Den anglo-amerikanske
krig imod terror
– et overblik

Af Michel Chossudovsky
GlobalResearch.ca 23. december 2005

Originalartikel på engelsk:
The Anglo-American War of Terror: An Overview

Michel Chossudovsky

Et manuskript fremlagt ved the Perdana Global Peace Forum 2005, Putra World Trade Center, Kuala Lumpur, Malaysia
14-15 december 2005.

I dag er vi kommet frem til at forstå, at krig og makro-økonomisk manipulation er sammenflettet. Militarisering støtter økonomisk krigsførelse. Omvendt støtter det, der med en forskønnende omskrivning betegnes som ”økonomisk reform”, en militær og geopolitisk dagsorden.

Indledning

Verden er på tærsklen til den alvorligste krise i moderne historie. Med den største opvisning af militær magt siden anden verdenskrig har de Forenede Stater og dets ufravigelige britiske allierede indladt sig på et militært eventyr, der truer menneskehedens fremtid.

En forståelse af den tilgrundliggende historiske baggrund er afgørende. Denne krigs dagsorden er ikke resultatet af et særligt neo-konservativt projekt. Fra begyndelsen af den kolde krigs æra er der en ubrudt forbindelse, et kontinuum i amerikansk militær doktrin fra ”Truman-doktrinen” til Bushs ”krig imod terrorisme”.

Den udenrigspolitiske rådgiver George F. Kennan skitserede i brev kort efter 2. verdenskrig til det amerikanske udenrigsministerium det, der senere blev betegnet som ”Truman-doktrinen.”

Hvad dette dokument fra 1948 tilkendegiver, er en sammenhængende linje i amerikansk udenrigspolitik fra ”inddæmning” (”Containment”) til ”forebyggende krig” (”Pre-emptive War”) . I denne henseende bør den neo-konservative dagsorden under Bush-administrationen betragtes som kulminationen på en udvikling inden for rammerne af den amerikanske udenrigspolitik efter 2. verdenskrig. Denne udvikling har været kendetegnet ved en række amerikansk sponsorerede krige og militære interventioner i alle verdens større regioner. Lige fra Korea, Vietnam og Afghanistan til CIA-sponsorerede militærkup i Latinamerika og Sydøstasien har målet været at sikre amerikansk militært hegemoni og global økonomisk dominans, således som den oprindeligt blev formuleret i ”Truman-doktrinen” i begyndelsen af den kolde krig.

Til trods for betydelige politiske forskelle har de på hinanden følgende demokratiske og republikanske administrationer – fra Harry Truman til George W. Bush – realiseret denne globale militære dagsorden.

Dertil kommer, at Kennans breve pegede i retning af dannelsen af den anglo-amerikanske alliance, der for nærværende kendetegner det nære forhold mellem Washington og London. Denne alliance er i overensstemmelse med magtfulde økonomiske interesser i olieindustrien, forsvaret og det internationale bankvæsen. Det er i mange henseender en anglo-amerikansk videreførelse af det britiske imperium, der officielt blev opløst i kølvandet på 2. verdenskrig.

Truman-doktrinen peger også i retning af indlemmelsen af Canada i den anglo-amerikanske militære akse. Dertil kommer, at Kennan også havde understreget vigtigheden af at forhindre udviklingen af en kontinental europæisk magt, der kunne konkurrere med USA.

Med hensyn til Asien, inklusive Kina og Indien, betonede Kennan vigtigheden af at formulere en militær løsning:
”Den tid er ikke fjern, hvor vi er nødt til at formulere os i klare magtbegreber. Jo mindre vi da er hæmmet af idealistiske slagord, desto bedre.”

Svækkelse af de Forenede Nationer

Fra begyndelsen af den kolde krig var målet at underminere og i sidste instans ødelægge Sovjetunionen. Washington var også opsat på at svække de Forenede Nationer som en ægte international institution, et mål, der i vid udstrækning er blevet opnået under Bush-administrationen:

”Den oprindelige opbygning af FN i den amerikanske offentlige mening var så kolossal, at det sandsynligvis er korrekt, som det ofte berettes, at vi ikke havde noget andet valg end at gøre det til hjørnestenen i vores politik i denne periode af fjendtligheder efter 2. verdenskrig. Lejlighedsvis har den tjent et brugbart formål. Men i det store og hele har den skabt flere problemer, end den har løst, og har ført til en betragtelig spredning af vore diplomatiske bestræbelser. Og i vore bestræbelser på at bruge FN-flertallet til større politiske formål leger vi med et farligt våben, der en dag kan vendes imod os. Dette er en situation, berettiger til særdeles omhyggelige studier og fremsyn fra vor side.” (Kennan 1948)

Krigen efter den kolde krig

Krigene i Jugoslavien, Afghanistan og Irak er dele af den samme ”militære køreplan”. Som bekræftet af militære dokumenter er den amerikanske krigs dagsorden ikke blot rettet imod Iran, Syrien og Nordkorea, men også imod de gamle fjender: Rusland og Kina.

Vi har at gøre med en global militær dagsorden, som er kendetegnet ved forskellige former for intervention. Sidstnævnte indbefatter hemmelige militære og efterretningsmæssige operationer til støtte for indenrigske paramilitære grupper og såkaldte befrielseshære. Disse operationer er for størstedelen iværksat med henblik på at skabe social, etnisk og politisk splittelse inden for nationale samfund, i sidste instans som bidrag til sønderdelingen af hele lande, således som det var tilfældet i Jugoslavien.

I mellemtiden består den amerikansk sponsorerede ”demokratisering” i intervention i andre landes interne forhold, ofte med henblik på at destabilisere nationale regeringer og påføre gennemgribende ”frit marked”-reformer. I denne henseende er den illegale invasion af Haiti, der efterfulgtes af et amerikansk sponsoreret militærkup, som også blev støttet af Canada og Frankrig, en integreret del af Washingtons globale militære dagsorden.

Krig og globalisering

Krig og globalisering er intimt forbundne processer. Militære og efterretningsmæssige operationer støtter åbningen af nye økonomiske fronter og omdannelsen af nationale økonomier. Wall Streets magt, de anglo-amerikanske oliegiganter og de amerikansk-britiske kontrakthavere er uafviseligt bag denne proces.

I sidste instans er formålet med Amerikas ”krig imod terror” at forvandle suveræne nationer til åbne territorier (eller ”frihandels-områder”), både via ”militære midler” og gennem tvangsmæssig indførelse af dødbringende makro-økonomiske reformer. Sidstnævnte bidrog, således som de blev sat i værk i IMF-Verdensbank-WTO-regi, ofte til at underminere og ødelægge nationale økonomier og styrtede millioner af mennesker ud i håbløs fattigdom. Samtidig bidrager såkaldte ”genopbygnings-programmer”, som de blev påtvunget af donorer og kreditorer i kølvandet på krige, til en løssluppen udlandsgæld.

Med en snedvendt logik finansieres ”krigsskadeerstatninger” til den amerikanske invasionsmagt med udlandsgæld. Milliarder af dollars kanaliseres til vestlige byggekonglomerater som Bechtel og Halliburton, der begge har nære forbindelser til det amerikanske forsvarsministerium.

Iran og Syrien: Krigens næste fase

Som bekræftet i nationale sikkerhedsdokumenter er et centralt sigte med denne krig erobringen og konfiskeringen af Mellemøstens olierigdomme. I denne henseende repræsenterer den større Mellemøsten-Centralasien-region omkring 70 % af verdens olie- og gasressourcer, dvs. mere end tredive gange de tilsvarende amerikanske.

De anglo-amerikanske oliegiganter i alliance med Wall Street og det militært-industrielle kompleks udgør uden enhver tvivl ophavet til Amerikas krigsdagsorden.

Den næste fase af denne krig er Iran og Syrien allerede blevet identificeret som mål.

Iran er det land, der har de tredjestørste olie- og gasreserver (10 %) efter Saudi-Arabien (25 %) og Irak (11 %). USA forsøger under medvirken af FN's sikkerhedsråd at tilvejebringe et påskud for at bombardere Iran, der fremstilles som en trussel imod verdensfreden.
Israel er bestemt til at spille en nøglerolle i forbindelse med iværksættelsen af den militære operation imod Iran.

Denne operation er klar til handling. Hvis dette skulle ske, vil krigen spredes til hele den mellemøstlige region og videre. Ved samme lejlighed vil Israel blive et officielt medlem af den anglo-amerikanske militærakse.

I begyndelsen af 2005 blev adskillige højtprofilerede militærøvelser gennemført i det østlige Middelhav, inklusive militære udstationeringer og afprøvning af våbensystemer. Militære planlægningsmøder blev afholdt mellem USA, Israel og Tyrkiet. Der har været en gensidig udveksling af militær- og regeringsfunktionærer mellem Washington, Tel Aviv og Ankara.

Intense diplomatiske udvekslinger er blevet gennemført på internationalt plan med henblik på at sikre områder for militært samarbejde og/eller støtte til en amerikansk-israelsk ledet militæroperation rettet imod Iran. FN´s sikkerhedsråds resolution vedrørende Irans atomprogram tilvejebringer et påskud, som USA planlægger at bruge til retfærdiggørelse af militær intervention.

Af vigtighed er en militær samarbejdsaftale af november 2004 mellem NATO og Israel. Få måneder senere blev Israel for første gang inddraget i militærøvelser med NATO og under deltagelse af flere arabiske lande.

En massiv opbygning af militært materiel har fundet sted som forberedelse til et muligt angreb på Iran. Israel har modtaget levering fra USA af omkr. 5.000 'smart air launched weapons' , inklusive omkring 500 BLU 109 'bunker-buster bombs' .

Atomvåben på konventionelle krigsarenaer: ”Sikre for civile”

Et angreb på Iran med brug af taktiske atomvåben (mini-nukes) har også været under overvejelse. Taktiske atomvåben med en eksplosionskapacitet på mellem en og tre til seks gange en Hiroshima-bombe er blevet gjort klar til brug på konventionelle krigsarenaer.

Luftangreb imod Iran vil kunne bidrage til en udvidelse af krigen til en bredere mellemøstlig og centralasiatisk region. Teheran har bekræftet, at det vil gøre gengæld i form af ballistiske missilangreb rettet imod Israel (CNN, 8. februar 2005). Disse angreb kunne også tage sigte på amerikanske militærfaciliteter i den Persiske Golf, der øjeblikkeligt vil kunne føre os ind i et militært eskalations-scenario og total krig.

Som led i den seneste udvikling er Israels væbnede styrker af premierminister Ariel Sharon blevet beordret til ”at være rede i slutningen af marts (2006) til mulige angreb” på Irans atomfaciliteter (Sunday Times, 11. december 2005).

I mellemtiden opbygger Iran sin luftforsvars-kapacitet. Rusland har for nylig bekendtgjort, at det planlægger at sælge omkring 29 Tor M-1-anti-missil-systemer til Iran.

Det planlagte angreb på Iran skulle også forstås i relation til den betimelige tilbagetrækning af syriske tropper fra Libanon, der har åbnet nyt rum til udstationering af israelske styrker. Deltagelsen af Tyrkiet i den amerikansk-britisk–israelske militæroperation er også en faktor ifølge en overenskomst mellem Ankara og Tel Aviv.

Global militær dagsorden

Krigen i Mellemøsten er del af en omhyggeligt defineret militær dagsorden, som blev formuleret i september 2000, få måneder før George W. Bushs tiltræden i det Hvide Hus. Da publicerede Project for at New American Century (PNAC) sit blueprint for global dominans under titlen ”Rebuilding America´s Defenses.”

PNAC er en neokonservativ tænke-tank med forbindelse til forsvarets efterretningsvæsen, det republikanske parti og det magtfulde Council on Foreign Relations (CFR), der spiller en rolle bag kulisserne i forbindelse med formuleringen af USA´s udenrigspolitik.

PNAC's erklærede formål er:
* Forsvar af det amerikanske hjemland.
* At udkæmpe og afgjort vinde på flere samtidige større krigsskuepladser.
* At gennemføre de ”politimæssige” opgaver, der er forbundet med at skabe sikkerhedsmiljøet i kritiske regioner.
* At forvandle de amerikanske styrker til at udnytte ”revolutionen i militære anliggender”.

Viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, der nu er chef for Verdensbanken, forsvarsminister Donald Rumsfeld og vicepræsident Dick Cheney havde bestilt PNAC-blueprintet forud for præsident- valgene i 2000.

PNAC skitserer en erobringskøreplan ('roadmap'). Det opfordrer til ”direkte indsættelse” af amerikanske ”fremskudte baser” over hele Centralasien og Mellemøsten ”med henblik på at sikre økonomisk dominans over verden samtidig med kvælning af enhver potentiel ”rival” eller ethvert levedygtigt alternativ til Amerikas vision om en fri markedsøkonomi” . (Se Chris Floyd Bush's Crusade for Empire, Global Outlook, No. 6, 2003 )

Til forskel fra krigsskuepladser implicerer de såkaldte ”politimæssige funktioner” en form for global militærpolitirolle, der bruger forskellige instrumenter i form af militær intervention, inklusive afstraffende bombning, hemmelige efterretningsoperationer og indsættelse af amerikanske specialstyrker m.v.

Nye våbensystemer

PNAC's 'revolution i militære anliggender' (hvilket betyder udvikling af nye våbensystemer) består af ”Strategic Defense Initiative”, samstemmende bevæbning af rummet og udviklingen af en ny generation af atomvåben:

”Mens det længe har været en amerikansk politik at bruge atomvåben som reaktion på et atomangreb … så tillader den nye politik USA at bruge atomvåben imod stater, der ikke har atomvåben, og af en hærskare af nye grunde, inklusive hastig afgørelse af en konflikt på amerikanske betingelser eller for at sikre amerikanske styrkers succes.”
(Udtalelse af Jorge Hirsh, se Global Research
http://www.globalresearch.ca/index.php?context=viewArticle&code=MCD20051101&articleId=1173

Den nationale forsvarsstrategi

Siden 2000 er de grundlæggende præmisser for PNAC blevet genfremsat i et antal nationale sikkerhedsdokumenter. I marts 2005 frigav Pentagon sit nationale forsvarsstrategi-dokument. Mens sidstnævnte følger i fodsporene op administrationens forebyggende krigsdoktrin som detaljeret fremstillet the Project of the New American Century (PNAC), så går det langt videre i henseende til at fastlægge Washingtons globale militære dagsorden.

Det opfordrer til en mere ”proaktiv” tilgang til krigsførelse, hinsides det svagere begreb ”forebyggende” og defensive aktioner, hvor militære operationer udløses imod en ”erklæret fjende” med henblik på at ”bevare freden” og ”forsvare Amerika”.

Dokumentet vedkender sig udtrykkeligt Amerikas globale militære mandat ud over de nære regionale krigsskuepladser. Dette mandat indbefatter også militære operationer rettet imod lande, der ikke er fjendtligtsindede over for Amerika, men som anses som strategisk væsentlige i henseende til USA's interesser. Mens doktrinen vedrørende forebyggende krig tager sigte på militær aktion som et middel til selvforsvar imod lande, der kategoriseres som ”fjendtlige” over for USA, så forudser den nye Pentagon-doktrin muligheden af militær intervention imod lande, der ikke klart udgør en trussel imod det amerikanske hjemlands sikkerhed.

Dokumentet skitserer ”fire større trusler imod de Forenede Stater” :

•  ”Traditionelle udfordringer” udgøres af ”velkendte og registrerede militære magter, der betjener sig af 'velgennemtænkte' former for krig” .

•  ”Irregulære trusler” kommer fra ”styrker, der anvender såkaldt ukonventionelle metoder til at imødegå en stærkere magt” .  

•  ”Den katastrofale udfordring” vedrører ”brugen af masseødelæggelsesmidler fra en fjendes side”.  

•  ”Nedbrydende udfordringer” vedrører ”potentielle modstandere, der bruger nye teknologier som imødegåelse af amerikanske fordele” .

(Se Michel Chossudovsky From "Rogue States" to "Unstable Nations": America's New National Security Doctrine
http://www.globalresearch.ca/articles/CHO504A.html

Mammut-forsvarsbudget

Dette militære blueprint skitserer omridset af et projekt, der tager sigte på globalt militært overherredømme. Det forudsætter en massiv forøgelse af forsvarsudgifterne. Det underliggende mål består i overtrumfning, hvad angår forsvarsudgifter, af en hvilken som helst nation på jorden inklusive Amerikas europæiske allierede.

”De Forenede Staters militær vil dette år (2005) være større end de næste 25 landes tilsammen … Så vil de Forenede Staters forbrug, hvis forbrugsmønstret holder stik, hvilket er ensbetydende med, at europæiske forsvarsudgifter vil falde og Amerikas stige, resultere i, at de Forenede Stater bruger flere penge, end resten af verden tilsammen bruger på forsvar.” (Council on Foreign Relations Annual Corporate conference, 10 March 2005).

Det anslåede forsvarsbudget på 401 mia. dollars (FY 2005) indbefatter ikke ”emergency supplemental defense budget” , der er øremærket til løbende militære operationer i Irak og Afghanistan. Ej heller er DoD´s (Departement of Defense) deltagelse i ”krigen imod terror” inkluderet i forsvarsbudgettet.
( Se http://64.177.207.201/static/budget/annual/fy05/ )
Det omfatter heller ikke yderligere 40 mia. dollars, der er sat af til Amerikas efterretningsvæsen, der styres af John Negroponte. Omkring 80 pct. af budgettet til efterretning, indbefattet det amerikanske spionsatellitsystem, understøtter direkte amerikanske militærinitiativer.

Omfattende krigsforbrydelser

De økonomiske og strategiske mål bag denne krig omtales sjældent. Dette militære projekt fremlægges for den offentlige mening som en del af den ”globale krig imod terrorisme”, i hvilken Al Qaeda uden forbehold fremholdes som aggressoren. Krigsforbrydelserne, inklusive tortur af civile, præsenteres i forbifarten som ”følgeskadevirkninger” (”Collateral damage”).

I den henseende har den militære besættelse af Irak resulteret i mere end 100.000 irakiske civiles død (ifølge undersøgelsse i The Lancet, foretaget af John Hopkins School of Public Health ) .

Den rutinemæssige anvendelse af tortur og oprettelsen af utallige koncentrationslejre er nu fuldt ud dokumenteret, for ikke at tale om kidnapningen af civile, inklusive børn, der sendes til Guantanamo-koncentrationslejren i Cuba.

Drab på budbringeren: Amerikanske styrker har også opsporet og dræbt uafhængige journalister i Irak, som ikke rapporterer de løgne og fabrikationer, der kommer fra den anglo-amerikanske akse.

Mens det internationale samfund fokuserer på Iran og Nordkoreas atomprogram, så er der vidnesbyrd, der antyder, at den amerikansk ledede militære koalition rutinemæssigt bruger forbudte våben. Den planlægger også at bruge atomvåben i den næste fase af denne krig.

Napalm og hvid fosfor-bomber er blevet brugt i Irak imod civile i tæt befolkede byområder. De vestlige medier (især BBC) har forsøgt at kamuflere brugen af disse våbensystemer.

Tortur

Tortur er en officiel amerikansk regeringspolitik. Ordrerne om at torturere POW´s (Prisoner Of War) i Irak og Guantanamo hidrørte fra det højeste plan i Bush-administrationen. Fangevogtere og forhørsledere i det amerikanske militær og CIA fungerede i overensstemmelse med præcise retningslinjer. Den amerikanske præsident havde direkte bemyndiget brugen af tortur inklusive ”søvnberøvelse, stressstillinger, brugen af militærhunde og sanseberøvelse via brugen af hætter m.v.”
(Se ACLU http://globalresearch.ca/articles/ACL412A.html )

De hemmelige CIA-torturkamre og detentionscentre, der er oprettet i et antal lande, også i EU, er i overensstemmelse med Pentagons retningslinjer for brugen af tortur.

Mens tortur nu er accepteret af Bush-administrationen, angår kontroversen i USA ikke til tortur som sådan, men hvorvidt den information, der bliver opnået fra mistænkte terrorister i kraft af brugen af tortur, kan bruges i en retssag for at sigte en angivelig ”terrorist”.

Kriminaliseringen af retsvæsenet

Til trods for den offentlige harme går tendensen i retning af samtykke og accept af den amerikanske tortur-dagsorden. Legitimeringen af krigsforbrydere i højtplacerede kontorer, der formelt beordrede disse forbrydelser, sættes der ikke spørgsmålstegn ved ”Legal opinions” (retslige synspunkter) udformet på befaling af krigsforbrydere bruges til at ”legalisere” tortur og omdefinere retspraksis.

Krigsforbrydere besætter legitimt myndighedspositioner, der gør dem i stand til at omdefinere det juridiske systems konturer og retshåndhævelsesprocessen. Det forsyner dem med et mandat til at afgøre, ”hvem er de kriminelle”, selvom de faktisk selv er de kriminelle.
Med andre ord handler det om en kriminalisering af staten og dens forskellige institutioner, inklusive kriminaliseringen af retsvæsenet.

Sandheden er fordrejet og vendt på hovedet. Den statslige propaganda opbygger en konsensus inden for den udøvende magt, den amerikanske kongres og militæret. Denne konsensus ratificeres så af de retlige instanser i kraft af en direkte juridisk manipulationsproces.

Disinformation af medierne indstiller på en eller anden måde gradvist amerikanernes bevidsthed på, at brugen af tortur, eksistensen af koncentrationslejre, retligt illegitime mord på ”slyngelagtige fjender”, hvilket alt sammen finder sted ”under visse omstændigheder”, er ”acceptable” og fuldstændigt ”legale”, fordi justitsministeriets Office of Legal Counsel (OLC), siger, at ”det er lovligt”'.

Eksistensen af en tilsyneladende ydre fjende, der truer hjemlandet, er hjørnestenen i propagandakampagnen. Sidstnævnte består i at galvanisere amerikanske borgere ikke blot til fordel for ”krigen imod terrorisme”, men til støtte for en social orden, der opretholder den legitime brug af tortur rettet imod ”terrorister” som berettiget middel til at bevare menneskerettigheder, demokrati, frihed osv.

Racismen og anti-terror-lovgivningen

I mellemtiden er en bølge af racisme og fremmedhad rettet imod muslimer blevet udløst over hele den vestlige verden. De vilkårlige arrestationer og detentioner af muslimer på falske anklager er blevet almindelig praksis.

I et antal vestlige lande er ”anti-terror”-lovgivning blevet vedtaget, der tillader arrestation og tilbageholdelse uden anklage af angivelige terrorister, inklusive ledere af såkaldte ´domestic radical groups´ (hvilket betyder antikrigsaktivister), der nu kategoriseres som en trussel imod hjemlandets sikkerhed.

Jævnsides med ”udtryk for bekymring” i forbindelse med krænkelser af menneskerettigheder har det såkaldte internationale samfund ikke desto mindre accepteret lovligheden af ”krigen imod terrorisme”. Dertil kommer, at en betragtelig del af antikrigsbevægelsen, samtidig med at den fordømmer den USA-ledede krig, fortsat opretholder lovligheden af ”krigen mod terror”.

På sin side har FN godkendt ”krigen imod terror”. Under dække af fredsbevaring samarbejder FN – under krænkelse af sit eget charter og Nürnberg-kendelsen over krigsforbrydere – med den amerikansk ledede militære koalition.

Krigspropaganda

Formålet med mediernes bagvedliggende disinformations-kampagne er at tilvejebringe et humanitært mandat til den amerikansk ledede krig jævnsides med en galvanisering af den offentlige mening til støtte for Amerikas ”krig imod terrorisme”. Racisme og fremmedhad inklusive vilkårlig arrestation af angivelige terrorister er en integreret del af krigspropagandaen.

Et af krigspropagandaens hovedformål er at ”fabrikere en fjende”. Alt imens antikrigs-stemningen tiltager og Bush-administrationens politiske legitimitet vakler, må tvivlen vedrørende eksistensen af denne illusoriske ”ydre fjende” fordrives.

Propaganda har ikke kun til formål at drukne sandheden, men også at ”tage livet af beviset” (”kill the evidence”) for, hvordan denne ”ydre fjende”, nemlig Osama bin Ladens Al Qaeda, blev fabrikeret og transformeret til ”fjende nummer ét”. Hele den nationale sikkerhedsdoktrin fokuserer på eksistensen af en ”ydre fjende”, der truer hjemlandet.

Besiddelsen af en ”retfærdig sag” som grundlag for at føre krig er central for Bush-administrationens retfærdiggørelse af invasion og besættelse af både Afghanistan og Irak.

”Krigen imod terrorisme” og ideen om ” preemption” ('forebyggende' krig) er baseret på retten til ”selvforsvar”. Den definerer, ”hvornår det er tilladeligt at føre krig” – jus ad bellum.

Jus ad bellum ('ret til krig') tjener også til at opbygge en konsensus inden for de væbnede styrkers kommandostrukturer. Den tjener endvidere til at overbevise tropperne om, at de kæmper for en ”retfærdig sag”. Mere generelt er teorien om retfærdig krig i sin moderne version en integreret del af krigspropagandaen og en medie-disinformation, der sættes i værk for at vinde offentlig støtte til en krigsdagsorden.

I oktober 2001, da Afghanistan blev bombet og senere invaderet, accepterede adskillige ”progressive” stort set administrationens militære doktrin for ”retfærdig krig”. ”Selvforsvars”-argumentet blev taget for gode varer som et legitimt svar på 11/9 uden at undersøge den kendsgerning, at den amerikanske administration ikke blot havde støttet det ”islamiske terrornetværk”, den var også medvirkende i indsættelsen af Taliban-regeringen i 1995-96. Ydermere var invasionen af Afghanistan planlagt længe før 11. september 2001.

I kølvandet på 11/9 blev antikrigsbevægelsen imod den illegale invasion af Afghanistan isoleret. Fagforeningerne og civilsamfundets organisationer havde slugt medieløgnene og regeringspropagandaen. De havde accepteret en gengældelseskrig imod Al Qaeda og Taliban.

Medie-disinformationen sejrede. Folk blev vildledt, når det gælder karakteren og formålet bag invasionen af Aghanistan. Osama bin Laden og Taliban blev identificeret som de primære mistænkte i forbindelse med 11/9-angrebene, uden gnist af bevis, og uden at tage det historiske forhold mellem Al Qaeda og det amerikanske efterretningsvæsen i betragtning. I denne henseende er forståelsen af 11/9 afgørende i forbindelse med en sammenhængende antikrigs-holdning.

”Krigen imod terrorisme” er hjørnestenen i Amerikas propaganda og medie-disinformations-kampagne. Med en højst absurd logik præsenteres Al Qaeda som en opstigende supermagt, der er i stand til at føre atomkrig imod USA.

”Krigen mod terror”

Det er rigeligt dokumenteret, at krigen imod terrorisme er opspind. Al Qaeda er et USA-sponsoreret ”efterretningsaktiv” (”intelligence asset”) . Den saudi-arabisk-fødte Osama bin Laden er et produkt af amerikansk udenrigspolitik. Han blev rekrutteret under den sovjetisk-afghanske krig, ironisk nok under CIA´s auspicier, til at bekæmpe den sovjetiske invasion. Under den kolde krig, men også efterfølgende, spillede CIA – under brug af Pakistans militære efterretningsvæsen som mellemled – en nøglerolle i forbindelse med træningen af mujahedinerne.

Med aktiv støtte fra CIA's og det pakistanske ISI (Inter Services Intelligence), som ønskede at vende den afghanske jihad til en global krig for alle muslimske stater imod Sovjetunionen, deltog omkring 35.000 muslimske radikale fra 40 islamiske lande i Afghanistans krig mellem 1982 og 1992. Titusinder flere kom for at studere i de pakistanske madrasah 'er. I sidste instans var mere end 100.000 udenlandske muslimske radikale direkte under indflydelse af den afghanske jihad.
(Ahmed Rashid The Taliban: Exporting Extremism, Foreign Affairs, November-December 1999)

Såvel Clinton- som Bush-administrationen har støttet den såkaldte ”militante islamiske base”, inklusive Osama bin Ladens Al Qaeda, som del af deres militære efterretningsdagsorden. Forbindelserne mellem Osama bin Laden og Clinton-administrationen i Bosnien og Kosovo er veldokumenteret af kongrespapirer.

Ironisk nok blev den amerikanske administrations hemmelige militære efterretningsoperationer i Bosnien fuldt dokumenteret af det republikanske parti. En omfattende kongresrapport fra det republikanske partis komité (RPC) offentliggjort i 1997 anklagede Clinton-administrationen for at ”have hjulpet med at ændre Bosnien til en militant islamisk base” , der via det såkaldte ”militante islamiske netværk” førte til rekruttering af tusinder af mujahidiner fra den muslimske verden.

Clinton administrationens kraftige engagement i det islamiske netværks våben-forsyningslinje indbefattede amerikanske regeringsfunktionærers inspektioner af missiler fra Iran … Third world Relief Ageny (TWRA), der er en Sudan-baseret humanitær fuporganisation … har været et væsentligt led i våben-forsyningslinjen til Bosnien. . TWRA menes at være forbundet med elementer i det islamiske terrornetværk, såsom Sheik Omar Abdel Rahman (den strafdømte hjerne bag bombningen af World Trade Centre i 1993) og Osama bin Laden, en velstående saudisk emigrant, som menes at have finansieret talrige militante grupper.

(Congressional Press Release, Republican, Party Committee (RPC), U.S. Congress, Clinton-Approved Iranian Arms Transfers Help Turn Bosnia into Militant Islamic Base, Washington DC, 16 January 1997.
Det originale dokument findes på website of the U.S. Senate Republican Party Committee (Senator Larry Craig)
http://www.senate.gov/~rpc/releases/1997/iran.htm

Kontra-terrorisme

CIA har skabt sine egne terrorist-organisationer, inklusive ”Al Qaeda i Mesopotamien”, der ledes af Abu Musab Al Zarqawi.

Og samtidig skaber det sine egne terrorist-advarsler om de terrorist-organisationer, som det selv har frembragt. På den anden side har det udviklet en sammenhængende multimilliarddollar-organisation til at ”jagte” disse terrorist-organisationer.

Kontraterrorisme og krigspropaganda er sammenflettet. Propaganda-apparatet fodrer disinformation ind i nyhedskæderne. Terror-advarsler må fremtræde som ”ægte”. Formålet er at præsentere terrorgrupperne som ”fjender af Amerika”.

Det underliggende formål er at galvanisere den offentlige mening til støtte for Amerikas ”krig imod terrorisme”.

”Krigen imod terrorisme” kræver et humanitært mandat. Krigen imod terrorisme præsenteres som en ”retfærdig krig”, der må udkæmpes på moralsk grundlag ”for at råde bod på fejl”.

For at opnå sine udenrigspolitiske mål må forestillingerne om terrorisme holdes i live i borgernes sind, der konstant bliver mindet om terrorist-truslen.

Propaganda-kampagnen præsenterer portrætterne af lederne bag terrornetværket. Den giver med andre ord ”terroren et ansigt” inden for rammerne af en 'reklame'-kampagne.

Fabrikation af efterretning

Propaganda-kampagnen har været støttet af en udbredt fabrikation af efterretning. Afsløringer vedrørende det kontroversielle Downing Street-memorandum og det forfalskede Niger-uran-dossier er blot toppen af isbjerget.

Kendt og dokumenteret forud for invasionen af Irak var substansen af Colin Powells præsentation til FN's sikkerhedsråd, som ikke blot var fabrikeret, det var faktisk baseret på, hvad der udgør et tydeligt tilfælde af plagiering, en students tekst, der var blevet ”liftet” (kopieret og klistret) fra internettet.

En nøje tekstanalyse af den britiske efterretningsrapport citeret af Colin Powell i hans FN-henvendelse (5. februar 2003) antyder, at dets britiske forfattere havde ringe adgang til førstehånds efterretnings-kilder og i stedet baserede deres arbejde på akademiske papirer, som de selektivt forvanskede.

Forfatterne af dossieret er medlemmer af Tony Blairs Press Relations Office i Whitehall. Storbritanniens Secret Service (M16) blev enten ikke konsulteret, eller mere sandsynligt bidrog det med en vurdering, der ikke passede ind i politikernes argumentering. I sin kerne blev spin solgt videre som efterretning.

Hovedindholdet af det 19 sider lange dokument (pp. 6-16) er blevet direkte kopieret uden henvisning til en artikel i sidste (2002) septembers Middle East of International Affairs med titlen ”Iraks sikkerhed og efterretnings-netværk: En vejledning og analyse” . Forfatteren af denne artikel stykke er Ibrahim al-Marashi, en færdiguddannet studerende ved Monterey Institute of International Studies. Han har over for mig bekræftet, at hans tilladelse ikke blev søgt af M16; faktisk vidste han ikke engang noget om det britiske dokument, før jeg nævnte det for ham.

Konkluderende bemærkninger

Den såkaldte ”krig imod terrorisme” er en løgn.
Der er rigelig dokumentation for, at påskuddet til at føre krig var totalt fabrikeret.

Realiteterne er blevet vendt på hovedet.

Krigshandlinger hyldes som ”humanitær intervention” med henblik på at genindføre ”demokrati”.

Militær besættelse og drab på civile fremstilles som ”fredsbevarende operationer”.

Nedvurdering af borgerlige rettigheder under den såkaldte ”anti-terrorist-lovgivning” fremstilles som midler til at tilvejebringe ”indenlandsk sikkerhed” og opretholde borgerlige rettigheder.

Imidlertid er den civile økonomi styrtet ud i krise; udgifter til sundhed og uddannelser er skåret ned til fordel for finansiering af det militært-industrielle kompleks og politistaten.

Under det amerikanske imperium bliver millioner af mennesker over hele verden drevet ud i bundløs fattigdom, og lande forvandles til åbne territorier.

USA-protektorater installeres med velsignelse af det såkaldte ”internationale samfund”. ”Midlertidige regeringer” dannes. Politiske marionetter udpeget af Amerikas oliegiganter bliver flygtigt godkendt af FN, der i stigende grad udfører rollen som et gummistempel for den amerikanske administration.

At vende krigens tidevandsbølge kan ikke begrænses til en kritik af den amerikanske krigsdagsorden. I sidste instans er det, der er på spil, legitimiteten af de politiske og militære aktører og de økonomiske magtstrukturer, der i sidste ende kontrollerer formuleringen og styringen af amerikansk udenrigspolitik.

Mens Bush-administrationen implementerer en ”krig imod terrorisme”, bekræfter vidnesbyrd (inklusive bjerge af officielle dokumenter) rigeligt, at de skiftende amerikanske administrationer har støttet, tilskyndet og huset international terrorisme.

Dette faktum i sig selv må undertrykkes, fordi den såkaldte ”krig imod terror”, hvis det nogensinde siver ned til den bredere offentlighed, vil bryde sammen som et korthus. Og under denne proces vil de centrale aktører bag dette system, og deres legitimitet, være truet.

Hvordan bryder man effektivt med krigs- og politistatens dagsordener? Essentielt ved at afvise ”krig imod terrorisme”, der udgør selve grundlaget for den amerikanske nationale sikkerhedsdoktrin.

En krigsdagsorden afvæbnes ikke gennem antikrigs-følelser. Men vender ikke bølgen ved at bede præsident Bush være så venlig at rette sig efter Geneve-konventionen og Nürnberg-chartret. I sidste instans kræver en sammenhængende antikrigs-dagsorden afsættelsen af de højt placerede krigsforbrydere som det første skridt i retning af afvæbning af den nye verdensordens institutioner og korporative strukturer.

For at bryde inkvisitionen må vi også bryde med dens propaganda, dens frygt- og skræmmekampagne, der galvaniserer den offentlige mening til at acceptere ”krigen imod terrorisme”.

Michel Chossudovsky er forfatter af den internationale bestseller ”The globalization of poverty”, der er publiceret på elleve sprog. Han er professor i økonomi ved University of Ottawa og direktør for Center for Research on Globalization, den kritisk berømmede webside www.globalresearch.ca Han er også bidragyder til Encyclopedia Britannica.
Hans seneste bog er America´s ”War on Terrorism” , Global Research, 2005.

Oversættelse: Hans Pendrup

Andre artikler af Michel Chossudovsky på dansk:

Krigsforbrydelser og teorien om "retfærdig krig"

Amerikas krig for verdensherredømme

Bush udnævner terrorist som amerikansk ambassadør i Irak

IMF- sponseret "demokrati" in Ukraine

Amerikas dagsorden for global militær dominans

- End -