Selektiv hukommelse
og en uhæderlig doktrin

Af Noam Chomsky

Toronto Stat
December 21, 2003

Enhver, der bekymrer sig om menneskerettigheder, retfærdighed og integritet burde være ovenud lykkelig for tilfangetagelsen af Saddam Hussein, og burde forvente en fair rettergang for ham ved en international domstol.

Et anklageskrift over Saddams grusomheder vil ikke kun omfatte hans nedslagtning og gasning af kurdere i 1988, men også, og temmelig afgørende, hans massakre på shiitiske rebeller, der kunne have væltet ham i 1991.

På den tid, da Washington og den allierede indtog det "påfaldende enige standpunkt, (at) hvad der ellers måtte tilskrives den irakiske leders synderegister, så indebar han for Vesten og regionen et bedre håb for hans lands stabilitet, end det var tilfældet for de, der havde lidt under hans undertrykkelse," rapporterede Alan Cowell i New York Times.

Sidste december udsendte Jack Straw, den britiske udenrigsminister, et dossier over Saddams forbrydelser, der næsten udelukkende var hentet fra den periode, hvor USA-UK ydede Saddam en fast støtte.

Med den sædvanlige demonstration af moralsk integritet forbigik Straws rapport og Washingtons reaktion denne støtte.

Den form for praksis afspejler en fælde, der er dybt rodfæstet i den intellektuelle kultur som helhed - en fælde, der undertiden kaldes den ændrede kurs´ doktrin, og som de Forenede Stater påkalder sig hvert andet eller tredje år. Indholdet af doktrinen lyder som følger: "Ja, i fortiden gjorde vi nogle forkerte ting som følge af troskyldighed eller uagtsomhed. Men nu er alt dette forbi, så lad os ikke spilde mere tid på dette kedsommelige og fortærskede stads."

Doktrinen er uhæderlig og fej, men den har sine fordele: Den beskytter os fra faren ved at forstå, hvad der sker for øjenene af os.
F.eks. var Bush administrationens oprindelige begrundelse for at gå i krig i Irak at redde verden fra en tyran, der udviklede masseøde- æggelsesvåben, og som dyrkede forbindelser med terror.
Ingen tror på det længere, ikke engang Bush´s taleskrivere.

Den nye begrundelse er, at vi invaderede Irak for at etablere et demokrati der, og i sidste instans at demokratisere hele Mellemøsten.

Undertiden kommer gentagelsen af denne demokrati-byggende holdning op på nivau med begejstret jubel.

Sidste måned beskrev David Ignatius, Washington Posts kommentator, invasionen af Irak som "den mest idealistiske krig i moderne tid" - udkæmpet udelukkende for at bringe demokrati til Irak og regionen.

Ignatius var særlig imponeret over Paul Wolfowitz, "Bush administrationens top idealist," som han beskrev som en ægte intellektuel, "der bløder for (den arabiske verdens) undertrykkelse og drømmer om at befri den."

Måske bidrager det til at forklare Wolfowitz's karriere - som f.eks. hans stærke støtte til Suharto i Indonesien, en af det sidste århundredes værste massemordere og aggressorer, da Wolfowitz under Ronald Reagan var ambassadør i dette land.
Som udenrigsministeriel repræsentant med ansvar for asiatiske anliggender under Reagan, stod Wolfowitz bag støtten til de morderiske diktatorer Chun i Syd Korea og Marcos i Fillipinerne.
Alt dette er irrelevant som følge af den ændrede kurs' doktrin.

Så, ja, Wolforwitz's hjerte bløder for undertrykkelsens ofre - og hvis hans generalieblad viser det modsatte, så er det bare dette kedsommelige gamle stads, som vi helst vil glemme alt om.

Man kunne genkalde sig en anden nylig illustration af Wolfowitz's kærlighed til demokrati. Det tyrikiske parlament, der registrerede sin befolknings næsten enstemmige modstand imod krig i Irak, nægtede at lade amerikanske styrker indsætte i fuld udstrækning fra Tyrkiet. Dette udløste voldsomt raseri i Washington.

Wolfowitz fordømte det tyrkiske militær for at have undladt at intervenere for på trods af beslutningen. Tyrkiet lyttede til sin befolkning, og tog ikke imod ordrer fra Crawford, Texas eller Washington. D.C.

Det seneste kapitel er Wolfowitz's "Determination and Findings" (Beslutninger og Resultater) vedr. udbud af rundhåndede genopbygnings- kontrakter i Irak. Udelukkede er lande, hvor regeringen vovede at indtage samme holdning som det overvældende flertal af befolkningen.

Wolfowitz's angivelige begrundelser er "sikkerhedsinteresser", der er ikke-eksisterende, selvom det instinktive had til demokrati er svært at se bort fra - sammen med den kendsgerning, at Halliburton og Bechtel koncernerne vil være frit stillet til at "konkurrere" med Uzbekistans og Solomon Øernes "spillevende demokratier", men ikke med førende industrisamfund.

Hvad der er afslørende og vigtigt for fremtiden er, at Washington's demonstration af foragt for demokrati gik side om side med et kor af hyklere om dets længsel efter demokrati.

At være stand til at få det igennem er en imponerende bedrift, der selv i en totalitær stat vil være vanskelig at eftergøre .

Irakerne har en vis indsigt i denne proces i forbindelse med erobrere og eroberede.
Briterene skabte Irak i egen interesse. Dengang de administrerede den del af verden, diskuterede de, hvordan man skulle etablere, hvad de kaldte arabiske facader - svage, lydige regeringer, parlamentariske såvidt muligt, så længe britterne herskede effektivt.

Hvem skulle tro, at de Forenede Stater nogensinde ville tillade et uafhængigt Iraks regering at eksistere? Især nu, hvor Washington har reserveret sig retten til at etablere permanente militær baser der, i hjertet af verdens største olje-producerende region, og har pånødet et økonomisk regime, som intet suverænt land ville acceptere, idet det lagde landets skæbne i hænderne på Vestlige koncerner.

Gennem historien er de mest skammelige forholdsregler gennemgående blevet fulgt op af akademikere med noble hensiger - og en retorik om overdragelse af frihed og uafhængighed.

Et uhildet blik vil blot bidrage til at generalisere Thomas Jeffersons iagttagelse af verdenssituationen på hans tid:
"Vi tror ikke mere på Bonapartes kampe blot for havenes frihed end på Storbritanniens kamp for menneskehedens frihed. Henigten er det samme: at tildrage sig selv andre nationers magt, velstand og resourcer."

Oversættelse: Hans Pendrup

Den politiske aktivist og forfatter Noam Chomsky is professor i lingvistik ved Massachusetts Institute of Technology. Hans nye bog er "Hegemony or Survival: America's Quest for Global Dominance (The American Empire Project)"

- End -