Imperiet i år 2005

Af James Petras

Udviklingen i verden i 2005 vil blive bestemt af de store begivenheder og tendenser i 2004.

Først og fremmest demonstrerede 2004 på den mest dramatiske og definitive måde, at den amerikanske militærmaskine kunne bekæmpes.

Den irakiske modstand har bevist, at det amerikanske imperium ikke er uovervindeligt. Med over 1.500 døde i kamp, næsten 25.000 invaliderede soldater og over 35.000, der lider af alvorlige "psykiske sygdomme", er den amerikanske besættelse ude af stand til at bringe kolonikrigen til en sejrrig afslutning. De amerikanske kolonistyrker og deres satellitter er konfronteret med over 100 angreb om dagen i hele landet.

Troværdige rapporter fra hjemvendte soldater antyder, at demoralisering og utilfredshed med regeringen er gennemgribende. Til gengæld er den irakiske modstand tiltagende, efterhånden som nye frivillige går ind i kampen - af hvilke 95% er irakere.

Den irakiske modstand og den amerikanske svaghed betyder, at det er usandsynligt, at USA vil indlede en større landkrig i noget større ´fjendeland´ i 2005 (Iran, Syrien, Venezuela). Den amerikanske kolonikrigs svigtende held og den stigende tilbagetrækning af satellit-styrker (Ungarn, Polen, Ukraine) vil fremprovokere en større debat i 2005. Adskillige ledende demokrater, inklusive Hillary Clinton, republikanere og zionister opfordrer til uddybning af krigen og opfordrer til indsættelse af flere tropper - op til 100.000. De fleste af kongressens "liberale" kritikere af Rumsfeld er mere krigeriske, mere militaristiske: 2005 vil opleve et større amerikansk militærengagement i Irak, flere tab og stigende opposition fra veteraners familier, hjemvendte soldater og "almindelige amerikanere".

I begyndelsen af 2005 vil den amerikanske økonomi fortsat ekspandere baseret på finansiering fra udlandet og fra spekulative indkomster. Dollarens bratte fald i 2004 vil accelerere i 2005 og føre til større flugt fra dollarreserverne. Omkring midten af 2005 kan vi forvente en stor krise i den dollariserede økonomi, en alvorlig nedgang i amerikanske aktier og et generelt japansk og muligvis kinesisk udsalg af devaluerede dollars. Dette vil sandsynligvis fremprovokere en generel økonomisk krise, der vil svække det amerikanske imperiums indenrigske grundlag.

Konflikter inden for den amerikanske elite vil tage til i hidtil ukendt omfang. De "nye militarister" (liberale demokrater, neokonservative og zionister) vil konfrontere Bush/Rumsfeld-"svagheden" i Mellemøsten. De professionelle militære styrker og sikkerhedsstyrker (FBI) vil udfordre den zionistisk/neokonservative kontrol over Pentagons politik. Arrestationer og retssager imod ledere af den store israelske lobby, AIPAC, der er blevet anklaget for at spionere for Israel, vil finde sted og kan muligvis fremprovokere splittelse blandt de store jødiske organisationer.

Af lige så stor betydning vil der være en tiltagende konflikt mellem de neokonservative ideologer i Pentagon og store amerikanske multinationale koncerner og banker om Kina-politikken i 2005. Efterhånden som Kina ekspanderer sin økonomiske rækkevidde oversøisk og sin sikring af adgang til energi- og råstofressourcer, vil de neokonservative kræve en mere aggressiv politisk og militær konfrontation. I modsætning hertil vil realisterne i Wall Street erkende, at Kinas køb af amerikanske værdipapirer er afgørende for at hindre et sammenbrud af dollaren; amerikanske investeringer i Kina udgør i alt over 300 mia. dollars, og halvtreds pct. af kinesisk eksport til USA kommer fra amerikanske multinationale selskaber.

Den eksterne militære og økonomiske krise og de interne konflikter i eliten vil give anledning til stigende sociale protester fra den genoplivede antikrigsbevægelse. Fagforeningsbureaukratiet vil imidlertid fortsat være en isoleret, impotent, inaktiv styrke, der kun repræsenterer 8% af den private sektor. De fleste "progressive intellektuelle" vil fortsat protestere imod krigen i Irak, men vil stadig afvise en konfrontation med de "nye militarister", især blandt Pentagon- zionisterne og de liberale krigsmagere såsom Clinton.

Europa og Kina vil fortsætte med at konkurrere og samarbejde med det amerikanske imperium og skaffe sig fordele blandt amerikanske modstandere som Iran og Syrien samt konkurrere om kontrol over strategiske olie- og råmaterialekilder.
I 2004 undertegnede Kina vigtige investerings- og handelsoverenskomster med Brasilien, Argentina, Venezuela, Bolivia, Chile, Cuba og Rusland, der garanterer storstilede og langsigtede energiforsyninger, mineraler og landbrugsprodukter og adgang til deres industrielle og forbrugermarkeder. Europa og Japan investerer intensivt i Iran, Rusland, Libyen og Afrika for at sikre energiforsyninger.

Denne interimperialistiske konkurrence uddyber Latinamerikas afhængighed af sin traditionelle rolle i den internationale arbejdsdeling som leverandør af råstoffer og importør af industrivarer. Dette er især tilfældet med Kina, der overvejende er investor i ikke-fornyelige mineindustrier for at forsyne sin industrielle økonomi med energi.

De latinamerikanske overenskomster med Kina viderefører, samtidig med at de varierer deres markedspolitik, den intense koloniale plyndring, der blev indledt af Spanien, udvidet af USA og som nu praktiseres af Kinas nyligt opdukkende globale imperium.

I Latinamerika vil USA fortsætte med at fokusere på Colombia og en politisk-militær sejr over de folkelige guerillastyrker. Amerikanerne vil øge den militære tilstedeværelse af sine lejesoldater, udøve øget direkte kontrol med colombianske elitetropper og uddybe samarbejde med ecuadorianske, venezuelanske og brasilianske forsvarsministerier for at stramme den eksterne "indkredsning" af guerillaer jævnsides med en morderisk indenrigspolitik med henblik på at tømme landzonen for bønder. Amerikanske multinationale olieselskaber vil intensivere deres tilstedeværelse i Latinamerika, især i Mexico, Venezuela, Argentina og Ecuador, og tage sigte på omfattende "joint" (fælles) udvindings-overenskomster, der er højst gunstige for USA.

Politisk vil USA fortsætte med at presse Chavez-regimet i Venezuela og Kirchner-regeringen i Argentina til at bevæge sig i retning af øget tilpasning af deres indenrigs- og udenrigspolitik. I begge regimer gør hemmelig (covert) amerikansk indflydelse sig gældende de væbnede styrkers toplag, i udenrigsministerierne og i sikkerhedsstyrkerne. USA kan forventes at føre en "tospors-politik" i form at støtte til det ekstreme højre udadtil (Macri, Menem og Murphy i Argentina og den kup-orienterede Convergencia i Venezuela) og de såkaldte "moderate" inden for regimerne.

USA vil fortsætte med at yde stærk støtte til de neoliberale regimer i Brasilien, Bolivia, Peru og Ecuador, men vil også arbejde tæt sammen med den neoliberale opposition.
I betragtning af USA´s generelt svækkede stilling som følge af situationen i Irak vil USA arbejde om muligt endnu tættere sammen med de Latinamerikanske militær- og sikkerhedsstyrker for at undertrykke stigende politisk opposition.

Washington vil fokusere på at presse Argentina, Brasilien og Venezuela til at svække deres kommercielle og sikkerhedsmæssige kontakter med Cuba enten via "interamerikanske" overenskomster eller via "sikkerhedssamarbejde" med det amerikanske klient-regime i Colombia.

Hovedudfordringen for USA og dets politiske klienter i Latinamerika i 2005 vil komme fra en mangfoldighed af nye og fornyede kræfter: organiserede arbejdere i Argentina; arbejdere og arbejdsløse arbejdere og grupper i Bolivias landbrug; den nye fagforening ´CONLUTA´ i Brasilien sammen med militante sektorer i MST og guerillabevægelser i Colombia.

På valgbevægelsernes felt kan Lopez Obradors kandidatur til præsident og dannelsen af en "transversal" (tværgående) uafhængig alliance af arbejdere, bønder og borgergrupper føre til forstærket politisk polarisering i Mexico med vigtige politiske følger.

I Venezuela vil der sandsynligvis forekomme større polarisering mellem det folkelige grundlag for Chavista-bevægelsen og vigtige sektorer af det "moderate" lederskab.
Året 2005 vil generelt opleve bristede illusioner om "centrum-venstre"-valgalliancer og nye politiske polariseringer i Venezuela, Brasilien og Mexico. Washington vil blive trukket ned af sine Mellemøstlige og asiatiske krige og sætte sin lid til politiske klienter som Lula og Uribe for at fastholde initiativet, og i nødstilfælde til de lokale sikkerhedsstyrker.

Efterhånden som det nye år begynder, vil militære og økonomiske udsigter for det amerikanske imperium være værre end for et år siden. Vi kan se frem til et nyt år med fortsatte krige, økonomisk krise og tiltagende direkte aktioner.

I Irak som i sin tid i Vietnam vil flere nederlag føre til større eskalation af krigen - flere soldater, flere våben, øget brug af tortur og udbredte massakrer og destruktion af det irakiske samfund. USA´s totale krig vil forvandle en national befrielseskamp til en "krig for hele befolkningen".

USA´s klientregimer vil, stadig mere isoleret på hjemmefronten og i erkendelse af et stort nederlag i Irak, i stigende grad forkaste USA. I 2005 vil marionetregimer komme og gå, men krigen vil kværne videre mere vild end nogensinde - og tvinge den amerikanske offentlighed til at se den virkelighed i øjnene, at deres regering ikke vil være i stand til og ikke vil komme til at vinde: at den, befolkningen, betaler omkostningerne for en tabende krig.

Men Washington vil ikke vige: De civile militarister i Pentagon har investeret hele deres ideologiske tro på USA som uovervindelig, unipolær magt; Pentagon-zionisterne er bundet til at etablere en endegyldig israelsk magt i regionen, selv om det betyder en svækkelse af det amerikanske imperium i resten af verden. Den politiske klasse (demokrater og republikanere) og de fleste generaler tror, at en tilbagetrækning - et nederlag - vil opmuntre andre lande til at udfordre USA´s verdensoverhøjhed.

Washingtons logik for 2005 indebærer, at krigen må fortsætte, sejr må sikres, uanset hvad det koster af menneskeliv, i Irak eller USA. Finanserne og budgettet er gidsler for krigens logik: I sit forsvar for billedet af imperial uovervindelighed vil imperiet blive tvunget i knæ.

Rebelión 24. december 2004
Oversættelse: Hans Pendrup.

Originalartikel på engelsk
The Empire in the Year 2005

Rebelión

- End -