Venstrefløjspolitik som forsvar for kapitalisme

Af Stephen Gowans
What´s Left

Hvornår udviklede venstrefløjspolitik sig til et forsvar for kapitalisme på bekostning af gratis sundhedsvæsen, uddannelse og garanteret arbejde?

Der er ikke mange, der taler om socialisme mere, i det mindste ikke for at forsvare den. Og jeg tænker ikke på kapitalisme med et menneskeligt ansigt eller imperialisme som en civiliserende mission eller socialisme som en vag samfundsutopi, men faktisk (eller tidligere) eksisterende socialisme - socialisme som den faktisk udviklede sig i det post-tsaristiske Rusland, spredtes til Øst- og Centraleuropa, sprang frem i Kina og hårdnakket hænger ved på Kuba.

Nutildags er det utopiske socialister, der er mere tilbøjelige til at forfægte anti-kapitalistiske alternativer. De forstiller sig et samfund med robuste liberal demokratiske frihedsrettigheder, hvor økonomiske rettigheder er garanteret, og hvor kapitalen villigt og mygt underkaster sig sin ekspropriation.

Det er et alternative scenarie, men tiltrækningen bygger på fravær af problemet med kapitalens modstand. For hvordan tilvejebringer du maksimal frihed, når dine modstandere er fast besluttede på at sørge for, at dine bestræbelser på at bygge en bedre verden bliver knust og et par kugler placeres lige midt imellem øjnene på dig for at holde den fra livet?

Nemt nok. Konstruer dig en verden hvor uskyldige og velmenende udtryk for et fromt håb aldrig bliver konfronteret med virkeligheden, hvor du har masser af plads til at spankulerer rundt på en høj moralsk hest. Hæld samtidig en ordentlig portion harme ud over alle, der har gennemført en virkelig revolution under tilbagevisning af deres autoritære karakter som korruption affødt af pervers lyst til magt snarere end en nødvendig betingelse for at bringe revolutionen til modning, konsolidere dens landvindinger og forhindre dens tilbagerulning.

Og sådan består de utopiske socialisters univers af disse grunde af tre valg:

Faktisk eksisterende socialisme

Kapitalisme

Utopia

opstillet i rækkefølge fra det mindst til det mest ønskværdige.

Utopia er naturligvis uopnåeligt, så man beslutter sig for kapitalisme, der endda bliver hyldet som det helt overlegent realistiske valg. Samtidig opfattes enhver, der mener at offentligt ejet, centralt planlagt økonomi er en god ide, og som er villig til at tillade statens tvangsmidler at blive anvendt for at undertrykke kapitalens modstand, som enten fjernt fra virkeligheden, et brutalt monster, eller håbløst gammeldags.

Faktisk eksisterende socialisme er udfra denne opfattelse en grim endog monstrøs korruption, som ingen ved sine fulde fem frivilligt ville acceptere, for slet ikke at tale om give sin støtte.

For enhver, der har været underlagt årtier´s koldkrigspropaganda lyder dette helt fint, endda indlysende, især i USA, hvor årevis af social manipulation har omfortolket kommunisme til et verdslig sidestykkte til satanisme, og stalinisme til ækvivalent med hitlerisme. Men skrab i overfladen og konstater usikker vaklen som optakt til sammenbruddet af en hoben fantasier, vilde overdrivelser og spredning af frygt.

Hvorfor skulle der ikke være nogen, der går ind for gratis sundhedsvæsen, gratis uddannelse på universitetsniveau (med leveomkostninger fuldt dækket), gratis børnepasning, gratis juridisk rådgivning, garanteret arbejde og billig offentlig transport - hvilket altsammen eksisterede i Sovjet Unionen?

Hvorfor skulle der ikke være nogen, der går ind for at gøre en ende på enorme uligheder i velfærd, indkomst, uddannelse og muligheder, ophør af racemæssig og national diskriminering, og afskaffelse af hjemløshed og økonomisk usikkerhed ... realiseret af den faktisk eksisterende socialisme under de mest udfordrende og vanskelige omstændigheder og med færre resourcer at gøre det med, end der var forhånden i de avancerede lande i det industrialiserede Vesten?

Nej, nej, nej, du forstår ikke. Socialisme lykkedes med nogle bemærkelsesværdige ting. Men det gjorde fascismen også. Og fascismen fungerede. Blot fordi socialisme er et alternativ til kapitalisme, betyder det ikke, at den er ønskværdig. (1)

Meget vel - det afhænger af, om du mener, at afskaffelse af uvidenhed, fattigdom, stor ulighed, hjemløshed og økonomisk usikkerhed - den faktisk eksisterende socialismes resultater - er ønskværdige. Hvis ikke, så er kapitalisme bedre. Men hvornår er venstrefløjspolitik blevet forsvar for kapitalisme på bekostning af gratis sundhedsvæsen, gratis undervisning og garanteret arbejde?

Hvad den angivelige lighed mellem kommunisme og fascisme angår, så kunne vi til en begyndelse spørge, på hvilken måde - og for hvem - fascismen arbejder?

Fjernede den racemæssig og national diskriminering? Ophævede den ekstrem velstand, indkomst, muligheder og uddannelse?

Fascisme i form af Mussolini´s pionerarbejde til krig imod socialisme og videreført af Hitler, der så ødelæggelse af bolsjevisme som sit livs mission, bidrog ikke til at hævde flertallets levestandard. Tværtimod, den knuste fagforeninger og skar ned på lønningerne og forlængede arbejdsdagen og slog ind på et program for territorial ekspansion, altsammen til fordel for industrien og finansverdenen. Fascismen arbejdede for dem.

Ikke desto mindre opstilles demokrati ofte som modsætning til fascisme (højreorienteret diktatur) og komunisme (venstreorienteret diktatur). Ifølge denne opfattelse dækker kommunisme og fascisme den ene ende af spektret mens kapitalistisk demokrati dækker den anden.

Problemet med at få dette til at fungere er, at man bliver nødt til at acceptere det bedrag, at kapitalistisk demokrati overhovedet er et demokrati og ikke et demokrati for de få, og derfor altså et diktatur, nemlig af kapitalen, eller de partier, der repræsenterer kapitalen og derfor af en minoritet. Hvilket betyder at ethvert præ-kommunisktisk samfund (og det inkluderer socialistiske samfund med kurs i retning af kommunisme) nødvendigvis er et diktatur for en eller anden klasse, eller, om man vil, demokrati for en eller anden klasse, men kun den klasse.

(Og javist - Sovjet Unionen var tyrannisk og despotisk for en tid overfor socialismens fjender, d.v.s. de, der havde materiel interesse i kapitalistisk endog feudal restaurering. Hvis det ikke havde været tilfældet ville Sovjet Unionen ikke have eksisteret så længe, som den gjorde. At den brød sammen har meget at gøre med den manglende erkendelse af, at klassekampen fortsætter længe efter at kapitalismen er omstyrtet.)

At behandle det kapitalistiske demokrati som et system, hvor flertallet styrer samfundet i overensstemmelse med dets egne interesser i kraft af valg og parlamenter, er at tage fejl af dets sande natur, at gå fejl af nogle indlysende realiteter. De Forenede Stater antages ofte (i hvert fald i USA) at være det højeste udtryk for demokrati og det fjernest mulige udtryk for diktatur, men USA har ikke et offentligt socialsikrings system (healthcare insurance system), til trods for valg og til trods for demokratiets ydre facade og i modsætning til ønskerne - faktisk interesserne - blandt flertallet.

Alligevel var offentlig sundhedsvæsen af den slags som er utænkeligt i USA, og langt mere vidtgående end hvad der tilbydes i f.eks. Canada, typiske træk ved den sovjetiske socialisme ligesom det er det revolutionære Cuba´s stolte resultat, og alligevel opfattes disse lande i USA som lysår fjernt fra demokrati.

Det hænger sammen med at demokrati ofte sidestilles med dets facade (valg af nominelt modstillede partier), snarere end dets resultater. Et land med valg og parlamenter, drevet til fordel for de, der ejer og kontrollerer dets produktive aktiver, er en slags demokrati - for dem, som ejer og kontrollerer disse produktive aktiver - men ikke et demokrati i den oprindelige betydning af ordet, som regeret af og til fordel for befolkningens masser.

I lyset af disse realiteter, giver det mere mening at tale om et kontinuum af klasse- demokratier, med fascismen på den yderste højrefløj, det kapitalistiske demokrati et par grader til venstre og kommunisme meget længere til venstre. Det er helt bestemt den måde Mussolini, der erklærede krig imod socialismen, og Hitler, der tog sig for at knuse den, forstod det på.

Ud fra en anden synsvinkel: Det kommunistiske syn på demokrati er meget forskelligt fra de liberales og socialdemokraternes. Det siger, at demokrati ikke har mere at gøre med valg og nominelt opstillede partier end et landkort har med et terræn M.a.o. er valg i sig selv ikke ensbetydende med demokrati, fordi det er muligt, faktiske endda uden undtagelser, for kapitalistiske demokratier at blive organiseret i aktionærernes, investorernes interesse, til trods for valg.

Hvad der udgør demokrati er spørgsmålet om, hvorvidt et samfund er organiseret til fordel for flertallet. Et samfund, der undlader at levere gratis sundhedsvæsen, gratis uddannelse på universitetsniveau og garanteret beskæftigelse, selvom det var i stand til at levere alle disse ting uden vanskeligehed, nægter at afskaffe hjemløshed og økonomiske usikkerhed, og som tolererer enorme uligheder selv om elimineringen af alle disse svøber er klart indenfor rækkevidde, er næppe demokratisk.

På den anden side er et samfund, der opnår disse mål til fordel for flertallet, demokratisk, selv om det ikke optager alle det kapitalistiske demokratis paradeforestillinger og former.

De, der betragter kapitalistisk demokrati som ufuldstændigt, men overlegent i forhold til det, der praktiseres i de socialistisk stater, er ligesom Pepe le Pew *, ivrigt i gang med at jage sorte hunkatte, fordi de ligner stinkdyr.

Men måske er der en materiel basis for dette. Hvis man er engageret i politik i en alternativ retning og lever et rimeligt komfortabelt liv, med rigeligt at spise, varmt tøj, behagelige boligforhold og interessant arbejde, hvad forekommer en så sandsynligvis som det vigtigste: borgerlige og politiske friheder eller økonomiske rettigheder?

Jeg tror, at svaret i ni af ti tilfælde vil være borgerlige og politiske friheder, hvilket til dels kan forklare hvorfor venstreorienteret politik i Vesten tenderer i retning af at dreje kraftigt i retning af forsvaret for og udvidelsen af disse rettigheder, mens kampen for økonomiske rettigheder forvises til en underordnet position.

Dertil kommer at der ses bort fra, at rettigheder ikke er absolutte, men, under de mest realistiske betingelser, sandsynligvis vil støde sammen. I Utopia er der ingen sammenstød.

Men i den virkelige verden er der, når rettigheder støder sammen en mængde vestlige venstreorienterede, der kan forventes at lande på de politiske og borgerlige

friheder´s side. Dette er tydeligt i forbindelse med diskussionen af den faktisk eksisterende socialisme, hvis økonomiske resultater hurtigt anerkendes, og ligeså hurtigt affærdiges som en ringe kompensation for at undlade at etablere det kapitalistiske demokratis paradeforestillinger og vinduespynt.

Endelig kunne vi tage fat på påstanden om, at socialisme ikke lige netop er på dagsordenen, fordi næsten ingen i Vesten - lad os her fokusere på amerikanere og canadiere - nogensinde ville vælge at leve i en socialistisk stat.

Dette forekommer næppe troværdigt.

Har amerikanere og canadiere aversion imod gratis sundhedsvæsen, gratis undervisning, gratis børnepasning, gratis juridisk hjælp, subisiderede huslejer og billig offentlig transport? Går de ind for slum, hjemløshed, arbejdsløshed og en tilværelse uden sundhedsvæsen?

Gyser de ved tanken om at nogen sætter en stopper for enorme uligheder i formue, indkomst, uddannelse og muligheder?

Mener de, at der er ønskværdigt, at 100.000 i USA dør hvert år, fordi de ikke har råd til medicin, og at millioner af funktionsdygtige unge mennesker aldrig får en højere uddannelse, fordi de ikke har nok penge?

Soler de sig i økonomisk usikkerhed og vrisser de af garanteret beskæftigelse, og håber de på at deres tilværelse ustandseligt vil blive gennemhullet af afbrydelser og arbejdsløshed og den uophørlige trussel om arbejdsløshed?

Svaret er ligetil, og at sige at amerikanere og canadiere - dvs. de fleste amerikaner og canadiere - er modstandere af socialismens traditionelle resultater, er absurd.

Men det betyder ikke, at nogle er uforsonlige modstandere, nemlig de, der ejer og kontrollerer økonomien, og står til at profitere på at forsyne med privat sundhedsvæsen, privat uddannelse, privat social sikkerhed, og som har brug for udbredt økonomisk usikkerhed, arbejdsløshed, lave lønninger, sparsomme eller ingen goder og en krigsøkonomi for at trives.

Så når det hævdes, at ingen amerikanere eller canadiere vil vælge at leve i en socialistisk stat, er det, der i virkeligheden bliver sagt, at ingen amerikanere eller kanadiere ville vælge at leve i den mystiske version af kommunisme=fascisme, der har sin rod i den kolde krigs propaganda --- ikke-facts - og som fortsætter uanfægtet.

Virkeligheden er, at faktisk eksisterende socialistiske samfund ikke var horrible mønstrøsiteter, men det bedste historien kunne nå, faktisk, har nået.

Det betyder ikke at Sovjet Unionen var perfekt - langt fra. Men hvis vi havde haft "en verden af nationer som Sovjet Unionen," bemærkede Kenneth Neill Cameron,** '' ville der hverken være krig eller imperialisme udbytning eller masse undertrykkelse." (2) Kunne det samme siges om en verden af kapitalistiske nationer ... selv en verden fyldt med utopiske drømmere?

1. The “just because it's an alternative doesn't necessarily make it better” view is often expressed by the same people who voted for John Kerry just because they regarded him as a realistic alternative, and therefore the better candidate. Significantly, they were unable to produce a speck of evidence that Kerry's policies would be any less aggressive or exploitative than Bush's. Kerry was, therefore, considered better, simply because he was a nominal alternative. By contrast, there are scads of evidence that really-existing socialism is better than capitalism in meeting the material requirements of the population and raising its material standards.

2.. Marxism: A Living Science, International Publishers, New York, 1985, p. 112.

Stephen Gowans, canadisk forfatter og politisk aktivist hjemmehørende i Ottawa, hvis artikler kan findes overalt på internettet f.eks. Counterpunch, Media Monitors osv. og på hans egen webside "What´s Left?"

Oversætter noter:
*Pepe Le Pew

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -