At håndtere hydraen

Af Ken Coates

Atomvåbenspredning og "fuld-spektrum" dominans

"Den kolde krigs gyserscenarier er forsvundet, men truslerne fra kerne-, kemiske og biologiske våben er ikke forsvundet. Som den græske mytologis grusomme Hydra, så skyder de moderne masseødelæggelsesvåben nye hoveder, hurtigere end nogen kan skære dem af".

Sådan skrev Anna Lindh og Erkki Tuomioja, udenrigsministre for henholdsvis Sverige og Finland i en artikel i International Herald Tribune, hvis titel giver deres svar på truslen: "Slå hydraen ihjel - sammen". Som de konkluderer:

"Selv Herkules kunne ikke dræbe det mangehovede uhyre alene. Kun ved at arbejde sammen kan vi sikre alles sikkerhed".

Trods hårde samlede anstrengelser er spredningens hydra stadig meget levende hos os og den er bestemt ikke blevet buret inde af Ikke-sprednings-aftalen, Non Proliferation Treaty, (NPT). Den seneste NPT forberedelseskonference, der afholdtes i Geneve mellem den 28.april og den 9. maj 2003, gav genlyd af beskyldninger, specielt fra USA mod Nordkorea og Iran. Det var også amerikanerne, der var mest bekymrede over Libyens rolle i spredningen. Delegaterne i Geneve har aktivt undret sig over, i hvor høj grad disse øvrige spredninger svarer til den fiktion om iraqiske masseødelæggelsesvåben, som den britisk-amerikanske koalition gik til krig på og som totalt smuttede for Iraqs besættere.

Ingen af os bør undre sig over, at USA har været helt fikseret på spørgsmålet om horisontal spredning og næsten totalt ligegyldig overfor den vertikale spredning, som formentlig vil være den største bekymring på traktatens revisionskonference, der finder sted i 2005.

På NPT revisionskonferencen i 2000 blev man enige om 13 praktiske skridt for kernevåbennedrustning. De blev udformet for at tilfredsstille de lande, der ikke skaffede sig kernevåben, men som var imod, at kernevåbenlandene fortsatte deres kernevåbenoprustning, og som forlangte, at den forudsete nedrustning skulle igang. Men i 2002 på en tidligere forberedende konference i New York erklærede den amerikanske ambassadør, at han ikke længere kunne støtte mange af de konklusioner, som man var blevet enige om 2 år tidligere.

I de 2 år under Bush administrationen, hvor denne ændring af det amerikanske syn på de 13 praktiske skridt skete, så man et markant skred henimod ensidighed på mange andre områder i USAs politik. USA trak sig ensidigt ud af Traktaten mod anti-raket-raketter fra 1972 (ABM Treaty), man nægtede at ratificere den altomfattende prøvesprængningsaftale (CTBT), som var underskrevet af 164 nationer; man forårsagede afgangen for generaldirektøren for organisationen for forbud mod kemiske våben. I mindre nedrustningsafgørelser, havde USA også afvist at være med i Landminetraktaten af 1997, vedtaget af 122 medlemsstater, (det betød, at anti-person bomber (cluster-weapons), som de fleste nationer forbyder, kunne anvendes af de amerikanske styrker i bombardementerne af Jugoslavien og Afghanistan og i den anden Iraqkrig. Herudover har USA været ene blandt stater om at modsætte sig en aftale i FN om at indskrænke den internationale handel med små våben. Selvfølgelig har Bushadministrationen også afvist Kyotoaftalen og tvunget formanden for FNs gruppe om Klimaforandringer til at trække sig tilbage, fordi man ikke syntes om hans synspunkter. Og USA har ikke alene modsat sig skabelsen af den nye domstol for internationale forbrydelser (ICC), men forlangt at alle amerikanske borgere gives immunitet mod retsforfølgelse ved denne domstol.

Ensidighedsfremstødet har øget den fortsatte udvikling af kernevåben specielt med hensyn til udviklingen af små "anvendelige" våben beregnet på at løse bestemte opgaver under de nye militærdoktriner, som er udviklet. Denne udvikling underminerer den klare adskillelse mellem konventionelle og kernevåben, også ved at behøve stadig forfærdeligere konventionelle våben. Man kan påstå, at forskellen yderligere undermineres af begrebet "masseødelæggelsesvåben" som tager opmærksomheden bort fra det, som er specielt for kernevåben. I denne sammenhæng hører vi nu om en ny generation af små bomber og bunkerknusere, kernevåben, der i ydelse svarer til de største konventionelle våben.

Instinktet for ensidig handlen har også fået frit spillerum i udkastet til det originale amerikanske resolutionsforslag om efterkrigsgenopbygningen af Iraq, lidt satirisk givet titlen "til støtte for det Iraqiske folk".

Alle disse initiativer har påkaldt sig opmærksomhed og endda en god portion kritiske kommentarer. Men det er muligt, at ensidighedens værste følge kan bedømmes til at være beslutningen om at bevæge sig bort fra de 13 praktiske skridt på NPT revisionskonferencen i 2000.

NPT var fra begyndelsen et frivilligt løfte fra de underskrivende stater om at opgive at udvikle egne kernevåben og om ikke at bygge deres forsvar på kernevåben. Men en væsentlig del af skiftet i USAs politik mod at "gå alene" har netop været at gå væk fra ordene om ikke-spredning og erstatte det med tilsyneladende næsten det samme, mod-spredning, som i virkeligheden får næsten den modsatte betydning.

Mod-spredning er ikke et frivilligt løfte, men en tvang, som kan tages i anvendelse mod stater, som er, eller som man tror er ved at overveje at skaffe sig kernevåben eller andre såkaldte "masseødelæggelsesvåben", specielt kemiske og biologiske våben. Denne politik har været langsom med at udkrystallisere sig. For eksempel har der ikke været nogen trussel om at afvæbne Indien og Pakistan, selvom USA dog har udtrykt utilfredshed med deres beslutninger om at skaffe sig kernevåben. Og selvfølgelig har Israels atomvåben også kun vakt ringe opmærksomhed og slet ingen trusler om at gennemtvinge en kerneafrustning af Israel, som ellers formodes at have et stort arsenal, inklusive brintbomber. En sådan militær indsats kunne der være truet med, da den beslægtede Sydafrikanske beslutning om kernevåbennedrustning blev taget: men det skete ikke. Men stater, som USA kalder bøllestater, har alle været udsat for trusler, klare tilfælde er Nordkorea, Iran, Iraq og Libyen.

Der vil blive stillet flere spørgsmålstegn ved grundlaget for disse trusler efter besættelsen af Iraq, som ikke har afsløret nogen af de mistænkte våben og heller ikke forventes at gøre det fremover.

På trods af disse vanskeligheder er den amerikanske præsidents ildhu mod spredning ikke dæmpet af hans sejre i Iraq. På Evian-topmødet 1. juni gav Bush "anledning til overraskelse i, hvad der forventedes at skulle blive en uformel diskussion om masseødelæggelsesvåben", skriver Financial Times (2.juni 2003):

"Amerikansk-engelske embedsmænd sagde, at det såkaldte sikkerhedsinitiativ mod spredning vil tilstræbe en international aftale om at standse skibe og fly, der var under mistanke for at indeholde en last af våben, specielt kerne-, kemiske og biologiske våben".

Dette ser ud til at være et forsøg på at retfærdiggøre en ensidig handling mod den, der spreder våben, specielt fordi magten til at stoppe for inspektion nødvendigvis kræver hurtige beslutninger. Hvis magten til at stoppe skulle henlægges til en international myndighed, som arbejdede under rimelig kontrol, så kunne en sådan ret fungere lige hurtigt og effektivt overfor al spredning, horisontalt og vertikalt. Men, der var ingen tegn på, at de amerikanske eller britiske forslagsstillere havde tænkt sig det.

Det er blevet påstået, at det største stød mod ikke-sprednings-systemet har været Nordkoreas åbenlyse afvisning af sin tilslutning til NPT. Men, som en kommentator skriver:

"Det har været mindst ligeså skadeligt som Nordkoreas afgang, at Washington i gentagne skridt har distanceret sig fra kernevåbenafrustning. I opløbet til Iraqkrigen underskrev den amerikanske præsident, George Bush, Præsidentens Nationale Sikkerhedsdirektiv nr 17, som siger: USA vil fortsætte med at gøre det klart, at man forbeholder sig ret til at svare med overlegen styrke - inklusive eventuelt kernevåben - på anvendelsen af masseødelæggelsesvåben mod USA."

Dette direktivs betydning er ikke bare, at det afslører en større krigeriskhed end, der har været sædvanlig hos kernevåbenmagter: det udgør også en underminering af ikke-sprednings-systemet ved at fjerne den "negative sikkerhedsgaranti", som alle kernevåbenmagter gav til NPTs ikke-kernevåbenmagter i 1978. Denne garanti blev skærpet i 1995 med vedtagelsen af FNs sikkerhedsråds resolution 984, der forpligter kernevåbenmagterne til ikke at bruge kernevåben mod ikke-kernevåben-stater.

Disse forpligtelser var af væsentlig betydning ved at opmuntre til, hvad der måske har været det mest positive skridt mod spredning, nemlig dannelsen af kerne-våbenfrie områder over store dele af jorden. Uden en garanti for, at der ikke ville blive brugt kernevåben mod dem, kan det blive vanskeligt at overbevise ikke-kernevåben stater om, at de skulle have nogen fordel af at opretholde deres forpligtelse til ikke-spredning.

Denne forpligtelse var allerede strakt til sit yderste på NPT revisionskonferencen i 2000 - det er grunden til, at de 13 praktiske skridt, som USA nu sætter spørgsmålstegn ved, var nødvendige for holde showet kørende. Ikke-sprederne var absolut utålmodige overfor kernevåbenmagternes fortsatte opfattelse, at deres kernevåben var i en særlig klasse, uden for rækkevidde for de nedrustningstiltag, som skulle anvendes over for andre dødelige.

Vist har der været forskellige aftaler mellem kernevåbenmagterne, som har reduceret visse typer af udstationering. Men den væsentligste trend har fastholdt kernevåbenstaternes overhånd, selvom antallet af sådanne stater er øget. Denne stigning i antallet er ikke beroligende, eftersom konflikten på det indiske subkontinent klart er blevet farligere ved udviklingen af indiske og pakistanske kernevåben. Og det er muligt at besiddelsen af et par hundrede israelske kernevåben kan give en følelse af sikkerhed til israelere, eller rettere nogen israelere: men de vil ikke gøre noget for at forbedre mulighederne i de arabiske nabostater.

I den udstrækning NPT og det at stole på frivilligheden er svækket, så er det ikke overraskende, at vi hører mere snak om mod-spredning. Dette forudsætter en politimand og der har kun vist sig 1 sådan politimand på scenen. USAs militære overlegenhed fattes let af enhver og de forskellige krige, der har været i de senere år har alle tjent til at understrege dette budskab. Militær overlegenhed er endda nedfældet på papir i officiel amerikansk militærdoktrin. I årene før godkendelsen af præsident Bushs ensidige politik blev det allerede slået fast, for eksempel i USAs rumkommandos "Vision for 2020", som åbner med påstanden:

"USAs rumkommando - dominerer rum-dimensionen af de militære operationer til forsvar for USAs interesser og investeringer. Integrerer rumstyrker i krigsførelsesevnen over hele spektret af konflikter".

Denne påstand styrkes af nogen tydelige argumenter:

"Den stigende samvirken mellem rumoverlegenhed og overlegenhed på land, til søs og i luften vil føre til fuld-spektrum-overlegenhed. Rumstyrker spiller en stigende kritisk rolle ved at sikre en klar fornemmelse af situationen (f.eks. global kommunikation; præcis navigation; præcis raket- og vejrvarsel - i tide; efterretninger, overvågelse og opklaring) for de amerikanske styrker.

Rumdoktrin, organisationer, træning, materiel, ledelse og personel vil udvikle sig til fuldt ud at gennemføre mulighederne i rummagt. Rummagt et er væsentligt element i bevægelsen henimod det Fælles Visions Mål om at være overbevisende i fred, afgørende i krig og fremragende i en hver form for konflikt."

Den rent militære version af fuld-spektrum-overherredømme "indeholder, at amerikanske styrker er i stand til at udføre hurtige, vedholdende og synkroniserede operationer med kombinationer af styrker, der er skåret til til den enkelte situation og som har adgang til og frihed til at operere i alle områder - rummet, til søs, på land, i luften og i informationsrummet. Herudover må USA på grund af den globale natur af dets interesser og forpligtelser vedligeholde sine styrkers oversøiske nærvær og evnen til hurtigt at kunne indsætte magt over hele verden for at opnå fuld-spektrum-overherredømme."

Med den synlige og faktisk bemærkelsesværdige øgning af den amerikanske militærmagt, selv før stigningen i åbenbar ensidighed under Bushadministrationen, kan vi let se, hvorfor der er kommet mere snak om mod-spredning, hvor overtalelse er blevet erstattet af direkte tvang.

Nu er militær magt ikke det eneste og underordnede nationer i en sammensat og integreret moderne verden kan finde et antal veje til at blokere militarismen. Ens tanker går til den tjekkiske helt, den gode soldat Schweik, som vidste, hvordan man reducerede det Habsburgske imperium til vrøvlende impotens og raseri ved ihærdigt at adlyde ordrer. Hvis vi søger at sætte Dominerede Nationer i stedet for Forenede Nationer, der bygger på overtalelse, skal vi nok finde en god opblomstring af fantasifulde måder at gøre de dominerende frustrerede på.

Det er derfor, at den britiske udenrigsminister Jack Straw kun fik tag på halvdelen af sandheden, da han forsøgte at overtale sine parlamentskolleger i England og den franske og den tyske regering om at de skulle efterkomme USAs ønsker i Iraq.

"... I har ret i, at det er USA, som har den militære magt til at optræde som verdens politimand og kun USA. Vi lever i en verden med kun en pol; de forenede stater har en fjerdedel af verdens velstand, af verdens BNP, og det har stærkere militær end de næste 27 lande - under et. Så dets overlegenhed er stor. Det er en kendsgerning. Ingen kan sige noget imod det; ingen kan ændre på det på kort eller mellemlangt sigt. Det valg vi har i det internationale samfund, er om vi, i en verden med kun en pol, vil have den eneste supermagt til at handle på egen hånd, ja tvinge dem til at handle på egen hånd, eller om vi vil handle på en sådan måde at de handler inden for de fælles institutioner. Hvad jeg siger til Frankrig og Tyskland og alle andre kolleger i Den europæiske Union er, at de skal være forsigtige, fordi ganske som USA hjælper med at definere og har indflydelse på vor politik, så hjælper det vi gør i Europa med at definere og afgøre den amerikanske politik. Vi vil høste en hvirvelvind, hvis vi skubber amerikanerne ud i en ensidighed, hvor de er centrum i denne en-polede verden."

Imidlertid er den lære, vi kan drage af krigen i Iraq, at verden er fjernt fra kun at have en pol. Der vil sikkert opstå nye militære alliancer, fordi Frankrigs, Tysklands og Ruslands materielle, økonomiske interesse vil kræve en mod-lobby til USAs. (På fløjen venter Kina, som endnu ikke ses som del i nogen ondskabens akse, men heller ikke ses som en acceptabel verdenspartner).

Men der er mange nødvendige ting, som militæret ikke kan. Ofte kan det ikke opretholde et civilt samfunds grundmønster. Den civile magt kom først og kan måske endda grine til sidst. Der er ingen tvivl om, at konflikten mellem USA og Iraq blev skærpet af Saddam Husseins beslutning om at handle olie i Euro i stedet for i USD. Den stigende spænding i Saudi Arabien og det fortsatte pres på Iran, kan hurtigt overtale de 2 andre hovedolieeksportører til at gøre det samme. Venezuela er allerede gået i den retning. Så den gode soldat Schweik kan få sin hævn.

Hvis olien handles i Euro, så vil petro-dollars ikke længere være en bro over det åbne gab i USAs handelsbalance og det bliver nødvendigt for amerikanerne kraftigt at øge deres eksport, eller reducere deres import for at skaffe balance. Fuld-spektrum-overherredømme finansieret af petro-dollars vil være fortiden og Sovjetunionens skæbne - at spænde buen for meget ved at flere på hinanden følgende sovjetiske regeringer, brugte mere og mere på militær teknologi på bekostning af befolkningens ønsker - kan så ramme USA.

Men selv set i det perspektiv udgør kernevåben en alvorlig fare. Vist, svagere kernevåbenmagter kan få besøg af tyve og terrorister, som ønsker at finde midlerne til at straffe deres modstandere. I nogle år var man især bange for, at russerne måske ikke var i stand til at kontrollere deres smuldrende kernevåbenarsenaler. Hvis økonomisk svaghed rammer verdens eneste megamagt, hvem tør så sige, at dette mønster ikke kan gentage sig ?

Men alt dette er en smule spekulativt. Hvad der allerede er omsat til virkelighed er, at hvad Rumsfeld kalder "det gamle Europa" nu finder det nødvendigt med et tættere diplomatisk og militært samarbejde. En alliance med Rusland er allerede nærliggende. Det som ganske forkert kaldes "det nye Europa" kan nok søge tættere forhold til USA stort set kun på grund af gamle ideologiske fordomme og moderne nationalisme. Ingen af parterne truer med en "ny kold krig": der er ingen ideologi, men der er interessekonflikter. Derfor hænger den økonomiske fremtid for Rumfelds "nye Europa" mere på landenes forhold til Tyskland og Frankrig end på en mulig vækst i transatlantisk hjælp. Der er ikke en skæppe guld eller en Marshallplan til at imødekomme Østeuropas behov: så Natos genvækst i det østlige bliver mest et spørgsmål om trompeter og trommer for ikke at sige flag, dem vil der være nok af, ikke så meget alvorlig og vedholdende militær magt. Nato bygger på en traktat og medlemmerne har derfor rettigheder, som ikke rigtig passer til altfor ensidig politik fra den dominerende partner. Det at opbygge nye imponerende baser vil ikke udbedre men forværre denne gendeling af Europa militært. Et nyt sæt alliancer er på vej, måske tøvende, men drevet af nødvendigheden ud fra den tummel, som fornylig har ramt Iraq. Virkningen af den storm er sandsynligvis mere dybtgående end de alvorlige konsekvenser af koalitionens politik i Mesopotamien.

Alle disse spekulationer tjener kun til at vise, at den vertikale spredning stadig er både mulig og sandsynlig. Man kunne tro, at den horisontale spredning blev forhindret af "megamagtens" politik imod den; men i den udstrækning hvor denne politik fremmer dobbelttydighed vil den bare gøre det sværere at opdage. Man kan naturligvis gøre uendelige forsøg på at begrænse kerneteknologiens spredning og dens forfining til stadig mere skadelige områder; men dette område er så sammensat at flere og flere af os, kommer til den konklusion at den enkle løsning også er den mest praktiske. I general Lee Butlers ord (fhv. General Butler fulgte i en anden fremragende militærs, Lord Mounbattens fodspor):

"Som militærperson med næsten et halvt århundredes aktiv tjeneste, kan jeg helt alvorligt fastslå, at kernevåbenkapløbet ikke har nogen militær mening. Man kan ikke udkæmpe krige med kernevåben. Deres eksistens øger kun vore problemer på grund af de illusioner, de har skabt. Der er magtfulde røster rundt omkring i verden, som stadig tror på det gamle romerske princip ... hvis du vil have fred, så vær forberedt på krig. Dette er kernevåbennonsens, og jeg gentager - det er en farlig misforståelse at tro, at man skulle kunne øge sin egen sikkerhed ved at øge den almindelige usikkerhed."

Butlers konklusion er at "en global fællesopfattelse om ... at kernevåben ikke har nogen forsvarlig rolle ... ikke alene er mulig, den er bydende nødvendig".

Det er klart, at investeringen af en stor skat i en institution, giver den et skær af at være permanent og ikke til at ødelægge. At forestille sig, at al det skulle være til at undvære, ja endda at vi ville være bedre stillet uden det, bliver i vide kredse betragtet som "utopisk". Men denne utopiske afgørelse er meget mere praktisk end den endeløse forfølgelse af mindre aftaler for at styre kræfter, som hele tiden undslipper alle anstrengelser, for at holde dem indespærret. Prisen for at skabe et kontrollerende organ, der var stærkt nok og indgående nok til at gennemtvinge mod-spredning ville altfor let blive et universelt slaveri, og indsættelsen af en magt over alle andre. En bevægelse for at afvæbne alle derimod giver magt til alle, der deltager og er i sin natur pluralistisk og vidtspændende.

Selvfølgelig hvis en sådan menneskelig modstandsbevægelse begyndte at opstå, ville Anna Lindh og Erkki Tuomioja have ret gennem hele perioden til projektet var gennemført. Uden total kernevåbenafrustning kan man kun gennemføre ikke-spredning gennem brutal magt. Rigtig afrustning er at afskaffe magten.

Herkules havde den store fordel, at han var en gud. Men nogen af os synes, at det er et handicap, at han også er en myte. Hvis vi ønsker at løse vore problemer, må vi gøre det selv.

Oversat af Orla Jordal

www.jordals.dk

Original: Dealing with the Hydra, www.transnational.org/pressinf/2003/pf190_HydraDominance.html

- End -