Sorte skyer over civilisationen

Af John Kenneth Galbraith

Korporationernes magt er den drivende kraft bag amerikansk udenrigspolitik - og myrderierne i Irak.

The Guardian 15 juli 2004

Amerikansk økonomis alderspræsident, John Kenneth Galbraith (f. 1908), ajourfører i nedenstående artikel Eisenhowers advarsel imod det militært-industrielle kompleks - og fremlægger en mere velovervejet udgave af argumenterne bag Michael Moore's kritiske film.

I slutningen af anden verdenskrig var jeg direktør for et projekt til analyse af de generelle virkninger af de amerikanske strategiske bombardementer - USBUS, kaldet. Jeg stod for ledelsen af en stor professionel økonomisk stab med henblik på vuderingen af de industrielle og militære virkninger af bombardementerne af Tyskland. De strategiske bombardementer af tysk industri, transportsektor og byer var dybt skuffende. Angreb på fabrikker, der fremstillede så tilsyneladende afgørende komponenter som kuglelejer og selv angreb på flyfabrikker, var bedrøveligt virkningsløse. I kraft af flytninger af anlæg og maskineri og en mere beslutsom administration tiltog produktionen af jagerfly faktisk tidligt i 1944 efter store bombardementer. I byerne havde den vilkårlige grusomhed og død påført fra luften ingen registrerbar virkning på krigsproduktionen eller krigen.

Disse resultater blev kraftigt modvirket af de allieredes militærledelse - især, hvad der skulle være overflødigt at nævne - luftkommandoen, selv om de repræsenterede de højest kvalificerede eksperters arbejde og blev støttet af tyske industriledere og højtkvalificerede tyske statistikere, såvel som af direktøren for den tyske våbenproduktion, Albert Speer. Alle vore konklusioner blev tilsidesat. Luftkommandoens talerør og akademiske ekspertise gik sammen for at tilbageholde min udnævnelse til professor ved Harvard University og havde held til at gøre det i et år.

Og det er endda ikke det hele. Den største militære ulykke i Amerikas historie indtil Irak var krigen i Vietnam. Da jeg blev sendt derud med en undersøgelseskommission i begyndelsen af 60'erne, havde jeg et omfattende overblik over den militære dominans over udenrigspolitikken, en dominans, der nu er udvidet til at omfatte tilsidesættelsen af den civile myndighed. I Indien, hvor jeg var ambassadør, i Washington, hvor jeg havde adgang til præsident Kennedy, og i Saigon, udviklede jeg et absoluit negativt syn på konflikten. Senere støttede jeg Eugene McCarthy's anti-krigs kampagne i 1968. Hans kandidatur blev første gang annonceret i vores hus i Cambridge.

På det tidspunkt støttede det militære etablissement i Washington krigen. Det blev faktisk taget for givet, at både de væbnede styrker og våbenindustrien burde acceptere og godkende fjendtligheder - altså Dwight Eisenhower's "militært-industrielle kompleks". (Dvs. indflydelsen fra den sammensmeltning af de magtfulde samfundsinstitutioner, som præsident Eisenhower i sin afskedstale i 1961 advarede imod under betegnelsen "det militært-industrielle kompleks" O.A.)

I 2003 blev næsten halvdelen af USA's totale anslåede regeringsudgifter brugt til militære formål. En stor del til anskaffelse og udvikling af våben. Atomdrevne undervandsbåde løb op i milliarder af dollars, enkelte fly i dusinvis af millioner hver.

Et sådant forbrug er ikke resultatet af objektiv behovsanalyse. Fra de relevante industrierhverv indløb designforslag til nye våben, som gav afkast i form af produktion og profit. I en imponerende strøm af indflydelse og kommandoveje tildeler våbenindustrien den efterspurgte beskæftigelse, administrations-ben og profit til sit politiske bagland, og indirekte er det en værdsat kilde til politisk finansiering. Politikernes taknemmelighed og løfte om politisk hjælp går til Washington og til forsvarsbudgettet. Og til udenrigspolitik eller, som i Vietnam og Irak, til krig.

Der er ingen tvivl om, at den moderne korporation er en dominerende kraft i den nutidige økonomi.
Engang var der kapitalister i USA. Stål fra Carnegie, olje fra Rockefeller, tobak fra Duke, jernbaner fra forskellige virksomheder ofte inkompetent kontrolleret af de pengestærke få. Med sin markedsposition og politiske indflydelse nyder den moderne korporationsadministration til forskel fra kapitalisten offentlig anerkendelse. Dens dominerenede rolle i det militære etablissement, i offentlige finanser og i miljøspørgsmål tages for givet. Negative sociale mangler og deres virkninger påkalder sig imidlertid opmærksomhed.

En af disse er, som netop bemærket, den måde, hvorpå korporativ magt har formet befolkninges vilje efter sit eget behov. Den dekreterer, at social succes er flere biler, flere TV apparater, en større mængde af alle andre forbrugsgoder - og flere dødbringende våben. Negative sociale virkninger - forurening, destruktion af landskabet, manglende beskyttelse af befolkningens sundhed, truslen om militær aktion og død - tæller ikke som sådan.

Den korporative tilegnelse af offentlighedens initiativ og myndighed er ubehageligt synlig i dens virkning på miljøet og farlig i henseende til militær og udenrigspolitik. Krige er en alvorlig trussel for civiliseret eksistens, og et korporativt engagement i fremskaffelse og brug af våben fremelsker denne trussel. Det forlener ødelæggelse og død.og endog heltedåd med legitimitet.

Magt i den moderne store korporation tilhører direktionen. Bestyrelsen er en velvillig forsamling, der mødes i behagelig selvglæde, men totalt underordnet direktionens reelle magt. Forholdet ligner relationen mellem en æresdoktor og et medlem af universitetsfakultetet indenfor uddannelsesverdenen.

Myterne om investor-autoritet, de rituelle møder mellem direktører og det årlige aktionærmøde eksisterer vedvarende, men ingen mentalt velfungerende iagttager af den moderne korporation kan unddrage sig virkeligheden. Korporativ magt ligger hos administrationen - et bureaukrati med kontrol over sine opgaver og den dertil svarende modydelse. Vederlagene kan være på kanten af tyveri. Ved hyppige lejligheder er der i den seneste tid blevet refereret til dette som den korporative skandale.

Efterhånden som de korporative interesser kommer til magten i det, der udgør den offentlige sektor, tjener denne de korporative interesser. Det er tydeligst i den største af sådanne bevægelser, den, der vedrører nominelt private firmaer i forsvarsetablis-
sementet. Herfra udgår der en primær indflydelse på militærbudgettet, på udenrigspolitik, militært engagement og, i sidste instans, på militær handling. Til trods for at dette er en normal og forventet brug af penge og deres magt, er dens fulde virkning skjult i forbindelse med næsten al konventionel formidling via medierne.

I betragtning af dens vægt i den moderne korporation var det naturlig at virksomhedsadministrationen ville komme til at udvide sin rolle i politik og i forhold til regeringsmagten. Engang var det kapitalismens indflydelse på offentligheden, nu udgår den fra den korporative administration. I USA er virksomhedsdirektører i tæt alliance med præsidenten, vicepræsidenten og forsvarsministeren. Fremtrædende korporative skikkelser er også placeret i overordnede stillinger andetsteds i den føderale regering, en af disse kom fra den bankerotte og tyvagtige Enronkorporation til at præsidere over hæren.

Forsvars- og våbenudvikling er motiverende kræfter i udenrigspolitik. I nogle år har der også været registreret korporativ kontrol med skattevæsenet. Og med miljøpolitikken.

Vi har værdsat civilisatoriske fremskridt lige siden bibelske tider og længe før. Men der er en nødtvungen og faktisk accepteret bivirkning. USA og Storbritannien står med det bitre efterslet af Irak-krigen. Vi accepterer programmeret død for de unge og vilkårligt myrderi for mænd og kvinder i alle aldre. Sådan var det i den første og anden verdenskrig - og det er stadig sådan i Irak.

Civiliseret liv, som det kaldes, fremstår som et stort hvidt tårn, en hyldest til menneskehedens præstationer, men over toppen er der permanent en stor, sort sky. Menneskelige fremskridt er domineret af ufattelig grusomhed og død.

Civilisationen har gjort store fremskridt igennem århundrederne indenfor videnskab, sundhed, kunst og størstedelen, om ikke al økonomisk velstand. Men den har også medført en priviligeret stilling for udvikling af våben og truslen om keig og krigens realitet. Massemyrderier er blevet den ultimative civiliserede præstation.

Krigens kendsgerninger er uomgængelige - død og vilkårlig grusomhed, ophævelse af civiliserede værdier, en planløs eftervirkning. Således menneskelige vilkår og perspektiver nu uafviseligt nærværende. De økonomiske og sociale problemer, der er beskrevet her, kan med omtanke og handling imødegås. Det er de allerede blevet.
Krig er den tilbagestående altoverskyggende fiasko.

Dette er en redigeret udgave af The Economics of Innocent Fraud: Truth for Our Time, af JK Galbraith, udgivet af Allen Lane.

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -