Tortur er nyheder, men det er ikke noget nyt

af John Pilger

ZNet | The Mirror ; 7. maj 2004

I en artikel i Daily Mirror genkalder John Pilger sig nyhedsdækningen af krigen i Vietnam, og hvordan amerikanske grusomheder og tortur ikke blev anset for værd at rapportere om. Det samme gjaldt de britiske koloni-eventyrs brutalitet.

´I Irak´, skriver han, ´har intet ændret sig´.

Da jeg for første gang tog ud for at rapportere om den amerikanske krig imod Vietnam i 1960´erne, besøgte jeg de store amerikanske avisers,TV selskabers og internationale nyhedsagenturers Saigon-kontorer.

Jeg var slået af billederne på mange af deres kontorers opslagstavler. "Det er der, vil hænger vores samvittighed op," sagde et af agenturernes fotografer.

Der var fotografier af lemlæstede kroppe, af soldater, der holdt afskårne ører og testikler op og øjebliks- billeder af direkte tortur. Der var mænd og kvinder, der blev slået til døde og druknet og ydmyget på kvalmende måder. På et fotografi var der indsat en boble over den torterendes hoved, hvor der stod: "Det vil lære dig at tale til pressen."

Hvergang besøgende fik øje på disse billeder,lød spørgsmålet: hvorfor var de ikke blevet offentliggjort? Et standardsvar var, at pressen ikke ville publicere dem, fordi deres læsere ikke ville acceptere dem. Og at offentliggøre dem uden forklaring på de generelle omstændigheder i forbindelse med krigen, var at "sensationalisere".

Til at begynde med accepterede jeg den tilsyneladende logik i dette; grusomheder og tortur foranlediget af "os", var pr. definition bestemt vildfarelser. Min indlæring efter dette skete hurtigt; for denne rationale forklarede ikke de tiltagende vidnesbyrd om dræbte, lemlæstede og fordrevne civile eller mennesker, der var blevet gjort vanvittige af "anti-personnel" bomber, der blev kastet ned over landsbyer, skoler og hospitaler.

Det forklarede heller ikke de børn, der blev brændt til boblende kødklumper af noget, der kaldtes napalm, eller bønder, der blev jaget i helikopter-"fasanjagt", eller en "mistænkt" torteret til døde med et reb om halsen, der blev trukket bag en jeep fyldt med stofpåvirkede og grinende amerikanske soldater.

Det forklarede heller ikke, hvorfor så mange soldater gik rundt med menneskedele i deres tegnebøger og officerer fra specialstyrken,der opbevarede menneskelige hovedskaller i deres hytter med indskrifter som: "One down, a million to go."

Philip Jones Griffiths, den store walisiske freelance fotograf, som jeg arbejdede sammen med i Vietnam, forsøgte at standse en amerikansk officer i at sprænge en sammendrevet gruppe af kvinder og børn i luften.

"De er civile," skreg han.

"Hvad for nogle civile?" kom svaret.

Jones Griffiths og andre forsøgte at interessere nyheds- agenturerne for billeder, der fortalte sandheden om denne grusomme krig. Svaret var ofte. "So what´s new?"
Forskellen fra i dag er, at sandheden om den lige så grusomme anglo-amerikanske invasion af Irak er nyheder. Dertil kommer - som lækkede Pentagon dokumenter gør det klart - at tortur er udbredt i Irak. Amnesty International siger, at den er "systematisk".

Og alligevel er vi kun begyndt at fokusere på det tabu-belagte element, der forener invasionen af Vietnam med invasionen af Irak. Dette element gælder de fleste koloniale besættelser, uanset hvor eller hvornår. Det er imperialismens essens,og det er et ord, der først nu er ved at blive genoptaget i vore leksika. Det er racisme.

I Kenya i 1950´erne slagtede briterne skønsmæssigt 10.000 kenyanere og drev koncentrationslejre, hvor forholdene var så harske, at 302 indsatte døde på blot en måned. Tortur, pisk og misbrug af kvinder og børn var daglig kost."De særlige fængsler," skrev imperie-historikeren V.G. Kiernan, "var måske lige så slemme som en hvilkensomhelst nazistisk eller japansk anstalt."

Intet af dette var nyheder dengang. "Mau Mau terroren" blev rapporteret og opfattet på en bestemt måde: som "dæmonisk" sort imod hvidt. Det racistiske budskab var klart, men "vores" racisme blev aldrig nævnt.

I Kenya ligesom med det mislykkede amerikanske forsøg på kolonisere Vietnam, og ligesom i Irak, opflammede racismen de vilkårlige angreb på civile og torturen. Da de ankom i Vietnam, regnede amerikanerne vietnameserne for menneskeligt utøj. De kaldte dem "gooks" ("gule djævle") og "dinks" og "slopes", og de dræbte dem i en industriel målestok på samme måde, som de havde slagtet den oprindelige amerikanske befolkning, faktisk gik Vietnam under betegnelsen "indiansk land".

I Irak er intet forandret.

Med deres utilslørede praleri om at dræbe "rotter i deres reder" afslørede de amerikanske marine-snigskytter, der i Falluja dræbte kvinder, børn og gamle, deres lederes racisme, fuldstændig ligesom tyske snigskytter dræbte jøder i Warzawa´s ghetto.

Paul W. Wolfowitz, den amerikanske viceforsvarsminister, der siges at være arkitekten bag invasionen i Irak, har talt om "slanger" og "dræning af sumpen" i de "uciviliserede dele af verden".

Meget af denne moderne imperiale racisme blev opfundet i Storbritannien. Lyt til dens spidsfindige udtryk, når britiske talsmænd finder deres tomme fraser frem, når de benægter af kendskab til antallet af irakere, der er dræbt eller lemlæstede af deres klyngbomber, hvis virkning i praksis ikke er forskellig fra virkningen af selvmordsbomber; de er terrorvåben. Lyt til Adam Ingram, de væbnede styrkers minister, kværne løs i parlamentet, mens han nægter at fortælle, hvor mange uskyldige mennesker, der er ofre for hans regering.

I Vietnam blev nedskydningen af kvinder og deres småbørn i landsbyen My Lai kaldt en "amerikansk tragedie" af Newsweek Magazine. Vær forberedt på mere af "vor tragedie"-temaet, der kalder på sympati for den invaderende besættelsesmagt.

Amerikanerne efterlod tre millioner døde i Vietnam og et oprindelig rigt land ødelagt og forgiftet med virkningerne af de kemiske våben, de brugte. Mens amerikanske politikere og Hollywood vred deres hænder over GI´s, der var meldt savnede i aktion, hvem kerede sig da om vietnameserne?

I Irak er der intet, der er forandret.

Ud fra de mest forsigtige skøn har amerikanerne og briterne efterladt 11.000 civile døde. Tilføj irakiske værnepligtige og tallet firedobles.

"Vi tæller hver enkelt skruetrækker, men vi tæller ikke døde irakere," sagde en amerikansk officer under slagteriet i 1991. Den britiske minister Adam Ingram er måske ikke så belæst, men vanhelligelsen af menneskeliv er den samme.

Ja, grusomhederne og torturen er nyheder nu. Men hvordan er de nyheder? spørger forfatteren Ahdaf Soueif. En BBC nyhedsoplæser beskriver torturbillederne som "blot memento's" (påmindelser). Ja, selvfølgelig: På samme måde som menneskelige dele opbevaredes i tegnebøger i Vietnam.

BBC kommentatorer - altid det bedste mål for det britiske establishments automatiske tænkning - minder os om, at torturen, ydmygelsen af soldater "ikke kan sammenlignes med Saddam Husseins systematiske tortur og henrettelser".
Saddam, bemærkede Ahdaf Soueif, "er nu Vestens moralske kompas".

Vi kan ikke tilbagegive irakere et liv, der er udslettet eller ødelagt af de, der har handlet i vort navn. Men i det allermindste må vi kræve at de, der er ansvarlige for denne uhyrlige forbrydelse, forsvinder ud af Irak nu, og at vi får en mulighed for at retsforfølge og dømme dem, og for at give erstatning til det irakiske folk.

Alt andet diskvalificerer "os" som civiliserede.

Artiklen på engelsk:
Torture Is News But It's Not New
Z-Net

Overs. af Hans Pendrup

Læs også af John Pilger (dansk)

Israel: Den unævnelige kilde til terrorisme i verden

Bush eller Kerry? Vælg din foretrukne pro-krigs kandidat

Irak: Hvem er ekstremisterne?

- End -