| Analyse |
|
USAs hastigt stigende udlandsgæld og den amerikanske dollars fald Hvorfor kejseren ikke har noget tøj påAf Andre Gunder Frank Denne artikel er revideret med yderligere materiale tilvejebragt af forfatteren. Red. note. Den amerikanske dollars fald: Til gavn for hvem?
Hvor meget af vores dollar indsats vi har mistet afhænger af, hvor meget vi oprindelig betalte for den. Onkel Sam lod sin dollar falde, eller rettere hans overlagte økonomiske politik drev den ned med 40%, fra 80 cents pr euro til 133 cents. Dollaren er faldet i en lignende størrelsesorden i forhold til japanske yen, kinesiske yuan og andre valutaer. Og den falder stadig, den tenderer faktisk til at gå helt i bund. Der var også en flodbølge af konkurrende devalueringer i 1930´erne, der under betegnelsen "beggar thy neighbor policy" gik ud på at læsse omkostningerne over på naboen. Sandt nok, så er den virkelige værdi, som udlandet betaler for at honorere sin gæld til Onkel Sam, faldet i takt med dollarens fald. Men det fungerer kun, hvis de selv kan tjene i valutaer, der er steget i værdi i forhold til dollar. I modsat fald tjener og betaler udlandet med de samme devaluerede dollars og selv da med et vist tab betinget af det tidspunkt, de fik deres dollars og det tidspunkt, de betaler dem tilbage til Onkel Sam. Kina og andre Øst-asiatiske lande tjener faktisk i dollars, som har knyttet deres valutaer til, så de har allerede tabt en betragtelig del af deres dollar indsats, og det langt den største på verdensplan. Og de vil, som alle andre, også miste resten. For Onkel Sam´s gæld til resten af verden beløber sig allerede til mere end en tredjedel af hans årlige indenrigske produktion og er stadigt voksende. Det gør i sig selv tilbagebetalingen af hans gæld økonomisk og politisk umulig i al fremtid, hvis han overhovedet skulle ønske at gøre det, hvad han ikke gør. Onkel Sam´s indenrigske, dvs. kredikortgæld udgør næsten 100% af bruttonationalprodukt og forbrug, inklusive det, der kommer fra Kina. Onkel Sam´s føderale gæld er nu på $7.5 billioner, hvoraf det hele bortset fra $1 billion blev opbygget i de sidste tre årtier, de sidste $2 billioner i de foregående otte år og den sidste $1 billion i de sidste to år. Det koster desværre mere end $300 mia. om året i renter, sammenlignet med f.eks. de $15 mia. der bruges årligt på the National Aeronautics and Space Administration (NASA). Men bare rolig: Kongressen har lige hævet gældsloftet til $8.2 billioner. Anskueliggjort: 1 billion tætpakkede $1000 sedler ville fylde en stak på 100 m. Men næsten halvdelen skyldes til udlandet. Hele Onkel Sam´s gæld, inklusive husholdningernes forbruger-kreditkort, prioritetsgæld mv. på omkr. $10 billioner plus korporationers gæld og finansiel gæld med options, derivater og lignende samt statslig og lokalregeringsgæld løber op i uoverskuelige, faktisk utænkelige $37 billioner, hvilket er næsten fire gange Onkel Sam´s BNP. Kun noget af dette kan håndteres indenrigsk, men med farlige begrænsninger for Onkel Sam, som anført nedenstående. Det er blot en af grundene til, at jeg ønsker, at du skal møde Onkel Sam, den store snylter, der måske minder dig om filmen "Meet Joe Black"; for efterhånden som vi lærer ham bedre at kende i nedenstående, vil vil indse, at han også er en Shylock (ågerkarl), og det oven i købet en korrupt udgave af slagsen. De Forenede Stater er verdens mest priviligerede nation, idet de har det monopol privilegie at kunne trykke verdens reservevaluta efter behov og uden omkostninger bortset fra papir og tryksværte til fremstillingen. Desuden kan Onkel Sam dermed eksportere den inflation, han oparbejder, til udlandet i kraft af de ekstra dollars, han trykker, hvoraf der i forvejen eksisterer tre gange så mange, der flyder rundt i verden, som der findes hjemme hos Onkel Sam. Dertil kommer, at han også repræsenterer det eneste land, hvis "udlands" gæld overvejende er denomineret i den samme dollar, men de er nødt til at købe den af Onkel Sam med deres egen valuta og konkrete varer. Så han betaler i praksis kineserne og andre med disse dollars, der allerede fra begyndelsen er værdiløse bortset fra papir og tryksværte. Så ikke mindst fattige Kina vender rundt og investerer disse samme papirdollars for mere af Onkel Sam´s papirer, der betegnes som Treasury Certificate bonds, der er om muligt endnu mere værdiløse, bortset fra at de betaler en procentdel af renterne. For, som vi allerede har bemærket, så vil de aldrig være mulige at indfri og indløse helt eller delvist, og under alle omstændigheder har de allerede mistet meget af deres værdi til Onkel Sam. I et tidligere essay, argumenterede jeg for, at Onkel Sam´s magt bygger på to piller, papir-dollaren og Pentagon. Den ene støtter den anden, men den enes sårbarhed er også en akilleshæl, der truer den andens levedygtighed. Siden da har Irak, for ikke at tale om Afghanistan, vist at tillid til Pentagon ikke er, hvad den blev blæst op til at være; og med det til dels konsekvent følgende fald i dollaren, så således også tilliden til den og til Onkel Sam´s evne til at bruge den til at finansiere Pentagons udenrigspolitiske eventyr. (se link), hvilket også f remmaner Kinas produktive vækst. Yderligere må vi indse, at Onkel Sam´s numre som ovenstående og nedenstående også er bogstavelig talt relative. Indtil videre favoriserer relationer med andre lande, især med Kina, stadig Onkel Sam, men de bidrager også til at opretholde en forestilling, der er illusorisk. Betænk følgende: Et stykke legetøj til $2, der går ud fra en amerikansk ejet fabrik i Kina svarer til en $3 sending, der ankommer i San Diego. På det tidspunkt, hvor en amerikansk kunde køber det for $10 i Wal-Mart, registrer den amerikanske økonomi en $10 slutpris - bortset fra $3 i importomkostninger - som et $7 tilskud til det amerikanske BNP. (se link) Dertil kommer at den evigtkloge Onkel Sam har arrangeret sagerne sådan, at han tjener 9% på sine økonomiske og finansielle beholdninger i udlandet, mens udlandet kun tjener 3% på deres, og blandt disse kun 1% real indkomst på deres Treasury Certificates. Bemærk at denne forskel på 6 procentpoints allerede er det dobbelte af hvad Onkel Sam udbetaler, og hans totale 9% gevinst er det tredobbelte af, hvad han giver tilbage. Derfor er Onkel Sam selvom de udenlandske beholdninger og Onkel Sam´s er næsten lige store, stadig den store vinder af netto gevinsten, fuldstændig ligesom Shylock, men aldrig har nogen gjort så store forretninger. Men Onkel Sam tjener også temmelig godt, og tak for det, på andre beholdninger i udlandet, f.eks. på rente og afdragsbetalinger fra overvejende fattige udenlandske skyldnere. De summer er er involveret er ikke pebbernødder eller bare småpenge. På hans direkte investeringer alene i udenlandsk ejendom svarer Onkel Sam´s profit nu til 50%, og inklusive hans indtægter fra andre beholdninger i udlandet drejer det sig om hele 100% af profitter, der stammer fra alle hans egne indenrigske aktiviteter tilsammen. Disse udenlandske indtægter føjer mere end 4% til Onkel Sam´s nationalprodukt. Dette bidrager pænt til at kompensere for de fejlslagne indenrigske profitter, der endnu ikke har genvundet deres 1972 niveau, fordi det ikke er lykkedes Onkel Sam at øge produktiviteten tilstrækkeligt på hjemmefronten. Produktivitets-propagandaen i forbindelse med præsident Clintons "new economy" i 1990´erne var begrænset til computere og informations tekonologi (IT), og selv den viste sig at være en illusion, da dot-com boblen bristede. Ligeledes var ikke blot den tilsyneladende stigning i "profitter", men også i "produktiviteten" i sidste instans opnået på bekostning af butiks-, kontor- og salgsmedarbejdere, der arbejder hårdere og længere og, for at det ikke skal være løgn, også et resultatet af innovative bogholderifiduser hos Enron og lignende. Den slags faktorer kompenserer stadig for og tillader en stor del af Onkel Sam´s $600 milliard-og-stadigt stigende handelsunderskud der er følgen af et umådeholdent forbrug ud over, hvad han selv producerer. Det er det, der har resulteret i multi-billion gælden. Nøjagtig hvor stor denne gæld er, er Onkel Sam uvillig til at afsløre, men hvad der er sikkert er, at det er langt den største i verden, selv som netto gæld til udlandet efter at dens gæld til ham er trukket fra. Hvordan er alt dette gået til? Det enkle svar er, at Onkel Sam, der i stigende grad er hooket på forbrug, for ikke at tale om hårdere rusmidler, ikke opsparer mere en 0.2% af sin egen indkomst. Den amerikanske centralbank´s (Federal Reserve Bank) guru og "nu ser du den, nu ser du den ikke" trylledoktor, Alan Greenspan, bemærkede for nylig, at det forholder sig sådan, fordi de rigeste 20% af amerikanere, som er de eneste, der faktisk sparer, har reduceret deres opsparing til 2%. Alligevel er disse jammerlige opsparinger (andre, fattigere lande opsparer og investerer helt op til 20%, 30% og endda 40% af deres indkomst) er mere end afbalanceret af regeringens 6% underskuds forbrug. Dette er, hvad der bringer den gennemsnitlige opsparingsrate ned på 0.2%. for at opretholde dette $400-plus-billion budgetunderskud (mere end 3% af nationalproduktet), som i virkeligheden er mere end $600 mia., hvis vi som vi bør, medtæller de mere end $200 mia., som Onkel Sam "låner" af det midlertidige overskud i hans egen Federal Social Security fond, som han også bringer til fallit. (Men skidt med det, præsident George W. Bush har lige lovet at privatisere meget af dette og lade folk købe deres egen alderdoms "sikkerhed" på det permanent usikre marked). Så med dette mere end $600 mia. budgetunderskud og det ovennævnte relaterede mere end $600 mia. underskud, lever rige Onkel Sam og primært hans højeste indkomstgruppe og største forbrugere, såvel som selvfølgelig den store Onkel Sam selv, af fedtet fra resten af verdens lande. Onkel Sam absorberer andres opsparinger, dvs. andre, der selv ofte er meget fattigere, især når deres centralbanker sætter meget af deres reserver i verdensvaluta dollars og således i hænderne på Onkel Sam i Washington, og nogle også i dollars på hjemmefronten. Deres private investorer sender dollars til eller køber dollar aktiver på Wall Street altsammen i tillid til, at de sætter alle deres pengemidler i verdens sikreste havn (og det er, selvfølgelig en del af det ovennævnte bondefangerkneb). Fra centalbankerne alene drejer det sig om årlige summer på mere end $100 mia fra Europa, mere end $100 mia fra fattige Kina, $140 mia fra superopspareren Japan og mange gange 10 mia. fra mange andre rundt om på kloden, inklusive den Tredje Verden. Men i tilgift lover Onkel Sam dem via deres egne staters gode drift, at sende deres således bogstavelig talt tvungne opsparinger til Onkel Sam tillige med deres "rente- og afdragsbetaling" af deres overvejende dollar gæld til ham. Hans finansminister og hans International Monetary Fund (IMF) betjening fortsætter ufortrødent med at spankulere rundt i verden og insistere på, at den Tredje- og ex Anden, nu altså Tredje Verden selvfølgelig fortsætter at yde renter og afdrag på deres udlandsgæld, især til ham. Uanset at de fleste allerede med flere gange øgede renter af Onkel Sam selv efter Fed's Paul Volcker-kup i oktober 1979, har afbetalt deres oprindelig lån tre til fire gange. For overhovedet at betale de renter, som Volcker pustede op til 20%, var de nødt til at låne endnu mere til endnu højere renter, indtil den derved opståede udlandsgæld fordobledes og tredobledes for ikke at tale om deres indenlandske gæld, hvoraf en del at de udenlandske betalinger blev hævet, især i Brasilien. Privatisering er navnet på det spil der og andetsteds, undtagen når det drejer sig om gælden. Gælden blev socialiseret, efter at den var blevet stiftet for det meste af private erhverv, men kun staten havde tilstrækkelig magt til at klemme den største klump af tilbagebetalinger ud af sulet på dens fattige og middelklasse folk og overføre dem som "usynlige rente- og afdragsbetalinger" til Onkel Sam. Når meksikanere blev bedt om at spænde deres bælter yderligere ind, svarede de, at det kunne de ikke, fordi de allerede var nødt til at æde deres bælter. Kun Argentina og for en stund Rusland erklærede et effektivt moratorium på gælds "rente- og afdragsbetaling" , og det kun efter at politisk økonomi havde ødelagt deres samfund takket være Onkel Sam´s rådgivere og hans stærke IMF arm. Siden da har Onkel Sam selv ufortrødent misligholdt sin egen udlandsgæld, sålede som han allerede havde gjort det adskillige gang før i det 19´nde århundrede. Mens vi taler om det, kan det være nyttigt at erindre mindst to eksempler på rådgivning fra den tid: Lord Cromer, der administrerede Ægypten for de dengang dominerende britiske imperiale interesser, sagde, at hans vigtigste instrument i den forbindelse var Ægyptens gæld til Storbritannien. Den var netop øget flere gange, da Ægypten var tvunget til at sælge sine Suez Kanal aktier til Storbritannien for at kunne afbetale tidligere gæld og den britiske premierminister Benjamin Disraeli forklarede og retfærdiggjorde sit køb af samme med henvisning til. at det ville styrke britiske imperiale interesser. I dag kaldes dette "debt-for-equity swaps" (gæld-for-aktier ombytning) , hvilket er en af Onkels Sam´s seneste favorit politikker, nemlig at bruge gælden til at erhverve sig profitable og/eller stragisk vigtige real resourcer, hvilket kanalen selvfølgelig også repræsenterede som vejen til det britiske imperium´s juvel, Indien. Et andet praktisk råd kom fra den fremstående militærstrag Carl von Clausewitz: få det land, du erobrer, til at betale for sin egen erobring og administration. Dette er naturligvis nøjagtigt, hvad Storbritannien gjorde i og med Indien i kraft af de berygtede "Home Charges" tilstillet London som betaling for meget af "The Drain" fra Indien til Storbritannien. Hvor meget mere effektivt er det så at lade andre lande administrere sig selv, men efter regler fastlagt og påtvunget af Onkel Sam´s IMF og derefter i udvirke et dræn af gældsbetalinger alligevel. Faktisk iværksætter briterne dermed forlægget fra det 19 årh. der byggede "imperialism og free trade" med "uafhængige" stater så langt og så længe som muligt under brug af kanonbåds -diplomati for at få det til at fungere (hvilket Onkel Sam allerede havde lært at kopiere tidligt i det 20 årh.); og hvis det ikke var nok, simpelthen at invadere og om nødvendigt at besætte - og derefter tage tilflugt til Clausewitz reglen. Vi kommer til at pege på adskillige nylige eksempler på dette, og især det irakiske, i artikel nr. 2 i denne serie. The URL of this article is: http://globalresearch.ca/articles/FRA501A.html Oversættelse: Hans Pendrup - End - |
Onkel Sam har misligholdt og har tilsidesat op til 40% af sin milliard store udlandsgæld, og ingen har mælet et suk bortset fra et par linjer i The Economist. Kort sagt betyder det, at Onkel Sam betjener sig af et verdensomspændende bondefanger- kneb med sin selvfremstillede dollar, der er baseret på den tillid, som han har skaffet sig og modtaget fra andre rundt omkring i verden, og han er også en snylter for såvidt som han ikke honorerer og returnerer de penge han har modtaget.