| USA |
Tanker om USAs økonomiske førerstillingAf Umberto Martins Umberto Martins, økonom,
rådgiver for Brasiliens faglige landsorganisation, CUT, og medlem af Brasiliens
Kommunistiske Parti. Umberto Martins holdt dette oplæg på seminaret
"Den nye internationale virkelighed under USA´s førerskab",
som blev organiseret af Brasiliens Kommunistiske Parti i september 2003.
Det ser snarere ud til, at det er i direkte tilbagegang. Det er naturligvis et omfattende og kontroversielt tema med et stærkt islæt af ideologi. Jeg vil ikke forsøge at komme ind på alle aspekter af dette spørgsmål. Jeg vil begrænse mig til det, som jeg mener er en historisk proces af relativ tilbagegang for USA´s økonomiske magt indenfor rammerne af det imperialistiske system, og vil til slut kort komme ind på forholdet mellem økonomi og politik. Selv om den herskende tænkning på dette område er fedtet ind i megen idealisme og subjektivisme, er det en kendsgerning, at de pågældende fænonmener har objekt karakter og foregår uafhængigt, af, havd vi tænker eller ønsker, af individers, gruppers og samfundsklassers vilje og politiske ideologi og tilmed - på et højere plan - af regeringernes indgriben og den kapitalistiske stats indgriben og politik. For bedre at forstå disse fænomener i et marxistisk og revolutionæret perspektiv må vi forsøge at undgå subjektivisme og overvinde den snusfornuft, som vi desværre ikke er immune overfor, blot fordi vi er medlemmer af et kommunistisk parti. De basale, økonomiske iagttagelser De ideer og betragtninger, som jeg vil fremføre, er stadig under udarbejdelse. Og mange aspekter kræver yderligere undersøgelse og bearbejdning. De kan sammenfattes i følgende punkter: 1. USA gennemlever en proces af økonomisk forfald inden for rammerne af det imperialistiske verdenssystem, en proces, hvor dets førerstilling og dets hegemoni på det økonomiske område undergraves, hvad der giver sig udslag i dollar-systemets krise. 2. Forfaldet er en historisk proces, som startede på et tidspunkt efter anden verdenskrig, men som udsendte sine første signaler og blev mere udtalt fra og med 1970´erne. 3. Skønt den økonomiske forfaldsproces på verdensplan er sammnflettet med de cykliske kriser i et gensidigt forhold, er den forskellig fra disse kriser, i og med at den ikke viser sig med det samme, fra det ene øjeblik til det andet, men sætter sig igennem lidt efter lidt. Og i modsætning til de cykliske kriser forløber den på mellemlangt og langt sigt. Det vil sige, at den udvikler sig gennem USA´s hjemlige økonomiske cyklusser. Og alt tyder på, at dens udvikling er retlinjet, men omfatter vigtige kvalitative forandringer. Jeg er overbevist om, at man ikke kan betegne den historiske forfaldsproces som en cyklisk overproduktionskrise. 4. Den amerikanske snusfornuft satte væksten i 1990´erne op imod problemerne i EU og stagnationen i Japan og tog denne vækst som et bevis på, at tilbagegangen var stoppet og vendt, at USA´s økonomiske hegemoni igen blev befæstet og dollarens stilling styrket (denne valuta undergik en kunstig opskrivning i anden del af 1990´erne). Denne opfattelse, som tjente Det Hvide Hus´s ekspansionistiske mål, er forkert. I virkeligheden blev forfaldsprocessen ikke afbrudt eller vendt i 1990´erne, hvor den ujævne udvikling tilsyneladende gavnede USA. Under den højt besungne "New Economy" og den forlorne overflod fortsatte Onkel Sams økonomiske førerstilling tværtimod med at udhules. Og årsagerne til denne proces blev uddybet i stedet for at blive opblødt og fjernet. Denne konklusion fører til et mere kritisk og polemisk syn på den teori, som betragter den ujævne udvikling udtrykt i BNP (bruttonationaprodukt) som den afgørende faktor for de hegemoniske magters forfald eller undergang. Man bør ikke måle udviklingen af en imperialistisk magts økonomiske styrke alene eller hovedsagelig via udvidelsen af BNP eller den hjemlige vækst, men gennem udviklingen af kapitaleksporten og vækstratern i de investeringer og aktiver, som den pågældende magt ophober i udlandet. 5. Den dybere liggende årsag til USA´s forfald ligger i dets fabelagtige handelsunderskud. Men dette fænomen er ikke til at få øje på ved første blik. Snusfornuften er tilbøjelig til at overse virkningen af de negative resultater i udlandshandlen og ikke betragte underskuddet som et større problem, blandt andet fordi det er et gammelt problem, som har eksisteret i over 30 år. Dette underskud giver os også en præcis og eksakt målestok for det nordamerikanske samfunds snylten: Hvor meget det forbruger ud over, hvad det selv producerer, i hvor høj grad det lever på andres bekostning. 6. Det må fremhæves, at handelsunderskuddet, som afspejler den nordamerikanske industris faldende konkurrenceevne på verdensplan, ikke direkte og umiddelbart forårsager forfaldet, som indtræder gradvist som følge af underskuddets kumulative virkninger på de kapitalistiske magters kapitalakkumulation og kapitaleksport, på kapitalens værditilvækst og udvidelse i imperialistisk forstand. I den historiske periode siden anden verdenskrig har USA´s handelsunderskud været den vigtigste kilde til de europæiske og japanske monopolers realisering af merværdi og kapitalvækst. Det satte skub i de europæiske og japanske virksomheders imperialistiske ekspansion, styrkede de revialiserende magter relative økonomiske styrke og svækkede i sae omfang USA´s relative økonomiske styrke i verden. 7. Gennem sin udvikling har handelsunderskuddet haft andre effekter. Det har forvandlet sig til underskud på betalingsbalancens løbende poster, hvad der fremkalder en ekstraordinær gældsætning og udvidelse af de nordamerikanske passiver i udlandet. Og på den måde ender det med at berøre kapitalbalancen, hvor det ikke alene skaber en krise i USA´s betalingsbalance. Det skabte også alvorlig ubalance og uro i det internationale finansielle system, en omfattende valutauro, som kan iagttages i dag, og en stærk tendens til devaluering af dollaren. Og dertil kommer styrkelse af protektionismen og tilspidset konkurrende mellem selskaber og nationer indbyrdes. 8. Dollarens fald er et symptom og et udtryk (et koncentreret udtryk) for forfaldet. Men uanset hvor stor betydning devalueringen af den nordamerikanske valuta har, er den virkning af og ikke en årsag til forfaldet, som i sidste ende har sine rødder i produktionsprocessen og udenrigshandlen. 9. Til trods for vore ønsker ville det være fejlagtigt at konkludere, at USA´s økonomiske tilbagegang umidddelbart leder eller vil lede til en svækkelse af det imperialistiske hegemoni, da dette også omfatte den politiske og militære magt. Onkel Sam importerer nu mere end den kapital, som det eksporterer. Således investerede udlændinge i år 2000 og første halvdel af 2001 250 milliarder dollars i USA, mens nordamerikanerne omvendt investerede 150 milliarder i udlandet. USA's nettogæld (gælden minus de udenlandske kreditter) nåede op på den ubehagelige sum af 2,3 billioner i december 2001. Alt dette betyder, at USA er blevet nettoimportør af kapital og
afhængig af udenlandsk opsparing, når det skal finansiere underskuddet
på de løbende poster og sikre den hjemlige vækst. Hermed har
det udviklet en "sårbarhed", som allerede nu har store konsekvenser
for betalingsbalancen og dollarens relative værdi i verden. Selv om det
ikke er synligt, er resultatet, at USA´s økonomiske magt og dets
imperialistiske hegemoni er svækket, og at dollaren som international valuta
er i sammenbrudskrise. Vi vil nu komme ind på det komplekse forhold mellem økonomi og politik. De voksende diplomatiske spændinger mellem USA og Europa (frem for alt Frankrig og Tyskland og de problemer og den modstand, som Bushregeringen løb og løber ind i for at skare allierede omkring sin imperialistiske strategi i Mellemøsten, tyder på, at også USA´s politiske magt er vigende. Jeg tror, at alle her er enige i den betragtning, at vi står over for et poltiks scenario inden for det såkaldte internationale diplomati, som er radikalt forskelligt fra det scenatiro, som fandtes for få år siden, da Sovjet brod sammen og den såkaldte virkeliggjorte socialisme led nederlag. Dette scenario afspejledes i krigene op gennem 1990´erne, den første krig mod Irak (1991), ødelæggelsen af Jugoslavien og den første store begivenhed i "krigen mod terrorismen", nemlig invasionen i Afghanistan. Det er mere end sandsynligt, at disse forandringer i det politiske billede er forbundet med udviklingen i den økonomiske konjunktur, USA´s vigende økonomiske førerstilling og dollarens fald. Men forholdet mellem årsag og virkning er hverken automatisk, mekanisk eller umiddelbart. Hvordan kendetegnes forfaldet? I modsætning til, hvad man oplevede i 1990´erne, har folk, som af den ene eller anden grund følge med i udviklingen af den internationale konjunktur, i stigende grad fået det indtryk, at USA er en magt i forfald. Denne ændrede ånd, hvormed man tager Onkel Sams temperatur, forklares med forskellige faktorer og indikatorer i den internationale konjunktur. Vi har haft dollarens fald, recession i første semester af 2001, demoraliseringen af "New Economy", svindel, fallitter og fald på USA´s børser gennem hele 2002, voksende arbejdsløshed samt voksende spændinger mellem stormagterne og utilfredshed på grund af krigen mod Irak, frem for alt i Europa. Jeg tror, at denne nye og fremspirende forståelse er tigtigere og mere i overensstemmelse med virkeligheden end den tidligere. Men for at forstå fænomenet er det stadig nødvendigt at gå videre end den sunde fornuft. Det er i første omgang nødvendigt at undersøge, hvori tilbagegangen i USA´s økonomiske førerstilling består. Det vil sige årsagen til tilbagegangen for en supermagt, som kom ud af anden verdenskrig med et BNP, der svarede til 50% af verdens produktion, og som så denne relative andel falde til halvdelen, dvs. 25% (hvad der stadig er anseeligt). Marxismen betragter imperialismen som et relativt nyt fænomen i menneskehedens historie. Den opstod og styrkedes fra og med sidste fjerdedel af det 19. århundrede. Den har sin oprindelse i kapitaleksporten og ekspanderer i det omfang kapitalens reproduktion overskrider de nationale grænser og udtrykker sig i udvidet form på andre områder og etableres i andre lande og regioner. På den måde gennemfører den det, som kunne kaldes kapitalens imperialistiske ekspansion eller tilmed dens inter-nationalisering. Kapitaleksporten er imperialismens sjæl Den er drivkraften bag kapitalens ekspansion i udlandet og dermed de kapitalistiske magters voksende indflydelse på verdensplan. Den er således det imperialistiske herredømmes basis og støtte. Denne eksport kan antage forskellige former, f.eks. direkte og indirekte udenlandske investeringer. Det er på grundlag af den, at de kapitalistiske aktiver, som er i de private og statslige monopolers besiddelse i de forsekllige lande og områder, dannes. Disse aktiver udvikler sig i takt med den rate, hvormed den kapital, som er investeret i udlandet, akkumulerer og ekspanderer, og med omfanget af kapitaleksporten. Stormagternes økonomiske styrke og relative magt ser ud til at være direkte proportional med værdien af de aktiver, som er akkumuleret i udlandet. Heraf kan det udledes, at en stormagts fremgang eller forfald hænger sammen med udvidelsen eller indskrækningen (i volumen og værdi) af de kapitalaktiver, som denne stormagt har akkumuleret og akkumulerer i udlandet, hvad der sker gennem eksport eller kapitalstrømme fra denne magt til udlandet. Brasilien er et eksempel på USA´s tilbagegang på dette område. Her faldt USA´s relative betydning som kapitalkilde betragteligt. Allerede i 2002 stod Europa for over halvdelen af de udenlandske investeringer i den brasilianskeøkonomi. Og statistikkerne viser, at privatiseringerne her - ligesom i Argentina - frem for alt var et festbord for europæerne, som havde større appetit og overtog de største privatiserede virksomheder. Først og fremmest de strategiske virksomheder inden for telekommunikationen. USa er stadig storeksportør af kapital og tegnede sig for 18,4% af de direkte udenlandske investeringer i 2001. Men der må knyttes to bemærkninger til dette. For det første er dets position i denne henseedne historisk vigende. Og for det andet er den mængde kapital, som Onkel Sam importerer, nu større end den kapital, som det eksporterer. Således investerede udlændinge i år 2000 og første halvdel af 2001 250 milliarder dollars i USA, mens nordamerikanerne omvendt investerede 150 milliarder i udlandet. USA's nettogæld (gælden minus de udenlandske kreditter) nåede op på den ubehagelige sum af 2,3 billioner i december 2001. Alt dette betyder, at USA er blevet nettoimportør af kapital og afhængig af udenlandsk opsparing, når det skal finansiere underskuddet på de løbende poster og sikre den hjemlige vækst. Hermed har det udviklet en "sårbarhed", som allerede nu har store konsekvenser for betalingsbalancen og dollarens relative værdi i verden. Selv om det ikke er synligt, er resultatet, at USA´s økonomiske magt og dets imperialistiske hegemoni er svækket, og at dollaren som international valuta er i sammenbrudskrise. En historisk proces Den gradvise nedbrydning af USA´s økonomiske førerstilling i verden er en historisk proces. Den startede på et tidspunkt efter anden verdenskrig, efterhånden som de andre kapitalistiske magter, dets fremtridige rivaler, kom til hægterne oven på krigen, fremviste solide vækstrater (i en ujævn udvikling til skade for USA) og gennem overskuddet fra udenrigshandlen genvandt evnen til at eksportere kapital. Det er både velkendt og historiens ironi, at USA bidrog til denne proces, og indtil sidst i 1980´erne stod i spidsen for en bred kapitalistisk alliance mod den socialistiske lejr. Folekvognsfabrikkernes store investeringer i Brasilien i 1950´erne var et signal om, at tysk kapital så småt igen begyndte at ekspandere på imperialistisk vis, og at Tyskland var ved at blive genfødt som økonomisk magt. Men det var i 1970´erne, at tegnene på tilbagegang blev tydeligere. Det var her, den historiske forfaldsproces tog til. Dollarens guldindløselighed blev i 1971 afskaffet af Nixons regering. Og dette kan fortolkes som et signal (det første9 om, at tilbagegangen i USA´s økonomiske førerstilling var undervejs og fik konsekvenser. I 1971 begyndte USA at udvise et globalt underskud på sin handelsbalance.Og dette gentog sig i de følgende årtier og fortsætter den dag i dag. Dette underskud (som også kan ses som den bedste målestok for den hegemoniske magts snylten), er den dybere liggende årsag til svækkelsen af USA´s økonomiske førerstilling i verden. Det er ikke en cyklisk krise USA´s relative økonomiske forfald er som sagt en historisk proces, som har vist sig over flere årtier og en række produktive cyklusser. Heri ligger implicit den opfattelse, at fænomenet ikke må forveksles med en cyklisk krise i den nordamerikanske økonomi. Forfaldet får sit udtryk i dollar-systemets krise. På mellemlangt eller langt sigt undergraver det grundlaget for denne valutas hegemoni og gør det uholdbart at fastholde dollar-systemet. Det voksende handelsunderskud og ændringen i kapitalstrømmene presser dollaren nedad, gør dens devaluering uundgåelig og fremkalder desuden generel uro på valutamarkederne, som vi kan opleve i dag. Der er ingen tvivl om, at krisen i dollar-systemet er den del af den mere generelle eller strukturelle krise i det kapitalistiske og imperialistiske system, som nogle også omtaler som en økonomisk verdenskrise. Denne strukturelle krise har andre komponenter, f.eks. øget arbejdsølshed og gradvist faldende vækstrate, der viser sig som en tendens til stagnation i et stort antal kapitalistiske lande. Men den vigende økonomiske førerstilling og krisen i dollar-systemet bryder ikke ind i historien fra det ene øjeblik til det andet, sådan som det sker med de cykliske kriser. Det sker heller ikke på kort sigt for derefter at give plads for en genoplivning og nye vækstfaser. Det er fænomener, som lidt efter lidt etablerer sig, og som slår igennem over årtier og i løbet af flere økonomiske cyklus´er. De omfatter vanskelig øjeblikke og kvalitative ændringer og går sandsynligvis i retning af et brud. Den herskende tænkning, som til syvende og sidste giver tonen an i den offentlige mening, skaber stor forvirring i denne henseende. Når den nordamerikanske økonomi signalerer fremgang og gennemgår en opadgående fase i det økonomiske kredsløb, sådan som det skete fra og med anden halvdel af 1991, dominerer den opfattelse, at hegemoniet styrkes. Men i kritiske øjeblikke som dem, der fulgte i kølvandet på børsfaldet og recessionen i første halvår af 2001, slår humøret om og viger for en fornemmelse af forfald, som tydeligvis forstærkes af dollarens fald. Men eftersom dollarens fald ikke er direkte forbundet med udviklingen i BNP (i 2002 og 2003 var tallene for det nordamerikanske BNP for eksempel bedre end for EU og Japan, men forhindrede alligevel ikke en devalutering af dollaren), må den økonomiske forfaldsproces ikke mekanisk forbindes med udviklingen af den hjemlige produktion i USA. 1990´ernes paradoks I virkeligheden foregår kapitalens imperialistiske ekspansion ikke i samme tempo og heller ikke nødvendigvis i samme retning som BNP´s ekspansion. Der er grundlæggende forskelle mellem de to bevægelser. Det kan tilmed forekomme, at tilbagegangen i den internationale økonomiske førerstilling kan forstærkes i en periode med højt besungen fremgang. Det var sandsynligvis, hvad der skete i det forrige århundredes sidste årti. 1990´erne rummede et tilsyneladende paradoks. Efter en kritisk start for USA var årtiet kendetegnet af en vækstcyklus, som anses for en af de længste i landets økonomiske historie. Denne vækstfase begyndte i andet halvår af 1991 og fortsatte frem til starten af det nye årtusinde. Den gav anledning til en overflod af optimisme, charlatanteri og talrige illusioner. Heraf er de mest bemærkelsesværdige indskrevet i historien om "New Economy", som blandt mange andre ting angiveligt skulle have lagt de cykliske kriser bag sig, og som lovede os den økonomiske væksts evighedsmaskine. USA voksede, mens hovedparten af den kapitalistiske verden sad fast i stagnationens hængedynd. Det blomstrede overfor et Europa, som til syneladende led af økonomisk blodmangel, og et Japan, som var fanget i en kronisk krise. Ud fra denne ujævne udvikling havde den herskende tænkning, som gav næring til den offentlige mening i USA, ikke problemer med at slutte, at Onkel Sam havde overvundet truslen om forfald og genskabt USA´s internationale hegemoni på det økonomiske plan ved at styrke dollarens stilling (en valuta, som takket være europæisk og asiatisk kapital oplevede en kunstig opskrivning i anden halvdel af det årti.) Det skulle snart vise sig, at denne tænkning, som dominerede vidt og bredt i denne periode, var grundlæggende forkert. Sandheden er, at forfaldsprocessen hverken
blev afbrudt eller vendt i 1990´ernes paradoks består i, at den nordamerikanske økonomis vækstcyklus, som startede i 1992, hovedsagelig har gavnet den udenlandske (europæiske og japanske) kapital. Dette fremgår klart, når man forsøger at analysere dens effekter ud fra den imperialistiske ekspansions synsvinkel. Det var en vækst, som modsætningsfyldt (eller paradoksalt) styrkede USA´s rivaler og frem for alt de europæiske imperialistiske stormagter ved at lægge grunden til euroens fremtidige opskrivining i forhold til dollaren. Dette skete af en simpel grund. Hovedkraften bag USA´s vækst, den store motor i disse forgyldte år, var de udenlandske investeringer, som blev opmuntret af fablerne om "New Economy". Af mangel på hjemlig opsparing, som er chokerende lav i imperiets center, tiltrak Onkel Sam en mængde kapital fra udlandet. Eftersom investeringer under kapitalismen per definition betyder kapitalekspansion, så var væksten i USA, som skete via udenlandske kapitalinvesteringer, ensbetydende med europæisk og japansk kapitals fremmarch på det amerikanske marked, dvs. imperialistisk ekspansion fra de magter, hvor denne kapital havde hjemme. I størstedelen af 1990´erne figurerede USA som den største modtager af direkte udenlandske investeringer. Det opsugede 1,3 billioner dollars mellem 1990 og 2002, og denne opsugning af disponibel kapital i verden tog efterhånden til og nåede i 1999 op på 283,37 milliarder og i år 2000 på 300,9 milliarder, hvorefeter den igen skrumpede ind. Gabet mellem investeringer og hjemlig opsparing i USA dækkes af underskuddet på løbende poster. Det er ikke tilfældigt, at dette underskud voksede ekstraordinært i anden halvdel af 1990´erne og nu overgår handelsunderskuddet, som også steg kraftigt i samme periode. Væksten i disse underskud førte til voksende gæld og forøgelse af USA´s udenlandske passiver. Og det gjorde også USA stærkt afhængig af den udenlandske kapital, når betalingsbalancen skulle finansieres. Mange økonomiske kommentatorer sagde tilmd, at USA havde forvandlet sig til en sugepumpe for udenlandsk kapital - eller snarere for den kapital, som er til rådighed for udenlandsk investering i verden, for den kapital, der går til eksport. Dette er i en vis forstand rigtigt. Nogle europæiske politikere fornemmede, at denne afhængighed var et bevis på den hegmoniske magts skrøbelighed. Op gennem 1990´erne og frem til 2002 var omfanget af direkte udenlandske investeringer i USA som sagt forbløffende. Men denne kapital blev mere sjælden efter 2001, idet den sandsynligvis flygtede fra krisen og måske også fra de lave renter. Dette udgør en sandsynlig omvæltning i tingenes retning. Men virkningerne er stadig undervejs. Man må vente lidt på kendsgerningerne, før man indlader sig på spekulationer om konsekvenserne. Under alle omstændigheder var det givetvis den mindre tilstrømning af udenlandske investeringer til USA, som fremskyndede dollarens fald. Det er desuden en kendsgerning, som fremgår af de økonomiske statistikker, at der i 2002, da dollaren faldt, skete en mærkbar ændring af retningen for den kapitaleksport, som har form af direkte investeringer. For første gang i historien tiltrak Kina direkte udenlandsk kapital i et omfang, som overgik USA´s. Den samlede mængde af direkte udenlandske investeringer faldt kraftigt, omkring 50 procent mellem 2001 og 2002 og endnu mere i 2003. Men dette fald berørte de forskellig lande og områder i verden på forskellig måde. Generelt set blev Asien mindre berørt end Amerika. Og i Amerika fandt det største fald (i volumen) sted i USA. Den samlede mængde direkte udenlandske investeringer nåede op på 1,49 billioner dollars i 2001, faldt til 735,1 milliarder dollars i 2001 og lå i 2002 på omkring 600 milliarder ifølge oplysninger fra UNCTAD. USA modtog 300,9 milliarder i 2000, 124,4 i 2001 og omkring 39 milliarder i 2002, da det mistede førstepladsen til Kina. Tilbage er at finde ud af, hvordan den formindskede tilstrømning af udenlandske investeringer til USA vil virke ind på det nordamerikanske BNP´s fremtidige vækstrate. Hvis det, som det ser ud til, er rigtigt, at de udenlandske investeringer (især i form af direkte investeringer) sikrede væksten i 1990´erne, vil manglen på disse investeringer - i et omfang, som er nødvendigt til at kompensere for den lave opsraringsrate - så ikke være til stor hindring for en ny vækst? Det må bemærkes, at bevægelsen af indirekte investeringer, som er af langt større omfang, på trods af deres flygtige og ustabile karakter fulgte en anden vej, og at de seneste måneder har vist en betragtelig vækst i udlændinges (særlig asiaters) køb af nordamerikanske statsobligationer. Man kan ikke sige, at disse investeringers afspejling i vækstraten er sammenlignelig med de direkte udenlandske investeringer, som i stort omfang er rettet direkte mod produktionen. Handelsunderskuddets rolle Når man først har forstået, at krisen i USA´s økonomsie lederskab ikke må forveksles med de cykliske, konjunkturelle krise i kapitalens reproduktionsproces i dette land, må man søge fænomenernes årsager i andre faktorer end dem, der skaber de cykliske kriser. Det er godt at notere sig, at ét fænomen ikke ophæver et andet, at den vigende økonomiske førerstilling med andre ord ikke ophæver den cykliske krise. Undertiden
foregår begge på samme tid og er tydeligvis sammenflettede. Oprindelse eller den dybeste årsag til den nordamerikanske økonomis tilbagegang i verden er det handelsunderskud, som i årtier har hobet sig op hos vores nabo i Nord. Herigennem viser USA en tøjlesløs tendens til økonomisk snylten ved at forbruge mere, end det producerer, og at leve på andres bekostning, idet det afslører en umættelig appetit på import. Allerede under krisen i 1971, som markerede enden på dollars guldindløselighed, viste underskuddet sit ansigt. Det var underskuddet, eller rettere underskuddets bagside, som kom til udtryk i de handelsoverskud, som de europæiske magter og Japan opnåede i samhandlen med USA, og som til sidst gjorde det umuligt at fastholde dollarens guldindløselighed. Og dette skete, i det omfang Frankrig, Tyskland og andre lande med overskud i den bilaterale handel med Onkel Sam ønskede at indløse de dollars, som de havde hentet fra saldoen mellem eksport og import, med guld. Dette skridt fra europæiske regeringers og kapitalisters side øgede efterspørgslen efter guld i USA´s centralbank og gav ikke Det Hvide Hus - som dengang blev styret af den republikanske præsident Richard Nixon - andet valg end at ophæve den guldindløselighed, som var et resultat af Bretton Woods-aftalerne. Ændringer i kapitalstrømmene Det er nødvendigt at fastslå, at handelsunderskuddet ikke direkte forårsager det forfald, som foregår i kraft af underskuddets virkning på de kapitalistiske magters kapitalakkumulation og kapitaleksport. Man må ligeleds tage hensyn til at de forandringer, som skyldes underskuddet, ikke viser sig fra det ene øjeblik til det andet, dvs. på kort sigt. Det er en kumulativ proces, som lidt efter lidt er modnet i det mindste siden 1970´erne. Tingene begynder at blive tydligere, når vi forstår de sande relationer mellem vareeksport og kapitaleksport. I almindelighded fristes vi til at adskille de to processer, som ikke desto mindre er dybt indbyrdes forbundne. Under den kapitalistiske produktionsmåde er de varer, som cirkulerer, kapital i vareform. I det skema for kapitalens kredsløb, som Marx har opstillet (P-V-P´), ligger denne elementære sandhed implicit, og varekapitalens forvandling til (forøget) pengekapital ses i bevægelsen V-P´. Varecirkulationen viser sig med andre ord som en del af kapitalens kredsløb. I det imperialistiske system spiller udenrigshandlen - og her navnlig det nordamerikanske hypermarked - en mere end relevant rolle i kapitalens værdiforøgelse. Gennem de seneste årtier har USA´s handelsunderskud været været en gavmild kilde til forøgelse af den kapital, som stammer fra Europa og Japan. Det er herigennem, at en stor del af den merværdi, som produceres af de europæiske og asiatiske monopoler, realiseres. Der er en ejendommelighed ved denne merværdi eller profit fra udenrigshandlen. Ar forskellige årsager - og konkret hvad angår overskuddet i dollars - drejer det sig om en kapital, som ikke kan geninvesteres i de lande, hvor den er skabt, og som kun har to muligheder tilbage. Henlæggelse som reserver eller investering i udlandet. Det er grundlæggende set via USA´s handelsunderskud, at den kapital, som Japan og de europæiske magter eksporterer, blev skabt og til en vis grad stadig skabes. Det er i forbifarten værd at bemærke, at Kina for nylig blev den vigtigste begunstigede af dette underskud, eftersom det i 2002 opnåede det største bilaterale overskud på handlen med USA til en værdi af 203 milliarder dollars. I snusfornuftens øjne forekommer handelsunderskuddet at være et trivielt fænomen, og man kan ikke forestille sig, at det kan fremkalde en krise i yankee-hegemoniet. I USA er den en sygdom, som stammer fra efterkrigstiden, og som har bidt sig fast gennem tre årtier. Da underskuddet har eksisteret gennem så lang tid, er det naturligt, at det betragtes som noget banalt uden større konsekvenser. Sandheden er imidlertid, at dette underskud er den egentlige årsag til nedbrydningen af den nordamerikanske imperialisme. Dollarens fald Mellem 1971 og 1982 blev handelsunderskuddet rigeligt dækket gennem de profitter, som USA hentede hjem fra resten af verden (indbefattet renter), og som gav overskud på de løbende poster. Men efter 1982 ændrede billedet sig. Nu kunne profitten fra udlandet ikke længere fuldt ud dække handelsunderskuddet, hvad der førte til underskud på betalingsbalancen. Med årene kan man iagttage en anden forandring, nemlig at underskuddet på betalingsbalancen bliver større end handelsunderskuddet. Dette betyder, at USA´s betaling af renter, profitter og dividender for at dække de udenlandske passiver, dvs. afkastet til den udenlandske kapital, nu er større end de indtægter, som den nordamerikanske kapital opnår i udlandet. Virkningerne heraf har været dramatiske. Blandt andet kan nævnes den generelle valuta-uro i verden og dollarens fald, som i dag skyldes problemerne med at finansiere USA´s eksterne underskud. Op gennem 1990´erne blev import-overskuddet og den udlandsgæld, som onkel Sam opbobede, med en vis succes dækket af tilstrømningen af udenlandsk kapital. Men denne kapitalstrøm tørrede ud efter 2001, hvad der førte til dollarens fald og krisen i dollarens rolle som international valuta. I de seneste måneder er det overskud, som de asiatiske lande har haft på handels- og betalingsbalancen, vendt tilbage til USA gennem opkøb af amerikanske statsobligationer. Dette har øget omfanget af de indirekte udenlandske investeringer i imperiets center og har skabt en forbedret betalingsbalance, som kan standse dollarens fald (på kort sigt) og tilmed finansiere en økonomisk genoplivning, hvis strømmen fortsætter og ikke går i den modsatte retning. Men selv hvis noget sådant sker, må man spørge sig, hvor længe udlændinge er villige til at finansiere Onkel Sams voksende snylten. Nogle mere besindige økonomer har ud fra teorien og den historiske erfaring draget den lære, at det voksende underskud på den nordamerikanske betalingsbalances løbende poster - som i dag er på over fem procent af BNP - simpelthen ikke er bæredygtigt på mellemlangt og langt sigt. Og det betyder, at huset styrter sammen en skønne dag, eller at det udenlandske opgørs time uafvægerligt vil komme for det nordamerikanske samfund, uanset om det sker via staten eller - hvad der er mere sandsynligt - fremtvinges af markederne til trods for den særlige stilling, som den indtil nu hegemoniske valuta har haft i den skrøbelige internationale økonomi. Sandheden er, at dollar-systemet ikke har nogen fremtid. Den er historisk udbrændt. Det må her fremhæves, at dollarens fald er et symtom og et (komprimeret) udtryk for den hegemoniske magts økonomiske nedtur. Men hvor vigtigt det end er, er det kun virkningen af og ikke årsagen til denne nedtur, som til syvende og sidst har sine rødder i produktionsprocessen og udenrigshandlen. Politiske virkninger af den økonomiske nedtur Imperialismen er et system, som frem for alt struktureres i tre sfærer. 1. den økonomiske sfære 2. den politiske eller diplomatiske sfære 3. den militære sfære Det drejer sig om tre selvstændige og indbyrdes afhængige sfærer. Erfaringen viser, at på mellemlangt og langt sigt tenderer en hegemonisk magts økonomiske forfald mod også at bestemme dens politiske og militære forfald. Men denne effekt er ikke automatisk. Tilbagegangen i den økonomiske førerstilling betyder ikke nødvendigvis politisk og langt mindre militær tilbagegang. I begyndelsen af det 20. århundrede var det tydeligt, at Englands økonomiske magt var vigende i forhold til Tysklands. Alligevel fuldbyrdedes det såkaldte kongelige imperiums politiske og militære forfald og overgangen til en ny international orden først fire årtier senere, dvs. efter anden verdenskrig. Dengang var der mellem det økonomiske forfald og det politiske fald et mellemkrigs-interval, som var kendetegnet af ekstraordinær økonomisk ustabilitet. Krigen ændrede også begivenhedernes gang og kvalte Tysklands ambitioner, selv om landet i begyndelsen af det 20. århundrede virkede som Englands mest seriøse konkurrent. Det ville være en fejl at konkludere, at den afslutning af USA's imperialistiske hegemoni, som vi i den grad ønsker, umiddelbart udspringer og vil udspringe af dets økonomiske forfald. Det forekommer mig for eksempel ikke, at der i dag findes et klart alternativ til dollar-systemet. USA ved, at det langt fra har en rival i den militære sfære. Men tiden går ikke i stå. Og den sandhed, som fornemmes ud af kendsgerningerne, synes at meddele os, at det imperialistiske hegemoni ikke kan vare ved i lang tid, når den økonomiske førerstilling undergraves. Vi kommunister, som er ret så hærdede af livet, dyrker tålmodighedens kunst. Vi har lært at vente, have tillid til og arbejde for en bedre fremtid, som bygger på fred, lighed mellem folkene og frem for alt på ophævelse af menneskets udbytning af mennesket, hvad der forudsætter en revolutionær omstyrtning af det kapitalistiske system. Jeg er ikke i tvivl om, at den forhadte yankee-imperialisme endeligt er undervejs i denne historie, og at det måske kommer før, end vi på nuværende tidspunkt kan forestille os. Kilde: Tidsskriftet "Ret og Vrang" april 2004. Se også Et
nyt amerikansk århundrede? Globaliseringsprojektets
krise og George W. Bush's New Economics Dollaren:
Hvem betaler regningen? - End - |
Nogle
kendsgerninger i forbindelse med den økonomiske krise og valutauroen på
verdensplan antyder, at USA´s hegemoni ikke er så solidt, som man
troede i størstedelen af 1990´erne og indtil for nylig.