Demokrati eller geopolitik om energi?

af William Engdahl

www.globalresearch.ca
20 December 2004

Omvalget i Ukraine er blevet fejret som en triumf for 'demokrati', og tilmed som en 'folkelig revolution': Vestens kandidat Jusjtjenko udråbte sig selv til vinder. Menneskerettighedsgruppen Human Watch Group påpeger alvorlig valgsvindel til fordel for ham. Modkandidaten Viktor Janukovitj har trukket sig fra regeringen, men bestrider resultatet. Situationen er fortsat uafklaret - og bagved raser det geopolitiske spil.

Den aktuelle konflikt i forbindelse med valget af præsident til at efterfølge den Moskva-orienterede Leonid Kutjma i Ukraine er mere kompleks, end de almindelige vestlige medier antyder.
Både Putin og Bush er med høje indsatser engageret i et geopolitisk magtspil. Begge sider i Ukraine har tydeligvis været involveret i udbredt valgsvindel. Vestlige medier vælger imidlertid kun at rapportere om den ene side.
Apropos dette: Den britiske menneskerettigheds-gruppe Helsinki Watch Group rapporterer, at den fandt flere valguregelmæssigheder på Jusjtjenko-oppositionens side end på den Moskva-orienterede side under Viktor Janukovitj. Ikke desto mindre fremstiller medierne det, som om svindel kun gjorde sig gældende for den Moskva-orienterede kandidats vedkommende.

Kutjma-regimet er anti-demokratisk og ingen model for menneskerettigheder, en omstændighed, der giver næring til en oppositionsbevægelse. Ikke desto mindre er det fundamentale problem spørgsmålet om kontrollen over Eurasien, et problem, der ikke er megen forståelse for i Vesten.

Valgene i Ukraine drejer sig ikke om en vestligt sanktioneret demokratisk afstemning, om en magisk formel, der skal åbne dørene for reformer og frit marked og velstand for ukrainere. Det drejer sig hovedsageligt om, hvem der har den afgørende indflydelse på Ruslands største nabo: Washington eller Moskva.
Washington er involveret i et farligt magtspil, for at sige det mildt.

USA's regimeskift i Østeuropa

Et blik på den geostrategiske baggrund gør tingene tydeligere. Ukraine er historisk knyttet til Rusland, geografisk og kulturelt. Det er slavisk og hjemsted for den første russiske stat, Kijev Rus.

Ukraines 52 millioner indbyggere er den næststørste befolkning i Østeuropa, og det anses for at være den strategiske stødpude mellem Rusland og en kæde af nye USA-NATO-baser fra Polen til Bulgarien og Kosovo, alle omhyggeligt opbygget efter Sovjetunionens sammenbrud. Allervigtigst er den kendsgerning, at Ukraine er transitland for størstedelen af russisk-sibiriske olie- og gas-rørledninger til Tyskland og resten af Europa.

Jusjtjenko går ind for EU- og NATO-medlemskab for Ukraine. Ikke overraskende bakkes han eftertrykkeligt op af Washington. Zbigniew Brzezinski har for Bush-administrationen været direkte involveret i omskolingen af Jusjtjenko til hans nye rolle.
Helt tilbage i november 2001 blev Jusjtjenko beværtet i Washington af Bush-administrationen, betalt af den kongres-finansierede National Endowment for Democracy (NED). NED blev etableret under Reagan-administrationen af den amerikanske kongres med henblik på at ´privatisere´ visse CIA-operationer og tillade Washington at fremvise rene hænder om indblanding i forskellige udenlandske affærer. Ukraine er en brik i et mere omfattende mønster af aktive 'regimeændringer' i Øst-Europa og Centralasien.

Brzezinski er direkte involveret i Ukraine og har som Henry Kissinger og Colin Powell åbent fordømt resultaterne fra valgrunden i november. Brzezinskis hele karriere har taget sigte på at stække russisk magtindflydelse i Eurasien, lige fra dengang han var chef for Jimmy Carters Nationale Sikkerhedsråd.
Hvis Brzezinski får held med at få sin håndplukkede mand til magten i Kijev, så vil det være et væsentligt skridt i retning af amerikansk dominans i hele Eurasien. Det er naturligvis målet, som Brzezinski klarlægger i hans nu berygtede bog fra 1997: The Grand Chessboard: American Primacy and its Geostrategic Imperatives:

"Ukraine, et nyt og vigtigt område på det euro-asiatiske skakbræt, er et geopolitisk omdrejningspunkt, fordi selve dets eksistens som et uafhængigt land bidrager til at forvandle Rusland. Uden Ukraine ophører Rusland med at være et imperium …"
"… Hvis Moskva genvinder kontrol over Ukraine med dets 52 mio. indbyggere og omfattende resurser samt adgang til Sortehavet, vil Rusland automatisk igen få midlerne til at blive en magtfuld imperial stat, der spænder over Europa og Asien."
Brzezinski tilføjer derefter følgende:
"De stater, der har krav på Amerikas stærkeste geopolitiske støtte, er Aserbajdsjan, Usbekistan og Ukraine, der alle tre er geopolitiske drejepunkter. Kijevs rolle underbygger faktisk det argument, at Ukraine er den afgørende stat, for så vidt angår Ruslands egen fremtidige udvikling."

Der er et tydeligt mønster i de hemmelige amerikanske aktioner med sigte på regimeændringer i Østeuropa, som Ukraine passer ind i.

Beograd-afstemningen i 2000 for at vælte Milosevic var organiseret og styret af den amerikanske ambassadør Richard Miles. Dette er veldokumenteret af kilder fra Balkan og andre. Væsentligt er det, at samme Miles derefter blev sendt til Georgien, hvor han orkestrerede Sjevardnadses fald til fordel for den amerikansk opdrættede Mikhail Saakasjvili sidste år, endnu en pro-NATO-mand i Moskvas randzone. James Baker III spillede ligeledes en nøglerolle, som nogle dengang bemærkede.

Nu er Miles angiveligt involveret i Kijev sammen med den amerikanske ambassadør John Herbst, som også er tidligere ambassadør i Usbekistan. Et besynderligt sammenfald? Ukraines 'demokratiske' ungdomsorganisation Pora (´På Tide´) er et smart amerikansk initiativ. Den er modelleret efter den serbiske ungdomsgruppe i Beograd, Otpor, som Miles også satte i gang med hjælp fra NED og George Soros' Open Society, fra USAID og tilsvarende venner.

Pora blev markedsført som en mærkevare med henblik på salg til vestlige medier, et smart logo med en sort-hvid knytnæve. Det fik også et smart udtænkt navn - "Kastanje-revolutionen" - som i "kastanjer, der ristes over åben ild".

Før Saakasjvili blev bragt til magten i Georgien, blev han af Miles bragt til Beograd for at studere modellen der. I Ukraine var George Soros' Open Society, den amerikanske regerings 'private' National Endowment for Democracy (NED) og Carnegie Endowment sammen med udenrigsministeriets USAID ifølge britiske medier og andre rapporter alle involveret i at udklække et ukrainsk regimeskift. Intet under, at Moskva er noget bekymret over Washingtons fremfærd i Ukraine.

Et nøgleelement i mediespillet har været påstanden om, at Jusjtjenko vandt det første valg i følge 'exit polls'. Hvad der ikke siges, er, at de folk, der lavede disse 'exit polls', da vælgerne forlod valgstederne, var amerikansk trænede og betalt af organisationen kendt som Freedom House, et neo-konservativt Washington-projekt.
Freedom House trænede omkring 1.000 valgobservatører, der højlydt forkyndte en føring til Jusjtjenko på 11 pct. Disse påstande udløste massemarcher, der protesterede mod 'svindel'.

Den nuværende leder af Freedom House er en tidligere CIA-direktør, den stærkt neokonservative admiral James Woolsey. Han kalder Bush-administrationens 'krig mod terror' for "4. verdenskrig".
I Freedom Houses bestyrelse sidder ingen ringere end Zbigniew Brzezinski. Den fremtræder ikke ligefrem som en upartisk menneskerettighedsorganisation.
Hvorfor er Washington så bekymret for valgets hæderlighed i Ruslands nabostat? Er ukrainsk demokrati vigtigere end aserbajdsjansk eller usbekisk 'demokrati´? Der foregår noget andet end en stemmeoptælling. Vi er nødt til at spørge, hvorfor Bush-administrationen pludselig er så optaget af ukrænkeligheden af demokratiske valg, at den vil risikere et åbent brud med Moskva på dette tidspunkt.

Eurasien og olien

Amerikansk politik går ud på at balkanisere Eurasien, som Brzezinski åbent erklærer det i ´The Grand Chessboard', og på at sikre, at der ikke i fremtiden etableres en stabil økonomisk og politisk region mellem Rusland, EU og Kina, der kunne udfordre USA´s globale overherredømme.
Dette er den centrale ide i Bush-doktrinen fra sept. 2000 om 'forebyggende krige'.

Ved at sikre sig kontrol med Ukraine er Washington i stand til at tage et kæmpeskridt i retning at omringe Rusland i tiden fremover. Det vil være forbi med de russiske skridt for at genetablere sin politiske rolle ved at sætte sine enorme energireserver ind herpå. Det vil også være forbi med de kinesiske bestræbelser på at alliere sig med Rusland for at sikre en vis uafhængighed af den amerikansk kontrol med energien. Det samme gælder Irans forsøg på at sikre sig støtte fra Rusland imod Washingtons pression.
Irans mulighed for at indgå overenskomster med Kina vil sikkert også være forbi. Cuba og Venezuela vil sandsynligvis også blive ofre for regimeskift til fordel for Washington kort efter.

Washingtons politik tager sigte på direkte at kontrollere olie- og gasstrømmen fra det kaspiske område, inklusive Turkmenistan, og at imødegå russisk regional indflydelse fra Georgien til Ukraine og fra Aserbajdsjan til Iran. Det bagvedliggende spørgsmål er Washingtons erkendelse (der ikke udtales officielt) af den truende udtømning af de store kilder i verden til billig olie af høj kvalitet, problemet om den globale olieudtømning, eller som den afdøde amerikanske geolog M. King Hubbard betegnede det: peak oil.

I løbet af de kommende 5-10 år vil verdensøkonomien stå over for en omfattende ny serie af energichok, efterhånden som ældre oliefelter fra Nordsøen til Alaska og til Libyen og selv store felter i Saudiarabien som det enorme Ghawar-felt når deres maksimumpunkt og begynder at falde tilbage.

Mange store felter har allerede nået toppen, som f.eks. Nordsøen. Det er måske en af grundene til den britiske interesse for Irak. Der er ikke fundet nye felter på størrelse med Nordsøen til at erstatte dem.

Det var tydeligvis ikke noget politisk tilfælde, at den tidligere Halliburton-chef Dick Cheney blev vicepræsident med halve præsidentbeføjelser i den nuværende amerikanske regering, og heller ikke, at hans første opgave var at kontrollere den såkaldte Energy Task Force.

Sidst i 1999 holdt Cheney som Halliburtons administrerende direktør en tale til London Institute of Petroleum. Halliburton er den førende oliefelt- og udnyttelsesgruppe i verden, og Cheney havde en ret så klar forestilling om, hvor verdens olie findes.

I denne tale tegnede Cheney et billede af det globale olie-udbud og efterspørgslen for kolleger fra olieindustrien:
"Ifølge nogle skøn," erklærede han, "vil der være et gennemsnit på to pct. årlig vækst i den globale olieefterspørgsel i de kommende år tillige med, forsigtigt anslået, en tre pct. naturlig tilbagegang i produktionen fra de eksisterende reserver."
Cheney tilføjede en alarmerende bemærkning:
"Det betyder, at vi i 2010 vil have behov for omkring halvtreds mio. tønder yderligere om dagen."

Dette svarer til mere end seks gange størrelsen af Saudiarabiens produktion i dag.
Han omtalte Kina og Øst-Asien som hurtigt voksende regioner og bemærkede, at Mellemøstens oliefelter sammen med Det Kaspiske Hav udgør de store uaftappede olieprospekter.

Rørlednings-politikken er også direkte involveret i kampen for kontrollen over Ukraine. I juli 2004 stemte det ukrainske parlament for at åbne en ubrugt olie-rørledning til transporten fra de russiske Uralfelter til Odessas havn. Bush-administrationen protesterede voldsomt, da dette ville gøre Ukraine mere afhængigt af Moskva.

Den 674 kilometer lange olie-rørledning mellem Odessa ved Sortehavet og Brody i det vestlige Ukraine, der blev færdiggjort af den ukrainske regering i 2001, kan tage op til 240.000 tønder olie om dagen. I april 2004 indvilligede den ukrainske regering i at udvide Brody til den polske havneby Gdansk, et skridt, som Washington og Bruxelles hilste velkommen. Denne vil være i stand til at føre kaspisk olie til EU uafhængigt af Rusland - vel at mærke forudsat, at Ukraine bliver styret af et pro-EU- og pro-NATO-regime efter novembervalget.

Indsatserne var enorme. George Bush Senior foretog en diskret udflugt til Kijev i maj for at møde begge kandidater (ifølge det britiske New Statesman fra 6. dec). Den tidligere amerikanske udenrigsminister Madelaine Albright fløj ligeledes til Kijev.
I juli skiftede Kutjma-regeringen pludselig mening og stemte for at vende oliestrømmen Brody-Odessa med henblik på at tillade den at transportere russisk råolie til Sortehavet.

Ilan Berman fra det amerikanske udenrigspolitiske råd i Washington bemærkede dengang:
"Myndighederne i Kreml forstår til fulde, at Odessa-Brody potentielt kan tilføje Ruslands nuværende næsten totale monopol på kaspisk energi et fatalt slag."
Berman tilføjede derefter sigende: "Fra en russisk synsvinkel vil den deraf følgende europæiske og amerikanske økonomiske opmærksomhed kun befæste Kijevs vestvendte kurs, og det vil være endnu værre."

Olieledningen til Polen, et projekt over tre år, vil desuden gøre Polen til et hovedcentrum for olie, der ikke er russisk og ikke fra OPEC, bemærker Berman.
Beslutningen om at vende olieledningen vil i høj grad svække Ukraines vestvendte orientering. Den næste regering vil være nødt til at klare dette problem. Ukraine er en strategisk kampplads i denne geopolitiske tovtrækning mellem Washington og Moskva.

Ukrainske rørledningsruter står for 75 % af EU's olieimport fra Rusland og Centralasien og for 34 % af dets naturgasimport. I den nærmeste fremtid skønnes EU's energiimport via Ukraine at ekspandere meget betydeligt med åbningen af enorme olie- og gas-felter i Aserbajdsjan, Kasakhstan, Turkmenistan og Usbekistan.
Ukraine er uden at overdrive et nøgleområde på Brzezinskis skakbræt, ligesom det er det på Putins.

William Engdahl har skrevet bogen 'A Century of War: Anglo-American Oil Politics and the New World Order,' nyligt udgivet af Pluto Press Ltd, London.

Oversættelse: Hans Pendrup

Også af William Engdahl på dansk hos Stop Terrorkrigen:

Irak og de skjulte euro-dollars krige

- End -