Analyse
 

Den amerikanske krig mod Iran er allerede begyndt

Af Scott Ritter 

Mahmoud Ahmadinejad sejrede ved præsidentvalget i Iran. Det skal især ses som en reaktion på truslen om amerikansk intervention. For krigen er allerede begyndt, siger Scott Ritter, fhv. FN-våbeninspektør i Irak (1991-98). Op til Irak-krigen bestred han Bush, Blairs og Foghs historier om de irakiske masseødelæggelsesvåben – også over for det danske folketing. I oktober i år udkommer hans ' Iraq Confidential: The Untold Story of America 's Intelligence Conspiracy'.

Dette er en forkortet udgave på dansk af
Scott Ritter: The War With Iran Has Already Begun

Amerikanerne er sammen med resten af verden ved at vågne op til det ubehagelige faktum, at præsident Bush ikke bare løj for dem om masseødelæggelsesvåben i Irak (den angivelige undskyldning for invasionen i marts 2003 og besættelsen af landet af amerikanske styrker), men også om selve den proces, der førte til krig.
Den 16. oktober 2002 fortalte præsident Bush det amerikanske folk: ” Jeg har ikke beordret brugen af magt. Jeg håber at brug af magt ikke bliver nødvendig”.

Vi ved nu, at denne udtalelse i sig selv var en løgn – at præsidenten sidst i august 2002 faktisk havde underskrevet ordrer, der bemyndigede det amerikanske militær til at begynde aktive militæroperation inde i Irak, og at disse ordrer blev effektueret så tidligt som september 2002, hvor det amerikanske luftvåben, assisteret af det britiske Royal Air Force, begyndte at udvide dets bombardement mod mål i og uden for den såkaldte No-fly zone i Irak.

Disse operationer havde som mål at decimere det irakiske luftforsvar og dets kommando- og kontrolberedskab. I det sene forår 2002 havde Bush underskrevet en hemmelig instruks, som bemyndigede CIA og amerikanske specialstyrker til at sende hemmelige enheder ind i Irak med det formål at fjerne Saddam Hussein fra magten.
Det er en kendsgerning at Irak-krigen var begyndt først på sommeren 2002, om ikke før.

Denne rækkefølge af begivenheder har implikationer, som rækker udover historiske trivialiteter eller en politisk undersøgelse af fortidens begivenheder. Den er et vidnesbyrd om et fortilfælde, som må tages med i billedet, når man bedømmer, hvad der sker i forholdet mellem USA og Iran i dag. Som i tilfældet Irak før marts 2003 taler Bush-administrationen om 'diplomati' og ønsket om en 'fredelig' udgang på det iranske spørgsmål. Men kendsgerningerne vidner om en anden dagsorden – om en dagsorden for krig og fjernelsen med magt af det teokratiske regime, som i dag er ved magten i Teheran.

Som med Irak har præsidenten banet vejen for at få den amerikanske offentlighed og de alt for følgagtige medier til at tage en politik for regimeskift i Iran for dens pålydende, som forbinder mullah-regimet med en 'ondskabens akse' (sammen med det nys 'befriede' Irak og Nordkorea) og som taler om det absolutte behov for at udbrede 'demokrati' til det iranske folk.

'Befrielse' og udbredelse af 'demokrati' er blevet højtudskregne kodeord hos den neokonservative klike, som formulerer og iværksætter dagens amerikanske udenrigspolitik for militarisme og krig.
Alene ved intensiteten af 'befrielses-demokrati' -retorikken alene bør amerikanerne være klar over at Iran står i centrum som det næste mål for den ulovlige politik for regimeskift, som Bush-administrationen fører. Men amerikanerne – som det meste af verden i øvrigt – lulles stadig ind i en falsk tryghedsfølelse på grund af den kendsgerning, at åbne og konventionelle militæroperationer endnu ikke er begyndt mellem USA og Iran .

Af den grund opretholder mange det falske håb at en udvidelse af det nuværende vanvid i Irak kan udsættes eller forhindres i tilfældet Iran. Men det er en narredrøm.

Kendsgerningen er, at USA's krig mod Iran allerede er begyndt. Allerede nu finder der amerikanske overflyvninger sted over iransk territorium, med førerløse droner og andre mere sofistikerede midler.
Krænkelsen af en suveræn nations luftrum er i sig selv en krigshandling. Men krigen mod Iran er langt ude over fasen med indsamling af efterretningsdata.

Præsident Bush har udnyttet de altomfattende magtbeføjelser han fik i kølvandet på 11. september 2001 til at udløse en global krig mod terror og gennemføre adskillige hemmelige offensive operationer i selve Iran.

Teherans borgmester Mahmoud Ahmadinejad vandt stort ved præsidentvalget i Iran

De mest synlige af disse er de CIA-støttede operationer som for nylig er gennemført af Mujahadeen el-Khalq, eller MEK, en iransk oppositionsgruppe som engang blev kontrolleret af Saddam Husseins frygtede efterretningstjenester, men som nu udelukkende arbejder for CIA's operationscentral.

Det er en bitter ironi at CIA bruger en gruppe, der stadig kaldes for en terrororganisation, og som er optrænet i kunsten at dræbe med fjernstyrede bomber af de samme efterretningsenheder fra Saddam Husseins regime, som i dag slagter amerikanske soldater i Irak, til at gennemføre fjernstyrede bombninger i Iran af den samme slags, som Bush-administrationen dagligt fordømmer i Irak.

Men den CIA-støttede kampagne af MEK-terrorbomber i Iran er ikke den eneste nuværende aktion mod Iran. Mod nord – i nabolandet Azerbaijan – forbereder amerikansk militær en operationsbase for massive militærstyrker, som vil varsle en større kampagne på landjorden for at erobre Teheran.

Forsvarsminister Donald Rumsfelds interesse for Azerbaijan har måske undgået de flaksende vestlige mediers opmærksomhed, men Rusland og landene i Kaukasus forstår kun alt for godt, at terningerne er kastet, hvad angår Azerbaijans rolle i den kommende krig mod Iran.

Amerikanske militærfly der opererer fra fremskudte baser i Azerbaijan vil have langt kortere afstande at flyve, når de skal ramme mål i og omkring Teheran. Faktisk vil amerikanske flystyrker være i stand til at opretholde deres tilstedeværelse i luftrummet over Teheran omtrent 24 timer i døgnet, når de militære fjendtligheder begynder.

Amerikanske militærplanlæggere har allerede startet krigsspil, der forudsætter indsættelsen af mange divisioner i Azerbaijan. Logistisk planlægning er fremskreden for at basere amerikansk luft- og landstyrker i Azerbaijan. Tiden for opbygningen til en krig mod Iran vil – også i kraft af den eksisterende logistik i forbindelse med den amerikanske tilstedeværelse i Irak – være væsentligt reduceret selv i forhold til det opskruede tempo, vi så i Irak i 2002-2003.

USA og de vestlige lande er stadig fikserede omkring den fortsatte tragedie og kaos i Irak. Normalt ville det være en god udvikling. Men når alle beskæftiger sig med den historiske baggrund, er der mange som ikke bemærker den forbrydelse, som er ved at blive gentaget af Bush-administrationen i Iran – en illegal aggressionskrig, baseret på falske præmisser og som gennemføres uden hensyn til hverken det iranske folk eller det amerikanske.

- End -