| Analyse |
Mussolini kan godt lægge sig: Den korporative sikkerhedsstat"Eat your heart out Mussolini" Af William Bowles "Vi kontrollerer politiske magter,
vi kontrollerer moralske magter, vi kontrollerer økonomiske magter, derfor
er vi en rendyrket korporativ stat." -
Database-staten Det privatiseringsprojekt, der satte ind i 1970'erne under Reagan/Thatcher (den såkaldte ny-liberalisme), indvarslede en ilbagevenden til Mussolinis tid for såvidt som det inddrog den arbejdende befolknings landvindinger, der var opnået gennem årtiers kamp, ved endnu engang at sammensmelte statens primære mål under kapitalismen med korporationernes. Alle prætentioner om den "liberale" stat som repræsentant for forskellige befolkningslag og interesser i hele samfundet blev effektivt tilsidesat. Grådighed og egennytte blev endnu engang den kapitalistiske stats overordnede ´filosofi´. Afgørende for den 'neoliberale' dagsorden er dannelsen af en vælgerbefolkning, der er berøvet sin stemmeret, hvadenten det er i kraft af sammensmeltning af de dominerende partiers ideologi eller vælgerbefolkningens udmanøvrering fra valgprocessen. Fascismen i Mussolinis Italien var åben og efter vore dages målestok rå, kendetegnet ved brug af brutal magt og direkte angreb på den organiserede arbejderklasse og venstrefløjen ved at manipulere statsorganerne (parlamentet) til at vedtage stadigt mere repressive love. Der er imidlertid mere end én måde at flå en kat på. Vejen til skabelsen af den korporative sikkerhedsstat behøver ikke at involvere den formelle tilsidesættelse af universel stemmeret. Der er mere raffinerede og gedulgte måder, og de involverer ikke nødvendigvis bedrag, stemmesvindel, ballot stuffing, jerrymandering eller endog selektiv fratagelse af stemeret a la Florida 2000, selvom dette kan være de muligheder, den kapitalistiske stat betjener sig af, når det skal være. Hvad fascisme og den moderne korporative sikkerhedsstat har til fælles er følgende: Den ´legale´ undertrykkelse af den organiserede arbejderklasse i form af fagforeninger og andre politiske formationer såvel som tiltagende begrænsninger af borgerlige og politiske rettigheder. Men måske er der i den aktuelle sammenhæng to aspekter, der giver anledning til bekymring: 1. privatiseringen af staten og 2. oprettelsen af overvågningsstaten - bortset fra at ´fjenden´ nu ikke er kommunisme, men ´terrorisme´. Disse to træk er sammenfaldende i den aktuelle situation formidlet af de nye teknologier, der fremfor alt har muliggjort konstruktionen af sofistikerede sporings- og ID systemer, der implementeres i kraft af en alliance mellem globale IT korporationer og staten, som Mussolin kun kunne drømme om. Men for at et sådant system skal være effektivt i et såkaldt demokrati, har det for det første brug for en usynlig fjende og for det andet - i betragtning af den aktuelle situation - en global fjende. Det fælles tema, der driver begge sider af ligningen er frygt. For befolkningens vedkommende frygt for en fjende, der kan ramme vilkårligt hvorsomhelst og effektivt, og den frygt staten nærer for sin egen befolkning, især i den aktuelle efter-kold-krigsperiode, hvor der efter årtiers propaganda om den "Røde Fare" (den samme Røde Fare som motiverede Mussolini), hvis nederlag - som vi blev fortalt - ville bringe fred og velstand, blot for at opdage, at der på "hinsides det onde" lå en om muligt endnu større trussel i form af terrorisme. Under disse omstændigheder kan kun en endnu større frygt erstatte truslen om atomar tilintetgørelse og/eller tabet af frihed under et ´totalitært diktatur´, en frygt der har mere til fælles med filmene ´Predator´ og ´'Robocop´ end den verden. vi faktisk lever i. At tilvejebringe en sådan frygt og bogstavelig talt gøre det fra den ene dag til den anden kræver store indsatser og resourcer, som kun en korporativ stat er i stand til at mobilisere og vigtist af alt, retfærdiggøre. Men for at gøre dette, er den nødt til at bruge den racistiske ideologi, der er blevet installeret i vores kollektive psyke om den 'anden', en ideologi, der dehumaniserer de, der ikke er "som os', dvs. de, der - som vi bliver fortalt - ikke går ind for 'vore' værdier. Dette er m.a.o. folk, som er mindre end humane, dvs. dyr eller ting, der endog ikke tænker på den måde, vi gør. Folk som er skånselsløse og fanatiske, hvis fanatisme kun kan imødegås med vor egen 'civiliserede' fanatisme i form af den totale stat, der bekender sig til total krig uden ende. Er ´logikken´ ikke temmelig overbevisende? Og dette er en frygt, der er total i sit omfang, der slår til, bliver vi fortalt, hvor vil føler os mest sårbare - på vores vej til arbejdet eller i en restaurant. Der kan ikke tænkes nogen absolut sejr over en sådan fjende, følgelig vil 'krigen' vare én, to eller selv flere generationer. Dette er en endeløs krig, våbenkøbmandens våde drøm. Det er statsbureaukratiets licens til total overvågning, der i sidste instans fører til fængsling 24/7. Først kommer de efter de 'fremmede'og til sidst alle andre, der vover at træde ud af geleddet. Og det hele gøres i et 'demokrati', der er ingen brug for en fascisme i Mussolini-stil, men i praksis er det, hvad det vil føre til, men det vil blive gjort med vores samvirke, simpelthen fordi vi ikke tror, det er os - du og jeg - der er de virkelige fjender af staten. Overspændt? Se dig bare omkring på det samfund, der er under opbygning bogstavelig talt for øjenene af dig af Blunkett og Ashcroft, det hele retfærdiggjort af en fjende, der om noget er Frankenstein-produktet af 'neoliberalismens'økonomiske og politiske kurs, der er kommet tilbage for at hjemsøge os fuldstændig som grev Frankensteins skabning gjorde det. Den korporative stat kalder det 'liberal imperialisme', men dets virkelige navn kan ikke udtales, for at gøre det ville afsløre uhyrets virkelige natur. Men lejlighedsvis slipper vi katten ud af sækken, og det er ikke kun instruktivt omhyggeligt at læse deres ord, men til hvem ordene er addresseret og af hvem. "Når
det gælder os selv, opererer vi på basis af love og åben kooperativ
sikkerhed. Men når vi har at gøre med mere gammeldags statsformer
uden for Europas postmoderne kontinent, er vi nødt til at vende tilbage
til en tidligere æras skrappere metoder - magt, forebyggende angreb, bedrag,
hvadsomhelst, der er nødvendigt for at have at gøre med de, som
stadig lever i det nittende århundredes verdens indbyrdes isolerede stater.
Når det gælder os selv, overholder vi loven, men når vi opererer
i junglen må vi også bruge junglens love." "Først er der den globale økonomis frivillige imperialisme. Den er sædvanligvis varetaget af et internationalt konsortium via international finansielle institutioner som IMF og Verdensbanken - det er karakteristisk for den nye imperialisme, at den er mulitlateral. Disse institutioner yder hjælp til stater, der ønsker at finde vej tilbage til den globale økonomi og ind i den onde cirkel af investering og velstand. Til gengæld stiller disse institutioner krav, der - håber de - bidrager til at rette de politiske og økonomiske fejl, der har bidraget til det oprindelig behov for assistance. Bistands-teologi idag betoner i stigende grad styring. Hvis stater ønsker at nyde gavn, så må de åbne sig op for internationale organisationers og udenlandske staters indgreb .... (2) Cooper fortæller os "Det er præcis som følge af imperialismens død, at vi ser fremkomsten af den præ-moderne verden. Imperie og imperialisme er ord, der er blevet en form for misbrug i den postmoderne verden. I dag er der ingen kolonimagter, der er villige til at påtage sig jobbet, selvom mulighederne, og måske endog behovet for kolonisering er lige så stort, som det nogensinde har været i det nittende århunderede. (3) Sig det, som det virkelig forholder sig Mr. Cooper! Alt det ovenstående blev skrevet mellem invasionen og rekoloniseringen af Afghanistan og af Irak. Dette er således indholdet af den faktiske tilbagevenden til Mussolinis tid, men vi tør dårligt nok kalde det ved dets virkelige navn, selv Cooper formulerer det på en 'acceptabel'måde overfor os 'civiliserede' folk. "Hvad der er behov for, er således en ny slags imperialisme, en der er acceptabel for en verden af menneskerettigheder og kosmopolitiske værdier." (4) Den verden. Cooper refererer til, er naturligvis ikke 'de andres', de
derude i 'junglen', men 'vores'; men netop som han artikulerer disse synspunkter,
står det klart, at junglen er indenfor og altid har været det. Oversættelse. Hans Pendrup NOTES 1. Speech before the new National Directory
of the Party, April 7, 1926, in Discorsi del 1926, Milano, Alpes, 1927, p. 120 - End
- |
