignende proces. Tony Blair´s New Labour Party er ikke andet end en tom skal. I Frankrig har de traditionelle partier på venstrefløjen været ude af stand til at drage nytte af det hurtige tab af støtte til landet´s højreorienterede regering.

Den øgede indflydelse for konservative og højreorienterede partier, som gør sig gældende i meningsmålinger og valg, afspejler ikke en drejning til højre blandt
befolkningen som helhed.
Det er først og fremmest et resultat af de gamle reformistiske partiers forfald. Dette betyder imidlertid ikke, at højrepartierne ikke udgør en trussel. Dette fremgår af
erfaringerne med Bush regeringen, der også savner en bred massebasis.

Idag er den vigtigste politiske opgave konstruktionen af et nyt parti der repræsenterer den arbejdende befolknings interesser og som er i stand til at artikulere dens problemer. Menneskehedens fremtid er baseret på løsningen af denne opgave.

Gennem de forløbne uger og måneder har der være klare tegm på en voksende opposition imod kapitalisme i hele verden. Det er kommet til udtryk i form af
massedemonstrationer, der har fundet sted imod WTO og adskillige møder mellem statsoverhoveder. Den 15 februar i år fandt den største internationale antikrigsdemonstration i historien sted, og protester imod forholdsregler til afmontering af velfærdsstaten beskyttelse vokser også i omfang. Den 1. november samledes 1.100.000 i Berlin for at protestere og demonstrere imod regeringens
"Agenda 2010". Dette tal var langt højere end forudsagt af demonstrationens organisatorer, som havde været boycottet af de vigtigste fagforeninger.

De voksende sociale og politiske protester er budbringere om en stor social bevægelse. Men en sådan bevægelse er ude af stand til at udvikle en politisk strategi, der sætter arbejderklassen i stand til at tage sin skæbne i egen hånd. Heri ligger betydningen af
ICFI´s 50 -årige historie.

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -