Et-årsdagen for den amerikanske invasion af Irak

World Socialist Web Site's
og det Socialistiske Enhedspartis erklæring

19 marts 2004

Et år efter den amerikanske invasion af Irak er de løgne, som krigen var baseret på, komplet afsløret.
Der var ingen irakiske masseødelæggelsesvåben. Der var ingen forbindelser mellem Saddam Hussein og Al Qaeda - selvom islamitiske fundamentalistiske terrorister nu muligvis er aktive i det amerikansk besatte Irak.
Den irakiske befolkning bød ikke det amerikanske militær velkommen som deres befriere. Mange modsatte sig med våbenmagt, og det overvejende flertal betragtede besættelses- magten som et koloniregime, der skal skaffes af vejen så hurtigt som muligt.

Den løgn, at krigen blev ført for at bringe demokrati til Irak og Mellemøsten, er blevet grundigt afsløret af amerikanske handlinger i Irak og andetsteds. I Irak har de amerikanske besættelsesmyndigheder afvist valg og planlægger i stedet at erklære sit regeringsråd af håndlangere for den "suveræne" regering - en regering, der vil sanktionere fortsættelsen af den amerikanske militære tilstedeværelse på ubestemt tid og sikre amerikanske og britiske selskaber udnyttelsen af landets oljerigdomme .

I Haiti tilrettelagde Washington et væbnet kup imod en valgt regering for at installere et regime af mordere og politiske banditter med direkte tilknytning til Haiti´s elite - et regime, der vil være mere føjelig overfor amerikanske diktater.

Den første årsdag for krigen er blevet markeret af et væsentligt vendepunkt i den verdenspolitiske situation - det folkelige oprør i Spanien, der bragte den højreorienterede regering under ledelse af Bush's medskyldige, José Maria Aznar, til fald. Den intenst følte og vidt udbredte opposition mod krigen internationalt - der fik karakter af massedemonstrationer, der mobiliserede mere end 20 mio. mennesker imod krigen over hele verden i februar 2003 - fandt fornyet udtryk i valgresultaterne den 14 marts. Aznars folkeparti blev væltet af pinden og erstattet af det socialdemokratiske PSOE, der højtideligt havde lovet at trække spanske tropper ud af Irak.

Det spanske valg sendte rystelser gennem alle de imperialistisk regeringer - ikke blot de direkte deltagere i angrebet på Irak, Bush og Blair, og de, der tilsluttede sig besættelsen som Italiens Berlusconi og Australiens Howard, men også ledere af de magter, der modsatte sig invasionen, således som Chirac i Frankrig og Schröder i Tyskland. Alle er de forfærdede over udsigten til den direkte intervention af masser af arbejdende mennesker, som ønsker en ændring af den imperialistiske udenrigspolitik.

Aznars nederlag har fremkaldt en særlig rasende reaktion i de amerikanske politiske og medieinstitutioner.. Bush administrationens talsmænd, både demokrater republikanere i kongressen og utallige medieeksperter, har fordømt den spanske befolkning for "kapitulation overfor terrorisme" i kølvandet på de bomber på Madrids
hovedbanegård, der blev udløst tre dage før valget.

Der er en dybt anti-demokratisk komponent i disse bagvaskelser af den spanske befolkning. Den underliggende præmis - erklæret eller uudsagt - er, at væsentlige problemer i forbindelse med regeringspolitik - således som krig - ikke kan overlades til befolkningen at afgøre.
Konsekvensen er, at valg i sig selv er en luksus, der burde opgives, hvis det kommer i
vejen for opfølgelsen af den amerikanske elites globale og geo-politiske interesser.

Det har været udbredt rapporteret i de spanske medier og på internettet at folkepartiet (Partido Popular) , der registrerede, at grunden var ved at skride undet
det, dagen før valget henvendte sig til kong Juan Carlos med et forslag om et kongeligt dekret, der udsætter valget. Kongen afviste under henvisning til, at dette ville svare til et statskup.

Den amerikanske reaktion på det spanske valg rejser på en meget direkte måde spørgsmålet om, hvad Bush regeringens reaktion ville være på et terroristangreb under opløbet til det amerikanske valg. Som World Socialist Web Site har advaret om, er der alle muligheder for, at et sådant angreb vil kunne give anledning til enten direkte at aflyse præsidentvalget eller at afholde det under sådanne betingelser af
politi-militær mobilisering, at det vil svare til en øvelse i masseintimidering.

Vælgeroprøret i Spanien har rystet enhver illusion om, at det demokratiske parti modsætter sig krigen i Irak. Den demokratiske præsidentkandidat, John Kerry, besvarede den valgte spanske premierministers trusler om at trække sit lands tropper
tilbage fra Irak ved at erklære:
"Efter min opfattelse burde den nye premierminister ikke have besluttet, at han havde til hensigt at trække sig ud af Irak. Han skulle have sagt, at dette øger vor beslutning om at få jobbet gjort færdigt."

Kerry tog afstand fra Howard Deans kommentarer, der antydede, at Bush´s beslutning om at gå i krig i Irak "øjensynlig havde spillet en rolle i forbindelse med 200 spanieres død i weekenden."

I ugerne siden han endeligt bekræftede sin nominering, har Kerry haft problemer med at forsikre den herskende elite om, at han ikke vil afvise fornuften bag erobringen af Irak, men at han vil begrænse sin kritik af Bush administrationen til taktiske forskrifter for, hvordan krigen kan føres mere effektivet ved at inddrage international støtte.
Han fortæller det korporative og politiske establishment, at valget af ham er nødvendigt for at ændre det internationale klima og tilvejebringe politisk motivering for de europæiske magter, der handler under de Forenede Nationers paraply, til at understøtte den amerikanske besættelse ved at sende deres egne militærstyrker ind i Irak.

Kerrys holdning blev opsummeret af det "liberale" New York Times'udenrigspolitiske kommentator Thomas Friedman, der offentliggjorde et angreb d. 18 marts på det spanske valg under overskriften "Axis of Appeasement," ("eftergivenhedens akse") i hvilken han opfordrede til at sende flere amerikanske tropper til Irak.

Disse udviklinger understreger betydningen af de tilrettelagte bestræbelser på at bringe Deans bud på demokratisk nominering på tilbagetog. Til trods for den
tidligere Vermont guvernør´s forsikringer om, at også han støttede den såkaldte
"krig imod terror" og modsatte sig tilbagetrækningen af amerikanske tropper fra Irak, ansås han for at være for tæt forbundet med massernes anti-krigs følelser til at kunne få lov til at opstille som den demokratiske kandidat.

Den herskende elite intervenerede under udnyttelse af medierne med henblik på at tage krigsspørgs- målet ud af præsidentkampagnen og sikre at enhver potentiel afløsning af Bush kunne videreføre den grundlæggende tillid til den aktuelle administrations politik. Samtidig udgjorde det politiske og mediemæssige establishment en platform for venstre-formulerede kandidater som Al Sharpton og Dennis Kucinich, der gjorde kritisk tjeneste ved at nære illusionen om, at det demokratiske parti kan tjene som et redskab for forbedring af den arbejdende befolknings vilkår.

Den overvældende overensstemmelse i de amerikanske poltiske og korporative elite - demokratisk så vel som republikansk - er, at krigen i Irak må fortsættes og undertrykkelsen af den irakiske befolkning intensiveres. Det misvisende at kalde dette illegale og rovgriske foretagende "Bush´s krig." Begge partier er engagerede i en politik, der bruger militær magt for at befæste den amerikanske imperialismes globale
overherredømme.

For al mudderkastningen mellem Kerry og Bush til trods repræsenterer demokraterne intet virkeligt alternativ for den arbejdende befolkning og dette vedrører jobs, sundhedsvæsen, uddannelse, boligspørgsmål og forsvaret af demokratiske rettigheder og ikke mindst militarisme og krig. Den irakiske krig er to-parti systemets
projekt - gennem lang tid den amerikanske herskende elites instrument til
sikring af dens politisk monopol og berøvelse af arbejderklassen for alle midler til gennemførelse af fundamental forandring.

En grundlæggende lære må nødvendigvis drages af sådanne fundamentale politiske erfaringer som krigen i Irak, det spanske valg og det demokratiske partis tilslutning til den fortsatte amerikanske besættelse.

Der kan ikke være nogen levedygtig anti-krigsbevægelse så længe den forbliver bundet til det demokariske parti. Kampen imod krig kræver noget mere end en protest bevægelse, der søger at presse partierne og den herskende elites institutioner. Den kræver et komplet brud med demokraterne og implementeringen af en ny strategi -
baseret på den uafhængige politiske mobilisering af den arbejdende befolkning, i USA og internationalt, imod imperialisme.

Forkortet og oversat af Hans Pendrup

- End -